Indhold
Dette afsnit beskriver de forskellige typer af særlige nummerplader.
Afsnittet indeholder:
- Ønskenummerplade
- Historisk nummerplader
- Skilte til diplomater og konsuler
- Prøveskilte
- Prøvemærker.
Ønskenummerplade
SKAT kan tillade, at en person bruger et ønskenummer på nummerpladen (ønskenummerplade).
Ønskenummeret skal bestå af mindst to og højst syv latinske bogstaver eller arabiske tal. Et ønskenummer må ikke være egnet til at vække anstød eller medføre ulempe for nogen.
Hvis flere personer ansøger om samme nummer, bliver nummeret givet til den, som SKAT først har modtaget en ansøgning fra.
Nummerpladen udleveres samtidig med, at køretøjet registreres med ønskenummeret. Registrering skal ske senest 6 måneder efter, at SKAT har imødekommet ansøgningen. Er registrering ikke sket inden fristens udløb, taber man retten til ønskenummeret, og nummerpladen bliver destrueret efter forudgående varsel af den, der har søgt om ønskenummeret.
Retten til et ønskenummer kan kun overdrages til en anden i følgende tilfælde;
- til rettighedshaverens ægtefælle. Tilsvarende gælder i forbindelse med opløsning af ægteskab
- til en person, der er samboende med rettighedsindehaveren, hvis den fælles bopæl har bestået de seneste 5 år. Tilsvarende gælder i forbindelse med afvikling af den fælles bopæl
- til en efterladt ved rettighedsindehaverens død, hvis vedkommende har haft fælles bopæl med afdøde de sidste 2 år før dødsfaldet.
Ønskenummerpladen kan dog inden for rettighedsperioden overføres til et andet køretøj, som registreres til den, der har retten til at bruge ønskenummeret.
Retten til et ønskenummer gælder i 8 år regnet fra den første registrering af et køretøj med ønskenummeret (rettighedsperioden).
Retten til et ønskenummer kan forlænges med en ny periode på 8 år mod betaling. En ansøgning om at forlænge retten til ønskenummeret skal gives til SKAT inden rettighedsperioden udløber, men modtages tidligst 3 måneder før rettighedsperiodens udløb.
Ønsker en person ikke at forlænge retten til at bruge ønskenummeret, skal ønskenummerpladen afleveres til SKAT eller en autoriseret nummerpladeoperatør senest ved rettighedsperiodens udløb. Samtidig skal køretøjet afmeldes eller omregistreres med et nyt registreringsnummer.
Den, der har retten til nummerpladen, kan, hvis ønskenummerpladen er afmeldt inden rettighedsperiodens udløb, bestille ønskenummerpladen på ny til registrering for den resterende del af rettighedsperioden til samme ejer eller til en person som nævnt i registreringslovens § 11, stk. 2. En sådan bestilling skal gives inden et år efter afmeldingen og inden udløbet af rettighedsperioden.
Se Bekendtgørelse nr. 1315 af 9. december 2014 om registrering af køretøjer (registreringsbekendtgørelsen)§ 73.
Historiske nummerplader
SKAT kan tillade brug af en historisk nummerplade på et køretøj, der er registreret første gang før den 1. april 1976. En historisk nummerplade er en nummerplade af en type og med et registreringsnummer fra før den 1. april 1976, der svarer til køretøjets art og tidspunkt for køretøjets første registrering. Hvis der ønskes et særligt registreringsnummer, skal nummeret være oplyst i anmodning om en historisk nummerplade. Der udleveres kun historiske nummerplader til personbil og motorcykel.
Registrering skal ske senest 6 måneder efter, at ansøgningen er imødekommet. Nummerpladen bliver destrueret, hvis registreringen ikke er sket inden fristens udløb.
En historisk nummerplade følger køretøjet. Nummerpladen skal afleveres til SKAT eller en autoriseret nummerpladeoperatør, hvis køretøjet bliver afmeldt eller omregistreret med et nyt registreringsnummer.
Se registreringsbekendtgørelsen § 74.
Skilte til diplomater og konsuler
Køretøjer, der tilhører medlemmer af det diplomatiske korps, forsynes med nummerplader, hvor registreringsnummeret vises på en blå baggrund. Se registreringsbekendtgørelsens § 75.
Prøveskilte
SKAT kan udlevere nummerplader i form af prøveskilte (faste prøveskilte) til erhvervsdrivende fysiske eller juridiske personer, der vedvarende og i et ikke uvæsentligt omfang har brug for skiltene i deres erhverv til kørsel som nævnt i registreringsbekendtgørelsen §§ 77-80.
Prøveskiltet bliver kun udleveret, hvis modtageren har tegnet ansvarsforsikring for kørsel med prøveskiltet efter reglerne i bekendtgørelse om ansvarsforsikring af motorkøretøjer mv.
Et prøveskilt udleveres for en periode på 5 år.
Hvis der er udleveret et prøveskilt, registreres det i Motorregistret. SKAT udsteder en attest om dette.
Retten til et prøveskilt kan ikke overdrages.
