Klagen skyldes, at en anmodning om godtgørelse af tinglysningsafgift, jf. tinglysningsafgiftslovens § 23, stk. 1, nr. 4, ikke er blevet imødekommet, da anmodningen er anset for at være for sent indkommet, og da bestemmelsens øvrige betingelser ej heller er anset for opfyldt.

Landsskatterettens afgørelse

Afgiftsmyndighedens afgørelse stadfæstes.

Sagens oplysninger

I 2001 bevilgede klageren lån til opførelse af 52 seniorboliger, der skulle opføres på matrikelnummer Y. Lånet blev effektueret ved tinglysning den 30. marts 2001 af to pantebreve på hver 12 mio. kr., og ved et pantebrev på 13 mio. kr., tinglyst den 21. august 2001.

I tiden mellem de to tinglysninger blev matr.nr. Y opdelt således at de 52 opførte bygninger fik hver sit matrikelnummer.

Matr.nr. Y kom efter udstykningen alene til at bestå af omliggende, ubebyggede arealer, hvoraf en væsentlig del var/er vejarealer.

Klageren var ikke bekendt med denne udstykning, og fik derfor ved tinglysningen alene pant i et væsentligt mindre areal uden bygninger i forhold til det med debitor aftalte areal med bygninger.

For at overholde realkreditlovgivningen var det nødvendigt for klageren, at få etableret pant i det oprindeligt aftalte, ved en udvidelse af pantet på det sidste pantebrev til også at omfatte de 52 udstykkede og bebyggede parceller. En henvendelse til tinglysningskontoret for at få denne udvidelse foretaget ved en rettelse af tingbogen førte ikke til noget resultat.

Det har derfor været nødvendigt at udvide panteretten til også at omfatte de 52 nye parceller. Pantudvidelsen blev tinglyst den 19. februar 2007.

Ved brev af 15. maj 2007 anmodede klageren med henvisning til tinglysningsafgiftslovens § 23, stk. 1, nr. 4., om godtgørelse af tinglysningsafgift med 195.000 kr. betalt ved tinglysningen den 19. februar 2007.

Skattecentrets afgørelse

SKAT, Afgiftsmyndigheden, har ved den påklagede afgørelse ikke imødekommet anmodningen om godtgørelse af tinglysningsafgift.

Afgiftsmyndigheden har ved afgørelsen bl.a. henvist til, at anmodningen er indkommet for sent, jf. tinglysningsafgiftslovens § 23, stk. 1, nr. 4, da der er forløbet mere end 1 måned efter den fornyede tinglysning den 19. februar 2007 før anmodning om godtgørelse blev modtaget af afgiftsmyndigheden. Endvidere er der tale om tinglysning af en almindelig pantudvidelse, som ikke er omfattet af tinglysningsafgiftslovens § 23, stk. 1, nr. 4, da der ikke er tale om en fejlagtig pantsætning.

Klagerens påstand og argumenter

Klageren har overfor Landsskatteretten nedlagt påstand om godtgørelse af tinglysningsafgift med 195.000 kr.

Til støtte for påstanden har klageren bl.a. henvist til, at anmodningen om godtgørelse af tinglysningsafgift er indgivet rettidigt, og at forholdet er omfattet af tinglysningsafgiftslovens § 23, stk. 1, nr. 4, idet alle betingelser for godtgørelse er opfyldt.

På tidspunktet, hvor klageren blev opmærksom på den fejlagtige pantsætning og efterfølgende var nødsaget til at tinglyse en pantudvidelse for at overholde gældende realkreditlovgivning, var klageren kun bekendt med afgiftsmyndighedens hidtidige praksis vedr. betingelserne for fejlagtig identifikation. Ifølge afgiftsmyndighedens hidtidige praksis var der alene adgang til godtgørelse i de situationer, hvor det på tidspunktet for den første anmeldelse til tinglysning er klart for tinglysningsmyndigheden, at der er sket en åbenbar fejlagtig identifikation af det pantsatte. Denne hidtidige praksis gav ikke mulighed for, at klageren kunne få den erlagte afgift retur. Derfor har klageren i første omgang ikke ansøgt om afgiftsgodtgørelse.

