Parter
A
(advokat B. Fabech-Larsen)
mod
Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/ adv.fm. Mathias Trebjerg Knudsen)
Afsagt af byretsdommer
Lone Molsted
Sagens baggrund og parternes påstande
Denne sag, der er anlagt den 5. februar 2013, angår om skattemyndighederne med rette har truffet afgørelse om ikke at imødekomme A´s begæring om ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 1993 vedrørende en renteudgift på 73.649 kr., jf. den dagældende skattestyrelseslov § 35, stk. 1, nr. 8 og § 35, stk. 2.
A har nedlagt følgende påstande:
"...
Principalt: Sagsøgte tilpligtes at genoptage sagsøgers skatteansættelse for indkomståret 1993 f.s.v. angår renteudgifter på kr. 73.649,00.
Subsidiært: Sagen hjemvises til fornyet behandling ved rette ligningsmyndighed.
..."
Skatteministeriet har nedlagt påstand om frifindelse.
Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.
Oplysningerne i sagen
Landsskatteretten afsagde den 6. november 2012 følgende kendelse:
"...
Landsskatterettens afgørelse
Skatteankenævnet har ikke pålagt SKAT at genoptage klagerens skatteansættelse.
Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.
Sagens oplysninger
Ved Landsskatterettens kendelse af 13. december 2001 blev klagerens indkomst forhøjet med 1.954.827 kr., som klageren havde indskudt i selskabet H1 Invest A/S. Foruden dette beløb, havde SKAT i deres afgørelse forhøjet klagerens indkomst skønsmæssigt med 300.000 kr.
Det fremgår af Landsskatteretten kendelse, at klageren som argument for, at privatforbrugsopgørelsen skulle korrigeres, anførte blandt andet følgende:
"...
Der skal også indregnes kursavance på indfriede pantebreve, samt de pantebreve, som er i behold ultimo 1993. Disse reguleringer er således ikke udtryk for privatforbrug, men en formueregulering. Kursreguleringen på klagerens aktier skal ligeledes påvirke privatforbrugsopgørelsen ud fra samme synspunkter. Prioritetsgælden skal også kursreguleres. Rådighedsbeløbet skal således begrænses med 3.365 kr. Endelig har klageren været i restance med kreditforeningsterminer. Den fra kreditforeningen indberettede restgæld ultimo har således ikke taget højde for disse restancer.
..."
Told- og skatteregionen havde i deres udtalelse til landsskatteretssagen anført følgende vedrørende ovenstående:
"...
Restance
Såfremt restancerne kan dokumenteres, og er opstået i 1993, er regionen og kommunen enig med rådgiverne, men eftersom skattemyndighederne har haft vanskeligt ved at følge posteringerne, er det antaget at beløbene er betalt. Der er ej heller overfor skattemyndighederne dokumenteret det modsatte.
..."
Det fremgår af brev af 2. november 2001 fra klagerens daværende repræsentant, som blev indsendt efter Landsskatteretten havde udarbejdet kontorindstilling i sagen, at klageren havde gæld til "G1" på 712.883 kr. ultimo, og at renteudgifterne vedrørende gælden udgjorde 73.649 kr. i 1993, som klageren ikke havde foretaget fradrag for. Repræsentanten fremlagde samtidig en oversigt over gælden og anførte, at klagerens privatforbrug skulle nedsættes med 73.649 kr.
I forbindelse med retsmødet i Landsskatteretten anførte klagerens repræsentant, at der i opgørelsen over privatforbruget ikke var taget hensyn til eksistensen af en prioritetsgæld på 704.000 kr. i G1. Renterne heraf på 73.694 kr. var således ikke blevet fratrukket.
Under retsmødet indstillede Told- og skatteregionen, at den skønsmæssige forhøjelse på 300.000 kr. skulle nedsættes til 0 kr., og anførte som replik på repræsentantens oplysninger om renteudgift, at der allerede var taget hensyn til de anførte poster i forbindelse med indstillingen om at frafalde forhøjelsen på 300.000 kr.
Landsskatteretten tiltrådte, at den skønsmæssige forhøjelse på 300.000 kr. blev nedsat til 0 kr., men stadfæstede i øvrigt SKATs afgørelse.
Landsskatterettens kendelse blev indbragt for Østre Landsret, som den 17. juni 2004 stadfæstede afgørelsen (SKM2004.305.ØLR).
Ved sagens behandling ved Landsretten bemærkede Kammeradvokaten, at prioritetsgælden på 712.883 havde eksisteret ved årets begyndelse og årets afslutning, og at den ved en korrigeret privatforbrugsopgørelse skulle angives under debet som negativ formue ultimo 1993 og under kredit ultimo 1993. Tilsvarende gjorde sig gældende for så vidt angik rentebeløbet på 73.649 kr.
