Dato for udgivelse
29 aug 2007 10:24
SKM-nummer
SKM2007.582.SKAT
Myndighed
SKAT
Sagsnummer
07-133589
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Aktier og andre værdipapirer samt immaterielle rettigheder
Emneord
Skattefri aktieombytning, generel tilladelse
Resumé
SKAT har givet tilladelse til skattefri aktieombytning af aktier i Carl Bro A/S. Aktionærerne kan skattefrit ombytte deres aktier i Carl Bro A/S med aktier i det hollandske børsnoterede selskab Grontmij NV. Der er tale om en generel tilladelse, der kan benyttes af aktionærer i Carl Bro A/S, der er fuldt skattepligtige til Danmark.
Reference(r)
Aktieavancebeskatningsloven § 36, stk. 1 og 2
Henvisning
Ligningsvejledningen 2007-4 S.G.18

Rådgiver anmodede om tilladelse til skattefri aktieombytning af de danske skattepligtige aktionærers aktier i Carl Bro A/S med aktier i det hollandske børsnoterede selskab Grontmij NV efter aktieavancebeskatningslovens § 36, stk. 1 og 2.

Der blev anmodet om en generel tilladelse uden fastsættelse af særlige vilkår.

SKAT imødekom anmodningen.

Ved afgørelsen lagde SKAT uprøvet til grund, at det erhvervende selskab svarer til et dansk aktie- eller anpartsselskab.

Tilladelsen er generel og kan derfor benyttes af alle aktionærer, der er fuldt skattepligtige til Danmark, i det ombyttede selskab.

Afgørelsen er truffet med hjemmel i aktieavancebeskatningslovens § 36, stk. 1 og 2.

SKAT, Center for Store Selskaber, Koncernbeskatningskontoret, fandt det på baggrund af sagens oplysninger sandsynliggjort, at hovedformålet med aktieombytningen ikke er skatteunddragelse eller -undgåelse. Endvidere sås de objektive betingelser for at meddele tilladelse til skattefri aktieombytning at være til stede, hvorfor SKAT efter en samlet konkret vurdering meddelte tilladelse til den ansøgte aktieombytning.

Der sås ikke at være grundlag for at stille anmeldelsesvilkår.

Sagsfremstilling

Carl Bro A/S (Carl Bro), er et dansk selskab, der driver rådgivende ingeniørvirksomhed i Danmark, Sverige og Storbritannien/Irland.

Grontmij NV (Grontmij) er et hollandsk, børsnoterede selskab, der driver rådgivende ingeniørvirksomhed i Holland, Belgien, Tyskland, Polen, Tjekkiet og Ungarn.

Aktieombytning fandt sted i august 2006.

Aktieombytningen havde til formål at sikre, at Carl Bro og Grontmij blev én af de største aktører i Europa inden for rådgivende ingeniørvirksomhed samtidig med, at koncern-selskaberne bevarede deres lokale tilknytning i hvert enkelt land. Udover at Grontmij ønskede at opretholde Carl Bros stærke brand, fortsætter Grontmij en allerede lagt strategi om udskillelse af ulønsomme datterselskaber.

Carl Bro og Grontmij har til sammen ca. 6.210 ansatte og driver aktiviteter i det meste af Europa.

Den foretagne aktieombytning er sket for at sikre en bæredygtig markedsposition. Ved aktieombytningen opnåede Grontmij 100% ejerandel i Carl Bro.

SKAT finder, at de objektive betingelser i aktieavancebeskatningslovens § 36, stk. 1 og 2, er opfyldte således, at anmodningen kan imødekommes.

Ved tilladelsen har SKAT ikke taget stilling til aktiernes overdragelseskurs, idet dette spørgsmål henhører under ligningen.