Dato for udgivelse
23 May 2012 12:49
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
22 May 2012 10:24
SKM-nummer
SKM2012.299.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
11-290180
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift
Overemner-emner
Byggeri
Emneord
Moms, salg af fast ejendom, selskab, koncernforbunden
Resumé

Skatterådet bekræfter, at salg af et grundstykke er omfattet af momspligt, fordi det spørgende selskab anses for at handle i egenskab af afgiftspligtig person, når det sælger den pågældende grund.

Ved vurdering af sagens faktiske omstændigheder kan der ikke ses bort fra det forhold, at selskabet er koncernforbundet med andre selskaber, der i årtier har opført byggeri mv. for såvel egen som fremmed regning, og at koncernen derfor utvivlsomt udøver økonomisk virksomhed med køb og salg af fast ejendom.

Selvom det spørgende selskab kun foranlediger et enkelt salg af et grundstykke, må realiteten i den virksomhed der udøves i de koncernforbundne søsterselskaber, have en indflydelse på den samlede konkrete vurdering.

Reference(r)

Momsloven § 13, stk. 1, nr. 9

Henvisning

Den juridiske Vejledning 2011-2, afsnit, D.A.3.1.4.2.1

Spørgsmål

Kan Skatterådet bekræfte, at salg af en parcelhusgrund er omfattet af momspligt?

Svar

Ja

Beskrivelse af de faktiske forhold

Selskabet blev stiftet i august 2009, og købte i marts 2010 en parcelhusgrund.

Hensigten med købet var, at opføre og videresælge et parcelhus på grunden.

Efterfølgende har selskabet realiseret, at det ikke havde mulighed for at finansiere et sådan byggeri, hvorfor grunden ønskes solgt til bedst mulig pris.

Selskabets vedtægter har været forelagt Skatteministeriet. Heraf fremgår det bl.a. at selskabets formål er 'at drive byggeri, handel, konsulentvirksomhed samt anden i forbindelse hermed stående virksomhed'. Videre fremgår det af vedtægterne at selskabets stifter er H ApS, der ejes af X.

Af SKATs systemer fremgår, at X er direktør i såvel det spørgende selskab som i H ApS. Endvidere fremgår det, at det spørgende selskab sammen med 8 andre selskaber er sambeskattet med H ApS, der er moderselskabet. Hovedparten af søsterselskaberne udøver virksomhed i forbindelse med opførelse af bygninger/gennemførelse af byggeprojekter/ andet indenfor bygge og anlæg.

Et af søsterselskaberne er J A/S, der ifølge virksomhedens hjemmeside gennem flere årtier har været aktiv inden for byggebranchen i hele landet. Det fremgår endvidere, at selskabet også har udstillingshuse til salg.

Det er oplyst, at selvom formålet efter det spørgende selskabs vedtægter er 'at drive byggeri, handel, konsulentvirksomhed samt anden i forbindelse hermed stående virksomhed', afspejler dette ikke de faktiske forhold.

I selskabet er der hidtil ikke sket køb og salg af aktiver, og selskabet har på intet tidspunkt haft andre aktiver end den i anmodningen nævnte parcelhusgrund.

Selskabets ledelse vil, ved en ekstraordinær generalforsamling ændre formålsparagraffen til kun at omfatte salg af konsulentydelser.

Siden stiftelsen har selskabet udelukkende beskæftiget Y, der repræsenterer spørger, på honorarbasis. Han er den eneste ansatte i selskabet, og beskæftiger sig kun med mægler- og konsulentarbejde i forbindelse med salg af fritidshuse, parcelhuse og grunde for fremmed regning.

Det er oplyst, at det spørgende selskab ikke driver handel med grunde eller fast ejendom i øvrigt, men alene leverer de førnævnte ydelser på konsulentbasis.

Det er endvidere hensigten, at selskabet fremover alene vil koncentrere sig om salg og rådgivning for fremmed regning.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Selskabet driver ikke handel med parcelhusgrunde eller fast ejendom i øvrigt, hvorfor selskabet ikke ser sig omfattet af gældende lovgivning vedrørende salg af grunde i nærings øjemed.

