Klagen vedrører told- og skatteregionens afgørelse af 24. juli 1998, hvorved A A/S er blevet pålagt at efterbetale 837.340 kr. i chokoladeafgift vedrørende perioden fra den 1. maj 1997 til 24. juli 1998, som konsekvens af at selskabet er anset uberettiget til fradrag efter chokoladeafgiftslovens § 8, stk. 1, nr. 6 og nr. 7, for varer, der er taget retur fra grossister mod godtgørelse af varernes pris fratrukket et gebyr, og for varer som virksomheden har solgt ubeskattet til grossister og derefter taget retur fra detailleddet mod fuld godtgørelse.
Det fremgår af sagen at A A/S (herefter benævnt virksomheden), der er en udleveringsvirksomhed registeret som oplagshaver i henhold til chokoladeafgiftsloven, driver virksomhed med salg af chokolade- og sukkervarer.
Det fremgår endvidere, at virksomheden som hovedregel sælger varerne uden afgift til grossister og indkøbskæder, der er registreret efter chokoladeafgiftsloven, og som videresælger varerne med afgift til egne eller uafhængige detailforretninger. Virksomheden har oprindelig over for den stedlige told- og skatteregion oplyst, at ca. 10 % af virksomhedens omsætning sælges i beskattet stand. Under sagens behandling for Landsskatteretten har virksomheden korrigeret den beskattede andel af virksomhedens salg til 13,28 %. Virksomheden har også oplyst at af den øvrige del af salget, der sker uden at virksomheden berigtiger chokoladeafgift, udgør 2,20 % salg til eksport, 49,80 % salg til såkaldte kapitalkæder, der er karakteriseret ved at alle tilknyttede detailbutikker ejes af kæden, og den resterede del salg til såkaldte frie kæder. Virksomheden fakturerer altid til grossisten uanset om der er tale om salg til kapitalkæder eller frie kæder. I nogle tilfælde leverer virksomheden varerne til grossisten mens virksomheden i andre tilfælde, uanset om salget er faktureret til grossisten, leverer varerne direkte til de enkelte detailbutikker, såkaldt direkte levering. Af salget til frie kæder leveres efter det oplyste 8,64 % af salget direkte til detailbutikkerne.
Samhandelsforholdet mellem virksomheden og dets kunder er indrettet således, at virksomheden tilbyder at tage ikke salgsegnede varer, som f.eks. datokritiske varer eller beskadigede varer, retur både fra grossisterne og detailleddet og at ombytte dem med friske varer. Ombytningsretten vedrører således både varer, hvoraf virksomheden har betalt chokoladeafgiften som varer, hvor chokoladeafgiften er betalt af grossister eller indkøbskæder.
I detailleddet konstateres eventuelle datokritiske varer af virksomhedens sælgere. Såfremt en butik vælger at få varerne ombyttet, udfærdiger sælgeren en ombytningsseddel, der sendes til virksomheden, hvor den fungerer som en intern ordre til lageret, en såkaldt plukseddel. Ombytningsvaren fremsendes herefter til detailleddet uden om grossisten/indkøbskæden, ligesom returvaren returneres til virksomheden uden om grossisten.
I relation til afgiftsregnskabet skelnes der for ombytningsvarer fra detailleddet ikke mellem varer, der oprindeligt er blevet solgt af virksomheden uden afgift eller med afgift. I alle tilfælde udskrives således til den enkelte butik i forbindelse med ombytning en særskilt faktura incl. afgift på ombytningsvarer samt en kreditnota incl. afgift på returvarer.
På grossistniveau konstateres ikke salgsegnede varer af virksomhedens key account managers, der tilsvarende tilbyder grossisten at tage sådanne varer retur, og herunder ombytte dem. I de tilfælde hvor returvarer oprindeligt har været solgt til grossisten med afgift udstedes ved returnering en kreditnota incl. afgift. Hvis varerne ombyttes med nye varer udstedes kreditnota inkl. afgift og faktura incl. afgift.
