Parter

A

(v/advokat Andreas Salmony)

mod

Skatteministeriet  

(v/advokat Birgitte Kjærulff Vognsen)

Retten i Helsingør har den 14. december 2022 og den 17. maj 2023 afsagt domme i 1. instans (sagerne BS-18260/2021-Hel og BS-33043/2021-HEL).

Landsdommerne Frosell, Jacob Waage og Thomas Lohse har deltaget i ankesagens afgørelse.

Påstande

A, har nedlagt følgende påstande:  

Principalt:

Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at appellanten kan medregne et fradrag for tab på debitorer med 1.100.000 kr. i sin skattemæssige indkomst for indkomståret 2016,  

Subsidiært:

Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at appellantens skatteansættelse for indkomståret 2014 skal genoptages med henblik på indrømmelse af fradrag for tab på debitorer med 1.100.000 kr.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået dommene stadfæstet.

Supplerende sagsfremstilling

Der er for landsretten fremlagt de samme bevisligheder som for byretten.  

Der er herudover fremlagt de personlige skatteoplysninger for A for 2011 samt en udskrift fra det Y1-land handelsregister i Y2-by af 3. oktober 2023 vedrørende G1-virksomhed under likvidation, som i den danske oversættelse fremstår således:

 

Forklaringer

A har supplerende forklaret, at han ikke som anført i det Y1-land handelsregisters attest var anpartshaver i selskabet. Det må bero på en oversættelsesfejl. Han var "(red.fjernet.fremmedord)", men dermed forstås alene, at han var panthaver i nogle af aktierne i selskabet.

Han kender godt MF og MC, som var dem, der drev virksomheden. MF var direktør for virksomheden. Han ved ikke, hvilken rolle MC havde i selskabet, eller om han var panthaver eller anpartshaver.  

Han har aldrig modtaget betaling for de to udestående fakturaer, men har modtaget betaling for en anden faktura. Han har selvangivet og betalt SKAT af pengene.

Adspurgt til den rykker, han sendte til G1-virksomhed den 13. januar 2014, har han forklaret, at det altid er en vanskelig afvejning, hvor hårdt man skal rykke en klient. Han vurderede, at tålmodighed var den sikreste og mest konstruktive måde at få pengene hjem på. Selskabet var under udvikling, og der foregik en række forskellige tiltag, herunder ansøgning om tilladelser til vindkraftsprojekter, kontakter til potentielle investorer mv. Det hele var usikkert, men folk var fortrøstningsfulde mht., at tingene nok skulle komme på plads.

Det er rigtigt, at det var hans daværende revisor, der på et tidspunkt i 2016 gjorde ham opmærksom på, at selskabet var konkurs. Revisoren bistod ham med selvangivelsen og havde vist rettet henvendelse til den Y1-land ret eller måske foretaget en research på nettet. 

Han ved ikke, om og i givet fald hvornår kravene ville være forældet efter Y1-land ret.

Anbringender

A har i sit påstandsdokument af 22. februar 2024 gjort følgende anbringender gældende (henvisningerne til ekstrakten og materialesamlingen er udeladt):

"Til støtte for den principielle påstand gøres det overordnet gældende, at betingelserne for indrømmelse af tabsfradrag i 2016 er opfyldt, jf. kursgevinstloven § 25.

Af kursgevinstloven § 25 fremgår det, at tab på fordringerne skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det indkomstår, hvor tabet er realiseret. I 2016 blev Appellanten opmærksom på, at debitor, G1-virksomhed var blevet opløst ved konkurs i 214, hvilket er dokumenteret ved de fremlagte udskrifter fra virksomhedsregisteret i Y1-land, jf. bilag […].

Af den juridiske vejledning afsnit C.B.1.7.5, […], fremgår det, at:    

"Beskatning af en kursgevinst eller fradrag for et kurstab forudsætter, at der rent faktisk kan konstateres en kursgevinst eller -tab. Er debitor et selskab, er det accepteret i praksis, at såfremt kurator udsender meddelelse om, hvor stor dividende der højst vil blive udbetalt, så kan kreditor foretage fradrag for den del af tabet, som det herefter er sikkert, ikke vil blive dækket. Fradraget kan foretages i det år, hvor kurator udsender meddelelsen. Efter afslutningen af et selskabs konkursbo, ophører selskabet, og debitor eksisterer derfor ikke mere." (min understregning)  

I denne sag er debitor et selskab, men der er ikke blevet udsendt nogle meddelelser fra kurator om konkursbehandlingen eller den forventede dividende til Appellanten. Imidlertid fremgår det af virksomhedsregisteret i Y1-land, at debitor er blevet opløst efter konkurs, hvorfor debitor ikke længere eksistere, og der således er konstateret et tab. Det bemærkes, at det under forberedelse af sagen er ubestridt af Appelindstævnte, at debitor er gået konkurs, jf. […].   

