Subsidiært: Sagsøgers personlige indkomst for nævnte indkomst nedsættes med et lavere beløb efter rettens skøn.

Sagsøgtes påstand er frifindelse

Oplysningerne i sagen

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.

Landsskatteretten har ved kendelse af 03.03.2010 stadfæstet skatteankenævnets afgørelser vedrørende sagsøgerens skatteansættelser for årene 2002 til og med 2007. I afgørelsen er anført:

"...

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Formaliteten

Told- og skatteforvaltningen kan ikke afsende varsel som nævnt i § 20, stk. 1, om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomst eller ejendomsværdiskat senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Ansættelsen skal foretages senest den 1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1. pkt.

Uanset fristerne i § 26 kan en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat foretages eller ændres efter anmodning fra den skattepligtige eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

En ansættelse kan kun foretages i de i stk. 1 nævnte tilfælde, hvis den varsles af told- og skatteforvaltningen eller genoptagelsesanmodning fremsættes af den skattepligtige senest 6 måneder efter, at told- og skatteforvaltningen henholdsvis den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 26.

Det er told- og skattemyndigheden, der som led i ligningen tager stilling til, om en indkomst er skattepligtig. SKAT modtog den 20. november 2007 de første oplysninger om, at klageren i eget navn havde solgt jern- og metalskrot til G1 A/S i årene 2002 - 2005 inkl. Den 12. marts 2008 modtog SKAT afregningsbilag og kontoudtog fra G2 A/S, der viste, at klageren i 2006 og 2007 i eget navn havde solgt jern- og metalaffald. Klageren har ved at undlade at fortælle skattemyndigheden om de omhandlede salg, der er sket kontinuerligt og over en årrække, handlet groft uagtsomt, idet han har bevirket, at skattemyndigheden foretog ansættelsen på et urigtigt grundlag. Da agterskrivelsen er fremsendt den 20. maj 2008 er ansættelsen for indkomstårene 2002 - 2004 inkl. gyldig.

Realiteten

Som skattepligtig indkomst betragtes den skattepligtiges samlede årsindtægter, hvad enten de hidrører her fra landet eller ikke, bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi. Det fremgår af statsskattelovens § 4, 1. led.

Det er ubestridt, at klageren i årene 2002 - 2007 modtog henholdsvis 5.818 kr., 53.852 kr., 87.837 kr., 108.806 kr. 106.650 kr. og 36.917 kr., i alt 399.880 kr. for salg af jern- og metalskrot til henholdsvis G1 A/S og G2 A/S. Såvel afregningsbilag som checks er i alle årene udstedt til klageren personligt, og aftagerne af skrottet har haft opfattelsen af, at de kontraherede med klageren personlig. Klageren er ikke fremkommet med en troværdig forklaring på, hvorfor han ikke skal beskattes af de erhvervede indkomster. Det kan ikke tillægges nogen selvstændig betydning, at han ikke havde ret til at opsamle skrot, idet indtægterne er tilgået ham. Landsskatteretten stadfæster på det grundlag forhøjelsen af indkomsten i indkomstårene 2002 - 2007 inkl. med henholdsvis 5.818 kr., 53.852 kr., 87.837 kr., 108.806 kr., 106.650 kr. og 36.917 kr.

Udgifter til sagkyndig bistand

Landsskatteretten skal i henhold til skatteforvaltningslovens § 56, jf. § 52, afgive en udtalelse om, hvorvidt der er givet "fuldt medhold eller medhold i overvejende grad" til brug ved myndighedernes afgørelse af, om der kan gives fuld omkostningsgodtgørelse til sagkyndig bistand. Udtalelsen afgives af en kontorchef. Medholdsvurderingen er vejledende. Endelig afgørelse træffes af de regionale skattecentre, hvortil ansøgning skal indsendes.

..."

Under sagen er der afgivet forklaringer af sagsøgeren og vidnet JP.