Når grossisterne returnerer eller får ombyttet varer, opkræver virksomheden hos grossisten 10 % af det oprindelige fakturabeløb ved modregning på den i forbindelse med returneringen udstedte kreditnota. Dette beløb, der af virksomheden opkræves som administrationsgebyr, er efter det oplyste opgjort efter et skøn over de omkostninger til modtagelse, sortering, sagsbehandling m.v., som påføres selskabet i forbindelse med returneringen. I ingen tilfælde afkræves et tilsvarende gebyr ved returneringen eller ombytning hos detailleddet.
Alle de varer, som virksomheden i den omhandlede periode tog retur fra enten grossister eller detailleddet, og som ikke kunne gensælges, blev sendt til forbrændingen og destrueret. Forud for fremsendelsen til forbrændingen indgav virksomheden anmodning om tilladelse til destruktion til den stedlige told- og skatteregion.
Virksomheden har fremlagt kopi af virksomhedens destruktionsanmodninger, på hvilke virksomheden har angivet varens art, mængde samt årsag, sted og dato for destruktion. I told- og skatteregionens påtegning på anmodningerne er i første to angivet, at varerne kan fraskrives lagerregnskabet, medens denne passage er udeladt i de fire sidste påtegninger. Virksomheden har oplyst, at indtil 6. juni 1997 er alle anmodninger om tilladelse til destruktion givet påtegning om, at det destruerede kan fraskrives lagerregnskabet. Virksomheden har endvidere oplyst, at det var synligt, at de varer, der skulle destrueres, kom fra detailhandelen, idet returvarerne var hældt ned i åbne kasser ofte i løse og åbne kartoner. Endvidere var varerne ofte forsynet med prismærker fra den enkelte butik.
Virksomheden har i den omhandlede periode ved opgørelse af chokoladeafgiftstilsvaret foretaget fradrag for vægten af de varer, der blev returneret til virksomheden, uanset om der var tale om varer, som virksomheden oprindeligt havde solgt i afgiftsberigtiget stand eller uden afgift. Varerne er herefter tilskrevet lagerregnskabet for ikke afgiftsberigtigede varer. De varer, virksomheden gav i bytte for returnerede varer, er medtaget ved opgørelsen af den afgiftspligtige vægt. Ved destruktion af returvarerne er disse fraskrevet lagerregnskabet for ikke afgiftsberigtigede varer.
Virksomhedens repræsentant har oplyst, at denne fremgangsmåde er kutyme i chokoladebranchen, og at den som sådan har været fulgt af virksomheden og stort set alle andre lignende virksomheder i op til 30 år. Endvidere er oplyst, at virksomheden i 1993 indførte et nyt EDB-system omfattende bl.a. lager- og afgiftsregnskaber, og at dette forud for dets iværksættelse blev drøftet og godkendt af den stedlige told- og skatteregion, bl.a. fordi regionen havde stillet krav til en speciel lageropgørelsesmetode.
Told- og skatteregionen har ved den påklagede afgørelse forhøjet virksomhedens chokoladeafgiftstilsvar for den omhandlede periode med i alt 837.340 kr.
Forhøjelsen er opdelt i 2 såkaldte fejltyper.
Som ”fejltype 1” er betegnet det forhold, at virksomheden, for så vidt angår returvarer, der oprindeligt er solgt af virksomheden med afgift, ikke har foretaget fuld godtgørelse af varens pris. Forhøjelsen vedrørende dette punkt udgør 14.207 kr.
Told- og skatteregionen har som begrundelse for denne del af forhøjelsen henvist til chokoladeafgiftslovens § 8, stk. 1, nr. 7, hvorefter der er fradrag i den afgiftspligtige vægt for varer, der returneres til virksomheden, såfremt køberen godtgøres varens pris indbefattet afgift. Told- og skatteregionen har anført, at bestemmelsen må forstås således, at der skal være tale om godtgørelse af varens oprindelige fulde pris. Da virksomheden på kreditnotaen foretager fradrag for det såkaldte administrationsgebyr, er betingelsen for fradrag efter § 8, stk. 1, nr. 7 ikke opfyldt.
