Indhold

Dette afsnit indeholder en kort introduktion til reglerne, herunder formål, lovgrundlag og historik.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Formål
  • Lovgrundlag
  • Historik.

Regel

Der er afgift på glødelamper mv. og på elektriske sikringer til stærkstrømsanlæg.

I visse tilfælde skal der betales afgift af glødelamper mv., der er monteret i andre genstande, når disse modtages fra udlandet.

Virksomhederne skal beregne og betale afgiften ved udlevering af varen eller ved modtagelse fra udlandet.

Se FORBRAL § 3.

Bemærk

Der er en bagatelgrænse, som betyder, at virksomhederne ikke skal betale afgift, hvis de har et årligt salg af afgiftspligtige varer, der svarer til en afgift på under 3.000 kr.

Formål

Ud over at give et provenu til statskassen har afgiften en adfærdsregulerende effekt, da der ikke er afgift på lavenergipærer.

Lovgrundlag

Reglerne om afgift af glødelamper mv. samt elektriske sikringer står i lov om forskellige forbrugsafgifter. Se xlovbekendtgørelse nr. 1484 af 30. november 2015x.

Loven forkortes i denne vejledning til FORBRAL.

Historik

Afgiften på glødelamper mv. blev indført i 1940. For at samle en række mindre afgifter blev afgiften i 1955 lagt ind under lov om forskellige forbrugsafgifter. Flere af disse afgifter er siden ophævet, så loven, ud over afgiften på glødelamper mv. og elektriske sikringer, nu kun omfatter afgift af

  • kaffe, kaffeekstrakter, kaffeerstatninger mv.
  • te og teekstrakter mv.
  • cigaretpapir og
  • skrå og snus (røgfri tobak).