Indhold

Afsnittet handler om vilkår og betingelser for afgiftsnedsættelse efter TAL § 6a, når der fra et selskab mv. tilføres aktiver til et andet selskab mv.

Afsnittet indeholder:

  • Hvad er tilførsel af aktiver?
  • Vederlaget
  • Erklæringer.

Hvad er tilførsel af aktiver?

Ved tilførsel af aktiver forstås den transaktion, hvorved et selskab mv. uden at være opløst tilfører den samlede eller én af flere grene af sin virksomhed til et andet selskab mv. mod at få tildelt aktier mv. i det modtagende selskabs kapital. Ved en gren af en virksomhed forstås alle aktiver og passiver i en afdeling af et selskab mv., som ud fra et organisatorisk synspunkt udgør en selvstændig bedrift, dvs. en samlet enhed, der kan fungere ved hjælp af egne midler.

Bemærk

Begrebet "tilførsel af aktiver" i relation til TAL § 6a omfatter flere selskabstyper end det tilsvarende begreb i fusionsskatteloven. Se hvilke selskaber mv. i afsnit E.B.3.1.5.1 Generelt om omdannelse og tinglysning.

Se også

Se også afsnit C.D.6.2 om tilførsel af aktiver.

Se endvidere SKM2010.476.SR vedrørende Skatterådets bindende svar om pensionskassers indskud af ejendomme i ejendomsselskaber i forskellige situationer.

Vederlaget

Vederlaget skal kun bestå af aktier eller anparter i det modtagende selskab. Se SKM2009.96.VLR.

Erklæringer

Det er en betingelse for afgiftsnedsættelsen, at der på dokumentet afgives følgende erklæring, jf. TALbek § 8:

"Tinglysningen er omfattet af tinglysningsafgiftslovens § 6a, og der foreligger tilladelse fra SKAT til tilførsel af aktiver"

Er der ved skødets anmeldelse ikke tilladelse fra SKAT til tilførsel af aktiver, erklæres følgende:

"Tinglysningen er omfattet af tinglysningsafgiftslovens § 6a, idet det afstående selskab, der er tinglyst ejer af ejendommen, uden at være opløst, tilfører en gren af sin virksomhed til det modtagende selskab mod udelukkende at få tildelt aktier eller anparter m.v. i det modtagende selskab."

 

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsretsafgørelser

SKM2009.96.VLR Sagen handlede om begrebet "tilførsel af aktiver" i TAL § 6 a (tidligere § 7, stk. 1). Begrebet omfatter efter bestemmelsens forarbejder ikke en situation, hvor ejendomsoverdragelse dels skete mod vederlæggelse af aktier i det modtagende selskab, dels mod et kontantvederlag i form af et stiftermellemværende mellem overdrageren og det modtagende selskab.Efter forarbejderne er det således en betingelse for afgiftsfritagelse af transaktionen, at vederlæggelsen udelukkende sker med kapitalandele i det modtagende selskab. Landsretten stadfæstede byrettens dom af 8. april 2008 (SKM2008.422.BR) i henhold til grundene.  
SKAT-meddelelser
SKM2010.476.SR

Skatterådet kunne bekræfte, at en pensionskasse omfattet af SEL § 3, stk. 1, litra 9, kunne indskyde en helejet ejendom i et 100 % ejet ejendomsaktieselskab omfattet af SEL § 3 A efter reglerne om tilførsel af aktiver og på den nærmere beskrevne måde i TAL § 6 a, således at tinglysningsafgiften i den forbindelse udgjorde 1.400 kr.

Skatterådet kunne derimod ikke bekræfte, at pensionskasser omfattet af SEL § 3, stk. 1, litra 9, der i fællesskab ejer fast ejendom, hver især og på samme tid kunne indskyde deres ideelle andel af disse ejendomme i deres respektive 100 % ejede ejendomsaktieselskaber omfattet af SEL § 3 A, efter reglerne om tilførsel af aktiver, og på den nærmere beskrevne måde i TAL § 6 a, således at tinglysningsafgiften i den forbindelse kun udgjorde 1.400 kr. for hver overdragelse. Grenkravet kunne ikke anses for opfyldt i den forelagte situation.