Regel

Uanset fristerne i SFL § 31 kan et afgiftstilsvar eller en godtgørelse af afgift ændres efter anmodning fra den afgiftspligtige/godtgørelsesberettigede

  • hvis hidtidig praksis er endeligt underkendt ved en dom
  • hvis hidtidig praksis er endeligt underkendt ved en landsskatteretskendelse
  • ved en praksisændring offentliggjort af Skatteministeriet eller af SKAT.

Se SFL § 32, stk. 1, nr. 1.

I disse tilfælde kan genoptagelse foretages til gunst for den afgiftspligtige fra og med den afgiftsperiode, der er helt eller delvist sammenfaldende med den afgiftsperiode, der var til prøvelse i den første sag, som resulterede i underkendelse af praksis, eller den afgiftsperiode, der er påbegyndt, men endnu ikke udløbet tre år forud for underkendelsen af praksis.

Tilsvarende kan genoptagelse ske til gunst for den godtgørelsesberettigede vedrørende godtgørelse af afgift, der kunne være gjort gældende fra og med det tidspunkt, der var til prøvelse i den første sag, der resulterede i underkendelse af praksis eller tre år forud for underkendelse af praksis.

SFL § 32, stk. 1, nr. 1, er en generel adgang for afgiftspligtige henholdsvis godtgørelsesberettigede til at anmode om ekstraordinære ændringer (nedsættelser) af afgiftstilsvar eller godtgørelse af afgift, hvis ændringen skyldes, at der efter afgiftsperiodens udløb er indtrådt ændring i grundlaget for opgørelsen af tilsvaret eller godtgørelsen. Bestemmelsens anvendelse forudsætter således, at det forhold, der skal reguleres, tidligere har indgået i opgørelse af afgiftstilsvaret og godtgørelsen af afgift.

Se også

Afsnit A.A.9 om forældelse.