Indhold
Dette afsnit handler om, hvornår SKAT kan tilbagebetale afgiften for registrering af fly i Nationalitetsregistret, når ejerforholdet til flyet slettes igen.
Afsnittet indeholder:
- Hovedregel
- Undtagelse
- Hvilke ejerforhold er omfattet af reglen?
- Tilbagebetaling af afgiften ved tilbageførsel af ejerforholdet til den tidligere ejer.
Hovedregel
Når et registreret ejerforhold til en luftfartøj slettes fra Nationalitetsregistret, kan SKAT tilbagebetale den afgift, der er betalt ved registreringen, hvis
- registreringen er slettet fra Nationalitetsregisteret senest 9 måneder efter registreringen
- SKAT modtager en anmodning om tilbagebetaling.
Se TAL § 23 stk. 1, nr. 1.
Undtagelse
Hvis
- ejerskiftet har været betinget af en offentlig myndigheds godkendelse som ikke er opnået, og
- ejerforholdet derfor er slettet fra Nationalitetsregistret
gælder 9 måneders fristen i § 23 stk. 1, nr. 1, ikke. Se TAL § 23 stk. 1, nr. 2.
Hvilke ejerforhold er omfattet af reglen?
Bestemmelsen gælder kun den situation, hvor registreringen i Nationalitetsregistret er sket i forbindelse med et ejerskifte af flyet, og ejerrettighederne ved den nye registrering går tilbage til den oprindelige ejer (sælger).
Tilbagebetaling af afgiften ved tilbageførsel af ejerforholdet til den tidligere ejer
Når der registreres en tilbageførsel af ejerforholdet til den tidligere ejer, kan SKAT også tilbagebetale afgiften for denne registrering. Se TAL § 23 stk. 4. Det er en betingelse, at afgiften for den første ejerregistrering, kan godtgøres efter § 23 stk. 1, nr. 1.