Landsretten bemærkede, at eksistensen af yderligere gæld på henholdsvise 712.883 kr. og 73.649 kr. ikke havde medført et øget rådighedsbeløb for klageren, idet den anførte gæld dels var etableret i 1988, dels var skyldige renter, som ikke var modsvaret af udbetalinger til klageren i 1993.
Landsrettens afgørelse blev stadfæstet af Højesteret dom af den 17. juni 2005 (SKM2005.275.HR).
Den 2. december 2003 anmodede klageren SKAT om at genoptage skatteansættelsen for 1993 og godkende fradrag for en renteudgift på 73.649 kr., som fejlagtigt ikke var medtaget på klagerens selvangivelse i 1993.
Ved afgørelse af den 16. december 2003 nægtede SKAT at genoptage skatteansættelsen.
Afgørelsen blev påklaget til skatteankenævnet den 15. januar 2004. I den forbindelse bad klageren om et møde med skatteankenævnet. Skatteankenævnet yy fremsendte den 16. august 2004 et forslag til afgørelse af klagen, og da skatteankenævnet ikke havde modtaget kommentarer til forslaget, blev afgørelse i sagen udsendt den 4. oktober 2004, uden at der havde været holdt møde med klageren.
Skatteankenævnets afgørelse blev indbragt for Landsskatteretten, som ved kendelse af den 23. november 2005 fastslog, at afgørelsen fra skatteankenævnet var ugyldig, idet der trods anmodning om møde med nævnet ikke var afholdt møde.
Som konsekvens af Landsskatterettens kendelse af 23. november 2005 blev sagen overført til et andet skatteankenævn, som har behandlet sagen på ny.
Skatteankenævnets afgørelse
Skatteankenævnet finder ikke grundlag for at SKAT skal genoptage klagerens skatteansættelse for 1993.
Dette skyldes fire forhold, som hver især er tilstrækkelig grund til at afvise genoptagelsesanmodningen.
1) Der er ikke grundlag for at genoptage skatteansættelsen i medfør af skattestyrelseslovens § 35, stk. 1.
Efter udløbet af den ordinære genoptagelsesfrist, kan der alene ske ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27. Denne bestemmelse fastlægger i stk. 1, nr. 1 - 7, en række objektive situationer, hvor genoptagelse kan ske. Endvidere giver § 27, stk. 1, nr. 8, adgang til genoptagelse som følge af, at der foreligger særlige omstændigheder.
Hvad disse "særlige omstændigheder" består af, er ikke nærmere defineret i lovteksten. Skatteforvaltningslovens § 27 er dog en videreførelse af den tidligere skattestyrelseslovs § 35, og det fremgår af lovbemærkningerne til denne bestemmelse, at bestemmelsen ikke giver grundlag for genoptagelse ved glemte fradrag.
Det er alene en følge af klagerens egne fejl og forglemmelser, at klageren har selvangivet forkert, og der foreligger ikke i øvrigt sådanne særlige omstændigheder, der kan begrunde en ekstraordinær genoptagelse.
2) Der er ikke grundlag for at genoptage skatteansættelsen i medfør af skattestyrelseslovens § 35, stk. 2.
Genoptagelse efter den dagældende skattestyrelseslovs § 35, stk. 2, forudsætter, at genoptagelsesanmodning er fremsat af den skattepligtige inden 6 måneder efter, at den skattepligtige var kommet til kundskab om det forhold, der begrundede fravigelsen af fristerne i den dagældende § 34.
Genoptagelsesanmodningen er baseret på Landsskatterettens kendelse af 13. december 2001 og korrespondance fra klagerens daværende repræsentanter samt øvrigt materiale, som daterer sig før Landsskatterettens kendelse.
Genoptagelsesanmodningen udspringer således af materiale, som klageren var i besiddelse af eller bekendt med allerede på tidspunktet for Landsskatterettens kendelse.
Idet genoptagelsesanmodningen først er modtaget den 5. december 2003, er fristen på 6 måneder derfor væsentligt overskredet.
Det kan i den forbindelse ikke tillægges vægt, om Kammeradvokaten eventuelt har bestridt rigtigheden af klagerens synspunkter, idet fristen løber fra det tidspunkt, hvor klageren eller klagerens repræsentant blev bekendt med det materiale, som de påberåber sig som grundlag for genoptagelsesanmodningen.
Derfor er der ikke grundlag for ekstraordinær genoptagelse i medfør af dagældende skattestyrelseslovs § 35, stk. 2.
3) Skattemyndighederne har ikke givet tilsagn om genoptagelse.
