Indhold
Dette afsnit beskriver regler om skattefri fusion, spaltning og overdragelse af livsforsikringsbestande (succession) mellem institutioner, der er skattepligtige efter PAL, det vil sige livsforsikringsselskaber, pensionskasser og -fonde.
Afsnittet indeholder:
- Hvilke overdragelser er omfattet?
- Betingelser for skattefri succession
- Overdragelse fra skattepligtige institutioner omfattet af § 7 til skattepligtige institutioner omfattet af § 8 (PAL § 18, stk. 6).
Hvilke overdragelser er omfattet?
Reglerne gælder når
- en PAL-skattepligtig institution overdrager sine aktiver og passiver som helhed til en anden PAL-skattepligtig institution,
- to eller flere PAL-skattepligtige institutioner sammensmeltes til en ny PAL-skattepligtig institution (fusion),
- en PAL-skattepligtig institution spaltes i to eller flere selvstændige PAL-skattepligtige institutioner (fission),
- en PAL-skattepligtig institution overdrager en livsforsikringsbestand til en anden PAL-skattepligtig institution efter § 204 i lov om finansiel virksomhed eller
- et administrationsbo som omhandlet i PAL § 1, stk. 2, nr. 8 eller 12, viderefører administrationen af et livsforsikringsselskabs forsikringsbestand eller en pensionskasses bestand af pensionstilsagn.
Betingelser for skattefri succession
Følgende betingelser skal dog være opfyldt for at anvende bestemmelsen i PAL § 18 om skattefri succession:
- Den modtagende institution indtræder (succederer) i den overdragende institutions skattemæssige stilling, hvis den endelige skatteopgørelse for det første indkomstår, der påvirkes af successionen, er udformet under denne forudsætning. Se PAL § 18, stk. 2.
- Datoen for den åbningsstatus, der udarbejdes for den modtagende institution i forbindelse med overdragelsen, anses i skattemæssig henseende for overdragelsesdatoen. Se PAL § 18, stk. 3.
- Overdragelsesdatoen er den samme som skæringsdatoen for den modtagende institutions regnskabsår. Se PAL § 18, stk. 3
- Institutionen skal sende en genpart af de dokumenter, der er udarbejdet i forbindelse med overdragelsen til SKAT. Det skal ske samtidig med den endelige skatteopgørelse for det første indkomstår, der berøres af successionen, sendes. Se PAL § 18, stk. 4
Reglerne om skattefri succession kan alene anvendes ved overdragelse af hele eller dele af den forsikrings- og/eller pensionsmæssige virksomhed til andre PAL-skattepligtige institutioner, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.
Ad b)
Det en betingelse for, at overdragelsen kan ske med succession efter PAL § 18 at den modtagende institution er PAL-skattepligtig på datoen for den åbningsstatus, der udarbejdes i forbindelse med overdragelsen.
Overdragelser til selskaber med flere, som alene er selskabs- eller fondsskattepligtige på overdragelsestidspunktet sker efter PAL § 19. Se afsnit C.G.3.3.3 om overdragelse til nystiftede datterselskaber.
Institutioner omfattet af både PAL og SEL (PAL § 18, stk. 5)
For fusioner, spaltninger eller overdragelser hvor både den overdragende og den modtagende institution er skattepligtige efter PAL og SEL, kan der kun succederes skattefrit efter PAL § 18, hvis følgende betingelser er opfyldt:
- Sker overdragelse som nævnt i PAL § 18, stk. 1, nr. 1-4 med succession efter FUL, så skal reglerne i PAL § 18, stk. 2-4 også anvendes.
- Sker overdragelse som nævnt i PAL § 18, stk. 1 nr. 1-4 med succession efter PAL § 18, stk. 2-4, så skal reglerne i FUL også anvendes.
Det vil sige, kan overdragelsen kun ske med succession efter PAL, men ikke efter FUL, skal overdragelsen gennemføres som en skattepligtig overdragelse både i selskabsskattemæssig og PAL-skattemæssig henseende.
xOverdragelse fra skattepligtige institutioner omfattet af § 7 til skattepligtige institutioner omfattet af § 8 (PAL § 18, stk. 6)x
x
Ved lov nr. 1883 af 29. december 2015 blev der med virkning for omdannelser m.v. med overdragelsesdato den 1. januar 2016 eller senere indført regler i PAL § 18, stk. 6, der skal forhindre, at en pensionskasse m.v., der foretager en skattefri omdannelse m.v. til et livsforsikringsselskab, kan undgå beskatning af genvundne afskrivninger.
