Klagen skyldes, at en ejerforening er anset for pligtig at betale tinglysningsafgift ud fra det ifølge vedtægterne lyste samlede pantsikrede beløb.

Afgiftsmyndighedens afgørelse stadfæstes.

Vedtægterne for "Ejerforeningen B", ejendommen matr. nr. XXX, beliggende Y, blev oprettet den 29. november 2002. Det fremgår af vedtægternes § 19, at de skal lyses "pantstiftende på hver enkelt ejerlejlighed for et beløb stort 38.000,00 kr.". Det følger af vedtægternes § 27, at vedtægterne skal tinglyses "pantstiftende for 38.000,00 kr. på hver enkelt ejerlejlighed under matr. nr. XXX, beliggende Y, ejerlejlighed nr. 1-61 som byrde og pantstiftende med 38.000,00 kr. pr. ejerlejlighed.

Den 20. december 2002 blev vedtægterne tinglyst på ejendommen matr. nr. XXX, beliggende Y, som byrde. Det fremgår af tingbogen, at vedtægterne også blev tinglyst pantstiftende med 38.000 kr. for hver af ejerlejlighederne nr. 1-61. Ifølge tingbogen blev ejendommen den 8. januar 2003 registreret opdelt i ejerlejligheder.

Ejerforeningen er ved den påklagede afgørelse anset for pligtig at betale tinglysningsafgift ud fra det ifølge vedtægterne lyste samlede pantsikrede beløb. Beløbet er af afgiftsmyndigheden opgjort således:

Samlet yderligere tinglysningsafgift incl. forhøjet afgift i forhold til det ved anmeldelsen betalte er herefter beregnet således:

Afgiftsmyndigheden har bl.a. henvist til, at det samlede pantsikrede beløb er på 61 x 38.000 kr., i alt 2.318.000 kr. Der skal derfor betales i alt 37.600 kr. i tinglysningsafgift. Da der ikke er betalt den korrekte afgift ved anmeldelsen til tinglysning, skal der betales en forhøjet afgift på 1.710 kr. Herefter bliver den samlede skyldige afgift på i alt 35.910 kr.

Vedtægterne for "Ejerforeningen B" er blevet lyst såvel servitutstiftende som pantstiftende. Vedtægterne indeholder således både en panteret og en servitutret. For så vidt angår den servitutstiftende del, skal der alene betales afgift efter tinglysningsafgiftslo­vens § 7, mens der for så vidt angår den pantstiftende del, tillige skal betales afgift efter lovens § 5.

Efter tinglysningsafgiftslovens § 7, stk. 1 skal der betales en tinglysningsafgift på 1.400 kr. for den servitutstiftende del af vedtægterne.

Efter tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 1 skal der ved anmeldelse til tinglysning af pant betales en tinglysningsafgift på 1.5 % af det pantsikrede beløb samt 1.400 kr. Det fremgår af vedtægternes § 19, at vedtægterne skal lyses pantstiftende på hver enkelt lejlighed for 38.000 kr. Det fremgår af tingbogen, at vedtægterne blev tinglyst pantstiftende med 38.000 kr. for hver af ejerlejlighederne nr. 1-61.

I anledning af klagen til Landsskatteretten har afgiftsmyndigheden bl.a. udtalt ikke at have kompetence til at tage stilling til de tinglysningsmæssige dispositioner, da disse henhører under tinglysningsmyndighederne. Afgiftsmyndigheden har derimod kompetence til at prøve afgiften og dennes størrelse på baggrund af den foretagne tinglysningsmæssige ekspedition. Såfremt anmelder er uenig i en tinglysningseks­pedition og kærer denne til Landsretten, tager afgiftsmyndigheden kæremålets udfald til efterretning. Det fremgår af klagerens indlæg til Landsskatteretten, at klager er uenig i den måde, tinglysningsmyndigheden har behandlet vedtægterne. Klageren har ikke anfægtet afgiftsmyn­dighedens udregning af afgiften. I den foreliggende sag er det således klagerens opfattelse, at det pågældende tinglysningskontor ikke oprindeligt kunne og burde have tinglyst vedtægterne pantstiftende på hver enkelt ejerlejlighed. Klageren burde imidlertid have kæret tinglysningen, såfremt tinglysningsekspedition ansås for ukorrekt.