Sagsøgeren har forklaret, at han begyndte at arbejde på genbrugspladsen i 1972. Han er nu gået på pension pr. 31. december 2009. Genbrugspladsen er stor. Den ligger i en gammel grusgrav. Sagsøgeren passede vægten og bestemte, hvor de forskellige genbrugsmaterialer skulle køres hen. Det kostede penge at få afleveret materialet til genbrugspladsen. Der var forskellige varegrupper. Betonen, der kunne indeholde jern, blev knust. Genbrugspladsen havde ikke selv maskiner til at sortere metal fra, og genbrugspladsen fik andre entreprenører til at sortere metallet fra. Metallet blev placeret i nogle containere, der dels tilhørte metalfirmaet G2 og dels G1. Det var sagsøgeren, der bestilte tømning af jerncontainere. Det var nærmest af praktiske grunde. JP var pladsens daglige leder. Den i sagen nævnte KH var NLs samlever. Hun var også ansat i samme stilling som sagsøgeren "på vægten". Når sagsøgeren havde bestilt tømning, var det mest praktisk, at checkene for metalskrottet blev udstedt til sagsøgeren. Det var nærmest for nemheds skyld. Det skete efter aftale med NL. Sagsøgeren kendte i øvrigt ikke NL særlig godt, ud over at han kom i firmaet ofte. Genbrugspladsen havde også kontantsalg, for eksempel knuste materialer til markveje og lignende. Sagsøgeren har ikke haft indflydelse på, om afregningerne blev udstedt med moms eller ikke. Det er sagsøgerens opfattelse, at formateriale og gammelt klip er samme materiale og af samme kvalitet. Sagsøgeren har ikke på noget tidspunkt fået betaling af NL for ulejligheden, men NL kunne godt give et beløb til køb af brød m.v. til personalet. Sagsøgeren havde en arbejdstid på 7½ time dagligt. Pladsen havde åben fra kl. 06.00 til kl. 16.00. KH og sagsøgeren afløste hinanden. I perioder, hvor der ikke var meget at lave ved vægten, lavede sagsøgeren forskelligt arbejde på kontoret. Al materiale, der kom ind, og al materiale, der kom ud af pladsen, blev vejet. Fra omkring år 2000 blev afregningerne for skrot sendt til sagsøgeren. Det var NL, der bad sagsøgeren om at veksle checken for sig, da sagsøgeren jo også skulle i banken vedrørende indtægterne fra genbrugspladsens kontantsalg. Han hævede checkene vedrørende metalafregningerne, så han fik kontantbetaling. Dette kontante beløb overdrog han videre til NL. Vedrørende de beløb, som genbrugspladsen havde faet for kontantsalg, blev sat ind på genbrugspladsens konto i pengeinstituttet. Sagsøgeren har ikke nærmere bekymret sig over den fremgangsmåde. Han havde ikke kendskab til, at NLs firma gik nedenom og hjem. Afregningerne fra G1 og G2 blev sendt hjem til sagsøgeren.

Vedrørende den erklæring, som NL har underskrevet, (bilag H), forklarede sagsøgeren, at den er skrevet af NL, efter at sagsøgeren havde talt med SKAT. Sagsøgeren har dog ikke set, at NL har underskrevet denne erklæring. Derimod har han set NL skrive under på erklæringerne, der fremgår af bilag J og K. Han kan ikke nærmere forklare, hvorfor der på bilag J står "...1". Vedrørende bilag K, hvor NL bruger udtrykket "jeg/vi", må "vi" betyde NLs folk. Sagsøgeren selv har ikke hjulpet med til at fylde nogen kasser med skrot.

