Indhold
Dette afsnit handler om, hvilke frister der gælder i forbindelse med anmodning om omgørelse efter SFL § 29.
Der er ikke fastsat særskilte frister for at anmode om omgørelse i SFL § 29. Imidlertid vil en tilladelse til omgørelse altid være ensbetydende med, at der skal ske ændring af skatteansættelsen. Det indebærer, at det i stedet for bliver de almindelige genoptagelsesfrister, der sætter tidsgrænsen for udnyttelse muligheden for at bruge tilladelsen til omgørelse.
Hvis en tilladelse til omgørelse gøres gældende:
- Før udløbet af den ordinære ansættelsesfrist på 3 år og 4 måneder i SFL § 26 stk.2, vil de afledte ændringer af skatteansættelsen kun afhænge af, om betingelserne for at kunne tillade omgørelse er opfyldt. Se afsnit A.A.8.2
- Efter udløbet af den ordinære ansættelsesfrist, er grundlaget for de nødvendige ansættelsesændringer bestemmelsen i SFL § 27, stk.1, nr. 1 om ekstra ordinær ansættelse. Se afsnit A.A.8.2.3.3.
Ved ekstra ordinær ansættelse skal omgørelse være gjort gældende inden 6 måneder efter, at SKAT og den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold der gør, at der anmodes om tilladelse til omgørelse. Se SFL § 27 stk.2. Se også afsnit A.A.8.2.3.11.
Kundskabstidspunktet vil være det tidspunkt, hvor SKAT har gennemført den utilsigtede skatteansættelse.
Efter anmodning er der mulighed for dispensation for 6 måneders fristen. Se SFL § 27 stk. 2 sidste punktum. Se også afsnit A.A.8.2.3.11.
Hvis ansættelsen påklages videre til næste klageinstans, løber 6 måneders fristen for at anmode om tilladelse fra det tidspunkt, hvor klage- eller domstolssagen er endeligt afsluttet.
SKAT har kompetence til at træffe afgørelse om såvel genoptagelse som omgørelse, herunder afgørelse om overholdelse af 6 måneders reaktionsfristen i SFL § 27 stk. 2.
Se også
For så vidt angår anmodninger indgivet inden 12. marts 2003, henvises til beskrivelsen i Processuelle Regler på Skats område 2010-1 afsnit O.1.