Sammenfatning
En person, der har nået efterlønsalderen, kan få udbetalt sin kapitalpension. Ved udbetalingen fratrækkes en afgift på 40 pct. af ordningens værdi. Konsekvensen af en sådan udbetaling er, at personen ikke har fradrags- eller bortseelsesret for indbetalinger til kapitalpensionsordninger i de efterfølgende indkomstår. Det gælder for indbetalinger, der er sket før d. 1. januar 2010, og igen for indbetalinger, der sker d. 14. april 2010 eller senere.
Det er Skatteministeriets opfattelse, at reglen skal praktiseres på den måde, at den har virkning for de indbetalinger på arbejdsgiveradministrerede kapitalpensionsordninger, medarbejderen har erhvervet ret til, som en del af lønnen for en optjeningsperiode, der påbegyndes d. 14. april 2010 eller senere.
For indbetalinger på privattegnede kapitalpensionsordninger har genindførelsen virkning for indbetalinger, der sker d. 14. april 2010 eller senere.
Skatteministeriets opfattelse
For at reglerne ikke utilsigtet skal få tilbagevirkende kraft, er det Skatteministeriets opfattelse, at der ved en arbejdsgivers indbetaling på en arbejdsgiveradministreret kapitalpensionsordning for ovennævnte personkreds, ikke alene skal lægges vægt på det faktiske tidspunkt for arbejdsgiverens indbetaling, men at der også skal lægges vægt på, hvornår den ansatte person har optjent og erhvervet ret til pensionsindbetalingen.
Da det ikke findes hensigtsmæssigt, at der i disse tilfælde skal foretages en opdeling af pensionsindbetalingen for en optjeningsperiode, hvor den første del af perioden ligger før d. 14. april 2010, og den anden del af perioden ligger efter, er det Skatteministeriets opfattelse, at bortseelsesretten efter pensionsbeskatningslovens § 19, stk. 1, 3. pkt., bortfalder for de indbetalinger, arbejdsgiveren foretager til en arbejdsgiveradministreret kapitalpensionsordning for den ansatte, når den ansatte har erhvervet ret til indbetalingen, som en del af lønnen for en optjeningsperiode, der påbegyndes d. 14. april 2010 eller senere.
Eksempel 1
Lønmodtageren har bagudbetalt månedsløn.
Lønnen for marts 2010 er udbetalt d. 31.marts 2010. Arbejdsgiveren har indbetalt 12 % af marts-lønnen på en kapitalpension d. 9. april 2010. Der er bortseelsesret for indbetalingen.
Lønnen for april 2010 er udbetalt d. 29. april 2010. Arbejdsgiveren har indbetalt 12 % af april-lønnen på en kapitalpension d. 7. maj 2010. Der er bortseelsesret for pensionsindbetalingen, fordi optjeningsperioden er påbegyndt inden d. 14. april 2010
Eksempel 2
Lønmodtageren har forudbetalt månedsløn.
Lønnen for april 2010 er udbetalt d. 31. marts 2010. Arbejdsgiveren har indbetalt 12 % af marts-lønnen på en kapitalpension d. 9. april 2010. Der er bortseelsesret for indbetalingen.
Lønnen for maj 2010 er udbetalt d. 30. april 2010. Arbejdsgiveren har indbetalt 12 % af april-lønnen på en kapitalpension d. 8. maj 2010. Der er ikke bortseelsesret for nogen del af pensionsindbetalingen, fordi optjeningsperioden er påbegyndt efter d. 14. april 2010.
Eksempel 3
Lønmodtageren har bagudbetalt 14-dagesløn.
Lønnen for perioden 29. marts - 11. april 2010 er udbetalt d. 15. april 2010. Arbejdsgiveren har indbetalt 12 % af lønnen på en kapitalpension d. 19. april 2010. Der er bortseelsesret for pensionsindbetalingen, fordi optjeningsperioden er påbegyndt inden d. 14. april 2010.
Lønnen for perioden 12. - 25. april 2010 er udbetalt d. 29. april 2010. Arbejdsgiveren har indbetalt 12 % af lønnen på en kapitalpension d. 5. maj 2010. Der er bortseelsesret for pensionsindbetalingen, fordi optjeningsperioden er påbegyndt inden d. 14. april 2010.
Lønnen for perioden 26. april - 9. maj 2010 er udbetalt d. 13. maj 2010. Arbejdsgiveren har indbetalt 12 % af lønnen på en kapitalpension d. 17. maj 2010. Der er ikke bortseelsesret for nogen del af pensionsindbetalingen, fordi optjeningsperioden er påbegyndt efter d. 14. april 2010.
Baggrund og problemstilling
Ved lov nr. 625 af 11. maj 2010 blev reglen om, at personer, der i et tidligere indkomstår helt eller delvist har fået udbetalt en kapitalpensionsordning med 40 pct. i afgift efter pensionsbeskatningslovens § 25, stk. 1, nr. 1, ikke har fradrags- eller bortseelsesret for indbetalinger til kapitalpensionsordninger, genindført. Den genindførte regel har virkning for indbetalinger, der sker den 14. april 2010 eller senere jf. § 2, stk. 3, i lov nr. 625 af 11. maj 2010.
Skatteministeriet er imidlertid blevet opmærksom på, at det fastsatte virkningstidspunkt ikke forholder sig til optjeningsperioden sammenholdt med indbetalingstidspunktet for indbetalinger, der er foretaget af en arbejdsgiver til en arbejdsgiveradministreret kapitalpension, der er en del af en lønaftale mellem en arbejdsgiver og en arbejdstager.
For arbejdsgiveradministrerede kapitalpensionsordninger vil en håndhævelse af, at lovændringen har virkning for indbetalinger, arbejdsgiveren faktisk foretager d. 14. april 2010 eller senere få den utilsigtede effekt, at lovændringen får tilbagevirkende kraft i de tilfælde, hvor den ansatte har erhvervet hel eller delvis ret til indbetalingen inden d. 14. april 2010, men hvor arbejdsgiveren først har foretaget indbetalingen d. 14. april 2010 eller senere.
Det har derfor været nødvendigt at få fastlagt, hvordan virkningstidspunktet i § 2, stk. 3, i lov nr. 625 af 11. maj 2010, skal praktiseres i relation til indbetalinger på arbejdsgiveradministrerede kapitalpensionsordning