Klageren har anført, at skatteadministrationen har givet et tilsagn om, at der vil kunne godkendes fradrag for renter på 73.649 kr., hvis der tilvejebringes dokumentation for terminsrestancernes størrelse pr. 31. december 1993.
Der er tale om en tilkendegivelse fra henholdsvis skatteregionen og kommunen ved det lovpligtige høringssvar i forbindelse med klagen til Landsskatteretten, og der er ikke tale om en afgørelse fra den kommunale skattemyndighed, idet tilkendegivelsen er afgivet i forbindelse med en anden myndigheds behandling af en sag.
Der kan således ikke være tale om en begunstigende forvaltningsakt, idet der ikke foreligger nogen afgørelse.
Desuden anses teksten ikke at angive et tilsagn om genoptagelse. Det fremgår af udtalelsen, at skattemyndighederne under en række bestemte forudsætninger vil kunne være enige med klagerens repræsentant, men den rummer ikke en formulering om en senere genoptagelse eller lignende.
Tilkendegivelsen bør alene forstås som skattemyndighedernes kommentar til den indgivne klage med henblik på afklaring af sagens spørgsmål og materielle indhold, inden Landsskatteretten færdigbehandlede sagen og traf afgørelsen. Selve udtalelsen er heller ikke bestemmende for sagens udfald.
4) Der er ikke materielt grundlag for en ændring af skatteansættelsen.
Skatteankenævnet er ud fra det foreliggende materiale, herunder Østre Landsrets dom af 17. juni 2004 (SKM2004.305.ØLR), ikke uenig i, at restancen pr. 31. december 1993 nu er tilstrækkeligt dokumenteret.
Dette indebærer dog ikke, at der vil kunne godkendes fradrag for det pågældende beløb som en renteudgift i 1993, idet en sådan regulering allerede er foretaget.
Det fremgår således af Landsskatterettens kendelse side 15, at SKAT har taget højde for renteudgiften med indstillingen om at nedsætte indkomsten med 300.000 kr.
Det må herved forudsættes, at indstillingen, og dermed afgørelsen, beror på en ændret beregning af privatforbruget, der som udgangspunkt må forudsættes at skulle være det samme, som ved sagens start (ca. 115.000 kr.). Andet fremgår ikke af afgørelsen, og ændringerne i beregningen fremgår heller ikke utvetydigt, udover at formuen ultimo reguleres med 208.524 kr. og visse privatforbrugsposter ændres med 15.800 kr., begge med virkning for den skattepligtige indkomst.
Følgende opgørelse over nedsættelsens sammensætning er anført i kendelsen:
|
Reguleringsposter vedr. privatforbrug
|
15.800 kr.
|
| |
|
|
Reguleringsposter vedr. skyldige terminer
|
208.524 kr.
|
| |
|
|
Difference
|
75.676 kr.
|
| |
|
|
Nedsættelse
|
300.000 kr.
|
Efter skatteankenævnets opfattelse fører dette ikke til andet resultat, end at der ved nedsættelsen med 300.000 kr. er givet fradrag for renterne som påstået på 73.694 kr.
Der er således ikke grundlag for at pålægge SKAT at genoptage skatteansættelsen.
Klagerens påstand og argumenter
Klagerens skatteansættelse for indkomståret 1993 skal genoptages for så vidt angår renteudgifter på 73.649 kr.
Et af de spørgsmål, som var inddraget i forbindelse med den tidligere skattesags behandling, var, hvorvidt klageren i 1993 har afholdt renteudgifter for et beløb på 73.649 kr. vedrørende ejendommen ...1.
Spørgsmålet blev ikke afgjort ved Landsskatterettens kendelse af den 13. december 2001, men på baggrund af den skriftsveksling, der fandt sted med skatteforvaltningen, har skatteforvaltningen erklæret sig indforstået med, at klageren skal ydes fradrag for den pågældende renteudgift, i det omgang restancerne måtte være opstået i 1993. Dette fremgår af s. 10 i Landsskatteretten kendelse, hvor det følgende anføres.
"...
Restance
Såfremt restancerne kan dokumenteres og er opstået i 1993, er regionen og kommunen enig med rådgiverne, men eftersom skattemyndighederne har haft vanskeligt ved at følge posteringerne, er det antaget at beløbene er betalt. Der er ej heller overfor Skattemyndighederne dokumenteret det modsatte.
..."
Den af Landskatteretten trufne afgørelse blev for en del af spørgsmålenes vedkommende indbragt for Landsretten, hvor spørgsmålet om den omhandlende renteudgift blev inddraget. Der henvises i den forbindelse til den af Østre Landsrets dom, s. 12, hvor der er foretaget en opgørelse af det indtalte krav, og hvor den omhandlede renteudgift er medtaget.
