Indhold
Dette afsnit handler om det danske lovgrundlag og det EU-retlige grundlag for betalingspligt for moms.
Afsnittet indeholder:
Regel
ML § 46 har følgende ordlyd:
"§ 46. Betaling af afgift påhviler den afgiftspligtige person, som foretager en afgiftspligtig levering af varer og ydelser her i landet. Afgiften påhviler dog aftageren af varer eller ydelser, når
- aftageren er en registreret virksomhed, der har modtaget varen fra et andet EU-land ved en trekantshandel, jf. § 35, stk. 1, nr. 2,
- aftageren er en afgiftspligtig person, der får leveret og installeret eller monteret varer her i landet af en virksomhed, der er etableret i udlandet, eller for dennes regning,
- aftageren er en afgiftspligtig person eller en ikkeafgiftspligtig momsregistreret juridisk person, til hvem der leveres ydelser omhandlet i § 16, stk. 1, § 18 bortset fra bro- og tunnelbilletter, § 21 a og § 21 b, hvis ydelserne leveres af en afgiftspligtig person, der ikke er etableret her i landet,
- aftageren er en registreret virksomhed her i landet, der modtager investeringsguld, der er pålagt afgift efter § 51 a eller af guld som råmetal eller som halvforarbejdede produkter, af en lødighed på 325 tusindedele eller derover,
- aftageren er en registreret virksomhed, der modtager gas leveret gennem distributionssystemet for naturgas eller elektricitet fra en virksomhed, der er etableret i udlandet,
- aftageren er en afgiftspligtig person her i landet, der modtager CO2-kvoter, CO2-kreditter eller gas- og elektricitetscertifikater fra en virksomhed etableret her i landet.
- aftageren er en afgiftspligtig person her i landet, der modtager metalskrot fra en virksomhed etableret her i landet.
- aftageren er en afgiftspligtig person her i landet, der modtager mobiltelefoner fra en virksomhed etableret her i landet,
- aftageren er en afgiftspligtig person her i landet, der fra en virksomhed etableret her i landet modtager integrerede kredsløbsanordninger i den tilstand, som de er i, inden de integreres i slutbrugerprodukter,
- aftageren er en afgiftspligtig person her i landet, der modtager spillekonsoller, tablet-pc'er eller bærbare computere fra en virksomhed etableret her i landet, eller
- aftageren er en afgiftspligtig person her i landet, der er videreforhandler af gas- eller elektricitet, jf. § 14, stk. 2, og som modtager denne gas eller elektricitet fra en virksomhed etableret her i landet, bortset fra når leveringen sker til videreforhandlerens aftagenummer eller målersted, som er defineret i henholdsvis lov om elforsyning og reglerne for gasforsyning.
Stk. 2. Bestemmelserne i stk. 1, nr. 8-10, gælder ikke for salg fra registrerede virksomheder, hvis afsætning sker udelukkende eller overvejende til private forbrugere.
Stk. 3. Afgiftspligtige personer, som i henhold til § 47, stk. 3, 2. pkt., har en særskilt registreret virksomhed, som er videreforhandler af gas eller elektricitet, kan efter anmodning få tilladelse af told- og skatteforvaltningen til ikke at anvende stk. 1, nr. 11, ved salg af gas eller elektricitet til denne videreforhandler. Tilladelsen kan kun gives, hvis den afgiftspligtige person er producent af gas eller elektricitet, eller hvis registreringen efter § 47, stk. 3, 2. pkt., har været i kraft i mindst 1 år. Told- og skatteforvaltningen kan nægte at give tilladelse, såfremt forvaltningen er i besiddelse af oplysninger, som indikerer, at tilladelsen vil blive benyttet til momsunddragelse.
Stk. 4. Betaling af afgift af varer fra andre EU-lande påhviler den person, der foretager en afgiftspligtig erhvervelse.
Stk. 5. Betaling af afgift af varer, der fraføres Københavns Frihavn eller frilager, toldoplag eller et afgiftsoplag, påhviler den person, der foranlediger, at varen fraføres de nævnte ordninger.
Stk. 6. Betaling af afgift af varer, der indføres fra steder uden for EU, påhviler importøren.
Stk. 7. Betaling af afgift påhviler enhver, der på en faktura anfører afgiftsbeløb eller anden angivelse af, at fakturabeløbet indbefatter afgift.
