Indhold

Dette afsnit beskriver de skattepligtige efter PAL § 1, stk. 1 og 3.

Dette afsnit indeholder

  • Fuldt skattepligtige personer efter KSL § 1
  • Særligt for begrænset skattepligtige personer og personer der er hjemmehørende i udlandet ifølge en DBO
  • Særligt for pensionsberettigede, som anses for bosat i Grønland efter DBO`en mellem Danmark og Grønland (PAL § 1, stk. 3)
  • Fritagelse for PAL-skattetræk
  • Fuldt skattepligtige selskaber efter SEL § 1 og FBL § 1

Fuldt skattepligtige personer efter KSL § 1

Skattepligtige personer efter PAL § 1, stk. 1, er pensionsberettigede, der er fuldt skattepligtige til Danmark, dvs. omfattet af KSL § 1, og som ikke anses for at høre hjemme i udlandet eller Færøerne efter en eventuel dobbeltbeskatningsoverenskomst, jf. dog PAL § 23 a, stk. 3, der vedrører udbetaling af negativ skat. Se afsnit C.G.4.1.5 om udbetaling af negativ skat.

De personer, der er omfattet af KSL § 1 er:

  1. personer, der har bopæl i Danmark,
  2. personer, som ikke har bopæl i Danmark, men opholder sig her i et tidsrum af mindst seks måneder, heri medregnet kortvarige ophold i udlandet på grund af ferie eller lignende,
  3. en dansk statsborger, der ikke er omfattet af nr. 1 og 2, og gør tjeneste eller varigt opholder sig om bord på skibe med hjemsted i Danmark. Dette gælder ikke, hvis personen godtgør, at have bopæl i udlandet, eller at han/hun aldrig har haft bopæl i Danmark. En udenlandsk statsborger, der inden sin tjeneste eller sit ophold om bord senest har været skattepligtig i Danmark i medfør af bestemmelserne i KSL § 1, sidestilles i denne forbindelse med dansk statsborger,
  4. danske statsborgere, som af den danske stat, regioner eller kommuner er udsendt til tjeneste uden for det danske rige, og som ikke er omfattet af nr. 1 eller 2. Dette gælder også for disse personers samlevende ægtefæller og hjemmeboende børn, der ikke er fyldt 18 år ved indkomstårets begyndelse. De pågældende ægtefæller og børn skal være danske statsborgere, og de må ikke være indkomstskattepligtige til fremmed stat efter de regler, der gælder for personer, der bor i denne stat.

Se også Den Juridiske Vejledning, afsnit C.F.1, om fuld skattepligt.

Bemærk

Er en person dobbeltdomicileret og hører hjemme i udlandet eller Færøerne efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten, er personen ikke skattepligtig efter PAL. Se

Særligt for begrænset skattepligtige personer og personer der er hjemmehørende i udlandet ifølge en DBO

Begrænset skattepligtige personer med pensionsordninger i danske penge- og pensionsinstitutter er skattepligtige til og med indkomståret 2009 efter § 1, stk. 2, i lov om beskatning af visse pensionskapitaler, lovbekendtgørelse nr. 1075 af 15. november 2006. Fra og med indkomståret 2010 er begrænset skattepligtige personer ikke længere PAL-skattepligtige, idet begrænset skattepligtige ikke er omfattet af PAL.

Fuldt skattepligtige personer med pensionsordninger i danske og udenlandske penge- og pensionsinstitutter, der ophører med at være fuldt skattepligtige til Danmark i indkomståret 2010 eller senere, eller som er fuldt skattepligtige, men bliver hjemmehørende i udlandet eller Færøerne efter en DBO, er ikke PAL-skattepligtige. PAL-skattepligten ophører fra det tidspunkt hvor personen

  • ikke længere er fuldt skattepligtig til Danmark eller
  • bliver hjemmehørende i udlandet eller Færøerne ifølge en DBO.

 Bemærk

Se nedenfor om pensionsberettigede, som anses for bosat i Grønland efter DBO´en mellem Danmark og Grønland

 

Særligt for pensionsberettigede, som anses for bosat i Grønland efter DBO´en mellem Danmark og Grønland (PAL § 1, stk. 3)

 

Regel 

 

Pensionsberettigede, som anses for bosat i Grønland efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Grønland og Danmark, er fra og med indkomståret 2013 skattepligtige af pensionsordninger omfattet af PAL § 1, stk. 1 i danske pengeinstitutter, pensionskasser og forsikringsselskaber m.v. Se PAL § 1, stk. 3.  

