Indhold

Dette afsnit handler om beregning og opkrævning af henstandsbeløbet.

Afsnittet indeholder:

  • Beregning af henstandsbeløbet
  • Forfaldstidspunkt
  • Morarente
  • Ophør
  • Misligholdelse af ordningen.

Beregning af henstandsbeløb

Henstandsbeløbet fremkommer som forskellen mellem:

  • skatteberegningen af den skattepligtige indkomst inklusiv den skattepligtige fortjeneste opgjort efter AL § 40, stk. 6, og
  • skatteberegningen af den skattepligtige indkomst eksklusiv den skattepligtige fortjeneste.

At henstandsbeløbet ikke forrentes indebærer, at henstandsbeløbet skal indgå i skatteberegningen efter lempelsesberegning, men før beregning af restskattetillæg i henhold til SEL § 29 B, stk. 4 og godtgørelse af overskydende skat efter SEL § 29 B, stk. 5.

Hvis der ikke indgår lempelser i skatteberegningen, vil henstandsbeløbet være den skattepligtige fortjeneste af afståelsen gange skatteprocenten dog maximalt selskabsskatten i året.

Forfaldstidspunkt

Henstandsbeløbet gøres op på afståelsestidspunktet, men afdrages i takt med, at sælger modtager de løbende ydelser.

Modtagne ydelser til at dække henstandsbeløbet forfalder til betaling den 1. i måneden efter modtagelsen af ydelsen med sidste rettidige betalingsdag den 10. i forfaldsmåneden. Henstandsbeløbet kan dog tidligst have forfald 1. november i året efter indkomstårets udløb.

Der kan gives henstand i op til syv år efter aftalens indgåelse. Er skatten ikke betalt inden for dette tidsrum, forfalder restbeløbet til betaling ved udløbet af dette indkomstår med sidste rettidige betalingsdag den 10. i den efterfølgende måned.

Skatten kan ikke fordeles lineært over de syv år.

Morarente

Ved for sen betaling pålægges en morarente svarende til renten efter OPKL § 7, stk. 2, med tillæg af 0,7 pct. pr. påbegyndt måned regnet fra forfaldsdagen, dog mindst 25 kr.

Morarenten kan ikke fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Renten er variabel.

Der betales et rykkergebyr på 65 kr. for rykkerbreve vedrørende manglende betaling af afdrag på henstanden.

Ophør

Hvis SKAT har givet henstand, og ydelserne endelig ophører, inden modtageren/sælger har fået tilstrækkelige ydelser til at dække henstandsbeløbet, frafaldes den resterende del af henstandsbeløbet.

I den situation kan der derfor ikke foretages fradrag efter LL § 12 B, stk. 4, for den del af saldoen, der svarer til grundlaget for ikke betalt henstandsbeløb efter AL § 40, stk. 7.

I det tilfælde, hvor den løbende ydelse ophører, efter at modtageren/sælger har betalt den fulde avanceskat, er der ikke længere tale om en henstandssituation, og situationen behandles efter LL § 12 B, stk. 4.

Misligholdelse af ordningen

Ved grov og gentagen misligholdelse af henstandsordningen fra selskabets side ophører henstanden, og det resterende henstandsbeløb forfalder til betaling efter påkrav. Der vil fra dette tidspunkt blive beregnet morarenter efter SEL § 30.

Om der er tale om grov og gentagen misligholdelse afgøres på baggrund af en vurdering af både misligholdelsens omfang og grund.

Nogle få dages forsinkelse med et afdrag anses ikke for en grov misligholdelse.