Den øvrige del af forhøjelsen, betegnet som ”fejltype 2”, på i alt 823.133 kr., skyldes, at virksomheden ikke er anset for berettiget til fradrag i opgørelsen af afgiftstilsvaret for returvarer, der ikke oprindelig er afgiftsberigtiget af virksomheden. Ved opgørelsen af denne del af forhøjelsen har told- og skatteregionen forudsat, at 10% af de returnerede varer oprindeligt har været solgt af virksomheden i afgiftsberigtiget stand. Der er derfor godkendt fradrag i afgiftstilsvaret for 10% af de returnerede varer. Told- og skatteregionen har dog under sagens behandling for Landsskatteretten på baggrund af virksomhedens oplysninger om fordelingen af omsætningen på af virksomheden afgiftsberigtigede varer og ikke-afgiftsberigtigede varer, tiltrådt, at der ved opgørelsen af afgiftstilsvaret på dette punkt skal ske fradrag for 13,28 %. Told- og skatteregionen har ved opgørelsen af afgiftstilsvaret for 1997 anvendt den dagældende chokoladeafgiftssats på 12,50 kr. pr. kg. og for 1998 den dagældende takst på 14,20 kr.
Der er som begrundelse for denne del af forhøjelsen henvist til, at der ikke efter chokoladeafgiftsloven er adgang til fradrag for varer, der hos detailhandlere er blevet usælgelig. Adgangen til fradrag i afgiftsopgørelsen for returvarer gælder således varer, der allerede ved udleveringen af varen var fejlbehæftet, eller som var udleveret ved en fejltagelse. Endvidere er der henvist til, at virksomheden ikke er den, der har afregnet afgiften af de senere returnerede varer. Varen skal således efter chokoladeafgiftslovens § 8, stk. 1, nr. 7 være returneret fra køberen. Dette er ikke sket i dette tilfælde, hvor virksomheden har solgt varerne uden afgift til grossister m.v., der herefter har videresolgt varen med afgift til sine kunder.
Virksomhedens repræsentant har over for Landsskatteretten principalt nedlagt påstand om nedsættelse af afgiftstilsvaret med den foretagne forhøjelse. Subsidiært er der nedlagt påstand om nedsættelse af det opgjorte afgiftstilsvar vedrørende ”fejltype 2” til 301.587,96.
Til støtte for den principale påstand er det vedrørende den forhøjelse, der er betegnet som ”fejltype 1” gjort gældende, at der ikke i lovteksten er grundlag for at antage, at der skal være tale om godtgørelse af den fulde pris. Dette fremgår alene af den til chokoladeafgiftsloven udstedte vejledning, men da det heri anførte ikke har støtte i lovens tekst, er der ikke fornøden hjemmel til at opstille et sådant krav. Endvidere kunne virksomheden lige så vel have godtgjort kunden den fulde pris, og herefter særskilt opkrævet et administrationsgebyr. Det forhold, at gebyret er opkrævet via kreditnotaen kan ikke medføre, at returvarerne ikke kan fradrages i afgiftsregnskabet.
