Spørgsmål
Kan skatteyder ved omdannelse af sin personlige virksomhed i virksomhedsordningen til selskabsform efter lov om skattefri virksomhedsomdannelse, medtage den private ejerboligdel i en blandet ejendom ved omdannelsen?
Svar
Ja, se sagsfremstilling og begrundelse.
Beskrivelse af de faktiske forhold
Skatteyder driver underleverandørvirksomhed inden for jern- og metalbranchen. Virksomheden udøves i ejendommen skatteyder omfattende produktion, lager og kontor. Ejendommen omfatter endvidere en beboelse som ligger adskilt fra erhvervsbygningerne.
Det er således en blandet benyttet ejendom med vurderingsfordeling, hvor den erhvervsmæssige del indgår i virksomhedsordningen. Den private del indgår ikke i virksomhedsordningen. Denne opdeling er i overensstemmelse med bestemmelserne i Virksomhedsskatteloven.
Skatteyder ønsker at omdanne hele virksomheden inklusive ejendommen til selskabsform.
Indskudskontoen må ved omdannelsen påregnes at være negativ.
Aktiernes eller anparternes anskaffelsessum opgjort efter § 4, stk. 2 - 4 i lov om skattefri virksomhedsomdannelse vil være negativ uanset om ejendommen overdrages til selskabet eller holdes uden for omdannelsen. Det fremgår af samme lovs § 2, stk. 1, at det er en betingelse for anvendelse af lovens regler på trods af den negative anskaffelsessum, at ejeren samlet omdanner virksomheden og i øvrigt har anvendt virksomhedsordningen i året forud for omdannelsen, men den private del af ejendommen kan netop ikke indgå i denne.
Styrelsens indstilling og begrundelse
Det følger af lov om skattefri virksomhedsomdannelse § 2, stk. 1, nr. 2, 2. pkt., at ejeren af en ejendom, der helt eller delvist anvendes i virksomheden, i forbindelse med en skattefri virksomhedsomdannelse, kan vælge, om ejendommen skal overdrages til selskabet eller holdes uden for omdannelsen. Spørgsmålet kan således besvares bekræftende.
Told- og Skattestyrelsen indstillede således til Ligningsrådet, at spørgsmålet besvares bekræftende.
Ligningsrådet kunne tilslutte sig Styrelsens indstilling.