Parter
H1 ApS
(selv ved direktør A)
mod
Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Martin Henrichsen)
Afsagt af landsdommerne
Ulrik Jensen, John Lundum og Malene Urup (kst.)
Under denne sag, der er anlagt den 26. februar 2004 og i medfør af retsplejelovens § 254 forhandlet i forbindelse med 1. instanssagerne B-0506-04 og B-0507-04, A mod Skatteministeriet, har sagsøgeren, H1 ApS, under domsforhandlingen nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, skal anerkende, at afgørelsen truffet af skatteforvaltningen vedrørende indkomståret 1999 er ugyldig, og at Skatteministeriet skal betale 50.000 kr. i godtgørelse for tort. Subsidiært har H1 ApS nedlagt påstand om, at Skatteministeriet skal anerkende, at selskabet for indkomståret 1999 er berettiget til fradrag for telefonudgifter med 10.427 kr.
Skatteministeriet har over for påstanden om ugyldighed påstået frifindelse og over for påstanden om tortgodtgørelse afvisning, subsidiært frifindelse. Over for den subsidiære påstand har Skatteministeriet påstået frifindelse, subsidiært at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende et fradrag for telefonudgifter med 668,86 kr. Mere subsidiært har Skatteministeriet påstået hjemvisning af skatteansættelsen til fornyet behandling ved skatteforvaltningen.
Ved afgørelse af 15. maj 2003, nægtede skatteforvaltningen H1 ApS fradrag for afholdte udgifter til mobiltelefon med 10.427 kr. vedrørende indkomståret 1999.
Sagen drejer sig om, hvorvidt denne afgørelse er ugyldig på grund af sagsbehandlingsfejl, om H1 ApS har krav på godtgørelse for tort, og om H1 ApS er berettiget til fradrag for den nævnte telefonudgift.
Beløbet på 668,86 kr., der fremgår af Skatteministeriets subsidiære påstand, udgør abonnementsudgiften for perioden 21. juli 1998 til 20. oktober 1998 og samtaleudgiften for august 1998 for telefonen med brugernavnet "NO".
Landsskatterettens kendelse
Den 3. december 2003 traf Landsskatteretten følgende afgørelse i sagen:
"...
Klagen vedrører fradrag for udgifter til mobiltelefoner samt diverse formalia.
Landsskatterettens afgørelse
Skattemyndigheden har ikke godkendt fradrag for telefonudgifter på 10.427 kr.
Landsskatteretten stadfæster skattemyndighedens afgørelse.
Sagens oplysninger
Selskabets aktivitet omfatter bladproduktion og beslægtet virksomhed. Selskabets anpartskapital ejes af direktør A.
Regnskabsåret løber fra den 1. juli 1998 til den 30. juni 1999.
Selskabet havde i indkomståret 1999 en omsætning på 983.234 kr. og i gennemsnit 2 ansatte.
Formalitet
Selskabets repræsentant har anført, at skattemyndighedens afgørelse er ugyldig på baggrund af følgende formalitetsindsigelser:
"Skattevæsenets skrivelse savner begrundelse jf. forvaltningslovens § 22 samt henvisninger til de retsregler, der ligger til grund for afgørelsen. Der skal her henledes til vejledningen vedrørende processuelle regler for told og skatteområdet 2002 pkt. f.1 ugyldige de enkelte sagsbehandlingsregler. Det skal endvidere præciseres, at der her er tale om garantiforskrifter, hvorved en tilsidesættelse vil medføre ugyldighed.
Endvidere påpeges, at der i forbindelse med udsendelse af agterskrivelse påtages en ubetinget høringspligt. Det gælder ved siden af den almindelige forvaltningsretlige høringspligt jf. forvaltningslovens § 19-21. Denne har ej heller fundet sted.
Ligeledes henvises til, at sagsfremstillingen ikke er fremkommet tidsnok, og ikke er udfyldende nok til at efterkomme retningslinierne i vejledning af februar processuelle regler for told og skatteområdet 2002 E.3.6.2 og ej heller fremfører skatteyderens indsigelsespunkter.
Endvidere vedlægges bilag 3, som er skatteyderens eget indlæg for så vidt angår behandlingen af de forvaltningsretlige spørgsmål. Dette bedes ligeledes medtages i afgørelsen.