Vedrørende den som ”fejltype 2” benævnte forhøjelse, har repræsentanten gjort gældende, at det er ulovhjemlet, når told- og skatteregionen antager, at det er en betingelse efter chokoladeafgiftslovens § 8, stk. 1, nr. 7, om fradrag for returvarer, at returneringen skyldes oprindelige mangler eller fejlleverancer. Det fremgår hverken af lovteksten eller af vejledningen. Endvidere er der ikke grundlag for at antage, at retten til fradrag i opgørelsen af den afgiftspligtige vægt for returvarer er betinget af, at varen returneres fra virksomhedens umiddelbare kunde, ligesom det ikke kan antages at være en betingelse for fradrag, at virksomheden oprindelig selv har afregnet afgiften af de varer, der returneres. Endvidere er forholdet det, at virksomheden har solgt varerne til butikskæder, som har solgt dem videre til egne detailbutikker. Disse butikker er derfor også virksomhedens kunder, og betingelsen om, at varerne skal være returneret fra virksomhedens kunder er derfor rent faktisk opfyldt. Repræsentanten har endvidere henvist til, at det vil være provenuneutralt for staten, om virksomheden får lov til at fradrage de omhandlede returvarer i afgiftsregnskabet eller om de grossister/butikskæder, som virksomheden har solgt varerne til, får lov til at gøre det. Det vil kun medføre forøget administration, hvis detailbutikkerne skal returnere varerne til deres leverandør og i forbindelse hermed opnå en kreditnota fra denne leverandør og herefter få ombytningsvaren fra virksomheden. Repræsentanten har henvist til, at det af forarbejderne til chokoladeafgiftsloven fremgår, at formålet med at opkræve afgiften efter vægt, og ikke som tidligere af både vægt og værdi, netop var at ændre den administrative byrde for virksomhederne. For virksomheden har den valgte fremgangsmåde således alene haft til formål at sikre en så enkel administrativ procedure som mulig. Endvidere har det været afgørende, at proceduren opfyldte lovens betingelser, nemlig afregning af chokoladeafgiften over for staten, og at afgiften blev viderefaktureret, således at det var forbrugeren, der i sidste ende betalte afgiften. Det er således ikke i overensstemmelse med chokoladeafgiftsloven, når myndighederne nu forsøger at fastsætte en mere administrativ byrdefuld fremgangsmåde, for at virksomheden kan få refusion af chokoladeafgiften. En afgørelse om, at virksomheden ikke er berettiget til fradrag vil endvidere være i strid med chokoladeafgiftslovens formål, idet det fremgår af lovens forarbejder, at loven er en forbrugsafgiftslov, og at loven derfor har som formål at forbrugeren skal bære afgiften. I modsætning hertil er den en konsekvens af den påklagede afgørelse at virksomheden kommer til at bære afgiften. En sådan afgørelse vil derudover være i direkte strid med EF-domstolens dom i sag C-317/94 – Elida Gibbs, jf. bl.a. dennes præmis 19, 24, 31 og 34, og det anførte i momsvejledningen 2000, side 143. Af denne dom og det anførte sted i momsvejledningen fremgår således også, at den af virksomheden anvendte fremgangsmåde godkendes i momsmæssig henseende. Det vil være overraskende og ulogisk, hvis der findes at gælde et andet resultat for chokoladeafgift.
En afgørelse som den påklagede vil endvidere fordre at virksomheden fremover ændrer samhandelsvilkårene, og dette vil det ikke være muligt at få virksomhedens samhandelspartnere til at acceptere. Derudover vil virksomheden dog, selv hvis man forudsætter at alene grossisterne har fradragsret i forbindelse med den omhandlede returnering, have ret til at indtræde i grossisternes krav på fradrag.
Repræsentanten har endvidere henvist til, at det hverken af chokoladeafgiftsloven eller af vejledningen til denne fremgår, hvorledes den praktiske administration af chokoladeafgiftsloven på dette punkt skal foretages. Der må derfor være overladt virksomheden, grossisterne og detailleddet et vist spillerum til at fastsætte en praktisk, hensigtsmæssig administrativ fremgangsmåde for opkrævning af chokoladeafgiften, når blot det sikres, at staten modtager chokoladeafgift af alle varer, der forbruges. Manglende anvisning af en detaljeret fremgangsmåde, der skal anvendes, må komme virksomheden til gode, da Told- og Skattestyrelsen har haft rig lejlighed til at anvise en mere detaljeret fremgangsmåde, som virksomhederne så kunne følge. Da Told- og Skattestyrelsen ikke har gjort det, må det den af virksomheden anvendte procedure accepteres, indtil Told- og Skattestyrelsen selv giver en mere detaljeret anvisning, som virksomhederne har en passende tid til at indrette sig på, og som derfor kun skal have fremadrettet virkning.
