Indhold
Dette afsnit beskriver gerningsindholdet og strafferammen ved overtrædelse af handlepligter i forbindelse med beskatning af dødsboer.
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Personer omfattet af reglen.
Regel
Den, der til bedømmelse af, om dødsboet er fritaget for beskatning, forsætligt eller ved grov uagtsomhed
- afgiver urigtige eller vildledende oplysninger, eller
- fortier eller nægter at give oplysninger, eller
- undlader rettidigt at afgive en særlig boopgørelse, når der udøves erhverv med fast driftssted i Danmark,
straffes med bøde. Se DBSL § 93, stk. 1.
Når overtrædelsen er begået med forsæt til at unddrage det offentlige skat, kan straffen stige til fængsel i 1 år og 6 måneder. I særlig grove tilfælde kan straffen stige til 8 år efter STRFL § 289. Se DBSL § 93, stk. 3.
Se også
Se DBSL § 6, stk. 1 om beregning af dødsboskat, og DBSL § 57, stk. 1 om den særlige boopgørelse.
Fuldbyrdelsestidspunkt
Det strafbare gerningsindhold i er realiseret, når
- de urigtige eller vildledende oplysninger er modtaget af SKAT,
- de manglende oplysninger resulterer i en forkert afgørelse angående beskatningen, og
- fristen er udløbet.
Forsæt til unddragelse fuldbyrdes samtidig.
Personer omfattet af reglen
Pligtsubjekt i et privat skiftet bo er den, der har fået fuldmagt af arvingerne til at gennemføre skiftet. Pligtsubjektet i et offentligt skiftet bo er bobestyreren.
Ansvarssubjektet kan både være pligtsubjektet og arvingerne i boet, idet arvingerne kan medvirke til overtrædelsen ved at holde oplysninger tilbage om boets aktiver.
Subjektive betingelser for strafansvar
Den forsætlige eller groft uagtsomme handling kan vedrøre to forhold, enten
- afgivelse eller manglende afgivelse af oplysninger, eller
- at fristen for handlepligtens opfyldelse er overskredet.
Ved anvendelse af DBSL § 93, stk. 3, er den subjektive betingelse yderlige, at der er forsæt til unddragelse.
Bemærk
I det omfang overtrædelsen har karakter af en ordensforseelse, straffes der ikke. I situationer, hvor bevisbyrden ikke kan løftes for forsætlig overtrædelse af DBSL § 93, stk. 3, men hvor der er realiseret skatteunddragelse, kan DBSL § 93 stk. 1, anvendes til udmåling af takstmæssig bøde for grov uagtsomhed.
Se også
Se afsnit C.E.2.2.2.1 om betingelserne for skattefrihed for dødsboer, og afsnit C.E.3.7.6 om den særlige boopgørelse.