Stk. 8. Er en virksomhed registreret ved en herboende repræsentant efter § 47, stk. 2, hæfter denne og repræsentanten solidarisk for betaling af afgiften.
Stk. 9. Er flere virksomheder, der ikke har samme ejer, registreret under et, jf. § 47, stk. 4, hæfter de pågældende solidarisk for betaling af afgift vedrørende de virksomheder, der er omfattet af den fælles registrering.
Stk. 10. En virksomhed, der leverer varer med leveringssted her i landet, jf. kapitel 4, som den har købt af en virksomhed, som har erhvervet varerne fra udlandet, jf. kapitel 3, eller som den har købt af enhver anden virksomhed i senere indenlandske transaktionsled, hæfter solidarisk for betaling af afgiften. Virksomheden hæfter solidarisk med den virksomhed, som er betalingspligtig for afgiften af det indenlandske salg, når denne forsætligt eller groft uagtsomt ikke er blevet afregnet til SKAT, jf. kapitel 15. Hæftelsen er dog betinget af, at
1) SKAT har konstateret, at den pågældende virksomhed tidligere har købt varer som beskrevet i 1. og 2. pkt., hvor afgiften af det indenlandske salg ikke er blevet afregnet,
2) den pågældende virksomhed har modtaget en notifikation fra SKAT efter stk. 11 og
3) den pågældende virksomhed groft uagtsomt eller forsætligt ikke har overholdt påbuddene i en gældende notifikation.
Stk. 11. Såfremt SKAT vurderer, at en virksomhed har deltaget i en handel, som beskrevet i stk. 10, 1. og 2. pkt., kan SKAT udstede en notifikation, der gennem konkrete påbud pålægger virksomheden at udvise større agtpågivenhed ved sine handler. Notifikationen gives til virksomheden og den personkreds, som er nævnt i opkrævningslovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Notifikationen gives for en tidsbegrænset periode på 5 år og bortfalder herefter. Notifikationen kan gives for en ny periode på 5 år, såfremt der er grundlag herfor. Oplysninger om notifikationen registreres i kontrolinformationsregisteret efter skattekontrollovens § 6 F.
Stk. 12. En registreret aftager, der modtager varer eller ydelser fra en virksomhed her i landet, hvor betaling ikke sker via et pengeinstitut eller betalingsinstitut, som sikrer identifikation af betalingsmodtager og betaler, hæfter solidarisk for betaling af afgiften, såfremt betalingsmodtageren har unddraget afgiften af leverancen, medmindre betalingen samlet udgør højst 10.000 kr. inklusive afgift.
Stk. 13. Flere betalinger, som vedrører samme leverance, ydelse, kontrakt el. lign., anses som én betaling i forhold til beløbsgrænsen i stk. 12. Ved løbende ydelser eller periodiske ydelser skal flere faktureringer og betalinger ses som én samlet leverance i forhold til beløbsgrænsen i stk. 12, når de sker inden for samme kalenderår.
Stk. 14. Hvis en virksomhed ikke har mulighed for at betale via et pengeinstitut eller betalingsinstitut som anført i stk. 12, kan aftageren frigøre sig for et hæftelsesansvar ved på told- og skatteforvaltningens hjemmeside at indberette oplysninger om det foretagne køb, herunder fakturaoplysninger, der entydigt identificerer leverandøren, og betalingen heraf. Denne indberetning skal ske senest 14 dage efter betaling, dog senest 1 måned efter fakturaens modtagelse.
Stk. 15. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om dokumentation for, at aftageren er betalingspligtig efter stk. 1 eller 12."
ML § 46 a har følgende ordlyd:
"§ 46 a. Anvendelse af omvendt betalingspligt er obligatorisk, uanset at den udenlandske virksomhed har et dansk momsregistreringsnummer.
Stk. 2. En afgiftspligtig person efter § 46, stk. 1, nr. 2 og 3, omfatter også en udenlandsk virksomhed, der ikke er etableret her i landet, hvis den her i landet modtager de nævnte varer og ydelser fra en udenlandsk virksomhed, der er etableret i udlandet.
Stk. 3. Ved en virksomhed etableret i udlandet forstås også en afgiftspligtig person, der har et fast forretningssted her i landet, i de tilfælde hvor virksomheden foretager leverancer her uden forretningsstedets medvirken."
