Parter

A
(advokat Jan Moosmand)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Anders Vangsø Mortensen)

Afsagt af højesteretsdommerne

Peter Blok, Per Walsøe, Lene Pagter Kristensen, Jytte Scharling og Henrik Waaben

Sagens baggrund og parternes påstande

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 18. afdeling den 30. januar 2009.

Påstande

Appellanten, A, har for Højesteret gentaget sin principale påstand for landsretten om, at indstævnte, Skatteministeriet, skal anerkende, at der ikke har været grundlag for at forhøje hans skattepligtige indkomst for indkomstårene 1991-1994 og hans momsansættelser for årene 1991-1995.

Skatteministeriet har påstået stadfæstelse, idet ministeriet dog anerkender, at momsforhøjelserne for årene 1991, 1992, 1993 og 1995 vedrørende forretningen i ...1, nedsættes således, at de svarer til, at forretningens bruttoavance udgør 60 % i hvert af årene.

Subsidiært har Skatteministeriet nedlagt påstand om, at As skatteansættelser for indkomstårene 1991-1994 og momsansættelser for afgiftsperioden 1991-1995 hjemvises til fornyet behandling i SKAT.

Højesterets begrundelse og resultat

Som anført af landsretten er det ubestridt, at virksomhedernes regnskabsmateriale var mangelfuldt i et sådant omfang, at skatte- og afgiftsmyndighederne var berettigede til at tilsidesætte regnskaberne og foretage en skønsmæssig ansættelse af virksomhedernes indkomst og momstilsvar. Det påhviler herefter A at godtgøre, at disse skønsmæssige ansættelser er åbenbart urimelige eller hviler på et forkert grundlag, jf. herved SKM2009.37.HR. Denne bevisbyrde indebærer, at det som anført af landsretten ikke kan tillægges betydning, at A blev frifundet i straffesagen vedrørende overtrædelse af skatte- og momslovgivningen.

Af de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder Højesteret, at det ikke er godtgjort, at skatte- og afgiftsmyndighedernes ansættelse af As skattepligtige indkomst og momstilsvar som ejer eller medejer af de omhandlede virksomheder er åbenbart urimelig eller hviler på et forkert grundlag. Det bemærkes herved, at skatte- og afgiftsmyndighederne uanset de forhøjelser af virksomhedernes omsætning, som er foretaget på grundlag af de fundne interne regnskaber, har været berettigede til ved indkomstopgørelsen at tage udgangspunkt i de bogførte udgifter til varekøb, og at der ved Landsskatterettens kendelse for så vidt angår forretningerne i ...1 og ...2 er indrømmet fradrag for yderligere vareforbrug ved nedsættelse af bruttoavancen til 60 %. Det må også anses for berettiget, at skattemyndighederne alene har anerkendt udgifter til sort løn i det omfang, den pågældende medarbejder har kunnet identificeres. For så vidt angår forretningen i ...3 kan det forhold, at momskravet er frafaldet, ikke afskære skattemyndighederne fra at forhøje As indkomstansættelse.

Højesteret tiltræder endvidere, at skattemyndighederne har været berettiget til at betragte udbetalingerne i 1994 fra forretningen i ...4 til A som lønudbetalinger.

Højesteret stadfæster herefter dommen med den ændring, der følger af Skatteministeriets principale påstand for Højesteret.

Ved fastsættelsen af sagsomkostninger er der taget hensyn til, at sagen er behandlet sammen med Højesterets sager 51/2009 og 53/2009.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Landsrettens dom stadfæstes med den ændring, at Skatteministeriet skal anerkende, at momsforhøjelserne for årene 1991, 1992, 1993 og 1995 vedrørende forretningen i ...1, nedsættes således, at de svarer til, at forretningens bruttoavance udgør 60 % i hvert af årene.

I sagsomkostninger for Højesteret skal A betale 75.000 kr. til Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.