Parter

A
(Advokat Torben Bagge)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/Advokat Lisbeth Jørgensen)

Afsagt af byretsdommer

Torben Johansen

Under denne den 4. september 2008 anlagte sag, hvor dommen i henhold til retsplejelovens § 218a, stk. 2 affattes uden fuldstændig sagsfremstilling og uden gengivelse af sagens bilag, har sagsøgeren, A, overfor sagsøgte, Skatteministeriet, nedlagt påstand om, at sagsøgerens skatteansættelse for indkomståret 2000 nedsættes med 141.094 kr.

Sagsøgte har påstået frifindelse.

Sagen angår spørgsmålet om det af sagsøgeren drevne stutteri kan anses som værende drevet erhvervsmæssigt i skattemæsssig forstand med den effekt, at der kan godkendes fradrag for det i indkomståret 2000 realiserede underskud efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Hovedforhandlingen fandt sted den 3.september 2009. Der blev afgivet forklaring af sagsøgeren, dennes ægtefælle, BA, og syns- og skønsmanden, docent MS. Disse forklaringer vil blive gengivet i redegørelsen til Vestre Landsret såfremt dommen ankes.

Landsskatteretten afsagde kendelse i sagen den 6. juni 2008 og der henvises i det hele til denne kendelse.

Anbringender

Sagsøgerens advokat har i et sammenfattende processkrift/påstandsdokument anført følgende hovedanbringender, der er gentaget og uddybet under hovedforhandlingen:

at	den af sagsøgeren drevne stutterivirksomhed er erhvervsmæssigt drevet i skattemæssig henseende, hvorfor sagsøgeren er berettiget til at fratrække det realiserede underskud i virksomheden i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a,
idet	stutteriet er drevet sædvanligt og forsvarligt bedømt ud fra en teknisk landbrugsfaglig målestok, og
idet	der er udsigt til, at stutterivirksomheden på sigt vil kunne give et overskud på eller omkring kr. 0 efter driftsmæssige afskrivninger, men før renter.

For deltidslandbrug gælder der en særlig praksis vedrørende fradragsret for underskud. Retten til fradrag er således ikke umiddelbart betinget af, at skatteyderen godtgør, at virksomheden vil blive overskudsgivende. Der gælder derimod den særlige ligningspraksis for deltidslandbrug, at det skattemæssige underskud ved driften kan fratrækkes, såfremt det godtgøres, at følgende to betingelser er opfyldt:

1. At driften af ejendommen bedømt ud fra en teknisklandbrugsfaglig målestok er sædvanlig og forsvarlig. 
2. At der med driften tilsigtes et rimeligt driftsresultat.

Såfremt de to ovennævnte betingelser er opfyldte, gælder der således en formodning for, at virksomheden er drevet erhvervsmæssigt, hvilket medfører, at der er tale om en erhvervsvirksomhed, hvor et eventuelt underskud kan fratrækkes i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

For så vidt angår betingelsen om, at ejendommen ud fra en teknisk-landbrugsfaglig målestok skal være drevet sædvanligt og forsvarligt, kan det konstateres, at sagsøgeren fuldt ud opfylder denne betingelse.

Til støtte herfor skal der henvises til besvarelsen af skønstemaets spørgsmål 2, hvor syns- og skønsmanden blev anmodet om at besvare spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgerens hestestutteri i år 2000 ud fra en teknisk-landbrugsfaglig bedømmelse blev drevet forsvarligt under en for en ejendom som den pågældende sædvanlig driftsform.

Ved besvarelsen af dette spørgsmål, jfr. skønserklæringen side 8, anfører syns- og skønsmanden, docent MS, bl. a. følgende:

"Sammenfattende vurderer syns- og skønsmanden, at As stutterivirksomhed i år 2000 ud fra en tekniske landbrugsfaglig bedømmelse blev drevet forsvarligt under en for en ejendom som den pågældende, sædvanlig driftsform"

Som det fremgår af besvarelsen af det stillede spørgsmål 2, er syns- og skønsmanden ikke i tvivl om, at ejendommen er drevet teknisk-landbrugsfagligt forsvarligt.

