Klagen til Landsskatteretten skyldes, at told- og skatteregionen ikke har anset den A kro foretagne levering af mad til pensionister i X kommune for omfattet af momsfritagelsesbestemmelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 2.

Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren tilbyder madleverancer til pensionister i X kommune. Madleveringen omfatter leverancer 6 af ugens dage til ca. 40 personer, og den daglige tur er på ca. 110 km. Prisen pr. madportion er 34-35 kr., og betales af pensionisten selv.

Det er oplyst, at der i forbindelse med madleveringen ydes forskellige former for hjælp. Klageren har oplyst, at denne hjælp bl.a. består i hjælp fra stue til køkken for gangbesværede, at anrette mad, at hente bestik, at skære kød i stykker for handicappede, at foretage alarmering af hjemmehjælp ved fald eller sygdom, at foretage køb af dagligvarer og hæve penge i banken. Der kræves ikke særskilt betaling for disse ydelser.

Videre er det oplyst, at madordningen er etableret for 6 år siden og er blevet til efter henvendelse fra pensionister, pårørende og hjemmehjælpere. I et enkelte tilfælde har også et sygehus henvendt sig vedrørende levering af mad til en patient, der stod over for udslusning til en selvstændig tilværelse.

Endvidere er det oplyst, at klageren ikke har nogen aftale med X kommune om levering af mad m.m. til pensionisterne.

Told- og skatteregionen havde ikke imødekommet ansøgningen om momsfritagelse i forbindelse med madleverancer til pensionister. Regionen havde herved anført, at fritagelsesbestemmelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 2, forudsætter, at leverancen vedrører social forsorg og bistand, herunder sådan, som præsteres af institutioner inden for ældreområdet, samt levering af varer og ydelser med nær tilknytning hertil. Regionen havde videre bl.a. anført, at det er hovedleverancen, der er afgørende, og at i nærværende sag er det madleverancen, der er karaktergivende.

Klageren nedlagde over for Landsskatteretten påstand om, at klagerens levering af mad til pensionister i X kommune er omfattet af fritagelsesbestemmelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 2, om social forsorg og bistand.

Til støtte for påstanden er anført, at klageren yder større social forsorg og bistand end X kommune, bl.a. ved daglig kontakt, som er ligeså vigtig som den daglige varme mad. Det er dertil oplyst, at klageren leverer til 2 pensionister, som har kræft, og er under kemoterapi, og hvor sygehuset har meddelt, at frossen mad fra kommunen ikke er næringsrig nok, men at patienterne skulle have sund og god kost, bl.a. fra klageren.

Videre er anført, at nogle af pensionisterne er så senile, at de aldrig vil kunne betjene en ovn eller mikrobølgeovn, og at såfremt de ikke fik varm mad fra klageren, ville det kræve 3-4 ekstra hjemmehjælpere i kommunen.

Endelig er det anført, at det er næsten umuligt at hæve madprisen, fordi nogle pensionister har det svært nok i forvejen.

Landsskatteretten udtalte:

I henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 2, er følgende varer og ydelser fritaget for afgift:

"Social forsorg og bistand, herunder sådan som præsteres af børne- og ungdomsinstitutioner og institutioner inden for ældreområdet, samt levering af varer og ydelser med nær tilknytning hertil."

Af forarbejderne til bestemmelsen i momslovens § 13 fremgår, at de heri indeholdte fritagelser er fastsat i overensstemmelse med 6. momsdirektiv. I direktivets artikel 13 er i punkt A indeholdt en række fritagelser til fordel for visse former for virksomhed af almen karakter. Af bestemmelsens litra g fremgår nærmere:

g) tjenesteydelser og levering af goder med nær tilknytning til social bistand og social sikring, herunder sådanne, som præsteres af alderdomshjem, af offentligretlige organer eller af andre, at er anerkendt af den pågældende medlemsstat som foretagender af almennyttig karakter; ..

Landsskatteretten finder, at klagerens aktivitet med levering af mad til pensionister i X kommune, ikke kan karakteriseres som social forsorg og bistand omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 2. Den omhandlede aktivitet består således primært i levering af mad, hvilket ikke kan anses for social forsorg og bistand, og det forhold, at leveringen som følge af, at maden leveres til pensionister og handicappede, er forbundet med en række hjælpefunktioner i form af anretning m.v. kan ikke føre til, at aktiviteten falder ind under bestemmelsen. Endvidere kan disse hjælpefunktioner ikke anses for en særskilt ydelse i forhold til madleveringen, hvorfor ej heller en del af klagerens vederlag kan anses for momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 2.

Den påklagede afgørelse blev stadfæstet.