Vidnet JP har forklaret, at han har været ansat på genbrugspladsen siden 1996, og han holdt op i 2011. Han var driftsleder. Han havde en 9-10 personer under sig. Han mener, at genbrugspladsens areal er på ca. 83.000 kvm, men at den er delt op i flere pladser. Den er placeret i en nedlagt grusgrav. Pladsen modtog blandede bygningsmaterialer. Alt, hvad der kom ind, blev vejet. Affaldet er statsafgiftsbehæftet, og derfor blev der holdt megen kontrol med vægten af affaldet. Alt, hvad der kom ud fra pladsen, blev også vejet. NLs selskab havde tilladelse til at samle skrot, fordi genbrugspladsen selv ikke havde grej til at sortere jernskrottet fra. NLs selskab fik jernskrottet for at håndtere sorteringen. Betegnelserne formateriale og gammelt klip er klassificeringer, som jernfirmaerne har, og som vidnet ikke kender nærmere til. I og med at sagsøgeren har bestilt tømning, har jernfirmaerne også udskrevet checks til sagsøgeren. Sagsøgeren havde mange opgaver af kontormæssig art. Sagsøgeren selv har ikke været nede på pladsen og sortere skrot. Vidnet er bekendt med, at NL havde et nedrivningsfirma, og også at han var kunde hos genbrugspladsen, hvor han købte materiale. De erklæringer, der er fremlagt i sagen, som er underskrevet af NL, er erklæringer, der er skrevet på en computer på genbrugspladsens kontor, og vidnet har set, at NL har skrevet under på to erklæringer. Vidnet skønner, at vidnet var på genbrugspladsen 2-3 gange om ugen. Han var mest på kontoret. Vidnet har underskrevet den erklæring, der fremgår af bilag 3. Vidnet mener, at aftalen om, at NLs firma kunne aftage jernskrottet, er indgået i slutningen af 2001. NL kom selv næsten hver dag på pladsen. NLs anden virksomhed lå i ...2, ca. 65 km fra genbrugspladsen. Vidnet mindes ikke, at han har set, at sagsøgeren har givet NL nogen penge. NL var meget rundhåndet, og han kunne lægge nogle hundrede kroner til brug for køb af burgere med videre til personalet på pladsen.

Parternes synspunkter

Sagsøgeren har for indkomstårene 2002-2004 gjort gældende, at ansættelserne er forældede, da sagsøger ikke har handlet forsætligt eller groft uagtsomt ved at undlade at selvangive de omhandlede beløb.

Vedrørende alle indkomstårene har sagsøger ikke har været berettiget til de omhandlede beløb, da det ikke var ham, som samlede det omhandlede skrotaffald. Sagsøger var alene behjælpelig med på vegne NL/dennes selskab at ringe til køber af jernet, når containere var fyldte, ligesom sagsøger modtog check, som køber af skrottet har valgt at udstede til sagsøgeren, hvorefter sagsøgeren vekslede checken til kontanter og videregav dem til NL. Det er uden betydning for sagsøgers indkomstansættelser, i hvilket omfang NL/dennes selskab måtte have indført de omhandlede beløb. Sagsøger har ikke tilladelse til at samle jernaffald på arbejdspladsen. Knusning af beton, hvor jernstykker sidder, kræver en "klippemaskine". Sagsøger har ikke adgang til at anvende en klippemaskine. Sagsøger har ikke haft indflydelse på, hvem skrottet skulle sælges til. Sagsøger har ikke deltaget i forhandlinger/drøftelser om afregningspris for skrottet.

Sagsøgerens subsidiære påstand

Sagsøgeren har gjort gældende, at sagsøger, uanset om han måtte være berettiget til at oppebære bruttoindkomsten fra salg af jernskrottet, er berettiget til et fradrag, jf. Statsskattelovens § 6, der udligner indkomstforhøjelsen, idet sagsøger ikke har ydet nogen form for arbejdsindsat udover at ringe til køber af skrottet og få en check fra køber af skrottet; sidstnævnte ville medføre, at sagsøger skulle beskattes af en minimal timeløn for det begrænsede tidsforbrug.

Sagsøgte har overordnet gjort gældende, at Landsskatterettens kendelse er korrekt.

Rette indkomstmodtager

Sagsøgte har gjort gældende, at beløbene, der er betalt til A i årene 2002-2007 fra G1 A/S og G2 A/S er skattepligtig indkomst for ham, jf. statsskattelovens § 4, 1. led, idet han har erhvervet endelig ret hertil. Beløbene skal medregnes i hans personlige indkomst for de pågældende år, jf. personskattelovens § 3, stk. 1.

Sagsøgeren har i kraft af sin stilling haft adgang til skrottet på sin arbejdsplads. Han har optrådt som leverandør i forhold til aftagerne af skrottet. De i sagen foreliggende afregningsbilag er udstedt til ham i hans navn og med angivelse af hans private adresse. Fakturaerne er betalt til sagsøgeren ved checks udstedt til ham ligeledes med angivelse af hans private adresse, og han har ubestridt hævet disse checks i banken. Det er ikke på nogen måde markeret, at beløbene rettelig tilhører andre end sagsøgeren. Han har ubestridt modtaget betaling i henhold til de udstedte checks, idet aftagerne forudsatte, at de handlede med ham privat (bilag 1, side 4, 1. afsnit, og side 6, 4. afsnit).

