Indhold
Dette afsnit beskriver de regler, der gælder, når arbejdsgivere opretter pensionsordninger til fordel for medfølgende ægtefæller/samlevere til udsendte medarbejdere under udsendelsen. Der er intet ansættelsesforhold mellem arbejdsgiveren og den medfølgende ægtefælle/samlever.
Afsnittet indeholder:
- Formålet med reglerne
- Regel
- Betingelser
- Personer omfattet af reglen
- Pensionsordninger omfattet af reglen
- Pensionsordningens oprettelsestidspunkt.
- Konsekvenser hvis betingelserne er opfyldt
- Beløbsgrænse
- AM-bidrag
- Konsekvenser hvis betingelserne ikke er opfyldt.
Formålet med reglerne
Formålet med reglerne er at skabe skattemæssig ligestilling mellem pensionsordninger, som arbejdsgiveren til en udsendt medarbejder opretter for henholdsvis
- den udsendte medarbejders ægtefælle/samlever
- medarbejderen.
Ordningen for den medfølgende ægtefælle/samlever skal kompensere for tab af pensionsanciennitet for den medfølgende ægtefælle/samlever i udsendelsesperioden. Ordningen blev indført ved lov nr. 170 af 15. marts 2000.
Regel
Det beløb, som arbejdsgiveren til en udsendt medarbejder indbetaler til en pensionsordning for medarbejderens ægtefælle/samlever under udsendelsen, skal ikke regnes med, når den medfølgende ægtefælles/samlevers skattepligtige indkomst bliver opgjort. Se PBL § 19, stk. 3.
Betingelser
Der er følgende betingelser for, at reglen gælder:
- Medarbejderen skal være udsendt af sin arbejdsgiver i mindst en måned for at arbejde i en fremmed stat, Færøerne eller Grønland.
- Ægtefællen/samleveren skal være medfølgende, dvs. have fælles bopæl med den udsendte medarbejder i udlandet under udsendelsen.
- Ægtefællen/samleveren og/eller dennes egen arbejdsgiver må ikke indbetale til en pensionsordning i ansættelsesforhold under udsendelsen.
Nedenfor bliver betingelserne for b. og c. beskrevet nærmere.
Ad b. Kravet om fælles bopæl
Kravet om fælles bopæl er ikke opfyldt, hvis
- den udsendte medarbejders ægtefælle/samlever bliver boende i Danmark under udsendelsen, eller
- begge personer udrejser fra Danmark, men tager ophold hver sit sted
- ægtefællen/samleveren til den udsendte er i beskæftigelse i Danmark i udsendelsesperioden, medmindre der er tale om beskæftigelse, der kan udføres som distancearbejde eller lignende
- SKAT på grundlag af oplysninger om varigheden af den medfølgende ægtefælles/samlevers opholdsperioder i Danmark vurderer, at ægtefællen/samleveren har mulighed for fortsat at være knyttet til arbejdsmarkedet i Danmark.
Kravet om fælles bopæl kan godt være opfyldt, selv om ægtefællerne/samleverne ikke opholder sig samme sted konstant.
Der er fx mulighed for, at den medfølgende ægtefælle/samlever opholder sig i Danmark i perioder uden at være ledsaget af den udsendte ægtefælle. Det afhænger af en individuel vurdering, hvorvidt kravet om fælles bopæl er opfyldt i det enkelte tilfælde.
Ad c. Egne eller egen arbejdsgivers indbetalinger til pensionsordning i ansættelsesforhold
Reglerne gælder ikke, hvis den medfølgende ægtefælle og/eller en arbejdsgiver indbetaler til en pensionsordning i ansættelsesforhold under udsendelsen. Dette gælder, hvad enten den pensionsordning der indbetales til er omfattet af pensionsbeskatningslovens afsnit I eller af afsnit II A. Det kan fx dreje sig om en pensionsordning oprettet som led i et ansættelsesforhold, som den pågældende person er i under udlandsopholdet.
Kravet er kun knyttet til faktiske indbetalinger til en pensionsordning i ansættelsesforhold. Hvis der ikke bliver indbetalt til en sådan pensionsordning, gælder reglen for alt, hvad den udsendte medarbejders arbejdsgiver indbetaler til en pensionsordning for ægtefællen/samleveren. Den medfølgende ægtefælle/samlever kan derfor bevare sit ansættelsesforhold under udsendelsen, men skal, hvis han eller hun ønsker at bruge reglen, efter aftale med sin arbejdsgiver fravælge indbetalinger til en pensionsordning i dette ansættelsesforhold til fordel for indbetalinger til en pensionsordning, som er oprettet af den udsendte medarbejders arbejdsgiver.
Det er ikke et krav, at den medfølgende ægtefælle/samlever skal have haft en pensionsordning i ansættelsesforhold umiddelbart forud for udsendelsen. Det er ikke relevant at opgøre, om indbetalingerne under udsendelsen overstiger, hvad den medfølgende ægtefælle/samlever må antages at have indbetalt eller fået indbetalt til en pensionsordning i ansættelsesforhold, hvis han eller hun ikke havde ledsaget den udsendte medarbejder til udlandet.
Den medfølgende ægtefælles/samlevers egne indbetalinger til en pensionsordning uden for ansættelsesforhold påvirker ikke adgangen til at benytte reglen.
Personer omfattet af reglen
Reglen omfatter:
- Medfølgende ægtefæller
- Registrerede partnere
- Samlevere til udsendte medarbejdere.