Det skal bemærkes, at det først under landsretssagens behandling har været muligt at indhente bilag til dokumentation af de omhandlede renteudgifter.
Efter at klageren - mens sagen verserede for Landsretten - havde tilvejebragt den fornødne dokumentation, anmodede klageren den 2. december 2003 SKAT om fradrag for den pågældende renteudgift i 1993.
SKAT afslog at genoptage skatteansættelsen, hvorefter sagen blev indbragt for skatteankenævnet. Skatteankenævnet traf afgørelse den 4. oktober 2004 uden at der havde været afholdt møde i sagen, på trods af at klageren havde anmodet om møde. Skatteankenævnets afgørelse blev indbragt for Landsskatteretten, der ved kendelse den 23. november fastslog, at skattenævnets afgørelse var ugyldig.
Sagen blev herefter genoptaget hos skatteankenævnet, og den 7. december 2006 holdt klageren møde med Ankenævnssekretariatet yy. Sagen lå herefter stille frem til september 2011, hvor den overgik til Skatteankenævnet.
Det er dokumenteret, at der har påhvilet klageren en prioritetsgæld til en privat investor med pant i ejendommen ...1, og at der for 1993 var forfaldne terminsydelser, som ikke var betalt. Disse terminsydelser indeholdt renteudgifter for et beløb på 73.649 kr., svarende til det omtvistede beløb, og beløbet er først blevet udlignet i forbindelse med afholdelse af tvangsauktion i 1994.
Der er således ikke taget højde for renteudgiften, heller ikke i forbindelse med sagens behandling for Landsskatteretten, idet den skønsmæssige forhøjelse af klagerens indkomst på 300.000 kr., der blev frafaldet i forbindelse med Landsskatterettens behandling, ikke omfatter den pågældende renteudgift. Dette fremgår direkte af kendelsen s. 12.
Det fremgår af skrivelse af 11. december 1997 fra ...2 kommune til Told- og Skatteregionen, hvilke talstørrelser, der indgår i nedsættelsen på 300.000 kr. Disse påtegninger omhandler ikke et beløb på 73.649 kr.
Skatteforvaltningen har i forbindelse med sagens behandling for Landsskatteretten afgivet et bindende tilsagn overfor klageren om, at der skal ydes det pågældende fradrag, såfremt dette kan dokumenteres at vedrøre 1993. Dette tilsagn er afgivet uden tidsmæssige begrænsninger, hvorfor klageren har haft en berettiget forventning om, at sagen ville blive genoptaget.
Tilsagnet må sidestilles med en begunstigende forvaltningsakt, som forpligter skatteforvaltningen til at genoptage skatteansættelsen for det pågældende indkomstår.
Spørgsmålet om den pågældende renteudgift er først afgjort ved den af Østre Landsret afsagte dom den 17. juni 2004 SKM2004.305.ØLR), og først fra dette tidspunkt har klageren kunnet fremsætte en begæring om genoptagelse. Derfor ligger begæringen indenfor de tidsfrister, som fremgår af skattestyrelseslovens § 35, stk. 2.
Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
I det tilfælde, hvor SKAT har givet en skatteyder en retsbeskyttet forventning, vil skatteyderen kunne støtte ret på tilkendegivelsen, således at SKAT er forpligtet til at handle i overensstemmelse med tilkendegivelsen. Ifølge retspraksis er der dog en række betingelser, der skal være opfyldte, for at en skatteyder kan få medhold efter forventningsprincippet.
Det er blandt andet et krav, at tilkendegivelsen har haft indflydelse på skatteyderens efterfølgende dispositioner, sådan at skatteyderen vil lide et tab, hvis ikke tilkendegivelsen kan lægges til grund.
Der skal endvidere være tale om en direkte og positiv tilkendegivelse, der er klar og uden forbehold. SKAT skal desuden inden deres tilkendegivelse have været bekendt med alle forhold i sagen.
Når der er tale om en tilkendegivelse fra SKAT er udgangspunktet, at disse normalt ikke er retsbeskyttede, således at skatteyderen kan støtte ret på tilkendegivelsen. Dette skyldes, at de administrative klageinstanser kan ændre SKATs afgørelser.
Den tilkendegivelse, som SKAT fremkom med i forbindelse med sagens behandling ved Landsskatteretten, kan ikke ses at være en sådan tilkendegivelse, som klageren kan støtte ret på. Der er herved lagt vægt på, at tilkendegivelsen blev fremsat som led i sagens behandling ved Landsskatteretten omkring størrelsen af den skønsmæssige forhøjelse af klagerens indkomst. Tilkendegivelsen relaterede sig således alene til, at klageren ville kunne få fradrag for renteudgifterne, såfremt betingelserne for fradrag måtte anses for at være til stede, men ses ikke at medføre, at klageren dermed har et retsbeskyttet krav på, at skatteansættelsen skal genoptages, uanset om de lovgivningsmæssige krav omkring frister mv. er overholdt.
