Klagen skyldes, at SKAT har svaret ja til følgende spørgsmål stillet af H1 A/S, herefter benævnt selskabet:
Er produktet "Energybar X" (herefter produktet) afgiftspligtigt i henhold til chokoladeafgiftsloven?
Landsskatterettens afgørelse
Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.
Sagens oplysninger
Produktet "Energybar X" markedsføres i Danmark som et måltidserstatningsprodukt i kategorien Lav Kalorie Diæt.
Produktet reguleres af "Bekendtgørelse om Slankekostprodukter 786/1997" og "Bekendtgørelse om fødevarer til særlig ernæring 175/2010".
Sammensætningen af produktet er:
Proteinblanding (soja "crisp" (sojaprotein, stivelse, vegetabilsk olie, salt, farvestof: calciumkarbonat (E170), emulgator: lecitin (E322), mælkeprotein, valleprotein, sojaprotein, emulgator: lecitin (E322)).
Yoghurt overtræk (14%) (vegetabilsk fedt, vallepulver, yoghurt pulver, emulgator: lecitin (E360), sødestof: maltitol (E965)).
Fugtighedsbevarende middel: glycerin, sødestoffer: maltitol (E965), steviol glycosider (E960), vand, fortykningsmiddel: acacia gum (E414), havreblanding (maltet havre (indeholder maltekstrakt, vegetabilsk olie), havreflager, glucosesirup, mineralblanding (kalium, calcium, fosfor, magnesium, jern, zink, kobber, mangan, jod, selen), solsikkeolie, inulin, hørfrø, frysetørret jordbær (1,3%), aromastoffer, farvestof: karmin (E120), frysetørret solbær (0,3%), vitaminblanding (glucose, vitamin C, vitamin E, niacin, biotin, vitamin A, pantotensyre, vitamin B6, folinsyre, vitamin D, vitamin Bl, vitamin B2, vitamin B 12), stabilisator: citronsyre (E330), antioxidant: blandede tokoferoler (E307, E308).
Den kemiske analyse viser følgende sammensætning (gram / 100 gram):
Energi
|
314 kcal
|
Protein
|
30,2
|
Kulhydrat total:
|
38,2
|
|
3,6
|
|
26,8
|
|
7,1
|
Fedt:
|
10,6
|
|
5,7
|
SKATs bindende svar
SKAT har svaret ja, til at produktet er afgiftspligtigt i henhold til chokoladeafgiftsloven.
Det fremgår af chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 4, at sukkervarer af enhver art er afgiftspligtig.
Af chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 10, fremgår, at andre varer, der efter en samlet bedømmelse af deres beskaffenhed og anvendelse samt den måde, hvorpå de markedsføres, kan betragtes som efterligninger af eller erstatningsvarer for de varer, der er nævnt under 4, ligeledes er afgiftspligtige efter loven.
SKAT har tidligere truffet afgørelse om, at energi- og proteinbarer er omfattet af afgiftspligten, jf. chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 1 (chokoladevarer) og 10.
Landsskatteretten har stadfæstet SKATs afgørelser:
SKAT har tidligere truffet afgørelse om, at måltidserstatningsbarer, der fremtræder som chokoladebarer, er omfattet af afgiftspligten, jf. chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 1.
Landskatteretten har stadfæstet SKATs afgørelse ved kendelse af 11. februar 2005 (LSR - journalnr. 2-6-1606-0021).
Afgørende for chokoladeafgiftspligten for protein- og energibarer samt måltidserstatningsbarer m.v. er således efter praksis, om de fremtræder som almindelige chokolade- og sukkervarer, eksempelvis chokoladebarer.
Der er henvist til SKATs juridiske vejledning, afsnit E.A.2.3.3.
Ved bedømmelsen af selskabets produkt har SKAT lagt vægt på, at disse barer fremstår som almindelige helomtrukne hvide chokoladebarer (yoghurtovertræk) samt barernes form og størrelse.