Sagsøgte gør gældende, at skønserklæringens resultat er baseret på en række urigtige og usikre forudsætninger. Sagsøgte stiller således helt overordnet spørgsmålstegn ved grundlaget for den i sagen fremlagte skønserklæring, og syns- og skønsmanden, docent MSs, vurdering af de foreliggende oplysninger.

Det gøres gældende, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte den fagligt meget velkvalificerede skønsmands vurdering af, at stutteriet var drevet fagligt og forsvarligt i år 2000.

Det gøres endvidere gældende, at såfremt det er sagsøgtes opfattelse, at grundlaget for skønserklæringen eller syns- og skønsmandens vurderinger er ukorrekte, burde eventuelle uklarheder eller indsigelser have været afklaret i forbindelse med formuleringen af skønsbegæringen eller eventuelt ved, at sagsøgte havde stillet supplerende spørgsmål til syns- og skønsmanden.

Det gøres gældende, at der ikke er baggrund for at tilsidesætte den velkvalificerede syns- og skønsmands vurdering af, at stutteriet i år 2000 blev drevet forsvarligt under en for en ejendom som den pågældende sædvanlig driftsform ud fra en teknisk-landbrugsfaglig bedømmelse.

Som anført ovenfor opstilles der ifølge den særlige ligningspraksis endvidere en betingelse om, at den pågældende landbrugsvirksomhed på sigt skal kunne give et overskud på eller omkring kr. 0 efter driftsmæssige afskrivninger.

Ved bedømmelsen af, hvorvidt dette rentabilitetskriterium er opfyldt, er Højesterets dom offentliggjort i UfR 1994.530 af interesse. Fra Højesterets præmisser skal følgende uddrag fremhæves:

"I medfør af Statsskattelovens § 6 litra a, kan underskud ved drift af en landbrugsejendom efter den mangeårige, særlige ligningspraksis vedrørende deltidslandbrug fratrækkes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst på betingelse af, at driften af ejendommen, bedømt ud fra en teknisk-landbrugsfaglig målestok kan betegnes som sædvanlig og forsvarlig og tilsigter at opnå et rimeligt driftsresultat. I så fald må ejendommen i skattemæssig henseende anses for drevet erhvervsmæssigt medmindre det må lægges til grund, at driften, selv efter en længere årrække, ikke vil kunne blive overskudsgivende."

Som det fremgår af ovenstående citat fra Højesterets præmisser, er udgangspunktet, at et landbrug skal anses som værende erhvervsmæssigt i skattemæssig henseende, såfremt det ud fra en teknisk-landbrugsfaglig målestok kan betegnes som sædvanligt og forsvarligt drevet, og tilsigter at opnå et rimeligt driftsresultat. Alene i de tilfælde, hvor det må lægges til grund, at driften selv efter en længere årrække ikke vil kunne blive overskudsgivende, er der grundlag for at nægte fradrag for underskud i virksomheden med henvisning til, at der ikke er tale om en erhvervsmæssig virksomhed.

Under henvisning til ovenstående dom gøres det gældende, at det af sagsøgeren drevne stutteri skal anses som værende erhvervsmæssigt drevet i skattemæssig forstand, idet der ikke er grundlag for en antagelse om, at driften selv efter en længere årrække ikke vil kunne blive overskudsgivende.

Til støtte for, at rentabilitetskriteriet er opfyldt i nærværende sag, skal der henvises til den foreliggende syns- og skønserklæring af den 6. september 2006, side 10 og 11, hvoraf det fremgår, at skønsmanden, docent MS, er af den opfattelse, at sagsøgerens ejendom med den af sagsøgeren valgte driftsform vil kunne give et overskud på eller omkring kr. 0 efter driftsmæssige afskrivninger, men før renter, jfr. besvarelsen af skønstemaets spørgsmål 4, hvor skønsmanden bl. a. anfører følgende:

"Sammenfattende vurderer syns- og skønsmanden, at As ejendom med den af A i 2000 valgte driftsform vil kunne give et overskud på eller omkring kr. 0 efter driftsmæssige afskrivninger, men før renter. Dette vil med en målrettet styring af omkostninger og produktion kunne ske inden for et år."

Landsskatteretten har lagt vægt på, at et overskud på eller omkring kr. 0 i år 2007 er for sent i forhold til, at stutteriet kan få erhvervsmæssig virksomhed, jfr. skønsmandens vurdering af, at "Dette vil med en målrettet styring af omkostninger og produktion kunne ske inden for et år".