Vedrørende den af virksomheden fulgte fremgangsmåde har repræsentanten yderligere anført, at denne fremgangsmåde er udtryk for en branchekutyme, der følges af så godt som alle chokoladevirksomheder, og at fremgangsmåden som sådan også har været godkendt af told og skat i op til 30 år. Virksomheden har haft en retsbeskyttet forventning om, at den af virksomheden anvendte procedure var godkendt af myndighederne, og at myndigheder derfor ikke er berettiget til efteropkræve den omhandlede afgift. Den stedlige told- og skatteregion har derudover godkendt samtlige af virksomhedens destruktionsanmodninger fra 1985 og til og med marts 1998 med påtegning om, at de destruerede varer kunne fraskrives lagerregnskabet. Told- og skatteregionen må hermed forudsætningsvis have godkendt, at der var tale om varer, som afgiftsmæssigt skulle indgå på virksomhedens lager af ikke afgiftsbelagte varer. Hvis det dengang havde været told- og skatteregionens opfattelse, at disse varer slet ikke skulle indgå i lagerregnskabet for ikke afgiftsberigtigede varer efter § 6, var det slet ikke fornødent at godkende destruktionsanmodningerne. Det må have stået told- og skatteregionen klart, at der i vidt omfang var tale om returvarer, der havde været ude i detailhandelen, eftersom varerne f.eks. ofte var prismærkede. Det ville selv sagt ikke være tilfældet for varer fra virksomheden, som aldrig havde været ude i handel. Regionen har efter marts 1998 fortsat godkendt virksomhedens destruktioner, dog blot uden bemærkningen om at varerne kan fraskrives lagerregnskabet. Såfremt ændringer af tilladelserne formulering måtte være udtryk for en praksisændring, kan denne ikke have retsvirkning for virksomheden, da regionen ikke kan anses i givet fald at have vejledt tilstrækkeligt herom blot ved udeladelsen af denne passus. Der henvises i denne sammenhæng til forvaltningslovens § 7, til den kommenterede forvaltningslov side 204-207, og i det hele til TfS 96.654, 96.642 og 98.957. Vedrørende princippet om berettiget forventning har repræsentanten endvidere henvist til Retssikkerhedsudvalgets betænkning fra 1996 herom. Repræsentanten henviste derudover til, at told- og skatteregionen var med til at drøfte og efterfølgende godkendte virksomhedens nye EDB-system, da dette blev iværksat i 1993, og at der derudover løbende har været kontakt mellem virksomheden og regionen.
En afgørelse hvorefter virksomheden ikke anses berettiget til fradrag i forbindelse med den omhandlede ombytning vil også stride med lighedsprincippet og være konkurrenceforvridende, idet det repræsentanten bekendt kun er en region der har nægtet virksomheden sådant fradrag, uanset virksomhedens fremgangsmåde benyttes af stort set alle virksomheder i hele landet.
Til støtte for den subsidiære påstand er der gjort gældende, at der ved opgørelsen af tilsvaret vedrørende ”fejltype 2” for det første skal nedsættes til 766.229,27 kr., idet der skal tages hensyn til, at 13,28 % af virksomhedens omsætning vedrører varer, der er solgt med afgift. Endvidere skal der herved tages hensyn til, at det opgjorte tilsvar for 1998 vedrører varer, der oprindelig er solgt i 1997, hvor afgiften udgjorde 12,50 kr. pr. kg. For det andet skal der ske yderligere nedsættelse af tilsvaret med 464.641,61 kr., opgjort som den del af salget der er sket til kapitalkæder, til frie kæder med direkte levering og til eksport. Til støtte for reduktionen for så vidt angår salget til kapitalkæder er det gjort gældende, at der er tale om salg til grossister/kæder, der selv ejer de butikker, som varerne er returneret fra, hvorfor det er den samme juridiske enhed, som virksomheden har solgt varen til, der også returnerer varen. Vedrørende disse returneringer er der derfor tale om returnering fra virksomhedens kunde. Til støtte for reduktionen for så vidt angår den del af salget til frie kæder, hvor der er sket direkte levering, er gjort gældende, at de enkelte butikker som virksomheden har leveret direkte til, må anses som virksomhedens kunder, således at varerne også i disse tilfælde er returneret direkte fra kunden. For så vidt angår salget til eksport er gjort gældende, at der i disse tilfælde ikke har bestået nogen ombytningsret, hvorfor der selvsagt skal ske reduktion for denne del af salget.