Under disse omstændigheder påhviler der sagsøgeren en skærpet bevisbyrde for, at han ikke har erhvervet ret til beløbene, jf. de lignende situationer i f.eks. højesteretsdommene SKM2003.385.HR, SKM2008.905.HR og SKM2010.70.HR.

Det bestrides, at han har løftet denne bevisbyrde.

Der er ikke fremlagt afregningsbilag, kvitteringer, kontoudskrifter eller lignende, der viser, at pengene er overført til G3 ApS. Det er således ikke dokumenteret, at beløbene rettelig tilhører dette selskab.

Det er endvidere ikke godtgjort, at selskabet har indtægtsført beløbet, ligesom det ikke er dokumenteret, at selskabet eller NL personligt har selvangivet indkomsten. Dette støtter tillige, at sagsøgeren er rette indkomstmodtager, jf. f.eks. SKM2010.498.BR.

Sagsøgerens forklaring og de fremlagte erklæringer fra NL (bilag H, J og K) og JP (bilag 3) er ikke bestyrket ved objektivt konstaterbare forhold og heller ikke i øvrigt sandsynliggjort med beviser af tilstrækkelig vægt. De udgør således ikke fornøden dokumentation. De fremlagte erklæringer i sagen er i øvrigt indhentet til brug for skattesagen, hvorfor bevisværdien heraf som udgangspunkt er begrænset, jf. f.eks. Højesterets dom i SKM2002.258.HR.

Sagsøgerens forklaring om, at han kun har været bud og ud af venlighed har foretaget alle pengemæssige transaktioner kontant for NL uden selv at have fået noget for det, er udokumenteret og usædvanlig.

Ifølge sagsøgerens forklaring gengivet i forhandlingsreferatet (bilag 2) havde NL sin daglige gang på genbrugsstationen, hvorfor det forekommer endnu mere besynderligt, at han ikke modtog den betaling for skrottet, som sagsøgeren hævder, han var den rette modtager af.

Ifølge sagsfremstillingen i kendelsen (bilag 1, side 4, næstsidste afsnit) har G3 ApS i årene 2005-2007 også solgt skrot direkte til G2 A/S. Dette taler for, at sagsøgeren har handlet i eget navn, når han i de samme år har modtaget betaling for skrot leveret til G2 A/S. Det havde således været særdeles nærliggende for G3 ApS at sælge det i denne sag omhandlede skrot i eget navn, da der var et eksisterende direkte samhandelsforhold med G2 A/S.

Det er muligt, at sagsøgeren har solgt skrot uden sin arbejdsgivers tilladelse, og erklæringen fra JP (bilag 3) er derfor uden betydning i den retning. Erklæringen bekræfter dog tilsyneladende, at alene G3 ApS havde tilladelse til at sælge skrot fra pladsen, hvad der svækker sagsøgerens forklaring om, at han alene modtog pengene på vegne af NL eller G3 ApS, da selskabet først blev stiftet den 1. august 2004, altså på et tidspunkt hvor A allerede i flere år havde modtaget betaling for skrot.

Fradrag for lønudgifter

Sagsøgte har for så vidt angår sagsøgerens påstand om, at han skal indrømmes et fradrag for lønudgifter i forbindelse med sit salg af skrot, gjort gældende, at det ikke er godtgjort, at han har afholdt lønudgifter.

Bevisbyrden for fradragsberettigede lønudgifter påhviler sagsøgeren, jf. f.eks. Højesterets domme i SKM2004.162.HR, SKM2007.321.HR og SKM2007.445.HR, men han har hverken dokumenteret eksistensen af de fradragsberettigede udgifter eller deres størrelse.

I en tilsvarende sag, SKM2002.103.DEP, kunne denne bevisbyrde løftes, dels ved at lønmodtagerne afgav forklaring om, at de havde modtaget løn af sagsøgeren i forbindelse med dennes erhvervelse af den udeholdte indkomst, dels da de havde selvangivet disse lønindtægter. Der kan endvidere henvises til Højesterets dom i SKM2011.211.HR.