Det skal i den forbindelse fremhæves, at der blev opnået overskud i 2003/04 med kr. 51.594 efter sagsøgerens regnskab, eller kr. 22.528 som opgjort af syns- og skønsmanden, docent MS. Der blev således opnået et positivt driftsresultat i 2003/04, og ikke som anført af Landsskatteretten først i 2007.

Sagsøgte gør gældende, at skønserklæringen ikke tager udgangspunkt i den i år 2000 anlagte drift, hvorfor konklusionerne er baseret på en forudsætning om en ændret driftsform.

Det bestrides, at der er baggrund for at tilsidesætte docent MSs vurdering af, at der i år 2000 var udsigt til et overskud på eller omkring kr. 0 efter driftsmæssige afskrivninger, men før renter.

Sagsøgte har ikke i forbindelse med modtagelsen af skønserklæringen valgt at stille supplerende spørgsmål til syns- og skønsmanden, hvilket efter sagsøgerens opfattelse burde være den korrekte fremgangsmåde, såfremt sagsøgte ønskede at få opklaret eventuelle uklarheder i grundlaget for skønserklæringen, eller i øvrigt stille spørgsmål ved dette.

Sagsøgeren gør gældende, at det ved fremlæggelsen af skønserklæringen er godtgjort, at der ved den af sagsøgeren i 2000 anlagte driftsform var udsigt til, at driften inden for en årrække ville kunne blive overskudsgivende efter driftsmæssige afskrivninger, men før renter.

Sammenfattende gøres det gældende, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte den fagligt meget velkvalificerede skønsmands vurdering af, at stutteriet var drevet fagligt forsvarligt i år 2000, samt at der i år 2000 var udsigt til et overskud på omkring kr. 0 efter driftsmæssige afskrivninger, men før renter.

På den baggrund skal det af sagsøgeren drevne stutteri anses som værende erhvervsmæssigt drevet i skattemæssig forstand med den effekt, at der skal indrømmes fradrag for det i år 2000 konstaterede underskud.

Sagsøgtes advokat har i et sammenfattende processkrift/påstandsdokument anført følgende hovedanbringender, der er gentaget og uddybet under hovedforhandlingen:

Det gøres overordnet gældende, at sagsøgernes stutteri ikke udgjorde en erhvervsmæssig virksomhed i indkomståret 2000. Som følge heraf kan sagsøgeren ikke foretage fradrag for driftsunderskud, i alt kr. 141.094,- i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Det er alene underskud fra erhvervsmæssig virksomhed, der kan fradrages i den personlige indkomst, jfr. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, jfr. § 4.

Det påhviler sagsøgeren at godtgøre, at formålet med driften var indkomsterhvervelse.

Det påhviler endvidere sagsøgeren at godtgøre, at stutteriet i 2000 blev drevet ud fra en erhvervsmæssigt forsvarlig drift (og med udsigt til rentabilitet), og sagsøgerens påstand herom skal kunne underbygges af objektive og konstaterbare kendsgerninger, f. eks. realistiske budgetter. Dette grundlag har sagsøgeren ikke dokumenteret, og sagsøgeren har således ikke underbygget påstanden om, at der med driften i 2000 var tilset rimeligt resultat.

Stutteriet kan ikke anses som erhvervsmæssigt drevet, hvis det må lægges til grund, at driften selv efter en længere årrække ikke ville blive overskudsgivende, jfr. eksempelvis U 1994.530 H, og SKM2009.24.HR, eller hvis driften ikke har været sædvanlig og forsvarlig.

Det forhold, at sagsøgerens virksomhed har været underskudsgivende i en lang årrække forud for 2000 samt på intet tidspunkt efter 2000 er blevet overskudsgivende, skærper kravene til sagsøgerens bevis for, at der med driften tilsigtes et rimeligt driftsresultat.

At stutteriet i indkomståret 2000 var en ikke-erhvervsmæssig virksomhed, og at de med fritidsstutteriet forbundne nettoudgifter ikke kan fradrages i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, begrundes endvidere med:

at	driften af ejendommen bedømt ud fra en teknisk-landbrugsfaglig målestok ikke var sædvanlig og forsvarlig,
at	den driftsmæssige og økonomiske intensitet og rentabilitet i sagsøgerens hestehold/"stutteri" har været for ringe, og
at	driften selv efter en længere årrække ikke ville kunne blive overskudsgivende ved den valgte driftsform efter driftsmæssige afskrivninger.

