Dato for udgivelse
28 Apr 2009 10:10
SKM-nummer
SKM2009.306.SKAT
Myndighed
SKAT
Sagsnummer
09-056577
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Aktier og andre værdipapirer samt immaterielle rettigheder
Emneord
Aktieombytning
Resumé

SKAT har givet tilladelse til skattefri aktieombytning af aktier i Renewagy A/S. Aktionærerne kan skattefrit ombytte deres aktier i Renewagy A/S med aktier i det tyske børsnoterede selskab Colexon Energy AG. Der er tale om en generel tilladelse, der kan benyttes af aktionærer i Renewagy A/S, der er fuldt skattepligtige til Danmark.

Reference(r)

Aktieavancebeskatningsloven § 36, stk. 1 og 2

Henvisning

Ligningsvejledningen 2009-1 S.G.18

Aktionær A, der er fuldt skattepligtig til Danmark, anmodede om tilladelse til skattefri aktieombytning af sine aktier i Renewagy A/S med aktier i det tyske børsnoterede selskab Colexon Energy AG efter aktieavancebeskatningslovens § 36, stk. 1 og 2.

SKAT imødekom anmodningen uden fastsættelse af særlige vilkår.

Tilladelsen er generel og kan derfor benyttes af alle aktionærer i det ombyttede selskab, forudsat de er fuldt skattepligtige til Danmark.

Afgørelsen er truffet med hjemmel i aktieavancebeskatningslovens § 36, stk. 1 og 2.

Transaktionen indebærer, Colexon Energy AG opnår mindst 90 % af stemmer og aktier i Renewagy A/S.

I forbindelse med aktieombytningen vederlægges de hidtidige aktionærer i Renewagy A/S udelukkende aktier i Colexon Energy AG og til en værdi, der svarer til værdien af de indskudte aktier. Der sker således ingen kontantvederlæggelse i forbindelse med ombytningen.

Såvel det erhvervende som det erhvervede selskab er omfattet af begrebet selskab i en medlemsstat i artikel 3 i direktiv 90/434/EØF, idet der er tale om henholdsvis et dansk "A/S" og et tysk "AG", jf. aktieavancebeskatningslovens § 36, stk. 1, jf. direktivets art. 3, litra a), jf. direktivets bilag litra j) og l).

SKAT, Sagscenter Erhverv, fandt det på baggrund af sagens oplysninger sandsynliggjort, at hovedformålet med aktieombytningen ikke er skatteunddragelse eller -undgåelse. Endvidere sås de objektive betingelser for at meddele tilladelse til skattefri aktieombytning at være til stede, hvorfor SKAT efter en samlet konkret vurdering meddelte tilladelse til den ansøgte aktieombytning.

Ved tilladelsen har SKAT ikke taget stilling til aktiernes overdragelseskurs, idet dette spørgsmål henhører under ligningen.