Indhold
Dette afsnit beskriver reglerne for brug af stempelmærker.
Afsnittet indeholder:
- Generelt om stempelmærker
- Stempelmærkets udformning
- Anskaffelse af stempelmærker
- Påsætning af stempelmærker
- Forbud mod salg.
Generelt om stempelmærker
Pakninger med cigaretter og røgtobak, som er beregnet til forbrug i Danmark, skal forsynes med stempelmærker. Se TOBAKAL § 2.
Stempelmærker bruges som led i beskatningen af cigaretter og røgtobak og har til formål at sikre, at punktafgiften er betalt på de varer, som sælges i Danmark. Cigaretter og røgtobak må derfor ikke sælges enkeltvis eller i løsvægt. Se TOBAKAL § 4, stk. 2.
Groftskåret røgtobak må dog godt sælges til brug på salgsstedet f.eks. på vandpibecafeer. Salget skal efterfølgende kunne afstemmes med salgsstedets indkøb af stemplede pakninger. Se TOBAKAL § 4, stk. 3.
Stempelmærker fremstilles på SKATs foranstaltning og udleveres af SKAT til de autoriserede virksomheder. Se TOBAKAL § 6, stk. 1.
Pakninger til cigaretter skal ved fremstillingen eller senest ved modtagelsen fra udlandet forsynes med et stempelmærke Se TOBAKAL § 2, 1. pkt. Pakninger til røgtobak skal forsynes med stempelmærke senest en måned efter varens modtagelse eller ved pakning. Se TOBAKAL § 2, 2. pkt.
Virksomheder, der ikke er autoriseret som oplagshaver må kun modtage cigaretter og røgtobak som er korrekt emballeret og forsynet med stempelmærker. Se TOBAKAL § 4, stk. 1.
Se også
Se også afsnit E.A.10.1.6.2 om emballering af cigaretter og røgtobak.
Stempelmærkets udformning
Stempelmærker til cigaretter leveres i format 25 x 44 mm på ark á 60 stk. og ►henholdsvis ◄19 x 45 mm ►og 18 x 32 mm ◄på ark á 80 stk.
Stempelmærker til røgtobak leveres i format 22,65 x 40 mm, 25 x 44 mm, ►18 x 40 mm og 18 x 44 mm◄ på ark á 60 stk. og som selvklæbende mærker med størrelsen 13 x 85 mm.
Mærkerne er ved udleveringen påtrykt "Danmark" og "Tobaksafgift betalt" samt følgende individuelle påtryk:
- Cigaretter: Betegnelsen "Cigaretter" samt antal, detailpris og afgiftskode
- Røgtobak: Betegnelsen "Pibetobak" eller "Finskåren røgtobak" og vægten i gram samt afgiftskode.
Det er tilladt virksomheden at forsyne mærkerne med bl.a. datomærkning.
Se også
Se flere oplysninger om stempelmærker i Sådan bestiller du kontrolmærker (banderoler, stempelmærker og prismærker) til spiritus, cigaretpapir, tobaksvarer og bekæmpelsesmidler.
Anskaffelse af stempelmærker
Ved bestilling af mærker bruges for
- cigaretter bestillingsseddel nr. 29.022 (format 25 x 44 mm) og nr. 29.048 (format 19 x 45 mm ►og 18 x 32 mm◄).
- røgtobak bestillingsseddel nr. 29.003 (mærkets format skal angives).
- aflange selvklæbende stempelmærker cigaretter/røgtobak (format 13 x 85 mm), bestillingsseddel nr. 29.061.
Leveringstiden for mærkerne er ca. 3 dage, dog 10 dage for de aflange selvklæbende stempelmærker. Følgende e-mailadresse skal anvendes ved elektronisk bestilling: tobakogspiritus.banderolebestilling@skat.dk
Mærkerne sendes til virksomheden pr. post. Der kan træffes aftale med SKAT om anden leveringsmåde.
Se også
Se også afsnit E.A.10.1.7.2. Afregning og indbetaling af afgift om betaling af afgift.
Påsætning af stempelmærker
Stempelmærker skal efter Skatteministeriets opfattelse påsættes på følgende måde for at overholde kravet i TOBAKAL § 2:
Stempelmærkerne skal påsættes pakningerne på en sådan måde, at de ikke kan løsnes uden at blive ødelagt.
På pakninger, der er forsynet med et omslag af cellofan, skal mærket anbringes under dette omslag. På varer, der modtages fra udlandet med cellofanomslag, kan mærket dog anbringes på det ydre omslag.
Mærker til cigaretter skal som hovedregel anbringes således, at pakningerne kun kan åbnes samtidig med, at mærket brydes. På pakninger af hard box-typen, dvs. papæsker med låg kan mærket dog anbringes på pakningens bagside.
Mærker til røgtobak kan valgfrit anbringes på pakningens bund, låg eller side.
SKAT kan efter ansøgning tillade, at tobaksvarer, der er bestemt til gratis udlevering som smagsprøver, pakkes i engrospakninger eller lignende, som derefter forsynes med mærker svarende til det samlede indhold af tobak. Det er en betingelse, at smagsprøverne er pakket i mindre pakninger, der i størrelse adskiller sig væsentligt fra den normale salgsemballage.
Tilladelsen er i øvrigt betinget af, at mærket anbringes således, at engrospakningen kun kan åbnes samtidig med, at mærket brydes.
Stempling
Før udleveringen fra virksomheden skal stempelmærkerne stemples med virksomhedens navn eller anonymitetsmærke i et af de ledige felter på mærket. Virksomhedens anonymitetsmærke skal forud godkendes af SKAT. Betalingen for påtrykningen sker direkte til trykkeriet.
SKAT kan efter ansøgning tillade, at påtrykning med virksomhedens navn eller anonymitetsmærke sker hos trykkeriet.
Påsætning af stempelmærker og stempling i udlandet
Virksomheden kan efter ansøgning til SKAT få tilladelse til stempling på produktionsstedet i udlandet, herunder i Københavns Frihavn.
Tilladelsen vil bl.a. være betinget af, at
- virksomheden i stempelmærkeregnskabet gør rede for indkøb og anvendelse af mærkerne.
- der ved hver forsendelse til udlandet udfærdiges en skriftlig anmeldelse i to eksemplarer med oplysninger om antallet af udførte mærker for hver vareart (påtryk) samt navn og hjemsted på den udenlandske modtager af mærkerne. Det ene eksemplar afgives til SKAT, mens det andet vedlægges stempelmærkeregnskabet.
- stempling af mærker skal ske efter de almindelige regler og være foretaget før indførslen.
- ledsagedokument/fortoldningsangivelse indeholder oplysning om, at varerne er forsynet med dansk stempelmærke.
Forbud mod salg
Det er forbudt at sælge eller udlåne modtagne stempelmærker. Se TOBAKAL § 6, stk. 1.
Se også
Se også afsnit E.A.10.1.9.2 om tilbagebetaling af stempelmærkeværdien.