Konklusionen er herefter efter skatteyderens opfattelse, at den af skattevæsenets fremsatte kendelse savner hjemmel i lovgivningen og er stridende mod vejledningen februar 2002 processuelle regler om garantiforskrifter i forbindelse med begrundelse, høring m.v.
Endvidere tages der forbehold for torterstatning jf. ovenfor vejledning udgørende et område i størrelsesordenen kr. 20.000,00."
Skattemyndighedens udtalelse
Afgørelsen er ikke ugyldig på baggrund af de af selskabets repræsentant anførte formalitetsindsigelser.
Ændringen af selskabets selvangivne indkomst er begrundet, idet fradraget nægtes under henvisning til manglende besvarelse af brev af den 10. april 2003
Omfattende afholdte telefonudgifter vedrørende AM, NO samt JJ. Endvidere indgår lovhjemmel i sagsfremstillingen, der anses for at være en integreret del af agterskrivelsen.
Høringsfristen er overholdt, idet agterskrivelse er fremsendt den 29. april 2003 og kendelsen fremsendt den 15. maj 2003. Der er ikke udarbejdet en ny sagsfremstilling i forbindelse med fremsendelse af kendelse, idet skattemyndigheden frafaldt agterskrivelsens ene ansættelsesændring under henvisning til fremsendte brev fra selskabet den 13. maj 2003.
Da selskabets brev af 13. maj 2003 ikke besvarede skattemyndighedens brev af 10. april 2003, blev ansættelsesændringen vedrørende telefonudgifterne fastholdt, hvilket fremgår af kendelsen.
Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
Skattemyndigheden findes ved behandlingen af nærværende sag at have overholdt forvaltningslovens og skattestyrelseslovens bestemmelser. Der er således ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedens afgørelse af 15. maj 2003 som ugyldig.
Det fremgår af forvaltningslovens § 22, at en afgørelse, når den meddeles skriftligt, skal være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.
Det fremgår endvidere af forvaltningslovens § 24, stk. 1, at en begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.
Skattemyndighedens kendelse af 5. maj 2003 må anses for tilstrækkeligt begrundet efter reglerne i forvaltningslovens § 22 og § 24. Der er herved henset til, at skattemyndigheden i sagsfremstillingen, der blev fremsendt sammen med agterskrivelsen, har henvist til den retsregel, der ligger til grund for afgørelsen. Klageren findes ikke, at være fremkommet med sådanne nye indsigelser mod agterskrivelsen, at disse kræver særskilt begrundelse i kendelsen.
I forbindelse med afgørelse af 15. maj 2003 har skattemyndigheden ikke udarbejdet en endelig sagsfremstilling. Efter en konkret væsentlighedsbedømmelse findes dette forhold ikke at medføre, at afgørelsen er ugyldig.
Forvaltningslovens §§ 19-21 indeholder regler om høring. I henhold til forvaltningslovens § 21, stk. 2, punkt 3, gælder bestemmelsen § 21, stk. 1 ikke, hvis der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer parten adgang til at afgive en udtalelse til sagen, inden afgørelsen træffes. Høringsreglerne i skattesager fremgår af skattestyrelseslovens § 3, stk. 4. Den stedlige skattemyndighed varslede ved agterskrivelse af 29. april 2003 de påklagede forhøjelser af selskabets indkomst for indkomståret, 1999, og der blev i den forbindelse givet en indsigelsesfrist på 15 dage i overensstemmelse med skattestyrelseslovens § 3, stk. 4.
Skattestyrelseslovens og forvaltningslovens høringsregler findes således opfyldt, hvorfor skattemyndighedens afgørelse af 15. maj 2003 må anses for gyldig.
Fradrag for mobiltelefoner
Skattemyndigheden konstaterede via en gennemgang af selskabets telefonudgifter, at selskabet havde afholdt udgift til telefon vedrørende personer, der ikke var lønoplyst i selskabet. Der var tale om følgende personer:
- AM
- NO
- JJ
Selskabet har fratrukket telefonudgifter vedrørende disse personer med 10.427 kr.
Skattemyndighedens afgørelse
Udgiften godkendes ikke fratrukket, jf. statsskattelovens § 6, hvorfor selskabets indkomst forhøjes med 10.427 kr.