Told- og Skattestyrelsen har indstillet den påklagede afgørelse stadfæstet, idet styrelsen dog har tiltrådt told- og skatteregionens indstilling om nedsættelse af afgiftstilsvaret vedrørende ”fejltype 2”, således, at der ved opgørelsen af tilsvaret foretages en regulering for, at 13,28 % af de returnerede varer vedrører afgiftsbelagte varer. Vedrørende ”fejltype 2”- situationen har styrelsen anført, at beskattede varer efter loven kun kan vende tilbage til den registrerede virksomhed der har afgiftsberigtiget varerne med afgiftsgodtgørelse efter lovens § 8, stk. 1, nr. 7. Når varer som i den omhandlede situation returneres til en anden virksomhed end den der har afgiftsberigtiget varerne, har varerne karakter af allerede beskattede varer, og afgiften kan derfor ikke ved tilgangen til denne virksomhed godtgøres virksomheden. Varernes status som beskattede varer opretholdes herefter uændret, og sådanne varer som virksomheden vil videresælge eller destruere, er ikke omfattet af virksomhedens chokoladeafgiftsregistrering hos Told og Skat, men skal naturligvis holdes adskilt fra de ubeskattede varer i medfør af chokoladeafgiftslovens § 12. Styrelsen har endvidere anført at den påklagede afgørelse ikke er udtryk for en praksisændring. Årsagen til at regionen havde ændret ordlyden af destruktionstilladelserne var, at regionen i 1998 fik mistanke om, at betingelserne for fradraget i det konkrete tilfælde ikke var opfyldt, og det må have været klart for virksomheden, at tilladelserne var således betinget.
Landsskatteretten udtaler:
Virksomheden er registreringspligtig efter chokoladeafgiftslovens § 3, stk. 1.
Efter chokoladeafgiftslovens § 6, stk. 1, opgøres den afgiftspligtige vægt for en afgiftsperiode for sådanne virksomheden på grundlag af udleveringen fra virksomhedens godkendte lokaler i periode af varer, som er fremstillet af virksomheden eller tilført virksomheden efter § 5, uden at afgiften er berigtiget. Såfremt den tilstedeværende beholdning af varer, der er fremstillet af virksomheden eller tilført denne til videresalg, er mindre end forskellen mellem mængden af de fremstillede varer eller således tilførte varer og mængden af de udleverede varer, medregnes det manglende kvantum i udleveringen.
Efter chokoladeafgiftslovens § 8, stk. 1, kan der i den afgiftspligtige vægt opgjort efter § 6 fradrages bl.a. varer, der leveres til en anden registreret virksomhed (nr. 1), varer, der på grund af beskadigelse eller lignende er blevet uanvendelige, varer, der er gået tabt ved indbrud, brand eller forlis (nr. 6), samt varer, der returneres til virksomheden, såfremt køberen godtgøres varens pris indbefattet afgiften (nr. 7).
Efter chokoladeafgiftslovens § 12, stk. 3, skal virksomheder, der opgør den afgiftspligtige vægt efter lovens § 6, lagermæssigt holde varer, som den modtager, uden at afgiften er berigtiget, adskilt fra virksomhedens beholdning af varer, hvoraf afgiften er berigtiget.