SKAT kan inddrage et prøveskilt, hvis skiltet bruges i strid med reglerne efter registreringsbekendtgørelsens §§ 77-80, eller hvis indehaveren af rettigheden i øvrigt ikke længere opfylder betingelserne.
Se registreringsbekendtgørelsen § 76.
Hvornår bruges prøveskilte, og med hvilke formål må de bruges?
Prøveskilte bruges til kørsel med et uregistreret køretøj af en type, der skal registreres efter registreringsbekendtgørelsens §§ 3-5.
Prøveskilte må kun bruges til midlertidig eller lejlighedsvis kørsel til følgende formål:
- Afprøvning og indstilling af et nyt køretøj, men ikke til tilkørsel af køretøjet
- Kørsel i forbindelse med import eller eksport af et køretøj til/fra det sted her i landet, hvor importøren eller eksportøren har adresse, herunder virksomhedsadresse
- Kørselsprøve i anledning af reparation af et køretøj, men ikke til tilkørsel af et istandsat køretøj
- Afhentning eller udbringning af et køretøj i anledning af at det skal repareres eller sælges
- Kørsel, der er nødvendig i forbindelse med registrering eller godkendelse af et køretøj
- Overførsel af et køretøj til anden forhandler, andet udsalgs- eller udstillingssted eller lager. Et demonstrationssted, der ikke hører under færdselslovens område, hvor køretøjet præsenteres for publikum i salgsøjemed, fx en væddeløbsbane eller en dyrskueplads, sidestilles med et udstillingssted
- Demonstration af et køretøj for en forhandler eller dennes personale
- Demonstration eller prøve af et køretøj i anledning af salg. Kørslen må kun finde sted efter forudgående anmodning i hvert enkelt tilfælde fra en eventuel køber af et køretøj af den pågældende type
- Optagelse af fotografier eller film af et køretøj. Kørslen må kun foretages af en fabrikant eller importør af køretøjer, og kun for at fremstille reklamemateriale for køretøjet
- Kortvarig kørsel her i landet i et optog i forbindelse med åbning af salg af lodsedler til velgørende eller almennyttige formål, eller i forbindelse med en lokal børnehjælpsdag, dyrskue eller lignende arrangementer. Kørslen må kun ske efter tilladelse fra politiet i hvert enkelt tilfælde.
Se registreringsbekendtgørelsens § 77, stk. 2, nr. 1-10.
Prøveskilte må ikke bruges på køretøjer, der bruges til transport af gods eller personer, der er uvedkommende for formålet med kørslen. Se registreringsbekendtgørelsens § 77, stk. 3.
Prøveskilte må ikke bruges på køretøjer, der er farlige for færdselssikkerheden. Se registreringsbekendtgørelsens § 78, stk. 1.
Prøveskilte kan bruges på et motordrevet køretøj, der er registreret uden tilkoblingsanordning, hvis køretøjet er forsynet med en tilkoblingsanordning, og køretøjet kun bruges sammen med et tilkoblet køretøj til et af de formål, der er nævnt i registreringsbekendtgørelsens § 77, stk. 2, nr. 1, og nr. 3-5. Se § 78, stk. 3.
Prøveskilte kan bruges til kørsel med blokvogn eller mobilkran til de formål, der er nævnt i registreringsbekendtgørelsen § 77, stk. 2, nr. 1, og nr. 3-5. Se § 78, stk. 3.
Hvem må bruge prøveskiltet?
Et prøveskilt må, med de undtagelser der er anført nedenfor, kun bruges af den, der har fået udleveret prøveskiltet og ansatte hos denne.
Ved demonstrationskørsel som nævnt i registreringsbekendtgørelsen § 77, stk. 2, nr. 7 og 8, med et køretøj, der ikke kan medføre passagerer, kan køretøjet med prøveskilte
- udlånes til forhandleren og dennes personale eller
- den interesserede køber, dennes pårørende og
- personer, der bistår køberen med at bedømme køretøjet,
til afprøvning for et kortere tidsrum inden for den nærmeste omegn.
Ved demonstrationskørsel som nævnt i registreringsbekendtgørelsen § 77, stk. 2, nr. 7 og 8, med et køretøj, der kan medføre passagerer, kan køretøjet føres af de personer, som er nævnt ovenfor, hvis prøveskilteindehaveren eller en ansat hos denne befinder sig i køretøjet under kørslen.
Derudover kan køretøjet udlånes til selvstændig afprøvning eller demonstrationskørsel, hvis kørslens varighed ikke overstiger 3 timer, og der under kørslen er medbragt dokumentation for, at udlånet ikke overstiger 3 timer. Denne dokumentation kan kun ske på en blanket, der er godkendt af SKAT. Udfyldte blanketter skal opbevares af indehaveren af prøveskiltet i mindst 3 måneder efter, at kørslen har fundet sted.
Et prøveskilt udleveres til enten bil eller motorcykel.
Prøveskilte til bil bliver også brugt ved kørsel med traktor, motorredskab og påhængskøretøj. Hvis prøveskilte bliver brugt til et påhængskøretøj, skal det ene skilt monteres bag på påhængskøretøjet.