Der er lagt vægt på, at selskabet ikke har oplyst, hvorvidt de omhandlende personer har arbejdet i selskabet, samt hvordan aflønningen har fundet sted.
Selskabets påstand og argumenter
Repræsentanten har fremsat påstand om, at udgiften til mobiltelefoner godkendes fradragsberettige, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.
Der er henvist til, at telefonerne er oprettet samme dato og med samme opretter, hvorfor selskabet ikke er forpligtet til at foretage en identifikation via anvendelse af numre. Selskabet er heller ikke forpligtet til at anvende navne på personer, der er ansat i virksomheden, såfremt selskabet skulle anvende navne i forbindelse med identifikationen af de enkelte telefoner.
Samtlige navne hidrører fra personer, der enten har eller skulle være tilknyttet virksomheden. Der er løbende sket udskiftning af medarbejdere, og selskabet har glemt at justere herfor. Dette kan ikke medfører et tab af fradragsrettigheden for de telefoner, der er anvendt i forbindelse med selskabets drift. Der henvises til lønsedler fra ansatte, der har benyttet telefonerne i virksomhedens drift.
Bevisbyrden, for at telefonerne er anvendt i strid med virksomhedens interesse, må bero på skatteforvaltningen og ses ikke løftet i denne situation.
Telefonerne beror fortsat på adressatens adresse. Skattemyndigheden har for indkomståret 2000 accepteret de anvendte betegnelser, hvilket gør myndighedens afgørelse endnu mere forkert.
Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
I henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, kan udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, herunder ordinære afskrivninger, fradrages. Der skal således foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Dette kræver, dels at udgiftsafholdelsen ligger inden for de naturlige rammer af virksomheden, dels at udgiften ikke kan karakteriseres som en privat udgift, som er indkomstopgørelsen uvedkommende.
Det findes ikke tilstrækkeligt dokumenteret eller sandsynliggjort, at mobiltelefonudgifterne er afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten. Udgiften godkendes således ikke fradragsberettiget, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.
..."
Supplerende sagsfremstilling
Det fremgår yderligere af sagen, at skatteforvaltningen ved brev af 21. august 2002 til H1 ApS foreslog en skønsmæssig forhøjelse af selskabets skattepligtige indkomst for indkomståret 1999 på 361.291 kr. Selskabets ansatte indkomst for det pågældende indkomstår udgjorde herefter 0 kr. Om baggrunden herfor er det i brevet anført, at "selskabet ikke har efterkommet selskabsafdelingens fremsendte anmodning om indsendelse af diverse regnskabsmateriale jfr. skattekontrollovens § 6, samt vedlagte sagsfremstilling."
Den 8. november 2002 traf skatteforvaltningen afgørelse om at ændre selskabets skatteansættelse for det pågældende indkomstår i overensstemmelse med det anførte i brevet af 21. august 2002.
I brevet af 10. april 2003, hvori skatteforvaltningen bad selskabet besvare en række spørgsmål vedrørende indkomståret 1999, hedder det bl.a.:
"...
I forbindelse med gennemgang af afholdte telefonudgifter synes der at være afholdt udgifter vedrørende personer som eventuelt ikke umiddelbart ses lønoplyst, det drejer sig om følgende personer:
AM, NO, BR, JJ.
De bedes oplyse i hvilket omfang ovenstående personer har arbejdet i selskabet, samt hvordan aflønning har fundet sted.
Endvidere bedes ovenstående personer identificeret i form af adresse samt personnr.
For AM der anses for at stå for end del af selskabet indkøb, jf. foreliggende købsbilag etc. bedes følgende dokumenteret/oplyst:
Hvad laver AM for selskabet.
Omfang af AMs arbejdsomfang i selskabet.
Aflønning af AM.
..."
I brevet af 29. april 2003 fra skatteforvaltningen til H1 ApS er følgende bl.a. anført:
"Forslag til ændring af selskabets skatteansættelse
Efter at have behandlet selvangivelsen foreslår vi, at selskabets skatteansættelse for indkomståret 1999 ændres således:
Kan De godkende ændringen, behøver De ikke gøre noget. De får senere en bekræftelse.
Kan De ikke godkende ændringen, indbydes De til et møde inden den 14. maj 2003. Mødetidspunkt bedes aftalt pr. telefon.