Der ses således ikke som følge af SKATs udsagn refereret i Landsskatterettens kendelse af den 13. december 2001 at være grundlag for at pålægge SKAT at genoptage skatteansættelsen.
Det følger af den for 2003 gældende skattestyrelseslovs § 34, stk. 1, at SKAT ikke kan afsende varsel om foretagelse eller ændring af en skatteansættelse senere end den 1. maj i det 4. år efter indkomstårets udløb. Skatteansættelsen skal foretages senest den 1. august i det 4. år efter indkomstårets udløb.
Uanset fristerne i § 34 kan en skatteansættelse foretages eller ændres efter anmodning fra den skattepligtige eller efter skattemyndighedernes bestemmelse, såfremt en række objektive kriterier er opfyldt eller såfremt der foreligger særlige omstændigheder. Dette fremgår af skattestyrelseslovens § 35, stk. 1.
En ansættelse efter ovennævnte § 35, kan kun foretages, hvis den varsles af myndighederne eller genoptagelsesanmodning fremsættes af den skattepligtige senest 6 måneder efter, at den skatteansættende myndighed henholdsvis den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 34. Det fremgår af skattestyrelseslovens § 35, stk. 2.
Klageren har fremsat anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen den 2. december 2003, hvilket er efter udløbet af fristen i den dagældende skattestyrelseslovs § 34 om ordinær genoptagelse. Herefter vil der alene være mulighed for at få genoptaget skatteansættelsen, såfremt betingelserne i § 35 er opfyldt.
Landsskatteretten finder ikke anledning til at pålægge SKAT at genoptage klagerens skatteansættelse for 1993. Der er ved afgørelsen lagt vægt på, at der ikke ses at foreligge nogle af de objektive krav for ekstraordinær genoptagelse, som er oplistet i § 35, stk. 1, nr. 1-7, ligesom der ikke ses at foreligge særlige omstændigheder efter nr. 8.
Det forhold, at klageren ikke har fået medtaget et rentefradrag ved sin selvangivelse i 1993 kan ikke anses for at være sådanne særlige omstændigheder, der kan begrunde en ekstraordinær genoptagelse. Dertil kommer, at klageren i alt fald i 2001 i forbindelse med skattesagens behandling ved Landsskatteretten, var bekendt med, at han ikke havde selvangivet dette fradrag, men at han først den 2. december 2003 fremsatte anmodning om genoptagelse over for SKAT. 6-månedersfristen i skattestyrelseslovens § 35, stk. 2, er således overskredet.
Det anses derfor for berettiget, at skatteankenævnet ikke har pålagt SKAT at genoptage klagerens skatteansættelse, og afgørelsen stadfæstes derfor.
..."
Forklaringer
Der er afgivet forklaring af A og registreret revisor HC.
A har forklaret, at han boede på adressen ...3. Han havde et lån fra et selskab, der hed den G1. Han havde endvidere gæld til Kreditforeningen. Alle renteindtægter kom ikke med i selvangivelsen for 1993. Det var hans egen skyld. Han havde ikke givet revisor alle oplysninger. Han og revisor fik rettet forholdene op i 1994. Det var først i 1996 han hørte noget fra SKAT. Sagen kørte derefter. Han havde R1 inde over. Det forhold, at han havde en ekstra gæld, havde også indflydelse på hans privatforbrug. Han blev opmærksom på, at han havde glemt at trække renteudgiften fra. Tallene fremgår af Landsskatterettens kendelse på side 7. Der er anført en difference på ca. 75.000 kr. De 73.000 kr. er ikke indeholdt i de 300.000 kr. Han havde heller ikke udgifterne med i sin selvangivelse. Han fik en rykker fra fogedretten vedrørende restskat for 1993. Han sagde, at han skulle have en ny årsopgørelse, fordi renterne ikke var med. SKAT sagde, at det var for sent. Men da var 1993 stadig åben for ændringer. Han har betalt renterne og dokumenteret det, men han har ikke fået fradrag for renterne.
Adspurgt af sagsøgtes advokat forklarede sagsøger, at han har betalt renterne på ca. 73.000 kr. i 1994, ikke i 1993. De påvirkede ikke hans privatforbrug. Renterne skal fradrages i hans selvangivelse for 1993. Selve gælden stammer fra 1988, så vidt hans husker. Han betalte renter på lånet i 1992.
