Dato for udgivelse
25 Oct 2001 13:02
SKM-nummer
SKM2001.445.TSS
Myndighed
Told- og Skattestyrelsen
Sagsnummer
99/01-099-00401
Dokument type
Meddelelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
Skatteansættelse, agterskrivelse
Resumé

En kommune anmodede om Told- og Skattestyrelsens stillingtagen til, om der var fremsendt en afgørelse om ændring af skatteansættelsen, når den skattepligtige havde imødegået forhøjelsen ved en tilsvarende af- eller nedskrivning og derfor alene havde modtaget en agterskrivelse fra forvaltningen. Told- og Skattestyrelsen meddelte kommunen, at ændring af skatteansættelsen ikke er gennemført i sådanne tilfælde.

Reference(r)

Skattestyrelsesloven § 3, stk. 4
Processuelle regler 2001, E.3.8, E.5.2 og F.1

Told- og Skattestyrelsen er af en kommune blevet forespurgt, om formelle regler er overholdt i tilfælde, hvor der er udsendt agterskrivelse, og hvor den skattepligtige har imødegået forhøjelsen af skatteansættelsen ved en tilsvarende af- eller nedskrivning. Der er således ingen beløbsændring, og der udskrives derfor ikke en efterfølgende kendelse eller årsopgørelse. Der sker alene en indberetning af statistikfelter.

Styrelsen har oplyst kommunen, at dén situation, der skitseres, indebærer, at den skattepligtige ikke modtager en afgørelse fra forvaltningen. Ansættelsen er derved ikke gennemført.

Styrelsen har yderligere oplyst kommunen, at der fra indkomståret 2001 vil blive udskrevet en årsopgørelse på baggrund af indberetning i felt 902 eller i felt 903, så længe der ikke er tale om ligningstemaer.