Indhold

Dette afsnit omhandler overgangsreglerne i EVL § 89 om klage over de nye ejendomsvurderinger og over ejendomsvurderingerne for 2013-2019 for ejerboliger og ejendomsvurderingerne for 2014-2020 for andre ejendomme, herefter benævnt de nye vurderinger og de historiske vurderinger.

Endvidere omhandler afsnittet overgangsreglerne i EVL § 89 a.

Overgangsreglerne medfører, at der gælder andre regler for klage over de nævnte vurderinger end de fælles regler om klage, der er fastlagt i SFL § 35 a.

Afsnittet indeholder:

  • Særskilt meddelelse om igangsættelse af klagefristerne efter EVL §§ 89 og 89 a (H.A.12.1)
  • Klage over de nye vurderinger efter EVL § 89 samt tidsfrist for domstolsindbringelse (H.A.12.2)
  • Klage over de historiske vurderinger efter EVL §§ 89 og 89 a (H.A.12.3).

Det bemærkes, at der ikke kan klages over de foreløbige vurderinger for 2022 og 2023. Se nærmere om de foreløbige vurderinger i afsnit H.A.3.3.

►Det bemærkes videre, at der gælder særlige regler for, hvad der kan klages over i forbindelse med vurderingerne for henholdsvis 2024-2025 og 2025-2026. Se nærmere herom i afsnit H.A.3.4.◄

Regel

EVL § 89 fastlægger reglerne om klage over de nye vurderinger pr. 1. januar 2020 og i de situationer, hvor der ikke er foretaget en vurdering af ejendommen pr. 1. januar 2020 eller pr. 1. marts 2021. Vurderingsterminen for 2021 fremgår af EVL § 81, stk. 7, hvor der står, at der i vurderingsåret 2021 foretages almindelig vurdering efter EVL § 5, stk. 1, og omvurdering efter EVL § 6, stk. 1, pr. 1. marts 2021. EVL § 89 fastlægger også regler om klage over de historiske vurderinger defineret som de vurderinger og omvurderinger pr. 1. oktober 2013 til og med 1. oktober 2019, der er foretaget for ejendomme, som efter vurderingsloven er vurderet som ejerboliger pr. de nævnte vurderingsterminer, og de vurderinger og omvurderinger pr. 1. oktober 2014 til og med 1. oktober 2020, der er foretaget for ejendomme, som efter vurderingsloven er vurderet som andet end ejerboliger.

EVL § 89 a fastlægger regler om en fremrykket klageadgang for ejendomme, der ikke vurderes pr. 1. januar 2020 som ejerboliger. Klagen skal være modtaget i Skatteforvaltningen senest 90 dage for dateringen af meddelelsen om igangsættelse af klagefristen.