De tidligere gældende regler tog ikke højde for, at en pensionskasse, der har investeret i afskrivningsberettigede aktiver, og som vælger at foretage en skattefri omdannelse til et livsforsikringsselskab, også succederer i de skattemæssige nedskrevne værdier, selv om de ikke indgår i PAL-opgørelsen af beskatningsgrundlaget for det fortsættende livsforsikringsselskab. Dette medførte, at de afskrivningsberettigede aktiver ikke blev anses for afstået ved omdannelsen, og at der derfor ikke skulle foretages afståelsesbeskatning, herunder beskatning af genvundne afskrivninger efter afskrivningsloven.
Da det fortsættende livsforsikringsselskab opgør PAL-beskatningsgrundlaget på baggrund af indkomstårets ændring i markedsværdien af visse regnskabsmæssige passivposter, og ikke som pensionskassen på baggrund af en direkte beskatning af indkomstårets formueafkast, vil livsforsikringsselskabets efterfølgende afhændelse af aktivet heller ikke medføre beskatning af genvundne afskrivninger ved opgørelsen af beskatningsgrundlaget efter pensionsafkastbeskatningsloven. Konsekvensen af den skattefri omstrukturering ville derfor efter de tidligere gældende regler være, at en pensionskasse m.v., der f.eks. foretager en skattefri omdannelse til et livsforsikringsselskab, kunne undgå beskatning af genvundne afskrivninger.
Når en pensionskasse m.v., f.eks. ved en omdannelse til et livsforsikringsselskab, overgår fra at være undtaget fra selskabsskattepligt til at blive selskabsskattepligtig, kan livsforsikringsselskabet selskabsskattemæssigt afskrive på de erhvervsmæssige aktiver efter afskrivningslovens regler på grundlag af handelsværdien på tidspunktet for overgang til selskabsskattepligt.
Denne generelle regel i selskabsskatteloven for fastsættelse af indgangsværdier ved overgang til selskabsskattepligt medførte således sammen med den manglende beskatning af genvundne afskrivninger i pensionsafkastbeskatningsloven, at en pensionskasse m.v., der f.eks. omdanner sig til et livsforsikringsselskab efter de tidligere gældende regler, vil kunne afskrive to gange - én gang som pensionskasse efter pensionsafkastbeskatningsloven og én gang som livsforsikringsselskab efter selskabsskatteloven - på den del af aktivets værdi, der svarer til de genvundne afskrivninger.
Ved lov nr. 1883 af 29. december 2015 blev bestemmelsen ændret, så der ved skattefri omstrukturering mellem en pensionskasse m.v. og et livsforsikringsselskab med livsforsikringsselskabet som den fortsættende institution kun kan ske succession i værdier, der indgår i opgørelsen af beskatningsgrundlaget for den fortsættende institution.
Da et livsforsikringsselskab ikke beskattes direkte af indkomstårets formueafkast, indebærer det, at et livsforsikringsselskab ikke kan succedere i de skattemæssige værdier af formueaktiverne i en pensionskasse.
Herefter skal aktiver og passiver, hvori der ikke sker succession, anses for afstået til handelsværdien i den overdragende pensionskasse ved opgørelsen af beskatningsgrundlaget i det sidste indkomstår, hvor pensionskassen er en selvstændig skattepligtig institution. Bestemmelsen medfører, at der vil skulle ske afståelsesbeskatning af aktiver og passiver, herunder beskatning af genvundne afskrivninger efter afskrivningslovens regler, til handelsværdien, selvom omdannelsen foretages efter pensionsafkastbeskatningslovens § 18.
I praksis vil bestemmelsen kun få betydning for beskatningen af pensionskassens afskrivningsberettigede aktiver, da pensionskassens øvrige aktiver og passiver i forvejen opgøres på baggrund af markedsværdier.
For omdannelser m.v. fra en pensionskasse m.v. til et livsforsikringsselskab efter pensionsafkastbeskatningslovens § 18, er det i PAL § 18, stk. 6, 3. pkt. anført, at afståelsessummen for driftsmidler omfattet af afskrivningslovens § 5 D ikke forhøjes med 15 pct. efter afskrivningslovens § 5 D, stk. 4.
For at undgå, at en pensionskasse m.v., der omdannes til et livsforsikringsselskab efter PAL § 18, kan undgå beskatning efter afskrivningslovens § 5 D, hvis det afstår driftsmidlet efter omdannelsen, men før 1. januar 2018, er det i PAL § 18, stk. 6, 4. pkt. fastsat, at der skal opgøres en skatteforpligtelse svarende til, hvad afskrivningslovens § 5 D ville have medført af merbeskatning, hvis den havde fundet anvendelse ved omdannelsen m.v. til livsforsikringsselskab. Hvis driftsmidlet afstås inden den 1. januar 2018, medregnes skatteforpligtelsen til pensionsafkastskatten for det indkomstår, hvor driftsmidlet afstås. Skatteforpligtelsen bortfalder den 1. januar 2018.
x