Endvidere har selskabet ikke i dets levetid solgt grunde, og der er alene tale om en enkelt grund.

Spørger er derfor af den opfattelse, at der ikke skal betales moms ved salg af grunden.

Skatteministeriets indstilling og begrundelse

Det ønskes bekræftet, at selskabets salg af en parcelhusgrund ikke er omfattet af momspligt.

Lovgrundlag

Momslovens (LBK nr. 287 af 28. marts 2011 med senere ændringer) § 3, stk. 1, lyder:

"Afgiftspligtige personer er juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed."

Momslovens § 13, stk. 1 lyder:

"Følgende varer og ydelser er fritaget for afgift:

[...]

9) Levering af fast ejendom. Fritagelsen omfatter dog ikke:

a)      Levering af en ny bygning eller en ny bygning med tilhørende jord.

b)      Levering af en byggegrund, uanset om den er byggemodnet, og særskilt levering af en bebygget grund.

[...]"

Praksis

EU-domstolen har i dommen i de forenede sager C-180/10, Slaby og C-181/10, Kuc fastlagt under hvilke omstændigheder levering af et grundstykke beregnet til bebyggelse skal anses for momspligtig.

Sag C-180/10 vedrørte Jaroslaw Slaby, som i 1996 i sin egenskab af privatperson erhvervede et areal, som i henhold til den på det tidspunkt gældende lokalplan var klassificeret som landbrugsareal. Mellem 1996 og 1998 anvendte han arealet til landbrugsvirksomhed, men ophørte med denne virksomhed i 1999. I 1997 var lokalplanen blevet ændret, således at det pågældende areal fra da af blev udlagt til bebyggelse med ferieboliger. Som følge af denne ændring udstykkede Jaroslaw Slaby arealet i 64 parceller, som han fra 2000 løbende påbegyndte at sælge til private.

Sag C-181/10 vedrørte ægteparret Kuc, der siden 1996 havde været ejere af en landbrugsbedrift. Frem til slutningen af 2006 anvendte de arealet til landbrugsvirksomhed med hesteopdræt og senere dyrkning af afgrøder til foder til deres dyr. Efter en afgørelse fra skatte- og afgiftsmyndigheden i 2004 lod ægteparret Kuc sig momsregistrere, selv om deres bedrift ifølge dem selv var en del af deres private formue. Efter en ændring i lokalplanen, der betød, at det omhandlede areal fra da af blev udlagt til bebyggelse med boliger og forretninger, begyndte de, fra tid til anden og på ikke organiseret vis, at sælge dele af bedriften.

EU-domstolen har i sin dom lagt til grund, at arealerne i begge tilfælde var erhvervet uden momsfradrag, og at arealerne tilhørte ejernes personlige formue, inden de blev udstykket og solgt.

Derudover fremgår det af dommens præmis 43, at ifølge ordlyden i artikel 9, stk. 1, er begrebet afgiftspligtig person defineret i relation til begrebet økonomisk virksomhed, idet det er eksistensen af en sådan virksomhed, der begrunder kvalifikationen som afgiftspligtig person. »Økonomisk virksomhed« er i artiklens andet afsnit defineret som omfattende alle former for virksomhed som producent, handlende eller tjenesteyder og navnlig transaktioner, der omfatter udnyttelse af materielle eller immaterielle goder med henblik på opnåelse af indtægter af en vis varig karakter.

I præmis 45 hedder det, at det ifølge fast retspraksis kan erhvervelse og salg af et gode ikke udgøre en udnyttelse af en vare med henblik på opnåelse af indtægter af en vis varig karakter, idet det eneste afkast af sådanne transaktioner er et eventuelt udbytte ved salget af varen.

I Den juridiske vejledning 2012-1, afsnit D.A.3.1.4 om definition af økonomisk virksomhed, jf. momslovens § 3, hedder bl.a.