Vedrørende den som ”fejltype 1” i den påklagede afgørelse benævnte forhøjelse lægger Landsskatteretten til grund, at der er tale om varer, som er indgået i den afgiftspligtige vægt efter chokoladeafgiftslovens § 6 for virksomheden, og som virksomheden derfor oprindeligt har afregnet afgift af. Efter chokoladeafgiftslovens § 8, stk. 1, nr. 7, er det en betingelse for fradrag i den afgiftspligtige vægt, at køberen godtgøres varens pris indbefattet afgiften. Landsskatteretten finder, at dette må forstås som den pris, hvortil virksomheden har solgt varen til køberen indbefattet afgiften. Da det fremgår, at virksomheden i disse tilfælde alene godtgør køberen 90 % af varens oprindelige pris, idet der foretages fradrag for et administrationsgebyr på 10 %, finder retten ikke, at betingelserne i chokoladeafgiftslovens § 8, stk. 1, nr. 7 er opfyldt. Retten finder derfor, at det er med rette, at virksomheden ikke er anset for berettiget til at foretage fradrag i opgørelsen af den afgiftspligtige vægt for så vidt angår sådanne returneringer. Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor på dette punkt.
For så vidt angår den som ”fejltype 2” i den påklagede afgørelse benævnte forhøjelse lægger Landsskatteretten til grund, at der for så vidt angår de oprindeligt solgte varer er tale om leveringer til andre registrerede virksomheder som nævnt i chokoladeafgiftslovens § 8, stk. 1, nr. 1, og at virksomheden har foretaget fradrag i den afgiftspligtige vægt for disse leverancer efter denne bestemmelse. Disse leverancer er derfor ikke afgiftsberigtiget af virksomheden. Da det må antages, at være en forudsætning for anvendelsen af § 8, stk. 1, nr. 7, at der er tale om returnering af varer, som virksomheden har solgt i afgiftsberigtiget stand, findes det at være med rette, at virksomheden ikke er anset for berettiget til fradrag i opgørelsen af den afgiftspligtige vægt efter § 6, af returnerede varer, som virksomheden ikke oprindelig har afgiftsberigtiget. Disse varer skulle således af virksomheden i overensstemmelse med chokoladeafgiftslovens § 12, stk. 3, have været holdt adskilt fra virksomhedens øvrige varer, og kunne have været videresolgt af virksomheden uden yderligere afgift. I det omfang virksomheden har destrueret disse varer, er dette uden betydning for opgørelsen af chokoladeafgiftstilsvaret som opgjort efter § 6. Landsskatteretten finder ikke, at det ved fortolkningen af chokoladeafgiftsloven kan tillægges vægt, om en anden fremgangsmåde end den, der må udledes af loven, eventuelt provenumæssigt måtte føre til samme resultat. Retten kan derfor i princippet tiltræde den af myndighederne i nærværende sag trufne afgørelse.
Landsskatteretten finder imidlertid, at der i den periode som efteropkrævningen vedrører, i relation til den såkaldte ”fejltype 2”-situation, må anses at have bestået betydelig tvivl hos såvel myndighederne som virksomhederne om, hvorledes chokoladeafgiftspligtige virksomheder i henhold til chokoladeafgiftsloven skulle føre afgifts- og lagerregnskaber i forbindelse med returnering og ombytning i situationer som den omhandlede. Den af virksomheden gennem et langt tidsrum anvendte fremgangsmåde er først berigtiget af myn- dighederne ved afgørelsen i nærværende sag. Henset hertil og under hensyn til bl.a. de foreliggende destruktionsgodkendelser finder Landsskatteretten, at virksomheden har været berettiget til at gå ud fra, at den af denne valgte fremgangsmåde var korrekt. Da virksomheden endvidere kunne have disponeret på en måde, hvorved der var opnået fradrag for returvarer, finder retten under disse omstændigheder ikke fornødent grundlag for efteropkrævning for den her omhandlede periode. Med denne begrundelse og for så vidt angår den til ”fejltype 2” relaterede del af den påklagede afgørelse vil denne forhøjelse være at frafalde.