Det er ikke godtgjort, at stutteriet er drevet forsvarligt ud fra en teknisk-landbrugsfaglig målestok. Tit støtte herfor gøres det gældende, at det i hvert fald ikke på baggrund af skønserklæringen kan lægges til grund, at stutteriet ud fra en teknisk-landbrugsfaglig målestok er drevet forsvarligt, da skønserklæringens resultat er baseret på en række urigtige og usikre forudsætninger. Følgende anføres bl. a. i skønserklæringen under besvarelse af spørgsmål 2 (bilag 2, side 7):

"Der er nogen usikkerhed knyttet til opgørelsen af produktion af heste i det pågældende år"

Om markdriften fremgår det videre af erklæringens side 8

"Med en bestand på 20 heste svarer dette til 3.375 kr. pr. hest og år i gennemsnit af de to år, hvilket dog ikke forekommer uforsvarligt".

Der foreligger imidlertid ikke dokumentation for, at der var en bestand på 20 heste, og at forudsætningen herom derfor skulle være rigtig.

Forudsætningen om, at et gennemsnitligt dækningsbidrag på kr. 11.000,- beregnet over tre regnskabsår, tager herudover ikke højde for et konstateret tab på debitorer på kr. 24.500,-. Hertil kommer, at dækningsbidraget for det relevante år (inkl. tab på debitorer) i sig selv var negativt med kr. 53.018,-.

Erklæringens konklusion, hvorefter stutteridriften anses som værende drevet forsvarligt, er således afgivet under sådanne forudsætninger, at konklusionen ikke kan lægges til grund. Sagsøgeren har derfor ikke godtgjort, at stutteriet blev drevet sædvanligt og forsvarligt, hvilket også understreges af det konstante negative dækningsbidrag.

Hertil kommer, at en drift, som konsekvent er drevet med et negativt dækningsbidrag ikke er sædvanlig og forsvarlig. Endvidere kan en sådan drift ikke anses som værende tilsigtende et rimeligt driftsresultat.

Sagsøgeren har således heller ikke godtgjort, at der med driften er " tilsigtet et rimeligt resultat".

I Landsskatterettens kendelse (bilag 1, side 2) fremgår oplysninger om resultatet af sagsøgerens deltidsstutteri for perioden 1992 fil 2003, mens skønserklæringen indeholder oplysninger om perioden 1997 til 2004. Det fremgår heraf, at virksomheden i en periode på 13 år konsekvent har givet underskud. De fortsatte underskud - som tidsmæssigt strækker sig langt ud over en acceptabel indkøringsfase - understøtter, at sagsøgeren drift ikke kan have været forsvarlig. Hertil kommer, at sagsøgeren ikke selv opstartede driften i 1994, men derimod overtog en allerede igangværende drift fra sin ægtefælle, der allerede havde opstartet i 1978.

Fortsættelsen af driften, på trods af, at driften efter sagsøgerens overtagelse heraf i over et årti konstant var underskudsgivende, underbygger således, at driften af deltidslandbruget aldrig har været betinget af opnåelsen af et "rimeligt driftsresultat", men derimod har været begrundet i andre hensyn, hvorfor den særlige ligningspraksis heller ikke af denne grund kan finde anvendelse.

Sagsøgeren har endvidere ikke godtgjort, at stutteriet - i hvert fald efter en årrække - ville kunne give overskud ved den anvendte driftsform.

I skønserklæringens konklusion anføres (bilag 2, side 10-11), at den i 2000 valgte driftsform "med målrettet styring af omkostninger og produktion" vil give et overskud på eller omkring kr. 0,00 efter driftsmæssige afskrivninger inden for et år. Skønserklæringen er dateret den 6. september 2006, og ifølge konklusionen vil der således kunne opnås et resultat på omkring kr. 0,00 i løbet af 2007, og dermed 7 år efter det relevante indkomstår. Det forudsatte resultat på kr. 0,00 "forventes" således ikke at fremkomme inden for en rimelig tidshorisont i forhold til 2000 - men først 7 år senere - hvorfor driftsformen allerede af den grund ikke opfylder kravet om, at inden for en årrække at opnå et overskud ved den anvendte driftsform.

