Indhold

Dette afsnit handler om principperne for lempelse af praksis.

Afsnittet indeholder:

• Lempelse efter underkendelse af praksis
• Lempelse på SKATs initiativ

Lempelse efter underkendelse af praksis

Lempelse af praksis er først og fremmest aktuelt, når og hvis SKATs praksis bliver endeligt underkendt af Landsskatteretten, af Skatteankestyrelsen, af et ankenævn eller af domstolene. I en sådan situation er tidsbegrænsningen for gennemførelsen af praksislempelsen bagud i tid i tilsvarende sager bestemt af gældende frist- og forældelsesregler. For skatters og afgifters vedkommende er disse underkendelsessituationer særligt reguleret i SFL §§ 27, stk. 1, nr. 7, og 32, stk.1, nr. 1. Der henvises til afsnit A.A.8.2 og afsnit A.A.8.3.2.1.2.1 og afsnit A.A.8.3.2.2.2.1. Det sidestilles med underkendelse af praksis, at en sag hæves som følge af, at SKAT har erklæret sig enig i modpartens påstand.

Lempelse på SKATs initiativ

Lempelse af praksis kan også ske på SKATs eget initiativ. Hvorvidt afgørelser, der er truffet efter den tidligere praksis, i sådanne situationer kan tages op til ny overvejelse og afgjort efter den nye lempelige praksis, afhænger bl.a. af en konkret vurdering af baggrunden for praksisændringen og det legalitetsmæssige forhold vedrørende den tidligere administrative praksis. Er baggrunden for praksisændringen, at den administrative praksis ikke er korrekt, og der skønnes at være udsigt til, at hidtidig praksis ville blive underkendt ved Landsskatteretten eller domstolene, vil det klare udgangspunkt være, at der i tilsvarende sager kan ændres bagud i tid begrænset af gældende frist- og forældelsesregler. Er baggrunden for praksisændringen derimod for eksempel en ændret vurdering angående udøvelsen af et skøn, vil SKAT efter omstændighederne kunne vælge at fastsætte, at en praksislempelse kun skal have virkning fremadrettet.