Registreret revisor HC har forklaret, at han har været revisor for A siden 1993. Han lavede selvangivelsen for 1993 midt i 1994. Han kan efterfølgende se, at han ikke har haft alle bilagene. Han lavede selvangivelsen ud fra årsopgørelser fra banker og kreditforeninger. Men han manglede nogle bilag vedrørende ejendomme. Det blev han opmærksom på under skattesagen. Han var med i behandlingen af sagen for Skatteankenævnet. Han bistod R1. Man forhøjede med skønsmæssigt 300.000 kr. De 300.000 kr. blev efterfølgende frafaldet, fordi der var restancer på kreditforeningslån, ligesom A havde modtaget en erstatning.
Parternes synspunkter
A har i påstandsdokument af 3. februar 2014 anført følgende:
"...
|
at
|
det er dokumenteret, at sagsøger i 1993 havde en prioritetsgæld, der indebar en renteudgift på kr. 73.649,00,
|
|
|
|
at
|
den pågældende renteudgift ikke blev afholdt af sagsøger i 1993, men påhvilede sagsøger i 1993, men først blev udlignet i forbindelse med tvangsauktion over den pågældende ejendom i 1994,
|
|
|
|
at
|
den pågældende renteudgift skal indgå i en korrekt opgørelse af sagsøgers selvangivelse for 1993, som en fradragsberettiget udgift,
|
|
|
|
at
|
skattemyndighederne fuldt ud har været bekendt med den omhandlede renteudgift, jfr. bl.a. skrivelse af 2/11 2001 fra R1, statsautoriseret revisionsaktieselskab til Landsskatteretten, bilag A, pag. 3,
|
|
|
|
at
|
der ikke fra skattemyndighedernes side i forbindelse med den skønsmæssige nedsættelse af sagsøgers indkomst med kr. 300.000,00, en nedsættelse der fandt sted i forbindelse med sagens behandling i 2001 for Landsskatteretten, indeholdt nedsættelsen ikke den pågældende renteudgift på kr. 73.649,00, jfr. skrivelse af 11/12 1997 fra ...2 Kommune til Told- & Skatteregionen, bilagt dele af sagsfremstilling, bilag 4, sidste side,
|
|
|
|
at
|
nærværende sag ikke vedrører hvilket rådighedsbeløb sagsøger havde til rådighed i 1993, men derimod fradragsberettigede udgifter for det pågældende kalenderår,
|
|
|
|
at
|
der i forbindelse med sagens behandling for Landsskatteretten, jfr. kendelse af 13/12 2001, bilag 2, pag. 10, er afgivet bindende tilsagn overfor sagsøger om, at i det omfang renteudgiften kan dokumenteres, er der grundlag for fradrag i indkomsten,
|
|
|
|
at
|
Skats udtalelse må sidestilles med en begunstigende forvaltningsakt eller i hver tilfælde en retsbeskyttet forventning om, at sagen kan genoptages, såfremt dokumentation måtte fremkomme,
|
|
|
|
at
|
spørgsmålet om den pågældende renteudgift reelt først er afgjort ved den af Østre Landsret den 17/6 2004 afsagte dom, bilag 3,
|
|
|
|
at
|
der som følge af at Skattemyndighederne fuldt ud har været bekendt med det begærede fradrag under den ligningsmæssige behandling af sagsøgers selvangivelse for 1993, og at dokumentationen er fremkommet under den ligningsmæssige behandling af sagen, og, men har været omtvistet og først blev fastlagt ved den af landsretten afsagte dom, er betingelserne for genoptagelse tilstede, jfr. skattestyrelseslovens § 35 stk. 2,
|
|
|
|
at
|
der i øvrigt foreligger særlige omstændigheder, der berettiger til en genoptagelse i medfør af skattestyrelseslovens § 35 stk. 1. nr. 8.
|
hvorfor der skal gives sagsøger medhold i de nedlagte påstande.
..."
Skatteministeriet har i påstandsdokument af 10. februar 2014 anført følgende:
"...
Anbringender
Til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand gøres det overordnet gældende, at A ikke opfylder betingelsen i den dagældende skattestyrelseslovs § 35, stk. 1, nr. 8, for at opnå ekstraordinær genoptagelse af sin skatteansættelse for indkomståret 1993.
Tilsvarende gøres det overordnet gældende, at A ikke opfylder betingelsen i den dagældende skattestyrelseslovs § 35, stk. 2, idet han ikke har fremsat genoptagelsesanmodningen inden seks måneder efter, at han er kommet til kundskab om det forhold, der påstås at begrunde fravigelsen af fristen i den dagældende skattestyrelseslovs § 34.
1) Foreligger der særlige omstændigheder i medfør af den dagældende skattestyrelseslovs 35, stk. 1, nr. 8?
