Fortjenester på børsnoterede aktier er skattepligtige, jf. ABL §§ 2, stk. 1 og 4, stk. 1. Dog er fortjenester skattefrie, hvis aktierne sælges fra en beholdning af børsnoterede aktier, hvis kursværdi ikke overstiger 83.300 kr. (Reguleret efter PSL § 20) og ikke har oversteget dette beløb inden for de seneste 3 år før datoen for afståelsen.
Beløbsgrænsen efter PSL § 20 udgør for:
- 2001: 121.400 kr.
- 2002: 125.100 kr.
- 2003: 129.500 kr.
- 2004: 133.700 kr.
- 2005: 136.600 kr.
Med virkning fra den 1. marts 2000 er ABL § 4, stk. 2 ændret således, at der fra denne dato er indført dobbelt bundgrænse for ægtefæller, der har været samlevende hele det pågældende indkomstår. Det betyder, at gevinst og tab ved afståelser fra denne dato af børsnoterede aktier ejet i 3 år er skattefri henholdsvis ikke fradragsberettiget, hvis ægtefællernes samlede beholdning af børsnoterede aktier i dette tidsrum ikke har oversteget 273.100 kr. (2005-niveau).
Beløbsgrænsen efter PSL § 20 udgør for:
- 2001: 242.800 kr.
- 2002: 250.100 kr.
- 2003: 258.900 kr.
- 2004: 267.300 kr.
- 2005: 273.100 kr.
Beløbsgrænserne omfatter den samlede beholdning af børsnoterede aktier, hvad enten den pågældende har haft aktierne kortere eller længere end 3 år, og aktier medregnes, uanset om de ved en eventuel afståelse ville være omfattet af ABL §§ 2, 2 a, 2 c, 2 d, 2 e, 3 eller 4. Til beholdningen medregnes foruden aktier () aktieretter, tegningsretter og konvertible obligationer samt tegningsretter til konvertible obligationer.
Beholdningens kursværdi opgøres ved udløbet af hvert indkomstår, ved hver aktieerhvervelse og ved hver aktieafståelse. Ved erhvervelser opgøres værdien af beholdningen umiddelbart efter erhvervelsen, og ved afståelser opgøres værdien umiddelbart før afståelsen. Opgørelse ved afståelser foretages på grundlag af kurserne dagen inden afståelsen, og opgørelse ved erhvervelse foretages på grundlag af kurserne på erhvervelsesdagen. Ved fastsættelse af kursværdien for værdipapirer, der er noteret på Københavns Fondsbørs, skal anvendes den af Københavns Fondsbørs beregnede gennemsnitskurs "Alle handler"-kursen kl. 17, jf. TfS 1998, 324 TSS.
Falder kursværdien af børsnoterede aktier til under beløbsgrænsen, er fremtidige gevinster skattefrie, når beholdningen i 3 år har ligget under beløbsgrænsen. Tab kan ikke fradrages, når beholdningen i 3 år har været under beløbsgrænsen.