Klageren blev efterfølgende den 11. maj 2007 opmærksom på, at Landsskatteretten ved kendelse afsagt den 17. december 2004 har ændret praksis på området for fejlagtig identifikation. Klageren har den 11. maj 2007 rekvireret en kopi af kendelsen og har på baggrund heraf konstateret, at praksisændringen har medført, at klageren nu kunne anmode om afgiftsgodtgørelse.

Den 15. maj 2007 - kun 4 dage efter, at klageren blev bekendt med praksisændringen - fremsendte klageren anmodning om afgiftsgodtgørelse til SKAT.

På baggrund heraf har klageren anmodet om, at Landsskatteretten bortser fra fristoverskridelsen og realitetsbehandler sagen.

For så vidt angår realiteten er det bl.a. anført, at en fejlagtig identifikation skal berigtiges ved fornyet tinglysning eller registrering. SKAT fastholder denne fortolkning og har i sagen anført, at der skal foreligge en aflysning af det fejlagtigt identificerede pantebrev samt en efterfølgende tinglysning af et nyt pantebrev, før bestemmelsen i tinglysningsafgiftslovens § 23, stk. 1, nr. 4, finder anvendelse.

Klageren er ikke enig i SKAT's strenge fortolkning af bestemmelsens ordlyd. En fejlagtig identifikation kan godt berigtiges ved tinglysning af en allonge til pantebrevet. Dette fremgår bl.a. af kendelse afsagt af Landsskatteretten den 17. december 2004. Afgiftsmyndigheden havde i denne sag gjort gældende, at en fejlagtig identifikation ikke kunne berigtiges ved tinglysning af en allonge til pantebrevet. En sådan disposition var at betragte som inddragelse af anden fast ejendom under pantet, hvilket udløste fuld ny afgift efter TAL § 5, stk. 3, 1. pkt., jf. stk. 1.

Landsskatteretten var ikke enig i dette synspunkt og anførte hertil følgende:

"På tidspunktet for anmodningen om godtgørelse må det endvidere anses for åbenbart, at der var sket en sådan fejlagtig identifikation. Endvidere er det godtgjort, at parterne ved efterfølgende berigtigelser, herunder ved tinglysning af allonge til pantebrevet med angivelser af det aftalemæssigt korrekte matrikelnummer, har korrigeret den fejlagtige identifikation. Under disse omstændigheder findes betingelserne for godtgørelse efter tinglysningsafgiftslovens § 23, stk. 1, nr. 4, for så vidt angår tinglysningsafgift af pantebrevet at være opfyldt."

Et fejlagtigt identificeret pantebrev kan således korrigeres ved efterfølgende tinglysning af en allonge, der angiver det aftalemæssigt korrekte matrikelnummer. Der hersker derfor ingen tvivl om, at et fejlagtigt identificeret pantebrev kan berigtiges ved en allonge.

Der er konkret tale om en fejlagtig identifikation og ikke en udvidelse af pantet. Klageren fastholdt pantsætningen af matr. nr. Y efter udstykningen. Det skete fordi matrikelnummeret både før og efter udstykningen udgjorde en del af den faste ejendom som klageren efter aftale med debitor skulle have pant i. Problemet er, at matrikelnummeret før udstykningen udgjorde hele den faste ejendom som klageren efter aftale med debitor skulle have pant i. Efter udstykningen udgjorde matrikelnummeret kun en del af den faste ejendom, som klageren efter aftale med debitor skal have pant i.

En fejlagtig identifikation omfatter således ikke kun det forhold, at man ved en fejl skriver A, når man skulle have skrevet B. En fejlagtig identifikation omfatter også det forhold, at man skriver A og det efterfølgende viser sig, at A er ændret til A, B, C og D.

Da klageren anmeldte sit pantebrev til tinglysning den 21. august 2001, var klageren ikke vidende om den skete udstykning. Klageren var derfor af den opfattelse, at matr. nr. Y stadig henviste til den faste ejendom, som klageren efter aftale med debitor skulle have pant i. Det er derfor korrekt, at pantsætningen af matr. nr. Y ikke er fejlagtig. Den er bare ikke tilstrækkelig i henhold til aftalen med debitor. Klageren skulle således have pant i noget mere end det ene matrikelnummer.