Baggrund

Ved lov nr. 1227 af 18. december 2012 er pensionsafkastbeskatningsloven ændret, så den fremover også omfatter pensionsberettigede med skattebegunstigede pensionsordninger i danske penge- og pensionsinstitutter, der er bosat i Grønland efter den dansk-grønlandske dobbeltbeskatningsoverenskomst. Det vil sige, pensionsberettigede med skattebegunstigede pensionsordninger i danske penge- og pensionsinstitutter, der er fuldt skattepligtige til Danmark, men er bosat i Grønland efter den dansk-grønlandske dobbeltbeskatningsoverenskomst, samt pensionsberettigede med skattebegunstigede pensionsordninger i danske penge- og pensionsinstitutter, der ikke er fuldt skattepligtige til Danmark, men er fuldt skattepligtige til Grønland og derfor er bosat der efter den dansk-grønlandske dobbeltbeskatningsoverenskomst. Eksempelvis de pensionsberettigede, der i forbindelse med flytning til Grønland, helt har opgivet deres bolig m.v. i Danmark, og derfor kun er fuldt skattepligtige til Grønland, og de pensionsberettigede, der fortsat er begrænset skattepligtige her til landet f.eks. af lejeindtægt, men kun er fuldt skattepligtige til Grønland.

Ændringen af pensionsafkastbeskatningsloven implementerer tillægsaftalen til den dansk-grønlandske dobbeltbeskatningsoverenskomst om opkrævning af pensionsafkastskat af en skattebegunstiget pensionsordning, som en person, der er bosat i den ene del af riget, har i et penge- eller pensionsinstitut i den anden del af riget. Tillægsaftalen blev underskrevet den 20. februar 2012 og indebærer bl.a., at Danmark skal beskatte det løbende afkast af en skattebegunstiget pensionsordning i et dansk penge- eller pensionsinstitut, der ejes af en person, der er bosat i Grønland, som om personen var bosat i Danmark. Danmark skal efter udløbet af hvert kalenderår overføre den skat, der i året er opkrævet af afkastet af ordningen til Grønland.

Rent praktisk vil SKAT tilbagekalde de fritagelseserklæringer, der er udstedt til de personer, med pensionsordninger i danske penge- og pensionsinstitutter, der er bosat i Grønland efter den dansk-grønlandske dobbeltbeskatningsoverenskomst, samt give penge- og pensionsinstituttet besked herom. Instituttet skal herefter annullere de modtagne fritagelsesblanketter for de af deres kunder, som de har fået oplyst af SKAT, har fået tilbagekaldt deres fritagelseserklæring. Når fritagelsesblanketterne er annulleret, vil de danske penge- og pensionsinstitutter fra og med indkomståret 2013 skulle beregne, indeholde og indbetale pensionsafkastskat af de pensionsopsparere, der er fuldt skattepligtige til Grønland og bosat der efter den dansk-grønlandske dobbeltbeskatningsoverenskomst på samme måde som, hvis pensionsopspareren havde været fuldt skattepligtig til Danmark og bosat i denne del af riget efter den dansk-grønlandske dobbeltbeskatningsoverenskomst.

Af § 1, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1138 af 22. oktober 2014 fremgår det, at danske forsikringsselskaber m.v., der udbyder ordninger omfattet af PAL § 1, stk. 1, og som får meddelse fra SKAT om, at de har pensionsberettigede, der er bosat i Grønland, skal give SKAT oplysninger om den samlede pensionsafkastskat for de cpr-numre, som forsikringsselskabet m.v. får oplyst af SKAT via TastSelv Erhverv. Oplysningerne skal gives til SKAT efter de retningslinjer, der er foreskrevet herfor i TastSelv Erhverv, senest en måned efter meddelelsens datering.  

 

Fritagelse for PAL-skattetræk

Pensionsberettigede, der ikke er skattepligtige efter PAL, kan søge om at blive fritaget for PAL-skattetræk.

Dette medfører, at den pensionsberettigedes danske eller udenlandske penge- og pensionsinstitut kan undlade at indeholde og indbetale PAL-skat til Danmark efter, at den pensionsberettigede er hørt op med at være fuldt skattepligtig til Danmark, eller hvis den pensionsberettigede anses for hjemmehørende i udlandet i medfør af en DBO. Se bekendtgørelse nr. 1311 af 18. december 2012 om fritagelse for indeholdelse og indbetaling af pensionsafkastskat.

Den pensionsberettigede skal bruge blanket 07.058 til ansøgningen, der skal sendes til Skattecenter Maribo, Brovejen 15A, 4930 Maribo.