SKAT har, i forbindelse med Landsskatterettens høring vedrørende klagen, anført, at SKAT har truffet afgørelse efter chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 1 og § 1, stk. 1, nr. 10, i henhold til gældende praksis vedrørende måltidserstatningsbarer der fremtræder som chokoladebarer.
Ved afgørelsen er lagt vægt på barernes udseende, form og størrelse i henhold til fremsendt vareprøve.
Selskabets påstand og argumenter
Selskabet har nedlagt påstand om, at der skal svares nej til det af selskabet stillede spørgsmål:
Er produktet afgiftspligtigt i henhold til chokoladeafgiftsloven.
Chokoladeafgiftsloven er en afgiftslov, hvor det er produkterne, i denne sammenhæng chokolade og sukkervarer, der er essensen i lovgivningen, og fortolkning af chokoladeafgiftslovgivningen er i overensstemmelse med formålet med loven som beskrevet i 2011/1 LF 33 på Retsinformations hjemmeside, vedrørende formål med lovgivningen.
L33 - "Lovforslaget er en del af regeringens aftale med Enhedslisten om finansloven for 2012. Lovforslaget indebærer, at afgifterne på cigaretter, tobaksvarer samt øl og vin forhøjes. Desuden forhøjes afgifterne på usunde fødevarer som chokolade, slik, konsumis og sodavand. Formålet med lovforslaget er at forebygge og forhindre, at sygdomme opstår, og derigennem forbedre folkesundheden samt at bidrage til finansieringen af regeringens initiativer m.h.t. forbedringer af velfærden."
Hensigten med chokoladeafgiftsloven er at afgiftsbelægge produkter, der er fremstillet af og indeholder chokolade og/eller sukker under beskrivelsen; usunde fødevarer.
Chokoladeafgiftsloven er iværksat for at forbedre folkesundheden, og dermed retter loven fokus mod produkter, der almindeligvis betragtes som produkter, der indeholder en væsentlig bestanddel af chokolade og/eller sukker, populært omtalt som konfekture eller slikprodukter.
SKAT henviser i det bindende svar til chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 4, at sukkervarer af enhver art er afgiftspligtig.
SKATs opfattelse af, at produktet kan sidestilles med de i chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 4, angivne produkter, er ikke korrekt, i forhold til produktets anvendelsesform, anprisning, markedsføring og indhold af ingredienser.
Indholdet af sødestof i produktet betragtes ikke som værende sammenligneligt med indholdet i de i chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 4, anførte produkter, idet de nævnte produkter i § 1, stk. 1, nr. 4, indeholder sukker som en hovedingrediens eller overvejende væsentlig ingrediens. På baggrund heraf kan produktet ikke sidestilles med de i § 1, stk. 1, nr. 4, nævnte produkter.
SKAT har, i det bindende svar til selskabet, taget udgangspunkt i Landsskatterettens stadfæstelse af SKATs afgørelse i SKM2009.816.LSR og SKM2004.398.LSR.
SKAT henviser til SKM2009.816.LSR. Det anføres i denne sag, at alle de omhandlede proteinbarprodukter, som virksomheden forhandler, er chokoladebetrukket.
Energibar X er ikke chokoladebetrukket, og chokolade indgår ikke som en ingrediens i produktet.
I Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse for stadfæstelse af SKATs afgørelse er anført, at der i den pågældende sag er lagt vægt på, at de i denne sag omtalte barer er overtrukket med chokolade og indeholder chokolade, samt indeholder "ikke ubetydelige mængder sukker". Yderligere bemærkes det, at de i sagen yoghurtovertrukne proteinbarer indeholder kakaosmør.
På baggrund heraf kan sagen ikke sidestilles med nærværende sag, idet produktet ikke indeholder kakaosmør. Sagen kan derfor ikke anvendes som delbegrundelse for det bindende svar til selskabet.
SKAT henviser til SKM2004.398.LSR. Som i sagen SKM2009.816.LSR, vedrørende chokoladeovertrukne energibarer, kan SKAT ikke henvise til denne sag, som delbegrundelse for det bindende svar til selskabet.
