Faktiske oplysninger
SKAT traf den 5. december 2014 afgørelse om at ændre klagerens indkomst i indkomstårene 2009-2012 med henholdsvis -81.585 kr., -63.455 kr., -88.344 kr. og -95.156 kr. vedrørende værdi af fri bil, idet det var SKATs opfattelse, at beskatning af bilen skulle ske hos klagerens ægtefælle.

Ved afgørelse af 14. februar 2017 ændrede Landsskatteretten SKATs afgørelse om beskatning af ægtefællen.

Ved henholdsvis årsopgørelse nr. 3 for indkomståret 2009, årsopgørelse nr. 3 for indkomståret 2010, årsopgørelse nr. 4 for indkomståret 2011 og årsopgørelse nr. 3 for indkomståret 2012 ændrede SKAT på ny klagerens indkomst i indkomstårene 2009-2012, således at klageren blev forhøjet med de beløb, som SKAT tidligere havde sat indkomsten ned med.

SKATs afgørelse
SKAT har forhøjet klagerens indkomst i indkomstårene 2009-2012 med henholdsvis 81.585 kr., 63.455 kr., 88.344 kr. og 95.156 kr. vedrørende værdi af fri bil.

SKAT har i anledning af klagen afgivet følgende udtalelse:

"SKAT har ved afgørelse af 5. december 2014 nedsat As skatteansættelser med det selvangivne værdi af fri bil for indkomstårene 2009-2012 med henholdsvis kr. 81.585, kr. 63.455, kr. 88.344 og kr. 95.156.
Årsagen til nedsættelsen af As skatteansættelse var, at SKAT var af den opfattelse, at det var dokumenterbart, at det var As ægtefælle B der anvendte den fri bil som A blev beskattet af og derfor flyttede beskatningen fra A til B.

Årsagen til at ægtefællerne valgte, at det var A der skulle beskattes af den frie bil, var efter SKATs opfattelse, at B opnåede et befordringsfradrag på trods af, at han anvendte den fri bil, som hans eget selskabet ejede.

Der henvises til den Landskatteretsafgørelse, som rådgiver har vedlagt klagen.

SKAT har således ved afgørelse af den 5. december 2014 flyttet beskatning af værdi af fri bil fra A til hendes ægtefælle B.

Landsskatteretten har den 14. februar 2017 givet B medhold i, at han ikke skal beskattes af den fri bil.

Som direkte følge virkning af, at B har fået medhold, har SKAT nedsat Bs skatteansættelser i henhold til Landsskatterettens afgørelse og som følgevirkning heraf ændret As skatteansættelse tilbage til det af hende selvangivne værdi af fri bil.

SKAT finder, at ændringerne af As skatteansættelser er en naturlig følge af Landsskatterettens afgørelse vedrørende B.

SKAT finder, at Landsskatterettens afgørelse skal anses som en samlet afgørelse vedrørende værdi af fri bil mellem B og A.

SKAT finder således at være forpligtet til, at efterleve en ranghøjere myndigheds afgørelse, hvilket SKAT finder, at have gjort ved, at foretage ændringer af As skatteansættelser.

SKAT skal derfor ikke varsle en forhøjelse af As skatteansættelser.

Der henvises til Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1 nr. 2 (direkte følgevirkning), samt Den Juridiske Vejledning afsnit A.A.8.2.2.1.2.2. (konsekvensændringer når borgeren har fået medhold i en klagesag.)

SKAT finder således, at have overholdt de forvaltningsretlige regler."

Klagerens opfattelse
Klageren har nedlagt påstand om, at forhøjelserne nedsættes til nul.

Det er til støtte for påstanden anført:

"at SKAT ikke har overholdt fristen i skatteforvaltningslovens § 26 i forbindelse med ændringen af As skatteansættelser for indkomstårene 2009-2012 ved de udsendte årsopgørelser med skattemappedato 22. februar 2017, idet fristen for at varsle forhøjelse af As skatteansættelser for indkomstårene 2009-2012 udløb henholdsvis den 1. maj 2013, den 1. maj 2014, den 1. maj 2015 og den 1. maj 2016,

at det følger af skatteforvaltningslovens §§ 19 og 20, at SKAT kun kan varsle en forhøjelse af en skatteyder, såfremt der udsendes en sagsfremstilling og et forslag til afgørelse, hvorved den pågældende skatteyder får mulighed for partshøring mv., hvilket ikke er sket i nærværende sag."

Landsskatterettens afgørelse
Skatteforvaltningslovens § 20, stk. 1 og 2, har følgende ordlyd:

"Agter told- og skatteforvaltningen at træffe en afgørelse om ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat på et andet grundlag end det, der er selvangivet, skal den selvangivelsespligtige og eventuelt andre parter underrettes om den påtænkte afgørelse. Det samme gælder, i det omfang en selvangivelsespligtig har undladt at selvangive og ansættelsen som følge deraf skal ske skønsmæssigt. Underretningen skal opfylde de krav til begrundelsen af en forvaltningsafgørelse, der følger af forvaltningsloven.

Stk. 2. Den selvangivelsespligtige m.v. skal samtidig underrettes om, at afgørelsen vil blive truffet som varslet, medmindre den pågældende over for told- og skatteforvaltningen fremkommer med en begrundet skriftlig eller mundtlig udtalelse imod afgørelsen inden for en nærmere angivet frist, der ikke uden den pågældendes samtykke kan være på mindre end 15 dage regnet fra skrivelsens datering, medmindre en anden frist er bestemt i lovgivningen. Har den selvangivelsespligtige m.v. ikke udtalt sig inden fristens udløb, kan afgørelsen træffes som varslet uden yderligere underretning.

…"

Som det fremgår af skatteforvaltningslovens § 20, stk. 1, skal told- og skatteforvaltningen underrette den skattepligtige, hvis told- og skatteforvaltningen påtænker at ændre skatteansættelsen eller ansætte denne skønsmæssigt. Den skattepligtige skal samtidig have lejlighed til at udtale sig om den påtænkte skatteansættelse, jf. skatteforvaltningslovens § 20, stk. 2. Det bemærkes i den forbindelse, at det fremgår af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, at en ansættelse kun kan foretages i de i § 27, stk. 1, nævnte tilfælde, hvis den varsles af told- og skatteforvaltningen senest 6 måneder efter, at told- og skatteforvaltningen henholdsvis den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i lovens § 26.

Klageren har imidlertid ikke modtaget underretning om den påtænkte ændring af klagerens indkomst for indkomstårene 2009-2012, idet klageren alene har modtaget underretning om selve afgørelsen af skatteansættelsen i form af årsopgørelserne af 22. februar 2017.

SKAT har således ikke opfyldt bestemmelserne i skatteforvaltningslovens § 20, stk. 1 og 2, og der er herved sket en tilsidesættelse af en væsentlig garantiforskrift, der må anses for egnet til at påvirke afgørelsens materielle rigtighed.

Endvidere ses det ikke med tilstrækkelig sikkerhed at kunne afvises, at den manglende høring af klageren konkret kunne have betydning for skatteansættelsen.

Hertil kommer, at afgørelserne ikke er forsynet med en begrundelse i overensstemmelse med forvaltningslovens § 24.

På denne baggrund anses SKATs afgørelser af 22. februar 2017 for at være behæftet med væsentlige sagsbehandlingsmangler, der medfører, at de påklagede afgørelser er ugyldige.

Forhøjelserne nedsættes derfor til nul.