Dato for udgivelse
02 jul 2010 12:34
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
03 sep 2009 09:17
SKM-nummer
SKM2010.434.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
1. afdeling, S-448-09
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Straf
Overemner-emner
Straf
Emneord
Registreringsafgift, ombygning, varevogn, personvogn, sæder, hævet, gulv, askebæger, tonede, ruder
Resumé

T havde efter ombygning af en bil, benyttet bilen, som var indregistreret som varebil med nedsat afgift, selv om den efter ombygning med montering af bagsæder, havde mistet sin afgiftsmæssige identitet. Bilen havde bl.a. været benyttet til feriekørsel til Frankrig med familien.

Ved ikke at have betalt registreringsafgift efter ombygningen, var statskassen unddraget registreringsafgift med 180.375 kr.

T blev ved Landsretten idømt 30 dages fængsel og en tillægsbøde på 90.000 kr.

Reference(r)

Registreringsafgiftsloven § 27, stk. 3, jf. stk. 1 nr. 4, jf. straffeloven § 50, stk. 2.

Henvisning
 

Parter

Anklagemyndigheden

mod

T
(advokat Lars Henriksen, besk.)

Afsagt af landsdommerne

A. P. Wehner, Arne Brandt og Olaf Tingleff med domsmænd

----------

Byrettens dom af 21. januar 2009, S.S. 12-1582/2008

Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.

Anklageskrift er modtaget den 15. september 2008.

T er tiltalt for

ved som direktør og daglig leder i virksomheden H1 Holding ApS, CVR. nr. ... at have overtrådt registreringsafgiftslovens § 27, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 4 med forsæt til unddragelse af afgift i perioden fra den 13. juni 2006 til den 15. marts 2007 at have benyttet en afgiftspligtig køretøj, ..., herunder til kørsel i Danmark og udlandet, hvilket køretøj var registreret med nedsat afgift som varebil, selv om der ikke var betalt registreringsafgift efter en ombygning, hvorved køretøjet havde mistet sin afgiftsmæssige identitet, alt hvorved statskassen blev unddraget registreringsafgift med kr. 191.250,00.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf og tillægsbøde.

Tiltalte har nægtet sig skyldig.

Forklaringer

Tiltalte har blandt andet forklaret, at han var direktør i H1 Erhvervsservice. Som direktør havde han rådighed over en firmabil på gule plader. Det var ham der tegnede virksomheden. Han havde fået sæder installeret i gulpladebilen hos G1 i juni 2006 således, at hans børn kunne komme med på en ferie i Frankrig i sommeren 2006. Han anså det som lovligt at anvende en dansk indregisteret gulplade bil med bagsæder i Tyskland. Han kørte ikke udelukkende i Tyskland men kørte fra sit hjem i ..., Danmark til Tyskland og fra Tyskland til sit hjem. Virksomheden har i en periode forsøgt at sælge bilen. Sæderne skulle have været afmonteret inden salg. Filmen på ruderne var ikke monteret for at skjule, at der var bagsæder i bilen, men var monteret allerede ved købet således varer i bilen ikke led overlast. Tiltalte troede at straffen for at køre i bilen med bagsæder i var en bøde på 1.000 kr, det havde han læst på nettet. Han regnede dog også med, at det kunne blive et spørgsmål om afgift. Da han blev afsløret betalte han afgiften på ca. 200.000 kr. Sagen kom for en dag i 2007, da bilen blev stjålet.

Vidnet V.1 har blandt andet forklaret, at han var blevet kontaktet vedrørende en bil, der var indbragt hos politiet, da den havde været brugsstjålen. Det konstateres, at der var monteret bagsædeseler, bagsæder og at bunden ikke var plan. Vinduerne ved bagsæderne kunne endvidere åbnes. De monterede dele fremstod som originale og brugte. Han holdt et møde med sigtede, hvor sigtedes daværende advokat var til stede og de var enige om, at det var uheldigt og vidnet var ikke i tvivl om, at tiltalte vidste, at det var ulovligt, det han havde foretaget sig.

Vidnet V.2 har blandt andet forklaret, at den i sagen omhandlede bil var fra 1998 og importeret til Danmark i 2003, hvor der var svaret afgift svarende til en gulpladebil. Bilen var importeret fra Tyskland. SKAT havde fået en rapport fra politiet, og det fremgik, at bilen var blevet fundet med bagsæder monteret og SKAT havde fået foretaget afgiftsberegning i forhold til ... på hvide plader. Afgiften var blevet betalt. Vidnet bekræftede at der var sket beregning af afgiften efter de almindelige regler, der gjaldt på tidspunktet.