Dette brev bedes medbragt.
De kan også sende oplysningerne i et brev til os. Har vi ikke hørt fra Dem senest den 14. maj 2003, gennemfører vi ændringen."
I den sagsfremstilling, der efter det oplyste medfulgte dette brev, hedder det under pkt. 4.2. "Begrundelse for ændringen" bl.a.:
"Selskabet er ved brev af d. 10.04.03 bedt om at oplyse hvorvidt de omtalte personer har arbejdet i selskabet samt hvordan aflønning har fundet sted.
Da selskabet ikke har besvaret ovenstående kan udgifterne ikke godkendes fratrukket jf. statsskatteloven § 6, hvorfor selskabets indkomst forhøjes med kr. 10.427.
..."
Selskabets brev af 13. maj 2003 underskrevet af direktør A til skatteforvaltningen er sålydende:
"...
Jeg har modtaget Deres skrivelse af 29-04-03.
Som jeg læser Deres skrivelse, er der to spørgsmål til besvarelse.
..."
Af afgørelsen af 15. maj 2003 fremgår, at selskabets skatteansættelse for så vidt angår afholdte telefonudgifter er ændret i overenstemmelse med det anførte i brevet af 29. april 2003. Om begrundelsen herfor hedder det i afgørelsen:
"...
Da selskabet, i forbindelse med fremsendelse af brev d. 13.05.03, ikke ses at have besvaret selskabsafdelingens forespørgsel af d.10.04.03 omkring afholdte telefonudgifter vedrørende blandt andet AM, NO, samt JJ er fradrag for ovennævnte udgifter ikke godkendt vedrørende selskabets afholdte tlf. udgifter for disse personer.
..."
Ved afgørelsen blev beskatning af annonceindtægten frafaldet, og selskabets indkomst blev herefter ansat til -350.864 kr.
Der er for landsretten fremlagt lønsedler for regnskabsåret 1. juli 1998 til 30. juni 1999 vedrørende selskabets ansatte. Det fremgår bl.a. heraf, at NO modtog provision fra selskabet i august 1998.
Forklaringer
Direktør og eneanpartshaver i selskabet, A, har forklaret, at de breve, selskabet modtog fra skatteforvaltningen, ikke var til at forstå. Brevene angav ikke, om der var tale om partshøringsbreve eller kendelser, og det fremgik ikke, hvilke konsekvenser det ville få, hvis selskabet ikke reagerede på brevene. Den skønsmæssige ansættelse af selskabets indkomst for 1999 var frafaldet, da skatteforvaltningen nægtede fradrag for telefonudgiften. Skatteforvaltningen forhøjede selskabets indkomst skønsmæssigt i november 2002 og frafaldt først forhøjelsen i i april 2003. Revisor gjorde bemærkning om forholdet i selskabets regnskab, hvilket bevirkede, at selskabet fik problemer med både sit leasingselskab og pengeinstitut. Ved køb af en ny kopimaskine kunne selskabet ikke længere få købesummen fuldt finansieret, og selskabets pengeinstitut ville pludselig have yderligere sikkerhed hos ham personlig for selskabets engagement. Mobiltelefonerne er købt af selskabet og er udelukkende brugt af dets ansatte som led i deres arbejde. Oprindelig fik telefonerne navne, fordi teleselskabet stillede krav herom ved oprettelsen af abonnementerne. Den medarbejder, der hentede telefonerne, oplyste navnene på nogle af selskabets ansatte til teleselskabet. SK og FD, som var ansat i størstedelen af det pågældende indkomstår, brugte også de nævnte mobiltelefoner, hvilket dog ikke umiddelbart kan ses, da man forsømte at få ændret navnene hos teleselskabet. Både SK, GL og NO arbejdede som "udkørende" sælgere, mens FD var journalist og bl.a. skulle lave reportager og foretage interviews i lokalområdet. AM er selvstændig erhvervsdrivende og har udført opsætningen af selskabets bladudgivelser. Selskabet stillede en mobiltelefon til rådighed for ham, fordi man skulle kunne få fat i ham omgående ved problemer med trykningen af bladet.
