Dato for udgivelse
04 Jan 2016 09:47
SKM-nummer
SKM2016.1.SKAT
Myndighed
SKAT
Sagsnummer
15-3155264
Dokument type
SKAT-meddelelse
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift
Overemner-emner
Andet om moms
Emneord
Afgiftspligtig person, registrering, offentlige myndigheder
Resumé

Skatteministeriet overvejer i øjeblikket, om EU-domstolens dom i sag C-276/14, Gmina Wroclaw, bør have konsekvenser for dansk praksis, herunder særligt for den momsmæssige behandling af statslige, regionale og kommunale institutioner.

Hjemmel

LBK nr. 106 af 23/10/2013

Reference(r)

Momsloven § 3, stk. 1, § 3, stk. 1, nr. 2 og § 9

Henvisning

Den juridiske vejledning 2015-2, afsnit D.A.3.1.2.1

Henvisning

Den juridiske vejledning 2015-2, afsnit D.A.3.2.4

Henvisning

Den juridiske vejledning 2015-2, afsnit D.A.4.6.2

EU-domstolen har den 29. september 2015 afsagt dom i sag C-276/14, Gmina Wroclaw.

Spørgsmålet drejer sig om, hvorvidt en organisatorisk budgetbunden enhed under en kommune i Polen skal anses for at udgøre en selvstændig afgiftspligtig person, når den udøver økonomisk virksomhed i en anden egenskab end offentlig myndighed, jf. momssystemdirektivets artikel 13.

Domstolen udtalte, at offentligretlige organer, som de i hovedsagen omhandlede budgetbundne enheder under en kommune, ikke kan anses for momspligtige, når de ikke opfylder det i bestemmelsen fastsatte selvstændighedskriterium.

I overensstemmelse med momsdirektivets artikel 9, stk. 1, skal et offentligretligt organ for at kunne anses for en afgiftspligtig person i nævnte direktivs forstand således selvstændigt udøve virksomhed. Det skal i den forbindelse undersøges, om enheden under udøvelsen af virksomheden befinder sig i et underordnelsesforhold i forhold til den kommune, som den er knyttet til, eller om den pågældende person udøver sin virksomhed i eget navn, for egen regning og på eget ansvar, og om den pågældende selv bærer den økonomiske risiko, der er forbundet med udøvelsen af denne virksomhed.

Det er SKATs opfattelse, at indtil Skatteministeriets overvejelser er tilendebragt, opretholdes praksis om, at statslige, regionale og kommunale institutioner kan anses for afgiftspligtige personer, jf. momslovens § 3, stk. 2, nr. 3. Det indebærer, at de kommunale m.v. institutioner kan momsregistreres, jf. § 47, stk. 1 og stk. 3.

På baggrund af den tekst, som fremgår af momsregistreringsbeviset, er der imidlertidig opstået tvivl om, hvorvidt en kommunal institution alene har anmodet om et administrativt momsnummer eller har anmodet om delregistrering med de retsvirkninger, som en sådan registrering indebærer jf. momslovens § 47, stk. 3.

SKAT vil derfor - uanset Den juridiske vejledning, afsnit D.A.14.1.6 - indtil videre anerkende de særskilte SE-nr., der er tildelt kommunale m.fl. institutioner, for alene at udgøre administrative momsnumre, medmindre SKAT på baggrund af en konkret vurdering af indgivelse af anmodninger om registrering med særskilt SE-nr., korrespondance med SKAT mv., finder det ubetænkeligt at lægge til grund, at virksomheden - ved at anmode om et særskilt SE-nr. i en anmodning om registrering - har anmodet om en delregistrering.