Af hensyn til overblik vises en sammenligningstabel mellem den danske momslov ML §§ 46-46 a og momssystemdirektivets artikel 192 a-205:
Den danske momslov
|
Momssystemdirektivet
|
§ 46, stk. 1, 1. pkt.
|
Artikel 193
|
§ 46, stk. 1, nr. 1
|
Artikel 197
|
§ 46, stk. 1, nr. 2
|
Artikel 199, stk. 1, litra a og stk. 2
|
§ 46, stk. 1, nr. 3
|
Artikel 194, 196 og 199, stk. 2
|
§ 46, stk. 1, nr. 4
|
Artikel 198
|
§ 46, stk. 1, nr. 5
|
Artikel 195
|
§ 46, stk. 1, nr. 6
|
Artikel 199 a, stk. 1, litra a, b og f
|
§ 46, stk. 1, nr. 7
|
Artikel 199, stk. 1, litra d og stk. 2
|
§ 46, stk. 1, nr. 8-10
|
Artikel 199 a, stk. 1, litra c, d og h
|
§ 46, stk. 1, nr. 11
|
Artikel 199 a, stk. 1, litra e
|
§ 46, stk. 3
|
Artikel 200
|
§ 46, stk. 4
|
Artikel 202
|
§ 46, stk. 5
|
Artikel 201
|
§ 46, stk. 6
|
Artikel 203
|
§ 46, stk. 7
|
Artikel 204
|
§ 46, stk. 8-13
|
Artikel 199, stk. 2, og 205
|
§ 46 a, stk. 3
|
Artikel 192 a
|
Ovennævnte artikler i momssystemdirektivet har i sædvanlig nummerrækkefølge følgende ordlyd:
Art. 192 a. "Ved anvendelsen af denne afdeling anses en afgiftspligtig person, der har et fast forretningssted i den medlemsstat, hvor afgiften skal betales, som en afgiftspligtig person, der ikke er etableret i den pågældende medlemsstat, når følgende betingelser er opfyldt:
a) Vedkommende foretager en afgiftspligtig levering af varer eller tjenesteydelser i den pågældende medlemsstat.
b) Denne levering foretages uden medvirken af et forretningssted tilhørende leverandøren i den pågældende medlemsstat."
Art. 193. "Momsen påhviler den afgiftspligtige person, som foretager en afgiftspligtig levering af varer eller ydelser, bortset fra de tilfælde, hvor afgiften påhviler en anden person i medfør af artikel 194-199 og artikel 202."
Art. 194. "1. Hvis den afgiftspligtige levering af varer eller ydelser foretages af en afgiftspligtig person, der ikke er etableret i den medlemsstat, hvor momsen skal betales, kan medlemsstaterne bestemme, at den betalingspligtige person er den person, som varerne eller ydelserne leveres til.
2. Medlemsstaterne fastsætter betingelserne for anvendelsen af stk. 1."
Art. 195. "Momsen påhviler personer, der er momsregistreret i den medlemsstat, hvor momsen skal betales, og til hvem der leveres varer på betingelserne i artikel 38 eller 39, hvis leverancerne foretages af en afgiftspligtig person, der ikke er etableret i denne medlemsstat."
Art. 196. "Momsen påhviler den afgiftspligtige person eller den ikke-afgiftspligtige momsregistrerede juridiske person, til hvem der leveres tjenesteydelser som omhandlet i artikel 44, hvis ydelserne leveres af en afgiftspligtig person, der ikke er etableret i denne medlemsstat."
Art. 197. "1. Momsen påhviler modtageren af leveringen af varer, når følgende betingelser er opfyldt:
a) den afgiftspligtige transaktion er en levering af varer foretaget på de i artikel 141 fastsatte betingelser
b) modtageren af leveringen af varer er en anden afgiftspligtig person eller en ikke-afgiftspligtig juridisk person, der er momsregistreret i den medlemsstat, hvor leveringen foretages
c) den faktura, der er udstedt af den afgiftspligtige person, som ikke er etableret i den medlemsstat, hvor modtageren er etableret, er udfærdiget i overensstemmelse med kapitel 3, afdeling 3-5.
2. Når der er udpeget en fiskal repræsentant som betalingspligtig for momsen i medfør af bestemmelserne i artikel 204, kan medlemsstaterne fastsætte en undtagelse fra nærværende artikels stk. 1."
