Indhold

Dette afsnit beskriver, hvilke retsvirkninger reglerne i FUL § 8 medfører for en skattefri spaltning af et dansk selskab.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Succession
  • Begrænset anvendelse af FUL § 8, stk. 1-4
  • Det indskydende selskab ophører
  • Det indskydende selskab ophører ikke
  • Underskudsfremførsel
  • Fremførsel af tab
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Regel

Bestemmelserne i FUL § 8 om den skattemæssige behandling af de aktiver og passiver, der ved en fusion er i behold i det indskydende selskab, anvendes tilsvarende ved spaltning af et dansk selskab. Se FUL § 15 b, stk. 2, 1. pkt.

Succession

Anvendelsen af FUL § 8 indebærer, at aktiver og passiver, der ved spaltningen overføres fra det indskydende selskab til et modtagende selskab, behandles som om

  • de var anskaffet af dette selskab på de tidspunkter, hvor de er erhvervet af det indskydende selskab, og
  • for de anskaffelsessummer, hvortil de er erhvervet af dette selskab

ved opgørelsen af det pågældende modtagende selskabs skattepligtige indkomst.

Begrænset anvendelse af FUL § 8, stk. 1-4

Reglerne i FUL § 8, stk. 1-4, anvendes dog ikke på alle aktiver og passiver, der tilhører det spaltende selskab.

FUL § 8, stk. 1-4, anvendes kun på de af det indskydende selskabs aktiver og passiver mv., der ved spaltningen bliver knyttet til et dansk modtagende selskab eller til et udenlandsk modtagende selskabs faste driftssted eller faste ejendom i Danmark. Se FUL § 15 b, stk. 2, 4. pkt.

Det faste driftssted kan være et, der opstår ved spaltningen, men det kan også være et, som det udenlandske modtagende selskab havde i forvejen. Se afsnit C.D.1.2.2 om begrebet fast driftssted.

Reglerne i FUL § 8, stk. 1-4, anvendes ikke på eventuelle aktiver og passiver, der ved spaltningen udgår af dansk beskatningsret. Det gælder for eksempel aktiver og passiver i det indskydende danske selskabs udenlandske faste driftssteder, der ved spaltningen bliver knyttet til et modtagende udenlandsk selskab.

Det indskydende selskab ophører

Ved ophør af det indskydende danske selskab kan reglerne for eksempel heller ikke anvendes på anlægsaktier (typisk datterselskabsaktier), der ikke bliver knyttet til et udenlandsk modtagende selskabs faste driftssted her i landet, men til hovedkontoret i udlandet.

Ophører det danske selskab ved spaltningen, skal fortjeneste og tab på sådanne aktiver og passiver medregnes ved indkomstopgørelsen for det indskydende selskabs sidste indkomstår. Se SEL § 5.

Det indskydende selskab ophører ikke

Ophører det danske selskab ikke i forbindelse med spaltningen, vil beskatningen af aktiver og passiver, der går ud af dansk beskatningsret, blive foretaget efter de almindelige regler om afståelse mv. af skatterelevante aktiver og passiver.

Underskudsfremførsel

Reglen om underskudsfremførsel i FUL § 8, stk. 6, anvendes fuldt ud ved skattefri spaltning af et dansk selskab.

Det vil sige, at FUL § 8, stk. 6, anvendes ved både ophørsspaltning og grenspaltning. Det betyder, at reglen om, at underskud ikke kan anvendes af det modtagende selskab, finder anvendelse. Det vil kun give mening, at bestemmelsen i FUL § 8, stk. 6, anvendes, hvis der skal allokeres underskud til det modtagende selskab.

 

Ved ophørsspaltning skal det indskydende selskabs skattemæssige underskud fordeles på baggrund af en konkret vurdering, som tager hensyn til, hvordan aktiviteterne fordeles mellem de modtagende selskaber. Det fremgår af et svar fra Skatteministeriet til FSR (Skatteudvalget, alm. del - 2005-06, Bilag 74).

 

Det er SKATs opfattelse, at Skatteministeriets svar til Skatteudvalget viser, at FUL § 8, stk. 6, fordrer, at underskud skal fordeles efter en konkret vurdering, som tager hensyn til, hvordan aktiviteterne fordeles mellem de modtagende selskaber. Det er SKATs opfattelse, at denne fortolkning også gælder i forhold til skattefrie grenspaltninger og skattefrie tilførsler af aktiver. Det vil sige, at der skal foretages en konkret vurdering af, hvordan aktiviteterne fordeles mellem det indskydende og det modtagende selskab. Fordelingen af underskud må foretages på den baggrund.

 

 

Underskud i et indskydende selskab, der ikke ophører ved spaltningen, og som forbliver i det indskydende selskab efter spaltningen, kan fradrages i det indskydende selskabs indkomstopgørelse efter reglerne i SEL § 12.

Se også

Se afsnit C.D.5.2.7.3 om FUL § 8, stk. 6, om underskudsfremførsel ved skattefri fusion.

Fremførsel af tab

FUL § 8, stk. 8, begrænser alene fremførsel af tab i det modtagende selskab. Tab i det indskydende selskab, der ikke ophører ved spaltning, kan således fradrages i en fremtidig gevinst hos det indskydende selskab. Dette svarer til reglerne for fremførsel af skattemæssige underskud i det indskydende selskab.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

SKAT

SKM2006.285.SR

Skattefri spaltning. FUL § 8, stk. 6. Spørgsmål om selskab A's tab på aktier kunne anvendes af A efter skattefri aktieombytning og skattefri spaltning af A's nye moderselskab. FUL § 8, stk. 6, afskærer det modtagende selskab fra at udnytte skattemæssige underskud fra tidligere år. Bestemmelsen indebærer ingen begrænsninger for så vidt angår det indskydende selskab. FUL § 8, stk. 6, var ikke relevant for spørgsmålet.

Det er SKATs opfattelse, at afgørelsen burde have henvist til FUL § 8, stk. 8, om tab i stedet for FUL § 8, stk. 6, om underskud. Resultatet af afgørelsen er dog korrekt. Da FUL § 8, stk. 8, afskærer det modtagende selskab fra at udnytte skattemæssige tab, er bestemmelsen ikke relevant for A. A's tab på aktier kunne fortsat anvendes af A efter, at den beskrevne omstrukturering var gennemført. Afgørelsens bemærkning om, at bestemmelsen ikke indebærer begrænsninger for så vidt angår det indskydende selskab har ikke betydning for afgørelsens resultat, da A ikke var indskydende selskab i spaltningen.