A har ikke godtgjort, at der foreligger særlige omstændigheder, der kan begrunde en ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for 1993 efter den dagældende skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 8.
Det forhold, at han ikke medtog det omtvistede rentefradrag på kr. 73.649,- i sin selvangivelse i 1993, udgør ikke en sådan særlig omstændighed. Det fremgår direkte af forarbejderne til bestemmelsen, at "glemte fradrag" ikke udgør sådanne særlige omstændigheder, jf. herved også SKM2007.44.VLR og Byrettens dom af 8. januar 2013 (SKM2013.227.BR). Det fremgår i øvrigt også af forarbejderne til bestemmelsen, at anvendelsesområdet for bestemmelsen er snævert.
Derudover er A allerede godskrevet fradrag for den omtvistede renteudgift. Fradraget er indeholdt i nedsættelsen på kr. 300.000,- af den forhøjelse, som SKAT foretog af hans indkomst for indkomståret 1993, jf. Landsskatterettens kendelse herom af 13. december 2001 (bilag 2, side 15, 3. afsnit). Ved kendelsen af 13. december 2001 traf Landsskatteretten afgørelse angående As skatteforhold for indkomståret 1993. Hans indkomst i indkomståret 1993 blev forhøjet med kr. 1.954.827,-.
Baggrunden for forhøjelsen var, at skattemyndighederne havde udarbejdet en privatforbrugsopgørelse, der viste, at A havde et negativt privatforbrug blandt andet på grund af et indskud på kr. 1.954.827, i selskabet H1 Invest A/S. En yderligere skønsmæssig forhøjelse på kr. 300.000,- blev dog - efter indstilling fra SKAT - nedsat til kr. 0,-, i hvilken forbindelse SKAT blandt andet henviste til den i denne sag omtvistede renteudgift.
Det bestrides derfor, at A ikke har fået fradrag for den omhandlede renteudgift.
SKATs udtalelse til Landsskatteretten i skattesagen fra 2001 (bilag 4) har i øvrigt ikke skabt nogen berettiget forventning om genoptagelse af As skatteansættelse for indkomståret 1993.
Udtalelsen angår slet ikke spørgsmålet om, hvorvidt han har fradragsret for det i denne sag omtvistede rentefradrag. Sagen i Landsskatteretten, som udtalelsen vedrører, drejede sig om berettigelsen af en skønsmæssig forhøjelse, til brug for hvilken der var udarbejdet en privatforbrugsopgørelse. Under Landsskatterettens behandling af sagen blev det af A gjort gældende, at privatforbrugsopgørelsen burde korrigeres med et beløb på kr. 73.649,-, da der ifølge A var tale om en restance, som ikke var betalt.
SKATs bemærkninger i bilag 4 slår fast, at man er enig i, at privatforbrugsopgørelsen skal korrigeres, hvis restancen dokumenteres, og hvis restancen er opstået i 1993. Dette var ikke dokumenteret, og Østre Landsret, hvis dom Højesteret stadfæstede, fandt ikke, at en sådan renterestance havde påvirket A´s betalingsevne i 1993.
Der foreligger således ikke i nærværende sag sådanne særlige omstændigheder, der kan begrunde en ekstraordinær genoptagelse af A´s skatteansættelse.
2) Er 6-månedersfristen i den dagældende skattestyrelseslovs § 35 stk. 2, overskredet?
Det gøres gældende, at A ikke opfylder betingelsen i den dagældende skattestyrelseslovs § 35, stk. 2, idet han ikke har fremsat genoptagelsesanmodningen inden seks måneder efter, at han er kommet til kundskab om det forhold, der påstås at begrunde fravigelsen af fristen i den dagældende skattestyrelseslovs § 34, stk. 2.
Senest under Landsskatterettens behandling af skattesagen i november 2001 var A bekendt med, at han ikke havde selvangivet det omtvistede rentefradrag, jf. hans brev af 2. november 2001 til Landsskatteretten (bilag A). Således fremgår følgende af brevet til Landsskatteretten:
"...
Prioritetsgæld til "G1"
Ved en fejl har A alene fratrukket renteudgifter vedrørende kreditforeningslån i selvangivelsen for 1993. Det fremgår af bilag 3H til vores brev af 8. maj 2001, at A også havde gæld til "G1" (prioritet 4). Renteudgifter for 1993 er af reg. rev. HC opgjort til 73.649 kr., som vi begærer fradrag for.
..."
A anmodede imidlertid først om genoptagelse den 5. december 2003, jf. bilag B.
