Dato for udgivelse | 03 Jan 2007 14:51 |
SKM-nummer | SKM2007.10.SKAT |
Myndighed | SKAT |
Sagsnummer | 07-000392 |
Dokument type | SKAT-meddelelse |
Overordnede emner | Moms og lønsumsafgift |
Overemner-emner | Momsfritagelse og -godtgørelse |
Emneord | Momsfritagelse, velgørende arrangement, tilsvarende varer og ydelser |
Resumé | SKAT præciserer, at såfremt et arrangement består i levering af både varer og ydelser, som arrangøren i øvrigt driver virksomhed med, og varer og ydelser, som arrangøren ikke i øvrigt driver virksomhed med, kan arrangøren opnå momsfritagelse for den del af arrangementet, der består af levering af varer og ydelser, som arrangøren ikke i øvrigt driver virksomhed med. |
Hjemmel | Momsloven, LBEK nr. 966 af 14. oktober 2006 |
Reference(r) | Momsloven § 13, stk. 1, nr. 18. |
Henvisning | Momsvejledning 2007-1 D.11.18 |
På given foranledning skal SKAT præcisere reglerne om momsfritagelse for velgørende arrangementer i tilfælde, hvor der som en del af arrangementet indgår salg af varer og ydelser, svarende til de arrangøren i øvrigt driver virksomhed med.
Der er tale om arrangementer, hvor arrangøren både leverer varer og ydelser, som han i øvrigt driver virksomhed med (fx fra kiosk eller cafeteria), og andre varer og ydelser (fx entré).
Det fremgår af momsloven § 13, stk. 1, nr. 18, at der kan opnås momsfritagelse for velgørende arrangementer. Der kan dog ikke efter bestemmelsen opnås momsfritagelse for salg af varer og ydelser, der svarer til, hvad arrangøren i øvrigt driver virksomhed med.
Det er SKATs opfattelse, at reglerne ikke er til hinder for, at en arrangør kan opnå momsfritagelse for den del af arrangementet, for hvilket han ikke i øvrigt driver virksomhed, selvom arrangøren som en del af arrangementet samtidig leverer varer og ydelser, svarende til de han i øvrigt driver virksomhed med.