Det er bemærket, at der i Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse, "yoghurtovertrukne energibarer" henvises til chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 10.
Selskabets produkt markedsføres ikke som, eller ønsker at erstatte, produkter eller varer omfattet af chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 1 - 8.
Produktet markedsføres som måltidserstatter og bør derfor ikke være omfattet af chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 1 - 8.
SKATs fortolkning af chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 10, som beskrevet i den juridiske vejledning, afsnit E.A.2.3.3, under punktet "Andre varer omfattet af afgiften", indbefatter ikke selskabets produkt, idet dette ikke er i overensstemmelse med chokoladeafgiftslovens oprindelige formål med at øge folkesundheden, i henhold til varer nævnt i chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 1 - 8.
Vejledningen angiver en række forskellige typer af produkter, med forklaring til de enkelte produkter, hvor produktet, Energibar X, ikke kan kategoriseres indenfor.
Produktet er ikke omfattet af vejledningens punkt om Chokolade og kakao m.m., da produktet ikke indeholder "chokolade, kakao, kakaosmør eller kakaomasse af enhver art".
I vejledningen, under afsnittet "Andre varer omfattet af afgiften", oplistes eksempler på andre varer, der betragtes som efterligninger eller erstatningsvarer.
Først og fremmest markedsføres produktet ikke som hverken en efterligning eller en erstatning for chokoladebarprodukter, der forhandles på det danske detailmarked.
Selskabet markedsfører sine produkter under H1-brand, der altid har fokuseret på en sund livsstil og har udviklet produkter der er målrettet mod slankesegmentet, og ikke slik- sukkervarer og chokoladesegmentet.
Under henvisning til den juridiske vejledning, under afsnittet "Andre varer omfattet af afgiften", skal det præciseres, at produktet ikke er forsynet med et ca. ½ mm tykt chokoladeovertræk, da chokolade ikke er en ingrediens, der indgår i overtrækket på det pågældende måltids erstatningsbar.
Det skal præciseres, at det ikke er intentionen med produktet, at baren kan "anvendes som dessertsauce og sælges som kokosstænger, substitut for kakao som fint brunt pulver, frugtstang, der består af bl.a. råsukker eller brun farm, pulver til fremstilling af remoncemasse, smørepålæg eller slik" o.a., jf. vejledningen.
I det bindende svar fra SKAT er anført, at SKAT ligger vægt på, at produktet "fremstår som almindelige helomtrukne hvide chokoladebarer (yoghurtovertræk) samt barernes form og størrelse".
Hvis SKAT alene lægger til grund for det bindende svar, at produktet "fremstår som almindelige helomtrukne hvide chokoladebarer (yoghurtovertræk) samt barernes form og størrelse", og der derfor skal svares afgift, jf. chokoladeafgiftslovens § 1, er det selskabets opfattelse, at SKATs udlægning er vildledende, idet produktet ikke er helomtrukken med hvid chokolade eller indeholder hvid chokolade.
Selskabet fortolker lovgivning således, at chokoladeafgiftsloven omfatter varer, der indeholder chokolade og varer der er baseret på sukker, og dermed indeholder en væsentlig mængde sukker der kan betragtes som "usunde fødevarer", og dermed være bidragende årsag til forværring af folkesundheden og derfor er afgiftspligtig.
Hvis SKAT alene lægger til grund for det bindende svar, at produktets form og størrelse er grundlaget for at der skal svares afgift, jf. chokoladeafgiftslovens § 1, er fortolkningen af chokoladeafgiftsloven ikke i overensstemmelse med chokoladeafgiftslovens essentielle formål, og derfor stiller selskabet spørgsmål ved fortolkningen og den almene forståelse af lovgivningens intention.
Formen og størrelsen af produktet er ikke at betragte som bidragende årsag til forværring af folkesundheden.