Når der skal tages stilling til, om den af sagsøgeren drevne virksomhed kan godkendes som erhvervsmæssig i skattemæssig forstand i indkomståret 2000, og om den efter en længere årrække vil kunne blive overskudsgivende, skal bedømmelsen ske ud fra den i 2000 anlagte driftsform, og ikke om driften kunne blive overskudsgivende, hvis den i væsentlig grad blev ændret. Bedømmelsen skal ske ud fra virkelighed, som forelå i 2000 og udgjorde rammerne for driften, og der er intet grundlag for at antage, at denne driftsform kunne føre til et rimeligt resultat.

Ved vurdering af, om deltidsstutteriet havde udsigt til at blive overskudsgivende, er det resultatet efter driftsmæssige afskrivninger, som skal tages i betragtning, jfr. eksempelvis Højesterets dom, SKM2007.59.HR. Dette resultat har været negativt i alle år. Sagsøgerens driftsresultat efter afskrivninger er heller ikke forbedret i årene efter 2000, idet det eneste "positive" resultat i 2003/04 (bilag C) alene skyldes, at sagsøgeren i dette år uden nærmere begrundelse - har medindregnet et tidligere afskrevet beløb på kr. ca. 30.000,-.

Sagsøgeren har således ikke godtgjort, at der med den i 2000 anlagte driftsform havde udsigt til på sigt at give overskud. Sagsøgeren har navnlig ikke løftet sin bevisbyrde herfor ved den fremlagte skønserklæring i bilag 2, idet skønserklæringen ikke tager udgangspunkt i den i 2000 anlagte drift, hvorfor konklusionerne er baseret på en forkert forudsætning om en ændret driftsform.

Skønsmanden oplyser bl. a. i sin besvarelse af spørgsmål 4 (bilag 2, side 9-10), at forudsætningen for, at virksomheden på sigt skal give et overskud på eller omkring kr. 0,- er,

at	antallet af solgte heste indbringer en gennemsnitspris på kr. 22.500,-, og at der sælges 4 heste pr. år (der foreligger ingen oplysninger om dette reelle salgstal i 2000),
at	bedækningsydelserne stiger til årligt 45.000, mod 15.000,- i 2000 (et beløb som i øvrigt både dækker over bedækning og pension),
at	kapacitetsomkostningerne reduceres fra kr. 151.585,- til 60.000,- uden at det i øvrigt specificeres, hvad udgiften på kr. 60.000,- dækker eller, hvorfor det skulle være muligt at reducere denne post så betragtelig ved uændret driftsform, og
at	også udgiften til show og transport ligeledes reduceres betydeligt.

Vedrørende opgørelsen af afskrivninger (bilag 2, side 8-10) tager disse ikke udgangspunkt i den i 2000 anlagte driftsform. Afskrivninger er ikke de faktiske afskrivninger, men derimod opgjort på baggrund af, hvad der i 2005-priser ville koste at opføre en staldbygning med en kapacitet på 16 stalde, og hvad afskrivningsgrundlaget i den situation estimeret ville udgøre.

Vedrørende udsigten til at opnå fortjeneste ved bedækningsydelser anfører skønsmanden uddybende (bilag 2, side 10), "at usikkerhed er især knyttet til, om det ville være muligt at promovere stutteriets nye hingst på en sådan måde, at det vil være muligt at sælge besætningsydelser for de skønnede 45.000 kr. om året." Herved forudsættes der er en udvidet eller ny indtægt fra denne nye hingst, som vi i øvrigt ikke ved, hvornår er anskaffet.

Konklusionen i skønserklæringen er således baseret på to afgørende forhold, dels en omsætningsforøgelse, dels en omkostningsreduktion. Disse to afgørende forhold forudsætter, at driftsformen fra 2000 skal ændres og optimeres for at opnå et positivt resultat, hvorfor det gøres gældende, at der ikke med den i 2000 anlagte driftsform ville kunne opnås et resultat på kr. 0,00 eller derover. Den teoretiske mulighed for at opnå et positivt driftsresultat i 2007 er ikke sket med udgangspunkt i den i 2000 anlagte drift, hvorfor konklusionen i spørgsmål 4 ikke kan lægges til grund.