Afgiftsmyndigheden har forelagt spørgsmålet vedrørende tinglysning af pantstiftende vedtægter i ejerlejligheder under opdeling for en række tinglysningskontorer. Besvarelsen har været, at når en servitut som indeholdende en panthæftelse på x kr. oprindeligt er tinglyst på hovedejendommen, og bliver indført på de nye ejerlejligheder, vil det som udgangspunkt ske med en bemærkning om, at der tillige er pant i anden ejendom. Dette vil ske, uanset om det i servitutten er anført, at den alene skal lyses på "nærværende ejendom", altså hovedejendommen, eller om det er anført, at den skal lyses på samtlige udstykkede parceller/ejerlejligheder. Tinglysnings­myndighederne har forklaret, at rent tinglysningsmæssigt betyder bemærkningen "tillige pant i anden ejendom", at der vil være lyst pant i alle ejerlejlighederne for et samlet krav på x kr. Tinglysningsmyndighederne har tillige forklaret, at såfremt der ønskes tinglyst et krav på x kr. på hver enkelt ejerlejlighed, altså et samlet krav på x kr. ganget med antallet af ejerlejligheder, kan det først ske, efter opdelingen i ejerlejligheder er tilendebragt.

Afgiftsmyndigheden har anført, at det afgiftsmæssigt indebærer, at såfremt servitutten bliver lyst pantstiftende med et samlet krav på x kr. og en bemærkning om, at der tillige er pant i anden ejendom, skal der alene betales afgift af x kr. Såfremt servitutten derimod bliver lyst pantstiftende for et samlet krav på x kr. på hver enkelt ejerlejlighed, altså et samlet krav på x kr. ganget med antallet af ejerlejligheder, er det dette beløb, der skal beregnes afgift af.

Klageren har overfor Landsskatteretten nedlagt påstand om, at der alene betales én variabel afgift svarende til 1,5 % af 38.000 kr., hvorefter der skal ske godtgørelse af resten af det erlagte beløb vedrørende den variable afgift tillagt renter.

Til støtte for den nedlagte påstand er det bl.a. gjort gældende, at tinglysning af vedtægterne for ”Ejerforeningen B” – i overensstemmelse med begæringen herom ved anmeldelsen til tinglysning – oprindeligt alene kunne og burde have været foretaget på de respektive hovedejendomme, da der på dette tidspunkt kun forelå èn fast ejendom. Der skulle herefter være sket overflytning på de nye matrikelnumre efter opdelingen i ejerlejligheder. Ved anmeldelsen skulle der i overensstemmelse hermed alene være sket afgiftsberigtigelse med én gang 1,5 % af 38.000 kr. Der er ikke flere tinglysningsekspeditioner i forbindelse med vedtægterne uanset om der faktisk måtte blive solgt 61 lejligheder i den pågældende ejendom eller færre. På anmeldelsestidspunktet  fandtes ejerlejlighederne således ikke endnu, og det kunne principielt ikke vides, hvor mange lejligheder, der ville komme til eksistens. Tinglysningsmyndighedernes automatiske forhøjelse af det pantsikrede beløb til det antal ejerlejligheder, man på tidspunktet umiddelbart efter tinglysningen forventede, at ejendommen opdeltes i, er ikke korrekt.

Der er endvidere henvist til Kommenteret Tinglysningsafgiftslov v. L. Hindborg og K. Nørgaard, 2. udg., s. 126-127 sammenholdt med 1. udgavens s. 73. Begge steder er anført, at en anmeldelse om opdeling af en ejendom i ejerlejligheder er en notering i ejendommens oplysningsrubrik, hvorfor anmeldelsen er afgiftsfri, da der ikke er tale om en afgiftspligtig rettighedstype. I 2. udgaven er det endvidere bl.a. anført, at pantehæftelserne hverken bringes til ophør eller fordels ved en udstykning. Der er intet krav om panthaveropgør. Pantehæftelserne overføres på hver ejendoms blad med dets fulde pålydende og med henvisning til, at der ”tillige er pant i anden ejendom”.

Den yderligere pålagte tinglysningsafgift er betalt under protest.

Ved fastsættelse af tinglysningsafgift må der afgørende henses til den af retten foretagne tinglysningsekspedition. De omhandlede vedtægter blev den  20. december 2002 lyst pantstiftende for 38.000 kr. på hver af ejerlejlighederne nr. 1-61. Der blev ikke iværksat kære herimod. Det samlede pantsikrede beløb udgør således 61 x 38.000 kr. eller i alt 3.318.000 kr. På denne baggrund er der ved anmeldelsen udløst tinglysningsafgift som opgjort af afgiftsmyndigheden, jf. tinglysningsafgiftslovens §§ 5, stk. 1, 7, stk. 1, og 20. Herefter, og i øvrigt med henvisning til det af afgiftsmyndigheden anførte, stadfæstes den påklagede afgørelse.