Dato for udgivelse
14 Jan 2013 08:43
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
18 Dec 2012 13:03
SKM-nummer
SKM2013.32.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
12-0237288
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Forskud, oplysningsskema, årsopgørelse, skattekort og regnskaber
Emneord
Skat, entreprise, reparationsarbejde
Resumé

Skatterådet kan bekræfte, at der ved reparationsarbejde af en dansk pram i Danmark, men udført af en polsk virksomhed, med CVR nr. i polen og med polske ansatte, er tale om en entreprisekontrakt, idet det arbejde den polske virksomhed skal udføre, ikke udgør en integreret del af de aktiviteter som den danske virksomhed udøver.

Hjemmel

Kildeskatteloven § 2, stk. 1, nr. 3. 1. pkt.
Kildeskatteloven § 2, stk. 9, nr. 2, 1. pkt.

Reference(r)

Kildeskatteloven § 2, stk. 1, nr. 3. 1. pkt.
Kildeskatteloven § 2, stk. 9, nr. 2, 1. pkt.

Henvisning

Juridisk vejledning 2012-2, afsnit C.F.3.1.4.1

Spørgsmål:

  1. Vil der ved reparationsarbejde af en dansk pram i Danmark, men udført af en polsk virksomhed, med CVR. Nr. i Polen og med polske ansatte, være tale om entreprise?
     

Svar:

  1. Ja

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger er et rederi, der ejer to pramme, hvoraf den ene skal have udført reparationsarbejde.

Spørger skal således have udført svejse- og skærearbejde på dæk af den ene pram samt fjernelse af konstruktioner, der har været påsvejset, og i den forbindelse vil spørger gerne være sikker på, hvorvidt der er tale om entreprise eller arbejdsudleje, dvs. om der bliver tale om skattepligt i Danmark for de arbejdende - og i givet fald, hvem der skal afregne skatten.

Spørger modtager en faktura fra og betaler til den polske virksomhed for hele arbejdets udførsel (inkl. Materialer, arbejdskraft, arbejdsredskaber mv.).

Spørger udfører ikke selv sådanne repræsentationer, men er udelukkende beskæftiget med egentlig rederidrift.

Der er tale om en påtænkt disposition.

Det kan tilføjes, at der ikke er ansatte i rederiet.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Spørger har ikke anført nogen bemærkninger til dette punkt.

Skatteministeriets indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at der ved reparationsarbejde af en dansk pram i Danmark, men udført af en polsk virksomhed, med CVR nr. i polen og med polske ansatte, vil være tale om entreprise.

Lovgrundlag

Pligt til at svare indkomstskat til staten påhviler bl.a. personer, der jf.

Kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 3, 1. pkt.:

"... Erhverver indkomst i form af vederlag for personligt arbejde i forbindelse med at være stillet til rådighed for at udføre arbejde for en virksomhed her i landet, når arbejdet udgør en integreret del af virksomheden..."

Eller, jf.:

Kildeskattelovens § 2, stk. 9, nr. 2, 1. pkt.:

»En fysisk eller juridisk person, der ikke har hjemting her i landet, medmindre indkomsten optjenes af en person, der opholder sig her i landet i en eller flere perioder, der tilsammen overstiger 183 dage inden for en 12-måneders-periode..."

I lov nr. 921 af 18. september 2012 (stadfæstelse af L195), blev der anført følgende om ikrafttrædelsestidspunktet for lovændringen om arbejdsudleje/entreprise.

"... § 2, nr. 1, har virkning for aftaler om arbejdsudleje, der indgås eller ændres fra og med lovens ikrafttræden, som er dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende, hvilket blev bekendtgjort den 18. september 2012. (Skatteministeriets fremhævning) For aftaler om arbejdsudleje, der er indgået før lovens ikrafttræden, finder kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 3, som affattet ved § 2, nr. 1, anvendelse fra og med den 1. oktober 2013.

Stk. 7. Ved opgørelsen af den samlede periode efter § 2, nr. 2, medregnes alene opholdsdage efter tidspunktet for lovens ikrafttræden..."

Praksis

Ingen

Begrundelse

I nærværende sag er der tale om, at en polsk virksomhed skal udføre reparationsarbejde på en dansk pram, ejet og driftet af et dansk rederi.

Da der er tale om en påtænkt disposition, vil eventuel kontrakt med det polske firma, først finde sted efter ikrafttræden af den nye bestemmelse i kildeskattelovens § 2, stk. 9, jf. ovenfor, hvorfor spørgsmålet skal besvares i overensstemmelse hermed.

I bemærkningerne til L 195, vedtaget som lov nr. 921 af 18. september 2012, er der i pkt. 2.4 anført følgende om arbejdsudleje:

"... OECD har fra og med 2010 præciseret arbejdsudlejebegrebet i kommentarerne til modeloverenskomsten. Af kommentarerne til modeloverenskomstens artikel 15, pkt. 8.13, fremgår det, at der ved afgørelsen af, om der foreligger arbejdsudleje eller entreprise, i første række skal lægges vægt på om de tjenesteydelser, der udføres af den fysiske person, udgør en integreret del af aktiviteterne i den virksomhed, hvor tjenesteydelserne leveres..."

Som det foreligger oplyst, driver den danske virksomhed alene rederivirksomhed. Den danske virksomhed er hverken i besiddelse af de nødvendige redskaber eller ekspertise, der gør det muligt selv, at udføre de omhandlede reparationsarbejder på prammen.

Skatteministeriet lægger til grund, at aftalen indgås mellem Rederiet og den polske virksomhed. Der er ikke i sagen oplysninger om, at et dansk værft er involveret i arbejdet

Det er derfor Skatteministeriets opfattelse, at der i den situation ikke er tale om arbejdsudleje, men entreprise, idet det arbejde den polske virksomhed skal udføre, ikke udgør en integreret del af de aktiviteter som den danske virksomhed udøver.

Det er herved tillige forudsat, som det også foreligger oplyst i de faktiske forhold, at den polske virksomhed alene er registreret i Polen, og ikke har en repræsentant eller lignende her i landet, således, at den polske virksomhed ikke kan anses at have fast driftssted i Danmark.

Indstilling

Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 1 besvares med ja.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skatteministeriets indstilling og begrundelse.