Ansøgeren skal vedlægge dokumentation for at den pensionsberettigede ikke er skattepligtig efter PAL § 1, stk. 1 og 3. Afhængig af baggrunden for at den pensionsberettigede ikke længere er skattepligtig efter PAL § 1, stk. 1 og 3, skal det dokumenteres, at: 

  • den fulde skattepligt til Danmark er ophørt eller,
  • at den pensionsberettigede alene er begrænset skattepligtig til Danmark eller,
  • at den pensionsberettigede efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst (DBO) er skattemæssigt hjemmehørende i et andet land end Danmark, såfremt han er fuldt skattepligtig til både Danmark og et andet land som Danmark har indgået en DBO med.

Ansøgeren skal give SKAT og penge- og pensionsinstituttet besked, hvis ansøgeren igen bliver fuldt skattepligtig til Danmark eller hjemmehørende i Danmark efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst. Hvis ansøgeren ikke giver besked herom, kan vedkommende straffes med bøde. Se § 4 i bekendtgørelse nr. 1311 af 18. december 2012 om fritagelse for indeholdelse og indbetaling af pensionsafkastskat.

Attest for PAL-skattefritagelse

SKAT udsteder en attest, hvor SKAT godkender, at penge- eller pensionsinstituttet er fritaget for at indeholde og indbetale PAL-skat for den pensionsberettigede.

Ophør af skattefritagelse

SKAT kan tilbagekalde en fritagelseserklæring, hvis

  • betingelserne ikke længere er opfyldt eller
  • den pensionsberettigede ikke imødekommer gentagne henvendelser om fornyet dokumentation for, at den pensionsberettigede ikke er skattepligtig efter PAL § 1, stk. 1 eller 3.

Fuldt skattepligtige efter SEL § 1 og FBL § 1

Skattepligtige selskaber og fonde efter PAL § 1, stk. 1, er pensionsberettigede

  • som er fuldt skattepligtige til Danmark efter SEL § 1 eller FBL § 1, og
  • som ikke anses for at høre hjemme i udlandet, Grønland eller Færøerne efter en eventuel dobbeltbeskatningsoverenskomst.

Pensionsberettigede er

  • selskaber og fonde, der har afdækket deres pensionsforpligtelse som arbejdsgiver overfor direktøren i et pensionsinstitut, eller
  • den kommunale forening, der har afdækket sine tjenestemandsforpligtelser i et pensionsinstitut.

Det fremgår af SEL § 1, at:

"Skattepligt i henhold til denne lov påhviler følgende selskaber og foreninger mv., der er hjemmehørende her i landet:

1) indregistrerede aktieselskaber,

2) andre selskaber, i hvilke ingen af deltagerne hæfter personligt for selskabets forpligtelser, og som fordeler overskuddet i forhold til deltagernes i selskabet indskudte kapital,

2a) sparekasser, andelskasser, sammenslutninger af andelskasser efter §§ 89-96 i lov om finansiel virksomhed og foreninger oprettet i henhold til § 207 i lov om finansiel virksomhed,

2b) (Ophævet).

2c) (Ophævet).

2d) DSB.

2e) elselskaber, hvorved i denne lov forstås selskaber mv., i hvis aktiviteter indgår produktion, transport, handel eller levering af elektricitet. Skattepligten gælder uanset elselskabets organisationsform. Indregistrerede aktieselskaber omfattes dog af nr. 1. Hvis aktivitet som nævnt i 1. pkt. udøves af et interessentskab, beskattes interessenterne efter reglerne i denne bestemmelse, jf. dog § 3, stk. 7. Produktion og forbrug af elektricitet i tog, skibe, luftfartøjer eller andre transportmidler og produktion af elektricitet på nødstrømsanlæg i tilfælde, hvor den normale elektricitetsforsyning svigter, medfører ikke skattepligt efter denne bestemmelse, hvis selskabet ikke i øvrigt har aktiviteter som nævnt i 1. pkt.,

2f) kommuner, der driver netvirksomhed og øvrig virksomhed, som enten er omfattet af elforsyningslovens § 2, stk. 1, eller undtaget efter § 2, stk. 4, fra elforsyningslovens bestemmelser (elnæringsvirksomhed), jf. dog § 1, stk. 1, nr. 1 og 2 e. Skattepligten omfatter indtægt ved sådan virksomhed samt fortjeneste og tab ved afhændelse, afståelse eller opgivelse af formuegoder, der har eller har haft tilknytning til sådan virksomhed. Hvis kommunen producerer elektricitet og varme i samproduktion, omfatter skattepligten tillige indtægt ved varmeproduktion. Indtægt ved produktion af elektricitet og varme ved afbrænding af affald er dog undtaget fra skattepligten,

