Dato for udgivelse
09 jun 2006 11:27
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
20 mar 2006 13:33
SKM-nummer
SKM2006.372.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
2-2-1819-1456
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Afslag, skattefri, anpartsombytning
Resumé
Tilladelse til skattefri aktieombytning blev nægtet, da den formelle ejer- og stemmeandel opnået ved aktieombytningen ikke svarede til den reelle stemmeandel.
Reference(r)
Aktieavancebeskatningsloven § 13, stk. 2, § 36, stk. 2
Henvisning
Ligningsvejledningen 2006 - 3 afsnit S.G.18.3

Klagen skyldes, at der er givet afslag på anmodning om tilladelse til skattefri anpartsombytning.

Landsskatterettens afgørelse

Regionen har nægtet at give tilladelse til skattefri anpartsombytning.

Landsskatteretten stadfæster regionens afgørelse.

Sagens oplysninger

Ved ansøgning af 6. juni 2005 anmodede repræsentanten på vegne af klageren om tilladelse til skattefri anpartsombytning af klagerens nominelt 76.500 kr. anparter i B ApS (selskabet) med anparter i et nystiftet selskab efter aktieavancebeskatningslovens § 13, stk. 1.

Ved ansøgningen oplystes, at den samlede anpartskapital i selskabet udgjorde nominelt 150.000 kr., og at de resterende anparter, nominelt 73.500 kr., ejedes af C ApS, der ejedes 100 % af D. Selskabet drev anlægsgartneri og planteskole. Ved anpartsombytningen ville der ikke blive udbetalt kontante udligningssummer, og det nye holdingselskab ville opretholde mindst 50 % ejerskab af selskabet i mindst 3 år. Som begrundelse anførtes, dels hensyn til en vis risikobegrænsning, dels at det på sigt ville være lettere at gennemføre et helt eller delvist generationsskifte. Det kunne blive aktuelt at knytte visse nøglemedarbejdere tættere til virksomheden.

Af anpartshaveroverenskomst indgået mellem klageren, C, B ApS og D d. 15. september 2005 fremgår:

"(...)

§ 3

Bemyndigelse m.v.

Selskabets øverste myndighed udøves af generalforsamlingen og/eller ved anpartshavermøde. Anpartshavermøder indkaldes af en anpartshaver med mindst 2 og højst 21 dages varsel. Der føres protokol over møderne.

Der ansættes en direktion til varetagelse af den daglige drift.

Alle beslutninger, der vedrører virksomhedens daglige drift, træffes af direktionen. Er direktionens arbejdsopgaver delt fagmæssigt, følger beslutningskompetencen fagafgrænsningen. Beslutninger der omfatter:

ansættelse og afskedigelse af personale foretagelse af investeringer ud over kr. 50.000 ydelse af kredit ud over normal kredittid optagelse af lån eller af en tilsvarende forpligtelse og aftaleforhold med kunder, hvor selskabet løber en større økonomisk risiko afgøres på anpartshavermøder.

(...)

Det er oplyst, at virksomheden blev etableret af E, der er klagerens bror, og far til D. Indtil 31. december 2004 var selskabet ejet af klageren med nominelt 75.000 kr. anparter og E og C ApS med hver nominelt 37.500 kr. anparter. Pr. 1. januar 2005 overdrog E nominelt 36.000 kr. anparter til C ApS og nominelt 1.500 kr. anparter til klageren. Selskabets aktiviteter fordeler sig med ca. 50 % på anlægsarbejder og 50 % på plantesalg. Klageren har stået for plantesalget og E - og senere D - har stået for anlægsarbejdet. Ifølge tidligere anpartshaveroverenskomst skulle beslutninger vedrørende selskabets normale, daglige drift træffes af ledelsen af den afdeling det vedrørte, men andre beslutninger krævede enstemmighed blandt anpartshaverne.

Regionens afgørelse

Tilladelse til skattefri anpartsombytning er nægtet.

Det fremgår af aktieavancebeskatningslovens § 13, stk. 2, at ved ombytning af aktier forstås den transaktion, hvorved et selskab erhverver en andel i et andet selskabs aktiekapital med den virkning, at det opnår flertallet af stemmerne i dette selskab, ved til gengæld for værdipapirer tilhørende aktionærerne i det andet selskab at tildele dem aktier i det første selskab og eventuelt en kontant udligningssum.

Klageren anses ikke at være i besiddelse af en bestemmende indflydelse i selskabet, idet parterne på alle væsentlige områder er ligestillede, jf. anpartshaveroverenskomsten.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at der gives tilladelse til skattefri anpartsombytning.

I anpartshaveroverenskomstens § 3 er angivet, at selskabets øverste myndighed er generalforsamling eller anpartshavermøde. Der er ingen indskrænkninger oplyst i stemmeret eller i beslutningskompetencen for dette forum. Herefter kan det lægges til grund, at anpartsselskabslovens almindelige bestemmelser om beslutninger er gældende, jf. lovens § 32. Loven foreskriver almindelig stemmeflertal som hovedregel.

Anpartshaveroverenskomstens § 3 angiver, hvorledes direktionen er bemyndiget til at varetage den daglige drift. Såfremt forretningen er grenopdelt følger bemyndigelsen af faggrænserne. Bemyndigelsen er indskrænket med 5 angivne forhold, hvoraf de to er praktiske med henholdsvis personaleforhold og begrænsning i retten til at investere. Der er her tale om en helt sædvanlig om end væsentligt indskrænket bemyndigelse for en direktion.

Klageren har med 52 % af anparterne det i loven foreskrevne stemmeflertal. Anpartshaveroverenskomst og vedtægter indeholder ikke forhold eller aftaler, der indskrænker hans mulighed for at anvende stemmeflertallet. Der er ej heller forhold, der underminerer eller sigter til at omgå bestemmelsen om stemmeflertal. Det forhold, at begge anpartshavere er direktører med hver sit ansvarsområde, har ingen indflydelse på en majoritetsanpartshavers ret til at lede selskabet via sine stemmer på generalforsamling eller anpartshavermøder. Majoritetsanpartshaveren har herunder mulighed for at ansætte og afskedige samtlige selskabets ansatte.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Det fremgår af den på tidspunktet for det meddelte afslag gældende aktieavancebeskatningslovs § 13, stk. 2, og den nugældende aktieavancebeskatningslovs § 36, stk. 2, at ved ombytning af aktier, jf. bestemmelsernes stk. 1, forstås den transaktion, hvorved et selskab erhverver en andel i et andet selskabs aktiekapital med den virkning, at det opnår flertallet af stemmerne i dette selskab, ved til gengæld for værdipapirer tilhørende aktionærerne i det andet selskab at tildele dem aktier eller anparter i det første selskab og eventuelt en kontant udligningssum.

Klagerens nominelt 76.500 kr. anparter, der påtænkes ombyttet med anparter i et af klageren ejet holdingselskab, svarer til en 51 % af ejer- og stemmeandel.

Den formelle majoritet, som holdingselskabet opnår ved anpartsombytningen, indskrænkes imidlertid af anpartshaveroverenskomstens bestemmelse om, at væsentlige beslutninger skal afgøres på anpartshavermøder. Det må derfor lægges til grund, at beslutninger på anpartshavermøder kræver enighed, således at holdingselskabet alene formelt, men ikke reelt opnår flertallet af stemmerne i selskabet. Betingelsen for at opnå tilladelse til skattefri anpartsombytning er derfor allerede af denne grund ikke opfyldt.

Afslag på tilladelse til skattefri aktieombytning stadfæstes derfor.