Det bestrides i øvrigt, at fristen først skal regnes fra Østre Landsret af 17. juni 2004 (bilag 3). For det første afgjorde Østre Landsret i dommen alene, at den oplyste renterestance ikke påvirkede privatforbrugsopgørelsen. For det andet anmodede A om genoptagelse den 5. december 2003. Østre Landsrets dom har derfor ikke haft betydning for As kundskab om de omhandlede forhold.
..."
Parterne har i det væsentligste procederet i overensstemmelse hermed.
Rettens begrundelse og afgørelse
Retten lægger efter det oplyste til grund, at anmodningen om genoptagelse af sagsøgers skatteansættelse for indkomståret 1993 blev fremsat ved brev af 2. december 2003. Det fremgår heraf, at der under henvisning til "nu (blevet) tilvejebragt dokumentation for terminsrestancernes størrelse pr. 31/12 1993" skal ydes sagsøger fradrag for renteudgiften på 73.649 kr.
I skrivelsen henvises til sagsfremstillingen i Landsskatterettens kendelse af 13. december 2001, pag. 10 (Told- og skatteregionens udtalelse), hvor det er anført:
"...
at såfremt restancerne kan dokumenteres, og er opstået i 1993, er regionen og kommunen enig med rådgiverne, men eftersom skattemyndighederne har haft vanskeligt ved at følge posteringerne, er det antaget at beløbene er betalt. Der er ej heller overfor skattemyndighederne dokumenteret det modsatte.
..."
Sagsøger har med henvisning hertil anført, skatteansættelsen for 1993 ikke er afsluttet og subsidiært, at der foreligger særlige omstændigheder, der berettiger til en genoptagelse i medfør af § 35 stk. 1. nr. 8. Sagsøger har videre gjort gældende, at betingelserne for genoptagelse er til stede, jf. skattestyrelseslovens § 35 stk. 2, som følge af, at skattemyndighederne fuldt ud har været bekendt med det begærede fradrag under den ligningsmæssige behandling af sagsøgers selvangivelse for 1993, og at dokumentationen er fremkommet under den ligningsmæssige behandling af sagen, men har været omtvistet og først blev fastlagt ved den af landsretten den 17. juni 2004 afsagte dom.
Retten bemærker, at sagsøgers skatteansættelse for 1993 må anses for afsluttet med årsopgørelsen i 1994, og at klagefristerne løber herfra, idet det efter sagsøgers forklaring er ubestridt, at det beroede på en fejl eller forglemmelse, at renteudgiften ikke var medtaget i selvangivelsen for 1993.
Det følger af den dagældende skattestyrelseslovs § 35, stk. 1, at en skatteansættelse kan foretages eller ændres efter anmodning fra den skattepligtige - uanset fristerne for ordinær genoptagelse i § 34 - i de tilfælde, der er opregnet under nr. 1 - 8, hvoraf nr. 1 - 7 er baseret på objektive forhold.
Retten finder ikke, det af sagsøger er godtgjort, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse efter § 35, stk. 1, nr. 8, er opfyldt.
Retten har herved lagt vægt på, at der er tale om, at sagsøger ubestridt har glemt at medtage rentefradraget i selvangivelsen for 1993, og at der således ikke foreligger nye forhold. Retten har videre lagt vægt på, at rentefradraget i Landsskatterettens kendelse af 13. december 2001 ansås for indeholdt i nedsættelsen på 300.000 kr. af den forhøjelse, som SKAT foretog af sagsøgers indkomst for indkomståret 1993. Retten har endelig lagt vægt på, at sagsøger, uagtet han allerede på tidspunktet for Landsskatterettens kendelse var bekendt med de forhold, der lå til grund for genoptagelsesbegæringen, ikke indgav denne før i december 2003. Genoptagelsesanmodningen er således heller ikke er fremsat inden for den i den dagældende skattestyrelseslovs § 35, stk. 2, fastsatte frist.
Herefter, og da SKATs udtalelse til Landsskatteretten i skattesagen fra 2001 ikke findes at have skabt nogen berettiget forventning hos sagsøger om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 1993, idet udtalelsen vedrørte berettigelsen af en skønsmæssig forhøjelse, til brug for hvilken der var udarbejdet en privatforbrugsopgørelse, vil sagsøgte være at frifinde for de nedlagte påstande.
Vedrørende sagens omkostninger forholdes som nedenfor bestemt, idet retten kan oplyse, at der er tilkendt passende beløb til dækning af udgift til advokatbistand med 30.000 kr. og til dækning af øvrige omkostninger 609 kr. Retten har ved fastsættelsen taget hensyn til sagens værdi, forløb og udfald.
T h i k e n d e s f o r r e t
Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.
Sagsøger, A, skal inden 14 dage betale sagens omkostninger til sagsøgte, Skatteministeriet, med 30.609 kr.
De idømte sagsomkostninger forrentes efter rentelovens § 8a.