Der foreligger ikke i denne sag tilstrækkelige oplysninger til at anse denne bevisbyrde for løftet. Konkret har sagsøgeren ikke godtgjort, at han har afholdt lønudgifter overhovedet.

Genoptagelse af skatteansættelse

SKATs varsel af 20. maj 2008 (bilag G) er ubestridt rettidigt for så vidt angår indkomstårene 2005-2007 (begge inkl.), jf. skatteforvaltningslovens § 26 stk. 1.

Det bestrides, at forhøjelserne af sagsøgerens indkomst for indkomstårene 2002-2004 (begge inkl.) er forældede på grund af manglende overholdelse af fristerne for ekstraordinær genoptagelse i skatteforvaltningsloven.

Skatteforvaltningen kan ikke afsende varsel om indkomstforhøjelse senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1. punktum.

Uanset denne frist, kan en indkomstansættelse ifølge skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, dog foretages eller ændres efter skatteforvaltningens bestemmelse, hvis den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

I dette tilfælde kan en ansættelse kun foretages, hvis den varsles af skatteforvaltningen senest seks måneder efter, at skatteforvaltningen er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristen i § 26, stk. 1, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2.

Forhøjelserne for indkomstårene 2002-2004 skulle som udgangspunkt have været varslet senest henholdsvis den 1. maj 2006, 2007 og 2008. Forhøjelserne blev først varslet den 20. maj 2008, jf. bilag G.

Det gøres imidlertid gældende, at sagsøgeren har handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at oplyse SKAT om de opnåede indtægter, der er realiseret kontinuerligt over en årrække, og dermed var bekendt med eller burde have været bekendt med, at skattemyndighederne foretog ansættelse af hans indkomst for de pågældende år på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

Dette synspunkt støttes af fast retspraksis, hvoraf kan nævnes f.eks. Højesterets domme optrykt i SKM2006.153.HR og SKM2006.190.HR, SKM2011.211.HR, samt SKM2002.671.ØLR, SKM2004.474.VLR og SKM2009.348.BR.

Varslingsfristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, har følgelig været suspenderet i henhold til § 27, stk. 1, nr. 5.

Skatteministeriet gør desuden gældende, at varslingsfristen på seks måneder i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, er overholdt, hvilket så vidt ses er ubestridt af sagsøgeren.

SKATs grundlag for at foretage ændringen byggede på oplysninger modtaget fra G1 A/S den 20. november 2007, men forelå først faktuelt fuldt ud med modtagelsen af bilagsmaterialet fra G2 A/S den 12. marts 2008 (bilag 1, side 3, 4. afsnit). SKATs forslag til afgørelse blev sendt den 20. maj 2008, dvs. 6 måneder efter modtagelsen af de første oplysninger, og ændringen er derfor allerede af denne grund gennemført inden for de frister, der er nævnt i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2.

Desuden følger det af retspraksis, at skattemyndighederne har en rimelig frist til at bearbejde modtagne oplysninger, hvis disse ikke er fuldstændige. I SKM2006.153.HR (landsrettens dom) begyndte varslingsfristen f.eks. først at løbe ca. to måneder efter, at skattemyndighederne havde modtaget oplysningerne. Også af denne grund, er varslingsfristen under alle omstændigheder opfyldt.

Der er derfor tillige grundlag for at genoptage skatteansættelserne for indkomstårene 2002-2004 som sket.

Rettens begrundelse og afgørelse

Fradrag, jf Statsskattelovens § 6

Sagsøgeren har ved den skete bevisførelse ikke dokumenteret eksistensen af de fradragsberettigede udgifter eller deres størrelse.

Sagsgenstanden er af sagsøgeren opgjort til 204.542 kr. Sagsøgte har opgjort udgifter til materialesamling til 927 kr. Sagsøgte er ikke momsregistreret.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte Skatteministeriet frifindes for de af sagsøgeren A nedlagte påstande.

Inden 14 dage skal sagsøgeren til sagsøgte betale sagsomkostninger med 28.427 kr.