I og med at klageren troede, at matr. nr. Y på tidspunktet for tinglysningen henviste til den faste ejendom, som klageren efter aftale med debitor skulle have pant i, er der tale om en fejlagtig identifikation omfattet af tinglysningsafgiftslovens § 23, stk. 1, nr. 4. I den allonge, som klageren tinglyste, er der således ikke tale om inddragelse af yderligere pant men blot panter, som H1 A/S efter aftale med debitor skulle have pant i. Aftalen med debitor lyder på, at H1 A/S skulle have pant i den faste ejendom, der udgjordes af matr. nr. Y, før udstykningen fandt sted. En ejendom, der efter udstykningen nu er opdelt i 52 matrikler foruden matr. nr. Y.

Så længe klageren kan dokumentere, at de matrikelnumre, der er anført i den korrigerende allonge til det fejlagtigt identificerede pantebrev, alle henviser til ejendomme, der hørte under matr. nr. Y, før udstykningen fandt sted, er der ikke tale om en udvidelse af pantet, men blot en korrigering af et fejlagtigt identificeret pant.

Dispositionen skal for at være omfattet af tinglysningsafgiftslovens § 23, stk. 1, nr. 4, være konkret begrundet, og det skal naturligvis kunne dokumenteres, at de "glemte" ejendomme oprindeligt skulle have indgået i pantsætningen.

I denne sag er der efter klagerens opfattelse tale om en konkret, legal og dokumenteret begrundelse, idet klageren løbende oplever situationer, hvor der i perioden mellem to tinglysninger af pant i fast ejendom sker udstykning af denne. Problemet er, at det oprindelige matrikelnummer opretholdtes efter udstykningen, dog således, at det alene omfatter et restareal - typisk et vejareal. Klageren får ikke meddelelse om sådanne matrikulære ændringer, hvilket er årsag til, at klageren i god tro alene angiver det oprindelige matrikelnummer, hvis der efterfølgende skal tinglyses pant i den faste ejendom, der før udstykningen hørte under ét matrikelnummer. Klageren er således ikke vidende om, at der er sket en udstykning og får derfor ikke angivet alle nye matrikelnumre inklusive det oprindelige matrikelnummer, der stadig eksisterer.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Tinglysningsafgiftslovens § 23, stk. 1, 1., og 2. pkt., samt stk. 1, nr. 4, har følgende ordlyd:

"§ 23. Den ved tinglysning eller registrering indbetalte afgift godtgøres af afgiftsmyndigheden efter anmodning, dog med fradrag af 1.400 kr., når der anmodes om godtgørelse af den ved tinglysning indbetalte afgift. Godtgørelse finder sted, når følgende dokumenteres:

4) Et tinglyst eller registreret pant eller et tinglyst ejendomsforbehold er aflyst eller udslettet, der ved tinglysningen eller registreringen er sket en åbenbar fejlagtig identifikation af det pantsatte og denne fejl efterfølgende berigtiges ved fornyet tinglysning eller registrering. Anmodning om godtgørelse skal indgives senest 1 måned efter, at den fejlagtige identifikation er berigtiget ved fornyet tinglysning eller registrering af det pågældende pant."

Udvidelsen af klagerens panteret til også at omfatte de 52 nye parceller blev tinglyst den 19. februar 2007. Klageren anmodede ved brev af 15. maj 2007 afgiftsmyndigheden om godtgørelse af tinglysningsafgift betalt ved tinglysningen den 19. februar 2007 under henvisning til tinglysningsafgiftslovens § 23, stk. 1, nr. 4.

Da anmodningen om godtgørelse således blev fremsat næsten 3 måneder efter at der skete fornyet tinglysning vedrørende de omhandlede 52 nye parceller, og derfor blev fremsat senere end fristen på 1 måned herfor, jf. den objektiverede godtgørelsesbestemmelse i tinglysningslovens § 23, stk. 1, nr. 4, sidste pkt., er klageren ikke berettiget til godtgørelse. Der er ikke hjemmel til at bortse fra fristoverskridelsen, som i øvrigt må anses for betydelig.

Landsskatteretten stadfæster allerede med denne begrundelse afgiftsmyndighedens afgørelse.