Selskabet A's klage skyldes, at Told- og skatteregionen den 21. juli 1999 har truffet afgørelse om, at selskabet er lønsumsafgiftspligtig efter lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, 1. punktum. Regionen har herefter opkrævet lønsumsafgift hos selskabet for perioden fra den 1. januar 1995 til den 31. december 1998.

Det fremgår af sagens oplysninger, at det klagende selskab, hvori B er eneaktionær, besidder en portefølje af børsnoterede obligationer og pantebreve samt investeringsforeningsandele. Selskabets nominelle beholdning af værdipapirer er på ca. 16,5 mio. kr. Selskabet anvender professionelle rådgivere i form af kapital- og fondsbørsmæglere til at forvalte formuen.

I selskabets vedtægter er angivet:

" Selskabets formål er direkte og indirekte gennem helejede datterselskaber at drive investeringsvirksomhed, herunder ved investering i aktier, obligationer, finansielle instrumenter og andre lignende pengeanbringelser, samt hermed beslægtet virksomhed, alt efter bestyrelsens nærmere skøn. "

Af selskabets årsregnskaber fremgår, at selskabet i de omhandlede år har udbetalt løn til selskabets direktør, i 1998 eksempelvis 600.000 kr. Endvidere har selskabet udbetalt honorarer til bestyrelsesmedlemmerne, samlet 10.000 kr. pr. år. Herudover har selskabet ikke udbetalt løn.

Selskabets repræsentant har over for Landsskatteretten oplyst, at selskabets lønnede direktør i den omhandlede periode har været C, der er ægtefælle til B.

Repræsentanten har videre oplyst, at selskabet tidligere har haft aktivitet inden for blandt andet ejendomshandel. I den omhandlede periode har selskabet derimod ikke haft nogen aktivitet, bortset fra at selskabet har haft en formue, der har skullet forvaltes, og er blevet det gennem to selskaber. Den løbende forvaltning, der blandt andet resulterer i udsendelse af meddelelser om modtagelse af renteafkast, udbytter eller afdrag samt eventuelle udtrækninger af obligationer, administreres af C. Efter modtagelse af renteafkast m.v. tages der i selskabet, i samråd med kapitalforvaltningsselskaberne, stilling til eventuel genplacering af indtægterne.

Repræsentanten har fremlagt kopi af en porteføljerapport og en oversigt over pantebrevsdepot vedrørende selskabet.

Told- og Skatteregionen har ved den påklagede afgørelse fundet, at selskabet er omfattet af lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, 1. punktum. Som begrundelse herfor har regionen anført, at selskabets investeringsvirksomhed med køb og salg af værdipapirer m.v. må anses for finansiel virksomhed omfattet af lønsumsafgiftslovens afgiftspligt. Regionen har henvist til Momsnævnets afgørelse af 27. februar 1998, offentliggjort i Tidsskrift for Skatter og Afgifter 1998.245, og regionen har anført, at nævnet i afgørelsen præciserer, at lønsumsafgiften ikke er en afgift på omsætningen af varer og ydelser, men en afgift på virksomheden, at de pågældende selskabers investeringsaktiviteter snævert set kan anses som leverancer til selskabernes aktionærer mod afholdelse af de herved forbundne udgifter, samt at betalingen for aktiviteterne udgøres af rente- og kursgevinster m.v.

Regionen har herefter opkrævet lønsumsafgift hos selskabet for perioden fra den 1. januar 1995 til den 31. december 1998.

Selskabets repræsentant har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at selskabet ikke er lønsumsafgiftspligtig, og at den indbetalte lønsumsafgift derfor bør tilbagebetales. Til støtte for påstanden har repræsentanten anført, at der ikke er tale om finansiel aktivitet omfattet af lønsumsafgiftsloven, men om passiv formuepleje. Repræsentanten har herved anført, at det ikke er korrekt som anført i den af regionen efterfølgende udarbejdede sagsfremstilling, at selskabet er særdeles aktiv som investeringsvirksomhed. Der er tale om, at selskabet har en portefølje af børsnoterede obligationer og pantebreve samt investeringsforeningsandele, som selskabet har andre til at forvalte. Der er selvfølgelig sket genplacering ved udtrækning. Porteføljen administreres af 2 selskaber, hvilket det klagende selskab har betalt/betaler honorar for, som for enhver anden købt tjenesteydelse. Direktørens arbejde har bestået i at følge forvaltningsselskabernes forvaltning af formuen. I dag modtager C ikke løn fra selskabet. Repræsentanten har endvidere gjort opmærksom på, at formålsbestemmelsen i selskabets vedtægter omhandler investeringsvirksomhed og ikke finansieringsvirksomhed.

Repræsentanten har videre anført, at regionen alene begrunder afgørelsen med en henvisning til Momsnævnets afgørelse af 27. februar 1998, offentliggjort i Tidsskrift for Skatter og Afgifter 1998.245, og repræsentanten har anført, at den omhandlede aktivitet i denne sag ikke kan sammenlignes med den af det klagende selskab udøvede aktivitet, der alene har bestået i formuepleje, hvorfor nævnsafgørelsen ikke er relevant for nærværende sag. I nævnets afgørelse var der tillige tale om et investeringsselskab, der for egne og lånte midler indgik blandt andet valutaterminsforretninger, hvilket ikke er tilfældet i nærværende sag.