Art. 198. "1. Når der i henhold til artikel 352 lægges afgift på specifikke transaktioner, der vedrører investeringsguld, mellem en afgiftspligtig person, der opererer på et reguleret guldmarked, og en anden afgiftspligtig person, som ikke opererer på dette marked, udpeger medlemsstaterne kunden som betalingspligtig for momsen.
Hvis kunden, som ikke opererer på et reguleret guldmarked, er en afgiftspligtig person og kun for de i artikel 352 omhandlede transaktioner skal lade sig momsregistrere i den medlemsstat, hvor afgiften skal betales, opfylder sælgeren afgiftsforpligtelserne på kundens vegne i henhold til bestemmelserne i nævnte medlemsstat.
2. Når levering af guld som råmetal eller som halvforarbejdede produkter af en lødighed på 325 0/00 eller derover eller levering af investeringsguld som defineret i artikel 344, stk. 1, foretages af en afgiftspligtig person, som har udnyttet en af de i artikel 348, 349 og 350 omhandlede muligheder, kan medlemsstaterne udpege kunden som betalingspligtig for momsen.
3. Medlemsstaterne fastsætter selv procedurer og betingelser for anvendelsen af stk. 1 og 2."
Art. 199. "1. Medlemsstaterne kan fastsætte, at den afgiftspligtige person er modtageren i følgende transaktioner:
a) bygningsarbejde, herunder reparation, rengøring, vedligeholdelse, ombygnings- og nedrivningsarbejde i forbindelse med fast ejendom samt aflevering af byggearbejde, der anses som levering af varer jf. artikel 14, stk. 3
...
d) levering af brugt materiale, også brugt materiale, som ikke kan genanvendes i uforandret stand, skrot, industriaffald og andet affald, genbrugsaffald, delvis forarbejdet affald og visse varer og ydelser opført i bilag VI
...
2. Medlemsstaterne kan, når de anvender muligheden i stk. 1, definere de former for levering af varer og ydelser samt de kategorier af leverandører, tjenesteydere, erhververe og kunder, de vil anvende disse foranstaltninger på."
Art. 199 a. "1. Medlemsstaterne kan indtil den 31. december 2018 og for en periode på mindst to år fastsætte, at den afgiftspligtige person er modtageren i følgende transaktioner:
a) overdragelse af kvoter til udledning af drivhusgasser som defineret i artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF af 13. oktober 2003 om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet, som kan overdrages i henhold til artikel 12 i nævnte direktiv
b) overdragelse af andre enheder, som driftsledere kan benytte med henblik på overholdelse af nævnte direktiv
c) levering af mobiltelefoner i deres egenskab af apparater, der er fremstillet eller tilpasset til anvendelse i forbindelse med et net med licens og benyttet på specifikke frekvenser, uanset om de har anden anvendelse eller ej.
d) levering af integrerede kredsløbsanordninger såsom mikroprocessorer og centrale databehandlingsenheder i den tilstand, som de er i, inden de integreres i slutbrugerprodukter
e) levering af gas og elektricitet til en afgiftspligtig videreforhandler som defineret i artikel 38, stk. 2
f) levering af gas- og elektricitetscertifikater
h) levering af spillekonsoller, tablet-pc'er og bærbare computere..."
Art. 200. "Momsen påhviler den person, som foretager en afgiftspligtig erhvervelse af varer inden for Fællesskabet."
Art. 201. "Ved indførsel påhviler momsen den eller de personer, der af indførselsmedlemsstaten er udpeget eller godkendt som betalingspligtige."
Art. 202. "Momsen påhviler den person, som bevirker, at varerne ikke længere er omfattet af ordningerne og procedurerne i artikel 156, 157, 158, 160 og 161."
Art. 203. "Momsen påhviler enhver person, som anfører denne afgift på en faktura."
Art. 204. "1. Når den for momsen betalingspligtige person i medfør af artikel 193-197 og artikel 199 og 200 er en afgiftspligtig person, der ikke er etableret i den medlemsstat, hvor momsen skal betales, kan medlemsstaterne tillade vedkommende at udpege en fiskal repræsentant som betalingspligtig...."
Art. 205. "I de i artikel 193-200 samt artikel 202, 203 og 204 omhandlede tilfælde kan medlemsstaterne lade en anden end den betalingspligtige person hæfte solidarisk for momsens erlæggelse."