Prøveskilt til motorcykel bliver også brugt ved kørsel med knallert.
Se SKM2014.793.SANST, hvor Skatteankestyrelsen har stadfæstet SKATs afgørelse om, at kørsel ikke var i overensstemmelse med reglerne om kørsel med faste prøveskilte, og at bilen med rette var afgiftspligtig, da bilen var taget i brug på færdselslovens område. Kørslen i Danmark kunne ikke anses for bagatelagtig. Bilen var på standsningstidspunktet ikke ført af indehaveren af prøveskiltet eller dennes ansatte.
Se registreringsbekendtgørelsens § 79.
Prøvemærker
SKAT kan udlevere et prøvemærke (selvklæbende plastfolie) til en fysisk eller juridisk person til kørsel som nævnt i § 77, § 78 og § 79, stk. 1.
SKAT kan dog tillade brug af prøvemærker til kørsel med:
- Køretøj, der er registreret første gang for mere end 35 år siden, og som udelukkende skal bruges af teknisk historiske grunde til lejlighedsvis kørsel. Køretøjet skal forinden være godkendt af en syns- eller omsynsvirksomhed i den pågældende ejers ejertid, uden at køretøjets nummerplader efterfølgende er inddraget på grund af mangler ved køretøjet
- Køretøj, der deltager i arrangerede motorløb på baner eller ruter, der er godkendt af politiet, til kørsel mellem disse baner eller ruter. Køretøjet skal inden for de sidste 2 år være godkendt efter bekendtgørelse om godkendelse og syn af køretøjer med dispensation for biler eller motorcykler beregnet til motorløb. Prøvemærket udleveres til den, der skal deltage i motorløbet, og som foreviser den nævnte dokumentation.
Se registreringsbekendtgørelsens § 81, stk. 2.
SKAT udsteder en tilladelse til brug af et prøvemærke med oplysning om formålet med brugen og betingelser for brugen. Tilladelsen skal medbringes under kørsel på færdselslovens område og efter anmodning vises til politiet eller SKAT.
En tilladelse kan højst have en gyldighed på 7 dage bortset fra det tilfælde, der er nævnt i registreringsbekendtgørelsen § 72, stk. 2, hvor tilladelsen kan gives for op til 3 måneder. Et prøvemærke må ikke bruges, når tilladelsen er udløbet.
SKAT tegner en ansvarsforsikring for brug af prøvemærker i EU/EØS-stater, men ikke Færøerne og Grønland.
Et prøvemærke er af selvklæbende plastfolie. På prøvemærket er der angivet et løbenummer og prøvemærkets gyldighedsperiode.
Et prøvemærke udleveres tidligst 14 dage før gyldighedsperiodens begyndelse.
Registreringsbekendtgørelsen §§ 68-70 gælder også for anvendelse af prøvemærker.
Et prøvemærke skal ikke afleveres efter brug.
Se registreringsbekendtgørelsen §§ 81-83.
Bemærk
Der er ikke en international regulering om brug af prøveskilte og prøvemærker. Det beror på aftaler mellem de enkelte stater, om de vil anerkende hinandens prøveskilte m.v.
Der er den 12. november 1985 indgået en overenskomst mellem Danmark, Finland, Norge og Sverige om gensidig anerkendelse af køretøjer og registrering af køretøjer. Denne overenskomst omfatter også brug af prøveskilte, men ikke brug af prøvemærker. Overenskomsten er her i landet udstedt som bekendtgørelse nr. 28 af 7. april 1986.
Danmark har en forståelse med Tyskland om brug af danske prøveskilte og prøvemærker i Tyskland. Danske prøveskilte og prøvemærker må herefter bruges ved transport af et køretøj fra Danmark til eller gennem Tyskland, men ikke ved udførsel af et køretøj fra Tyskland. Se nyhedsbrev af 16. marts 2010.
Afgørelser samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse
|
Afgørelsen i stikord
|
Yderligere kommentarer
|
Byretsdomme
|
SKM2015.328.BR
|
Sagen omhandlede sagsøgerens hæftelse for registreringsafgiften af en bil(specialbil), jf. registreringsafgiftslovens § 20. Omdrejningspunktet i sagen var, hvorvidt bilen var blevet taget i brug på færdselslovens område og hvorvidt sagsøgeren var ejer af bilen. Retten fandt, at sagsøgeren ved kørsel til G1 og til G2 havde ført bilen med prøveskilte i strid med reglerne i registreringsbekendtgørelsens § 77, stk. 2 og 3. Bilen var således taget i brug på færdselslovens område og skulle derfor have været indregistreret, jf. registreringslovens § 2, stk. 1, nr. 1.
|
|
Skatteankestyrelsesafgørelser
|
SKM.2014.793.SANST
|
Skatteankestyrelsen har stadfæstet SKATs afgørelse om, at kørsel ikke var i overensstemmelse med reglerne om kørsel med faste prøveskilte, samt at bilen med rette var afgiftspligtig, da bilen var taget i brug på færdselslovens område. Kørslen i Danmark kunne ikke anses for bagatelagtig.
|
|