"Ved økonomisk virksomhed forstås alle former for virksomhed som producent, handlende eller tjenesteyder, herunder minedrift og landbrug, samt virksomhed inden for liberale og dermed sidestillede erhverv. Ved økonomisk virksomhed forstås især udnyttelse af materielle eller immaterielle goder med henblik på opnåelse af indtægter af en vis varig karakter. Se momssystemdirektivet, artikel 9, stk. 1, 2. afsnit.

Økonomisk virksomhed omfatter ikke alene varig virksomhedsudøvelse, men også mere lejlighedsvise økonomiske transaktioner. Se forarbejderne (Lovforslag 124, folketingsåret 1993-94) til ML § 3.

For at en levering af varer eller ydelser er momspligtig, er det en betingelse, at leveringen foretages mod vederlag af en afgiftspligtig person, der handler i denne egenskab. Se momssystemdirektivets artikel 2, stk. 1, litra a) og c).

Handler leverandøren derimod i egenskab af privatperson er leveringen derfor ikke momspligtig."

Begrundelse

Ifølge momslovens § 4, jf. § 3, skal der betales moms af levering af varer og ydelser, der mod vederlag leveres af en afgiftspligtig person her i landet. Undtaget herfra er bl.a. levering af fast ejendom, jf. § 13, stk. 1, nr. 9, dog med forbehold for levering af nye bygninger, nye bygninger med tilhørende jord samt byggegrunde, der siden 1. januar 2011 har været omfattet af momspligt.

Ved besvarelsen er det lagt til grund, at den pågældende parcelhusgrund er at betragte som en byggegrund beliggende i byzone.

Et salg af en byggegrund, er momspligtig, når salget foretages af en afgiftspligtig person, der handler i denne egenskab, jf. Den juridiske vejledning 2012-1, afsnit D.A.3.1.4, samt momssystemdirektivets artikel 2, stk. 1, litra a).

Det skal derfor tages stilling til, om selskabet ApS handler i egenskab af afgiftspligtig person, når selskabet sælger den pågældende grund.

Ifølge selskabsskatteloven § 31, stk. 1, skal koncernforbundne selskaber sambeskattes. Ved koncernforbundne selskaber forstås selskaber, der på noget tidspunkt i indkomståret tilhører samme koncern. Efter § 31 C, udgør et selskab sammen med et eller flere datterselskaber en koncern, bl.a. når det ene selskab (moderselskabet) udøver bestemmende indflydelse over et datterselskabs økonomiske og driftsmæssige beslutninger. Bestemmende indflydelse i forhold til et datterselskab foreligger, når moderselskabet direkte eller indirekte ejer mere end halvdelen af stemmerettighederne i et selskab.

Ifølge de faktiske oplysninger er selskabet sammen med 8 andre selskaber koncernforbundet med H ApS, der har bestemmende indflydelse i forhold til de andre selskaber, og derfor er moderselskab.

Det er Skatteministeriets opfattelse, at der ved vurdering af sagens faktiske omstændigheder ikke kan ses bort fra det forhold, at koncernens selskaber virker i forbindelse med opførelse af bygninger/gennemførelse af byggeprojekter og andet inden for bygge og anlæg, samt ifølge søsterselskabet J A/S's hjemmeside, også salg af udstillingshuse.

Koncernen driver utvivlsomt økonomisk virksomhed med salg af byggeprojekter, såvel for fremmed som for egen regning samt salg af fast ejendom.

Ifølge EU-dommen, de forenede sager C-180/10 og C-181/10, præmis 45, kan et enkelt køb/salg af et gode ikke udgøre økonomisk virksomhed med henblik på opnåelse af indtægter af en vis varig karakter. 

Selvom det spørgende selskab kun foranlediger et enkelt salg af et grundstykke, må realiteten i den virksomhed der udøves i de koncernforbundne søsterselskaber, have en indflydelse på den samlede konkrete vurdering.

Skatteministeriet finder af den grund, at det spørgende selskab handler som en afgiftspligtig person, når det sælger den omhandlende byggegrund.

Indstilling

Skatteministeriet indstiller, at spørgsmålet besvares med "ja".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skatteministeriets indstilling.