Der er som udgangspunkt ikke noget krav om, at medarbejderen skal udføre arbejdet i Danmark. Det gælder uden undtagelse medarbejdere, der er
- fuldt skattepligtige, men hjemmehørende i et andet land, Færøerne eller Grønland, ifølge en dobbeltbeskatningsoverenskomst
- begrænset skattepligtige
Hvis medarbejderen er fuldt skattepligtig og hjemmehørende i Danmark ifølge en dobbeltbeskatningsoverenskomst med et andet land, Færøerne eller Grønland, vil medarbejderen ikke kunne anvende den særlige skatteordning, hvis beskatningsretten til lønnen overgår til det andet land,
- fordi medarbejderen opholder sig i det andet land i en længere periode, som i de fleste dobbeltbeskatningsoverenskomster udgør mere end 183 dage inden for en 12-måneders periode, eller
- fordi lønomkostningen afholdes af en udenlandsk arbejdsgiver eller den danske arbejdsgivers faste driftssted i udlandet.
Hvis skattepligten ophører, kan den særlige skatteordning ikke længere anvendes. Medarbejderen stilles i forhold til ordningen, som om ansættelsen er ophørt. Hvis medarbejderen senere ønsker at anvende ordningen, skal samtlige betingelser herfor være opfyldt ved indgåelse af et nyt ansættelsesforhold.
Den særlige skatteordning kan heller ikke anvendes ved ophold i udlandet på mere end 6 måneder, hvis lønnen beskattes efter LL § 33 A. Se KSL § 48 F, stk. 7.