Selskabet har, i forbindelse med Landsskatterettens høring af selskabet vedrørende SKATs bemærkninger til klagen, anført, at selskabet betragter chokoladeafgiftslovens målsætning, om at afgiftspålægge produkter med et overvejende indhold af chokolade eller sukker, for at tilskynde til reduceret forbrug, for at "(...) forebygge og forhindre, at sygdomme opstår, og derigennem forbedre folkesundheden (...)", jf. lovens formål.
Selskabet er af den opfattelse, at navnet "chokoladeafgiftsloven", over for befolkningen som helhed, anpriser, at denne lov anvendes ved afgiftsregulering af produkter, hvor hovedingrediensen, eller en overvejende del af det samlede produkt, er baseret på chokolade eller sukker, deraf navnet chokoladeafgiftsloven.
Produktet er ikke sammenlignelig med chokolade og chokoladevarer, kakaomasse, kakaopulver, kakaosmør og kakaopræparater af enhver art, idet produktet ikke indeholder nogle af disse produkter som ingredienser, jf. chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 1.
Produktet fremtræder ikke som en almindelig chokoladebar, idet emballagen på produktet tydeligt anpriser, at produktet er med et lavt kalorieindhold, og at produktet skal betragtes som et erstatningsmåltid, og ikke et chokolade- sukkerprodukt, som chokoladeafgiftsloven ønsker at afgiftspålægge for at "(...) forebygge og forhindre, at sygdomme opstår, og derigennem forbedre folkesundheden (...)" jf. lovens formål.
Produktet er fremstillet med det formål at reducerer et højt kalorieindtag, som en forbruger ellers ville havet indtaget gennem et barprodukt baseret på chokolade eller sukker.
SKAT har lagt vægt på, at produktet har udseende, form og størrelse som en almindelig chokoladebar, og af den årsag skal afgiftspålægges, jf. chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 10.
Denne argumentation er vildledende, idet selskabet ikke på dette grundlag kan se, at folketingets hovedformål med chokoladeafgiftsloven efterleves.
SKAT må anerkende, at der er produkter på det danske marked, der, selv om produkterne har form som produkter der indeholder chokolade, ikke kan sammenlignes med chokolade/sukkerbaserede produkter, jf. chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 1 - 8, allerede fordi den faktiske ingredienssammensætning ikke består af chokolade eller sukker som overvejende ingredienser.
Anprisningerne på emballagen gør tydeligt forbrugeren klart, at produktet er fremstillet med et lavt kalorieindhold, og af den grund henvender sig til forbrugere, der ønsker et alternativ med lavt kalorieindhold, i forhold til almindelige chokoladebarprodukter.
Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
Følgende fremgår af lovbekendtgørelse nr. 567 af 3. august 1998 om afgift af chokolade- og sukkervarer m.m. § 1, stk. 1, nr. 1, 4 og 10:
"Af følgende varer svares afgift til statskassen:
1. Chokolade og chokoladevarer, kakaomasse, kakaopulver, kakaosmør og kakaopræparater af enhver art.
(...)
4. Konfekt, bolsjer, dragévarer, skummasse, skumvarer, fondant, sukrede korn o.lign. tilsat essenser eller farve samt i øvrigt sukkervarer af enhver art.
(...)
10. Andre varer, der efter en samlet bedømmelse af deres beskaffenhed og anvendelse samt den måde, hvorpå de markedsføres, kan betragtes som efterligninger af eller erstatningsvarer for de varer, der er nævnt under 1-8."
Landsskatteretten finder, at selskabets produkt, efter en samlet vurdering af produktets karakter, må anses for omfattet af chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 10, jf. nr. 1. Der er herved henset til, at barerne er overtrukket med yoghurt, der kan betragtes som en efterligning af chokolade, samt barernes form og størrelse.
Der henvises til Landsskatterettens afgørelser offentliggjort som SKM2004.398.LSR og SKM2009.816.LSR.
Det skal bemærkes, at der ikke ses at være grundlag for, ved vurderingen af afgiftspligten, at tillægge det vægt, om en vare evt. måtte være sundere end andre tilsvarende produkter.
Landsskatteretten stadfæster således SKATs afgørelse.