Landsskatteretten har i en ikke-offentliggjort kendelse af 19. april 2007 anset en pantebrevshandler for at drive økonomisk virksomhed i momslovens forstand, og selskabet var derfor lønsumsafgiftspligtig i medfør af lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, 1. pkt. Landsskatteretten afviste herved, at pantebrevshandlerens aktiviteter måtte anses for passiv kapitalanbringelse.

Sagen blev indbragt for Landsretten, hvor den imidlertid blev forligt, idet pantebrevshandleren kunne støtte ret på SKATs hidtidige praksis. Pantebrevshandleren anerkendte imidlertid i henhold til forliget, at denne var lønsumsafgiftspligtig efter det tidspunkt, hvor SKAT udmelder en ny praksis.

Hidtidig praksis og lovgrundlag

SKAT har i SKM2001.265.TSS udtalt, at et selskabs aktive systematiske anbringelse af egne og lånte midler med henblik på at opnå fortjeneste ved forrentningen heraf, ikke kan anses som finansielle transaktioner, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, dvs. at der er tale om passiv kapitalanbringelse i momslovens forstand. Selskabet var derfor ikke lønsumsafgiftspligtig.

Selskabet opkøbte til anlæg pantebreve i parcel- og rækkehuse og ejerlejligheder, som lå i beholdning indtil udløb eller indfrielse. Der bliver ikke solgt pantebreve ud af beholdningen. Selskabets køb finansieredes hovedsagelig ved lån fra hos moderselskabet, og selskabets indtægter bestod i renteforskellen og kursgevinster m.v.

SKAT har senere anerkendt, at der også er tale om passiv kapitalanbringelse når selskaber køber pantebreve med henblik på videresalg.

Praksisændring

Landsskatteretten har i den ikke-offentliggjorte kendelse slået fast, at et selskab, der køber og sælger pantebreve mv., driver økonomisk virksomhed, jf. momslovens § 3.

I henhold til sagens oplysninger havde selskabet til formål at drive handel/mæglervirksomhed med pantebreve samt anden i forbindelse hermed stående virksomhed. Selskabets aktivitet skete gennem kontakter til forskellige ejendomsmæglere. Når et hus blev solgt, fik selskabet mulighed for at købe pantebreve, for derefter at videresælge disse til en højere kurs til f.eks. en bank. Pantebrevene blev kun ejet i kort tid, og der blev foretaget en del handler.

Landsskatteretten kom i præmisserne frem til, at selskabet udøvede næring ved finansiel virksomhed. Der blev herved henset til, at selskabet ifølge vedtægterne havde til formål at drive næring med køb og salg af pantebreve, at pantebrevene blev erhvervet med videresalg for øje og med henblik på at opnå fortjeneste ved videresalg, og at aktiviteten blev udøvet systematisk og i et ikke uvæsentligt omfang.

Selskabet måtte herefter anses for at have foretaget leverancer mod vederlag som omhandlet i momslovens § 4, stk. 1. Retten bemærkede hertil, at der mellem selskabet og dets medkontrahenter bestod et gensidigt bebyrdende retsforhold, i henhold til hvilket de to parter indbyrdes havde forpligtet sig til en gensidig udveksling af ydelser, hvorved der var en direkte sammenhæng mellem de udførte leverancer og den modtagne modværdi.

Selskabets handel med pantebreve måtte imidlertid anses for momsfritaget, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, og dermed lønsumsafgiftspligtig, jf. lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, 1. pkt.

Lønsumsafgiftsmæssig konsekvens af ændringen

Landsskatteretskendelsen medfører, at aktiviteter med handel med pantebreve mv., hvor købet af pantebrevene sker med henblik på opnåelse af fortjeneste ved videresalg fremover er lønsumsafgiftspligtig, idet der er tale om økonomisk virksomhed. Der skal herved være tale om systematiske køb og salg i et ikke uvæsentligt omfang.

SKM2001.265.TSS er fortsat gældende, idet anbringelse af egne og lånte midler blot med henblik på at opnå fortjeneste ved forrentningen heraf, ikke kan anses som finansielle transaktioner, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, dvs. at der er tale om passiv kapitalanbringelse i momslovens forstand.

Frister for genoptagelse

I henhold til skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2, kan der ske ordinær genoptagelse af afgiftstilsvaret, hvis anmodning herom fremsættes inden 3 år efter angivelsesfristens udløb.

Hvis fristen for ordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2, er udløbet, kan der i henhold til skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 1, efter anmodning ske ekstraordinær genoptagelse fra og med den afgiftsperiode, der er helt eller delvis sammenfaldende med den afgiftsperiode, der var til prøvelse i den første sag, der resulterede i underkendelse af praksis, eller den afgiftsperiode, der er påbegyndt men endnu ikke udløbet, 3 år forud for underkendelsen af praksis.

Der kan derfor gives genoptagelse for afgiftsperioder for hvilke angivelsesfristen ligger efter den 6. januar 2002.

Anmodning om ekstraordinær genoptagelse skal fremsættes under iagttagelse af bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2. Det vil sige, at anmodningen om genoptagelse skal fremsættes inden 6 måneder efter, at den afgiftspligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af den ordinære genoptagelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2.

Reaktionsfristen på 6 måneder i henhold til skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2, regnes fra offentliggørelsen af denne meddelelse på SKATs hjemmeside.

Anmodning om genoptagelse

Anmodning om genoptagelse skal indgives til SKAT.

Anmodningen skal indeholde oplysninger om virksomhedens navn, adresse og CVR-nr., samt en specificeret opgørelse af kravet på tilbagebetaling.

Dokumentation

Virksomheden skal kunne dokumentere opgørelsen af tilbagebetalingskravet gennem relevant regnskabsmateriale og andet bilagsmateriale, som efter virksomhedens opfattelse kan dokumentere kravet.

Ikrafttrædelsestidspunkt

Denne ændring af praksis må anses for at være en skærpelse af området for lønsumsafgiftspligt, jf. lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, 1. pkt. i forhold til tidligere praksis. Ændringen har således virkning fra den 1. maj 2009.