For så vidt angår regionens bemærkninger om:

1) at lønsumsafgiften ikke er en omsætningsafgift, men en afgift på virksomheden, og

2) at selskabets investeringsaktiviteter snævert set kan anses som leverancer til selskabets aktionærer

har repræsentanten anført:

ad 1: I lønsumsafgiftslovens § 1 er anført, at der betales en afgift af virksomheder, der mod vederlag leverer varer og ydelser, der er fritaget for moms efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 1, nr. 3, nr. 5 og 6, nr. 8, nr. 10-12, nr. 15-17 og nr. 20, samt af virksomheder med anden økonomisk virksomhed, der mod vederlag leverer ydelser, som ikke er momspligtige.

Der er således tale om en afgift med baggrund i visse momsfrie aktiviteter beregnet efter nogle bestemte kriterier, og afgiften kan derfor ikke anses for en afgift på virksomheden, idet henvisningen til momsloven ellers vil være overflødig.

Endvidere er det klart, at forvaltning af egenkapital ikke er finansiel virksomhed efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, hvorfor det klagende selskab falder uden for henvisningen i lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 1, til momslovens § 13, stk. 1, nr. 10-12, og dermed uden for lønsumsafgiftslovens anvendelsesområde, jf. endvidere cirkulære nr. 186 af 29. oktober 1992 (til lønsumsafgifts- loven), punkt 7.

ad 2: Ifølge ordlyden af lønsumsafgiftsloven er det en betingelse for afgiftspligt, at der leveres varer og ydelser mod vederlag, hvilket er samme formulering, som anvendes i momsloven. I relation til moms har EF-domstolen ved flere lejligheder, blandt andet i dommene Polysar, C-60/90 og Wellcome Trust Ltd., C-155/94, fastslået, at udbetaling af renter og udbytter fra egenkapital ikke er leverancer mod vederlag. Der kan derfor ikke anses at foreligge levering af varer og ydelser mod vederlag i nærværende sag.

Endelig har repræsentanten henvist til Vestre Landsrets dom af 9. november 1999, offentliggjort i Tidsskrift for Skatter og Afgifter 1999.956, og repræsentanten har anført, at omstændighederne i landsretsdommen må anses for at svare til omstændighederne i nærværende sag, hvor der i dommen endog var tale om investering for lånte midler.

Under behandling af sagen i Landsskatteretten har de stedlige skattemyndigheder oplyst, at det klagende selskab gennem årene skattemæssigt har indtægtsført kursavancer/tab efter realisationsprincippet, og at der ikke ses at have været aktieavancer opgjort efter aktieavancebeskatningsloven.

Landsskatteretten skal udtale:

Lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, 1. punktum, har følgende ordlyd:

"Der betales en afgift til statskassen af virksomheder, der mod vederlag leverer varer og ydelser, der er fritaget for afgift efter merværdiafgiftslovens § 13, stk. 1, nr. 1, nr. 3, nr. 5 og 6, nr. 8, nr. 10-12, nr. 15-17 og nr. 20, jf. dog nedenfor stk. 2, og af virksomheder med anden økonomisk aktivitet, der mod vederlag leverer ydelser, der ikke er afgiftspligtige efter merværdiafgiftsloven."

Lovbestemmelsen har baggrund i lov nr. 830 af 19. december 1989 (Lov om lønsumsafgift for virksomheder inden for den finansielle sektor), hvori i § 1, stk. 1, 2. punktum, er anført: "Sektoren omfatter virksomheder med aktiviteter vedrørende forsikring, ind- og udlån, kreditformidling, pensionsopsparing, investeringsforvaltning, betalingsformidling samt handel med værdipapirer og/eller valuta". I forarbejderne til bestemmelsen er yderligere anført: "Ved investeringsforvaltning forstås den virksomhed, som blandt andet udøves af investeringsforeninger og investeringsselskaber."

Ved lov nr. 892 af 21. december 1991 blev loven udvidet til med visse undtagelser at omfatte alle virksomheder med afgiftsfri aktiviteter efter momsloven. Ved lovændringen fik lønsumsafgiftsloven sin nuværende ordlyd i § 1, dog er henvisningerne til momslovens bestemmelser ændret ved lov nr. 376 af 18. maj 1994 i overensstemmelse med ændringerne af momsloven i 1994.

Til lov nr. 892 af 21. december 1991 er udstedt cirkulære nr. 186 af 29. oktober 1992, der i punkt 3 præciserer indholdet af begrebet "den finansielle sektor" og i punkt 7 indeholder følgende fortolkningsbidrag:

"Finansielle indtægter hidrørende fra forskellige former for passiv kapitalanbringelse betragtes ikke som vederlag for salg af finansielle tjenesteydelser og begrænser således ikke fradragsretten. Som eksempler på sådanne indtægter kan nævnes renteindtægter (f.eks. indestående i pengeinstitutter), udbytter, kursavancer, obligationer, aktier og pantebreve m.v., samt renteindtægter fra købe- og afbetalingskontrakter, som er indgået som følge af virksomhedens salg af varer og momspligtige ydelser (egenproduktion). Endvidere anses enkeltstående udlån mellem moder- og datterselskaber eller mellem søsterselskaber normalt ikke for at være salg af en finansiel tjenesteydelse."

Henset til bestemmelsens forarbejder og indholdet af det udstedte cirkulære finder Landsskatteretten efter det oplyste, at aktiviteten i det klagende selskab i den omhandlede periode ikke har været af en sådan karakter, at selskabet er omfattet af lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, 1. punktum, eller i øvrigt af den afgiftspligtige personkreds i henhold til lønsumsafgiftsloven. Retten finder herefter, hvilket Told- og Skattestyrelsen har tiltrådt, at der ikke er grundlag for at pålægge selskabet lønsumsafgiftspligt, og den påklagede afgørelse.