Parternes synspunkter
H1 ApS har til støtte for påstanden om ugyldighed gjort gældende, at skatteforvaltningens afgørelse af 15. maj 2003 er behæftet med en række formalitetsmangler. Der er ikke forud for afgørelsen foretaget korrekt partshøring, ligesom afgørelsen ikke opfylder kravene til begrundelse i forvaltningslovens §§ 22-24. Brevet af 15. maj 2003 fremstår ikke som en afgørelse, og først senere blev selskabet gjort opmærksom på, at brevet havde karakter af en kendelse. Der er endvidere ikke i overensstemmelse med skattemyndighedernes vejledning om "Processuelle regler på ToldSkats område" efter brevet af 29. april 2003 udarbejdet en ny sagsfremstilling, hvori selskabets bemærkninger til forvaltningens forslag til ansættelse er medtaget. Skatteforvaltningens vejledning af selskabet har endvidere været utilstrækkelig, idet selskabet ikke blev oplyst om, under hvilke betingelser telefonudgiften kunne anerkendes som fradragsberettiget. Sagsbehandlingsfejlene har været af væsentlig betydning for afgørelsen og medfører derfor, at afgørelsen er ugyldig. Efter erstatningsansvarslovens § 26 har selskabet krav på godtgørelse for tort, da skatteforvaltningens ubegrundede, skønsmæssige forhøjelse af selskabets indkomst for 1999 var retsstridig og bevirkede, at selskabet bl.a. fik problemer med sit pengeinstitut. Kravet om godtgørelse for tort støttes endvidere på retsplejelovens § 505, idet skatteforvaltningen efter den skønsmæssige forhøjelse af indkomsten fremsendte indbetalingskort og renteopkrævninger til selskabet. Skatteforvaltningen påbegyndte herved inddrivelse af en fordring, som senere blev frafaldet og dermed viste sig ikke at bestå. Til støtte for sin subsidiære påstand har H1 ApS gjort gældende, at selskabet efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, er berettiget til fradrag for telefonudgiften, da der foreligger den fornødne sammenhæng mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Telefonerne er indkøbt af selskabet og anvendt af dets ansatte som led i deres arbejde. De navne, som telefonerne har fået i forbindelse med oprettelsen af abonnementerne, er blot brugernavne, som teleselskabet stillede krav om som betingelse for at oprette telefonnumrene. Det må herefter påhvile skatteforvaltningen at godtgøre, at telefonerne ikke er anvendt af selskabets medarbejdere, hvilket ikke er sket.
Skatteministeriet har til støtte for sine principale påstande gjort gældende, at skatteforvaltningens afgørelse af 15. maj 2003 ikke er behæftet med formelle mangler, der kan føre til afgørelsens ugyldighed. H1 ApS blev varslet om de påtænkte forhøjelser af selskabets indkomst og fik en frist til at komme med eventuelle bemærkninger hertil i overensstemmelse med skattestyrelseslovens § 3, stk. 4, hvorfor der er sket korrekt partshøring. Begrundelsen for afgørelsen med henvisning til den relevante retsregel fremgår af den sagsfremstilling, der blev fremsendt til selskabet sammen med brevet af 29. april 2003. Selskabets brev af 13. maj 2003 indeholder ikke nye oplysninger af betydning, hvorfor der ikke var pligt for skattemyndighederne til at komme med en yderligere begrundelse i afgørelsen. Forvaltningslovens krav til begrundelse er derfor opfyldt. Det bestrides, at selskabet ikke er behørigt vejledt. Hvis der måtte være begået sagsbehandlingsfejl, fører en konkret væsentlighedsvurdering under alle omstændigheder til, at afgørelsen ikke er ugyldig. Der er ikke grundlag for at tilkende H1 ApS godtgørelse for tort. Kravet er fremsat senere end 3 måneder efter det tidspunkt, da selskabet blev i stand til at gøre kravet gældende, og skal derfor afvises, jf. retsplejelovens § 505, stk. 3. Subsidiært skal der ske frifindelse, idet Skatteministeriet ikke er rette sagsøgte, da der ikke er indgivet nogen anmodning om tvangsfuldbyrdelse, og idet det i givet fald ville være kommunen og ikke Skatteministeriet, der indgav en sådan anmodning. Godtgørelseskravet bestrides endvidere størrelsesmæssigt