Med hensyn til samlevere er der ikke krav til varigheden af samlivet forud for udsendelsen. Hvis samliv forud for udsendelsen ikke kan dokumenteres, fx ved folkeregisterattest, skærper dette kravene til dokumentationen for, at der foreligger samliv under udsendelsen.
Pensionsordninger omfattet af reglen
Reglen gælder for pensionsordninger omfattet af PBL kapitel 1, dvs. bl.a. for pensionsordninger med løbende udbetalinger, rateforsikring og rateopsparing.
Reglen gælder dog ikke for indbetalinger til aldersforsikring, aldersopsparing og supplerende engangssummer, som medregnes til den medfølgende ægtefælles/samlevers skattepligtige indkomst efter PBL § 56, stk. 1 og 3.
Se også
Se også afsnit C.A.10.4.2.3.3 om de regler, der gælder, hvis pensionsordningen ikke er omfattet af PBL kapitel 1, men af PBL afsnit II A.
Pensionsordningens oprettelsestidspunkt
Reglen gælder for pensionsordninger, som
- bliver oprettet til formålet
- ægtefællen/samleveren havde i forvejen, fx i et ansættelsesforhold.
Hvis en allerede oprettet pensionsordning er oprettet uden for ansættelsesforhold, skal pensionsinstituttet indberette til SKAT, at status for pensionsordningen er ændret. Se § 19, stk. 5, i BEK nr. 49 af 12. januar 2015 om indberetningspligter mv. efter skattekontrolloven.
Er den allerede oprettede pensionsordning oprettet i ansættelsesforhold, kræver videreførelse af denne under udsendelsen typisk samtykke fra den arbejdsgiver, der har oprettet den.
Konsekvenser hvis betingelserne er opfyldt
Konsekvenser for den medfølgende ægtefælle/samlever
Hvis betingelserne for at bruge reglerne er opfyldt, er pensionsordningen fra den udsendte medarbejders arbejdsgiver i enhver skattemæssig henseende som den medfølgende ægtefælle/samlevers. Indbetalingerne behandles derfor som indbetalinger fra den medfølgende ægtefælles/samlevers egen arbejdsgiver.
Det betyder bl.a., at der er bortseelsesret for indbetalingerne, så beløbene ikke skal regnes med ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for den medfølgende ægtefælle/samlever.
Konsekvenser for den udsendte medarbejder
Pensionsordningen fra medarbejderens arbejdsgiver til den udsendtes ægtefælle/samlever er i enhver skattemæssig henseende som den medfølgende ægtefælle/samlevers. Medarbejderen beskattes derfor ikke af arbejdsgiverens indbetalinger til en pensionsordning for den medfølgende ægtefælle/samlever som et supplerende skattepligtigt vederlag.
Bemærk
Hvis den medfølgende ægtefælle skattemæssigt hører hjemme i udlandet, så beskatter bopælslandet eventuelt pensionsindbetalingen. Det afhænger af bopælslandets lovgivning, om bopælslandet anser pensionsbidraget for skattepligtigt og i givet fald hos hvilken ægtefælle.
Beløbsgrænser
Beløbsgrænse for den medfølgende ægtefælle/samlever
Indbetalingerne til en aldersforsikring, alderspension eller supplerende engangssum, en kapitalpensionsordning eller en ratepension går ind under beløbsgrænserne i henholdsvis PBL § 16, stk. 1 og 2, for den medfølgende ægtefælle/samlever.
Virkningerne af at en arbejdsgiver indbetaler beløb til en arbejdstagers pensionsordninger, som overstiger beløbsgrænserne i PBL § 16, stk. 1 eller 2, gælder for disse indbetalinger, fuldstændigt som om det var den medfølgende ægtefælles/samlevers egen arbejdsgiver, der havde indbetalt på ordningen.
Se afsnit C.A.10.2.5.3.2.1 og C.A.10.2.2.3.3 om disse virkninger.
Beløbsgrænse for den udsendte medarbejder
Ved indbetalinger på en aldersforsikring, aldersopsparing eller supplerende engangssum, en kapitalpensionsordning eller en ratepensionsordning påvirker indbetalingerne ikke beløbsgrænserne for den udsendte medarbejders egne indbetalinger til sådanne ordninger efter henholdsvis PBL § 16, stk. 1 eller 2.
AM-bidrag
Der skal ikke betales arbejdsmarkedsbidrag af indbetalingerne, hvis de opfylder betingelserne for reglen.
Konsekvenser hvis betingelserne ikke er opfyldt
Hvis ikke alle betingelser er opfyldt, er arbejdsgiverens indbetalinger til en pensionsordning for medarbejderens ægtefælle/samlever et supplerende, skattepligtigt vederlag til medarbejderen. Beløbet anses derefter for overført til ægtefællen/samleveren som gave. Denne har fradragsret for indbetalingen som en privat indbetaling ved en ordning, der er omfattet af kapitel 1.
Se også
Se også afsnit C.A.6 om reglerne for gaver.
Bemærk
Hvis den medfølgende ægtefælle skattemæssigt hører hjemme i udlandet, så beskatter bopælslandet eventuelt også pensionsindbetalingen. Det afhænger af bopælslandets lovgivning, om bopælslandet anser pensionsbidraget for skattepligtigt og i givet fald hos hvilken ægtefælle.