Skønsmandens vurdering af, om stutterivirksomheden under den tidligere drift kunne være blevet overskudsgivende, jfr. spørgsmål 4, er således ikke underbygget med udgangspunkt i 2000-driften og forudsætter tillige en fuldstændig ændret indsats fra sagsøgerens side og omlægning af driften. Skønsmandens vurdering står i direkte modsæming til det faktum, at ejendommen og stutteriet i samtlige driftsår har givet underskud.

Hesteholdet på sagsøgerens ejendom har aldrig været overskudsgivende og kunne ikke blive overskudsgivende. Omkostningerne herved var så store, at driftsresultatet ville blive negativt. Derfor var det under den i 2000 anvendte driftsform ikke muligt at få et resultat, der dokumenterer en erhvervsmæssig drift.

Sagsøgerens delstutteri har igennem ca. 15 år konstant givet betydelige underskud allerede før afskrivninger, og der er ingen støtte for, at en fortsættelse af den i 2000 anlagte driftsform ville have resulteret i et overskud. Tværtimod.

Under disse omstændigheder, hvor sagsøgeren ikke kan påvise, at ejendommen under den i 2000 anvendte driftsform havde et erhvervsmæssigt sigte, og idet der ikke var udsigt til, at driften, selv efter en længere årrække, ville kunne blive overskudsgivende, kan stutteriet ikke anses som erhvervsmæssigt drevet, og sagsøgeren er dermed ikke berettiget til fradrag for underskud, jfr. Statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Endelig gøres det gældende, at opstillede forudsætninger for at opnå et driftsmæssigt overskud også må betyde, at sædvanlig drift for et stutteri som det omhandlede indebærer højere bedækning og mindre udgifter til show og transport, og at den manglende opnåelse heraf i sig selv bliver usædvanlig. Når det således indirekte lægges til grund, at det ved stutterier af denne karakter efter denne teknisk-faglige målestok forudsættes, at sædvanlig drift indebærer højere omsætning samt lavere omkostning, kan driften i nærværende sag således aldrig anses for sædvanlig og dermed landbrugsmæssig forsvarlig.

Rettens bemærkninger

Det hedder blandt andet i Højesterets præmisser i dommen refereret i UfR 1994.530 H:

"I medfør af statsskatteIovens § 6, litra, kan underskud ved drift af en landbrugsejendom efter den mangeårige, særlige ligningspraksis vedrørende deltidslandbrug fratrækkes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst på betingelse af, at driften af ejendommen bedømt ud fra en teknisk-Iandbrugsfaglig målestok kan betegnes som sædvanlig og forsvarlig og tilsigter at opnå er rimeligt driftsresultat. I så fald må ejendommen i skattemæssig henseende anses for drevet erhvervsmæssigt, med mindre det må lægges til grund, at driften selv efter en længere årrække ikke vil kunne blive overskudsgivende.

..."

I denne sag kan det lægges til grund, at sagsøgerens ægtefælle i 1976 etablerede stutteriet, som sagsøgeren i 1992 erhvervede fra sin mand og at stutteriet herefter frem til 2003/04 hvert år gav underskud samt at stutteriet i 2003/04 gav et overskud på 57.728,00 kr før driftsmæssige afskrivninger på kr. ca. 20.000,- og ekstraordinære indtægter med kr. 35.200,- på tidligere afskrevne debitorer. Sagsøgeren overtog således et stutteri, der var etableret i 1976, hvorfor indkøringsfasen burde have været afsluttet på det tidspunkt, hvor sagsøgeren erhvervede stutteriet, som på trods heraf fortsat gav underskud i mange år. På denne baggrund finder retten ikke, at sagsøgeren har godtgjort, at stutteriet har været drevet erhvervsmæssigt tilsigtende et overskud, hvorfor retten tager sagsøgtes frifindelsespåstand til følge.

Med sagens omkostninger forholdes som nedenfor anført.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet frifindes for den af sagsøgeren, A, nedlagte påstand.

I sagsomkostninger skal sagsøgeren til sagsøgte betale 30.000 kr.

De idømte sagsomkostninger skal betales inden 14 dage.