og bør under alle omstændigheder bortfalde på grund af udvist egen skyld, da den skønsmæssige ansættelse var begrundet i selskabets manglende indlevering af regnskabsmateriale. Denne skønsmæssige ansættelse blev foretaget med hjemmel i skattekontrolloven, og der er derfor heller ikke som følge heraf grundlag for at tilkende godtgørelse for tort i medfør af erstatningsansvarslovens regler. Skatteministeriet har til støtte for sin subsidiære påstand gjort gældende, at det er H1 ApS, der skal godtgøre, at udgifterne til mobiltelefon er anvendt i selskabets interesse som nærmere anført i statsskattelovens § 6. Efter udgiftens karakter er, beviskravene til selskabet skærpede. Der foreligger regninger vedrørende tre forskellige brugere, og efter det oplyste har to af disse ikke i det relevante indkomstår været ansat i selskabet. Bevisbyrden for udgiftens driftsmæssige karakter er under disse omstændigheder ikke løftet blot ved direktør As forklaring herom. Hvis samtaleudgiften vedrørende "NO" kan henføres til NO, kan der alene ske fradrag med udgiften vedrørende den periode, han var ansat i selskabet, d.v.s. august 1998. Skal der ske fradrag for yderligere samtaleudgift, må udøvelse af skønnet vedrørende omfanget heraf i givet fald ske ved skatteforvaltningen.
Landsrettens begrundelse og resultat
Ved brevet af 29. april 2003 blev H1 ApS i overensstemmelse med skattestyrelseslovens § 3, stk. 4, underrettet om den ændring af skatteansættelsen for indkomståret 1999, som skatteforvaltningen påtænkte at foretage. Selskabet blev samtidig indbudt til et møde og meddelt en frist til skriftligt at fremkomme med eventuelle bemærkninger til ændringen, hvilket skete ved selskabets brev af 13. maj 2003. Som begrundelse for nægtelsen af fradraget henviste skatteforvaltningen til selskabets manglende besvarelse af en række spørgsmål vedrørende den afholdte udgift, og den sagsfremstilling, der var vedlagt brevet, indeholdt en henvisning til statsskattelovens § 6. Selskabets brev af 13. maj 2003 indeholdt ikke nye indsigelser, og i begrundelsen for afgørelsen af 15. maj 2003 henviste skatteforvaltningen på ny til den manglende besvarelse af de spørgsmål, der var stillet. Der er herefter ikke grundlag for at tilsidesætte afgørelsen som ugyldig som følge af manglende partshøring eller manglende begrundelse.
Selskabets bemærkninger i brevet af 13. maj 2003 indeholdt fortsat ikke en besvarelse af de stillede spørgsmål. Den omstændighed, at skatteforvaltningen ikke i forbindelse med afgørelsen indarbejdede bemærkningerne i en endelig sagsfremstilling, men indskrænkede sig til at konstatere den manglende besvarelse, kan ikke føre til, at afgørelsen er ugyldig.
Efter det foreliggende er der heller ikke i øvrigt begået sagsbehandlingsfejl, der kan føre til afgørelsens ugyldighed.
Den skønsmæssige ansættelse af selskabets indkomst blev foretaget med hjemmel i skattekontrolloven, da selskabet ikke havde indsendt regnskabsmateriale. Der foreligger herefter ikke en retsstridig krænkelse, der kan begrunde et eventuelt krav om godtgørelse for tort efter erstatningsansvarslovens regler. Efter de foreliggende oplysninger er der heller ikke i øvrigt grundlag for at tilkende selskabet godtgørelse for tort.
På de fremlagte telefonregninger er i en brugerrubrik anført fornavne, som kun i meget begrænset omfang stemmer med fornavnene på de personer, der var ansat i selskabet. Under hensyn hertil og til udgiftens karakter har H1 Aps ikke godtgjort, at udgiften er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, jf. statsskattelovens § 6.
Skatteministeriets påstand om frifindelse tages herefter til følge.
Ved fastsættelsen af sagens omkostninger er der taget hensyn til, at sagen er forhandlet i forbindelse med sagerne anlagt af A mod Skatteministeriet.
T h i k e n d e s f o r r e t
Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.
Sagsøgeren, H1 ApS, skal inden 14 dage i sagsomkostninger til Skatteministeriet betale 10.000 kr.