Ved opgørelse af den skattepligtige almindelige indkomst for en medarbejder, der er omfattet af den særlige skatteordning, ses der bort fra den indkomst, der beskattes under ordningen.

Den skattepligtige almindelige indkomst opgøres på sædvanlig måde afhængig af, om medarbejderen er begrænset skattepligtig, fuldt skattepligtig og hjemmehørende i udlandet eller fuldt skattepligtig og hjemmehørende her i landet. Indkomst fra arbejdsgiveren, der ikke er A-indkomst, medregnes i den skattepligtige almindelige indkomst. Det gælder fx fri bolig, fri sommerbolig, fri lystbåd, vederlag i form af aktier og købe- og tegningsretter til aktier samt andre personalegoder i henhold til LL § 16, bortset fra værdi af fri bil og multimedier.

Værdi af fri kost og logi er skattepligtig almindelig indkomst, selv om der er tale om A-indkomst, jf. bemærkningerne til § 48 E, stk. 1, i Lovforslag nr. 158/1991. 

Fradrag

Adgangen til at foretage fradrag i den skattepligtige almindelige indkomst er fraveget på den måde, at medarbejderen er afskåret fra at fradrage udgifter, der knytter sig direkte til den indkomst, der er beskattes under den særlige skatteordning. Det gælder fx befordringsfradrag, fradrag for kost og logi, fradrag for flytteudgifter, fradrag for dobbelt husførelse.

Fagforeningskontingent kan kun fradrages, såfremt det efter en konkret vurdering må antages, at medlemskabet af en fagforening er uden forbindelse med den aktuelle lønindkomst under ordningen. Medarbejdere, der er begrænset skattepligtige eller fuldt skattepligtige og hjemmehørende i udlandet kan kun fradrage fagforeningskontingent, der kan anses for knyttet til indkomst, som er omfattet af den skattepligtige almindelige indkomst, jf. KSL § 1, stk. 2 og § 2, stk. 3.

Bidrag til A-kasse og efterløn anses ikke for at være knyttet til lønindkomsten og kan derfor fradrages i den skattepligtige almindelige indkomst, hvis medarbejderen er fuldt skattepligtig og hjemmehørende her i landet, jf. PBL § 49, stk. 1 og § 49 A, stk. 1. Hvis medarbejderen er begrænset skattepligtig eller fuldt skattepligtig og hjemmehørende i udlandet, kan bidrag til A-kasse og efterløn som udgangspunkt ikke fradrages, jf. KSL § 1, stk. 2 og § 2, stk. 3.

Der er dog en særlig fradragsregel i PBL § 49, stk. 1, 2.-3. pkt., som betyder, at personer, som er begrænset skattepligtige eller fuldt skattepligtige og hjemmehørende i udlandet, har mulighed for at fradrage bidrag til A-kasse. Fradraget kan kun tages i indkomst som nævnt i KSL § 2, stk. 1, nr. 1 (løn for arbejde udført i Danmark for en dansk arbejdsgiver), nr. 4 (indkomst fra et fast driftssted i Danmark) og nr. 12 (arbejdsløshedsdagpenge, sygedagpenge og barselsdagpenge), og kun, hvis det ikke er muligt at foretage fradrag for udgiften i indkomst, der beskattes i udlandet.

Personer, der er fuldt skattepligtige og hjemmehørende her i landet, kan fradrage indbetalinger til privattegnede pensionsordninger efter PBL § 18, jf. § 54, jf. KSL § 1, stk. 2. Pensionsordningen skal være dansk eller være godkendt efter bestemmelserne i PBL §§ 15 C og 15 D om ordninger i EU- og EØS-lande. Der er endvidere mulighed for fradrag for indbetalinger til visse pensionsordninger i Storbritannien, Schweiz og Nederlandene i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsterne med disse lande. Det samme gælder i henhold til den særlige grænsegængeraftale med Sverige. Se afsnit A.C.1.1.8 i Ligningsvejledningen; Almindelig del.

Se også afsnit D.B.5.2.4 om begrænsninger for så vidt angår personfradrag, bundfradrag, og underskudsfremførsel.

Grænsegængerreglerne i KSL §§ 5 A - 5 D

En medarbejder, der er omfattet af den særlige skatteordning, kan - med de begrænsninger, der følger af anvendelsen af den særlige skatteordning - anvende grænsegængerreglerne ved opgørelse af den skattepligtige almindelige indkomst. Indkomst, der beskattes under ordningen medregnes til den kvalificerende indkomst, som skal udgøre 75 procent af globalindkomsten, jf. KSL § 5 A. Se bemærkningerne til § 5 A i Lovforslag nr. 35/1995. Se om grænsegængerreglerne i afsnit D.B.8.