2g) Energinet dk,

3) andelsforeninger, det vil i denne lov sige foreninger, hvis formål er at fremme mindst 10 medlemmers fælles erhvervsmæssige interesser gennem deres deltagelse i foreningens virksomhed som aftagere, leverandører eller på anden lignende måde, hvis omsætning med ikkemedlemmer ikke væsentligt eller længerevarende overskrider 25 procent af den samlede omsætning, og som, bortset fra normal forrentning af en indbetalt medlemskapital, anvender den stedfundne omsætning med medlemmerne som grundlag for udlodning til disse. Andelsforeninger kan være omfattet af 1. pkt., selv om de ejer aktier eller anparter i selskaber, der ikke opfylder betingelserne i 1. pkt.,

3a) brugsforeninger, som ikke er omfattet af nr. 3, hvis formål er at fremme medlemmernes fælles interesser gennem deres deltagelse som aftagere i foreningens virksomhed eller i foreningens helt eller delvis ejede selskaber, såfremt leverancer anvendes helt eller delvis til medlemmernes eller medlemsforeningernes private forbrug, og såfremt udlodninger, bortset fra normal forrentning af en indbetalt medlemskapital, til medlemmer, eventuelt efter brugsforeningens bestemmelse kun til personlige medlemmer, finder sted på grundlag af foreningens og udvalgte underliggende selskabers omsætning med de pågældende medlemmer eller foreningen ved opløsning i stedet vælger at foretage udlodning til gavn for brugsforeningsbevægelsen eller til fremme af almene forbrugerinteresser efter tilladelse fra Skatterådet,

4) foreninger, hvis formål er at fremme medlemmernes fælles erhvervsmæssige interesser gennem deres deltagelse i foreningens virksomhed som aftagere, leverandører eller på anden lignende måde, og som ikke er omfattet af nr. 2, 3 eller 3 a,

5) gensidige forsikringsforeninger, der ikke er omfattet af §§ 294-303 i lov om finansiel virksomhed, medmindre den gensidige forsikringsforening udelukkende driver sygeforsikringsvirksomhed og told- og skatteforvaltningen har truffet bestemmelse om, at den pågældende forsikringsforening er omfattet af nr. 6, samt selskaber, foreninger mv., der er opstået ved ændring af en gensidig forsikringsforening, efter at denne har overdraget sin forsikringsvirksomhed, jf. § 14 d i fusionsskatteloven, og som ikke er omfattet af nr. 1, nr. 2 eller fondsbeskatningsloven,

5a) investeringsforeninger, der udsteder omsættelige beviser for medlemmernes indskud, bortset fra investeringsselskaber, jf. aktieavancebeskatningslovens § 19, stk. 2, og bortset fra udloddende investeringsforeninger, jf. ligningslovens § 16 C,

5b) fonde og foreninger som nævnt i § 216 i lov om finansiel virksomhed, KommuneKredit og Dansk Eksportfinansieringsfond,

6) andre foreninger, korporationer, stiftelser, legater og selvejende institutioner, jf. dog § 3, for så vidt foreningen mv. ikke er omfattet af fondsbeskatningsloven. Skattepligten omfatter alene indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed samt fortjeneste eller tab ved afhændelse, afståelse eller opgivelse af formuegoder, der har eller har haft tilknytning til den erhvervsmæssige virksomhed."

Det fremgår af FBL § 1, at:

"Skattepligt i henhold til denne lov omfatter:

1) Fonde, der er omfattet af lov om fonde og visse foreninger eller af lov om erhvervsdrivende fonde, medmindre fonden er undtaget fra disse love.

2) Foreninger, der er omfattet af lov om fonde og visse foreninger, for så vidt foreningen ikke er skattepligtig efter nr. 3.

3) Foreninger, der er omfattet af lov om fonde og visse foreninger for så vidt angår:

a) arbejdsgiverforeninger og fagforeninger,

b) andre faglige sammenslutninger, hvis kapital er bestemt til anvendelse til understøttelse af medlemmer under faglig konflikt, samt

c) foreninger, hvis midler hovedsagelig hidrører fra de under litra a og b nævnte foreninger, såfremt foreningen har som et formål at understøtte virksomheder eller personer under faglig konflikt eller faktisk yder en sådan understøttelse.

4) Fonde og andre selvejende institutioner, der er oprettet i udlandet, Færøerne eller Grønland, hvis ledelsen har sæde her i landet. Dette gælder, uanset hvor fonden eller den selvejende institution eventuelt er indregistreret."

Se også afsnit C.D.1.1, fuldt skattepligtige selskaber mv.