Der har været fremlagt billeder m.v.

Rettens bemærkninger

Tiltalte findes efter sin og vidnernes forklaring om de faktiske forhold skyldig i overensstemmelse med anklageskriftet. Retten har lagt vægt på, at tiltalte ikke straks ved ombygningen af bilen betalte ny afgift, og at tiltalte havde bilen til rådighed i ombygget stand fra den 13. juli 2006 til den 15. marts 2007. Sagen blev kun opklaret på grund af at bilen blev brugsstjålet og derfor indbragt til politiet. Det er uden betydning for sagen, at tiltalte i en kortere tidsperiode kørte i udlandet.

Efter anklagemyndighedens påstand fastsættes straffen til fængsel i 30 dage, jf. registreringsafgiftslovens § 27, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 4. Tiltalte skal betale en tillægsbøde på 95.000 kr., jf. registreringsafgiftslovens § 27, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 4, jf. straffelovens § 50, stk. 2. Der fastsættes en forvandlingsstraf på 30 dage.

Retten har lagt vægt på det unddragne beløbs størrelse, den tidsmæssige udstrækning af kriminaliteten, overtrædelsens art m.v. Der findes ingen oplysninger i sagen, der efter domsmandsrettens opfattelse taler for at gøre straffen betinget.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Tiltalte, T skal straffes med fængsel i 30 dage.

Tiltalte skal betale en tillægsbøde på 95.000 kr.

Forvandlingsstraffen er fængsel i 30 dage.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

----------

Østre Landsrets dom af 3. september 2009, 1. afdeling, S-44809

Byrettens dom af 21. januar 2009 (S.S. 12-1582/2008) er anket af T med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse.

Anklagemyndigheden har påstået skærpelse dog således, at tillægsbøden fastsættes til 90.000 kr.

SKAT har under ankesagen oplyst, at registreringsafgiftsbeløbet rettelig udgør 180.375 kr. Differencebeløbet, 10.875 kr., vil blive udbetalt til tiltalte.

Der er for landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte og vidnerne V.1 og V.2, der alle har forklaret i det væsentlige som i byretten.

Forklaringer

Tiltalte har supplerende blandt andet forklaret, at hans virksomhed består i administrativ rådgivning. Det var næsten udelukkende ham, der brugte bilen. Han har lavet salgsmaterialet i forbindelse med bestræbelserne på at sælge den. Efter turen til Frankrig i 2006 har han kun lejlighedsvis kørt i bilen. Bilen blev stjålet i marts 2007. Den er købt i juni 2003 hos en forhandler. Bilen havde kørt som personbil i Sydtyskland. Sikkerhedsseler, askebære og muligheder for at åbne vinduerne bagi var der, da han købte den. Bagsæderne lå løse bagi. Efter indregistreringen i Danmark på gule plader var der en glasplade som adskillelse mellem førerrummet og varerummet. Han har selv monteret filmen på ruderne. Han tænkte ikke på at kontakte SKAT inden han ændrede bilens indretning.

V.1 har supplerende blandt andet forklaret, at han er ansat i færdselspolitiet og arbejder blandt andet med registrering af biler. Han har optaget billederne af bilen, da den blev indbragt til politiet. Bunden skal som udgangspunkt være plan i en bil på gule plader. En varebil er normalt "født" som en personbil, der ændres.

V.2 at har supplerende blandt andet forklaret, at hun har ændret afgifsberegningen, fordi man i afgiftsmæssig forstand har beregnet afgiften efter nogle for tiltalte gunstige regler. Det er normalt synshallen, der vurderer, om ombygningen af bilen opfylder kravene til at blive registreret som gulpladebil. Hun kan ikke se, om bilen har været fremstillet for ToldSkat.

Landsrettens begrundelse og resultat

Også efter bevisførelsen for landsretten findes tiltalte af de grunde, der er anført i dommen, skyldig efter anklageskriftet.

Ved at ombygge og anvende bilen som en almindelig personbil må det have stået tiltalte klart, at han herved unddrog statskassen et betydeligt beløb.

Straffen findes passende udmålt.

Der er ikke grundlag for at gøre straffen betinget.

Som følge af den mindre korrektion af afgiftsbeløbet, nedsættes tillægsbøden til 90.000 kr. med forvandlingsstraf som angivet i byrettens dom.

Landsretten stadfæster med den anførte ændring derfor dommen.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Byrettens dom i sagen mod tiltalte T stadfæstes med den ændring, at tillægsbøden fastsættes til 90.000 kr. med forvandlingsstraf som fastslået af byretten.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.