Det er uden betydning, at debitor blev opløst ved konkurs i 2014, da det først var i 2016, at Appellanten blev bekendt med konkursen, og således frem til 2016 antog, at Appellanten kunne opnå fuld betaling. I den forbindelse bemærkes, at det fremgår af de specielle bemærkninger i forarbejderne til kursgevinstloven § 25 (Lovforslag nr. L194 fremsat den 13. marts 1997), […], at bestemmelsen fastslår, at gevinst og tab skal beskattes efter realisationsprincippet, og at:    

"Efter realisationsprincippet medregnes gevinst og tab ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det indkomstår, hvori gevinsten eller tabet realiseres. Det vil sige ved afståelse, indfrielse samt opgivelse m.v." (min understregning)  

Frem til 2016 havde Appellanten en forhåbning om at opnå betaling, og det var først i 2016, at Appellanten konstaterede tabet, og der skal som følge deraf indrømmes fradrag for tab på debitorer i 2016.  

I forhold til den subsidiære påstand gøres det gældende, at Appellanten er berettiget til at få genoptaget sin skatteansættelse for indkomståret 2014 i relation til tab på debitor.

Indledningsvist bemærkes, at det relevante faktum efter Appellantens opfattelse kan opsummeres i den som bilag 11 […] fremlagte tidslinje, der påtænkes anvendt som et støttebilag til brug for forelæggelsen og proceduren, og som omdeles separat med indarbejdede henvisninger til sidetal i Ekstrakt og Materialesamling.

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det overordnet gældende, at Appellanten er berettiget til at få genoptaget sin skatteansættelse for indkomståret 2014 i relation til tab på debitor.

Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 2  

Det gøres gældende, at betingelserne for genoptagelse efter skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 2 er opfyldt.   

Det fremgår af skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 2, Materialesamling p. 40, at en ansættelse af indkomst kan ændres efter anmodning fra den skattepligtige, såfremt ansættelsen er en direkte følge af ansættelsen vedrørende den skattepligtige for et andet indkomstår, og bestemmelsen har følgende ordlyd:

"Uanset fristerne i § 26 kan en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat foretages eller ændres efter anmodning fra den skattepligtige eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis:  

…  

2) Ansættelsen er en direkte følge af en ansættelse vedrørende den skattepligtige for et andet indkomstår."  

Skatteforvaltningsloven har sit udspring i den tidligere skattestyrelseslov, og bestemmelsen i skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 2 er en videreførelse af skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 2.

Bestemmelsen så første gang dagens lys ved Lovforslag 192, der blev fremsendt den 4. marts 1999, og den gang fandtes bestemmelsen i § 35, stk. 1, nr. 3, der havde følgende ordlyd, […]:  

"Uanset fristerne i § 34 kan en skatteansættelse foretages eller ændres, såvel efter anmodning fra den skattepligtige som efter skattemyndighedernes bestemmelse, i følgende tilfælde:  

…  

3) I det omfang skatteansættelsen er en følge af en skatteansættelse af den skattepligtige vedrørende et andet indkomstår."  

 Af de almindelige bemærkninger i forarbejderne, […], fremgår det, at det med bestemmelsen blev foreslået:  

"at betingelser for at bryde de almindelige ansættelsesfrister gøres fælles for skattepligtige og skattemyndighederne."   

Med andre ord skulle reglerne altså fortolkes ens for skatteyderne og skattemyndigheder, hvilket også blev underbygget af Skatteministerens fremsættelsestalen for Folketinget, hvor det blev anført, at Skatteministeren ved forslaget forventet at loven vil være mere klar og rimelig, […].  

I de konkrete bemærkninger i forarbejderne, […], er der endvidere anført, at der skal indrømmes genoptagelse udover de ordinære ansættelsesfrister i tilfælde:  

"hvor skattemyndighederne inden for de almindelige ansættelsesfrister forhøjer en skatteansættelse med den virkning, at en skatteansættelse for indkomstår, der ligger uden for de almindelige ansættelsesfrister, skal nedsættes,"  

I den konkrete sag har Skattemyndighederne netop forhøjet 2016 ved at nægte fradrag for tab på debitorer, idet tabet skal henføres til 2014, hvilket naturligvis medfører, at 2014 bør genoptages.  

Ved sin afgørelse af 11. februar 2021 […] nægtede Landsskatterettens fradrag for tab på debitor i indkomståret 2016, idet "Selskabet (debitor) er således gået konkurs i 2014, hvorfor et eventuelt tab ikke kan fratrækkes i 2016, da det ikke er i dette år, at et eventuelt tab er realiseret.", jf. […].   

Landsskatteretten finder således, at der ikke kan indrømmes fradrag i 2016, idet tabet skal henføres til 2014.   

Ændring af skatteansættelsen for 2014 er således en direkte følge af afgørelsen, hvor tabet nægtes i 2016, da tabet efter Landsskatterettens afgørelse er realiseret i 2014 uagtet, at det først er konstateret i 2016.

Det bemærkes, at Skattemyndighedernes afslag på at indrømme fradrag for tab på debitor i indkomståret 2016 naturligvis skal anses for en ansættelse vedrørende indkomståret 2016 - alt andet vil være i strid med selve formålet med bestemmelsen om ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 2, idet begrebet ansættelse selvfølgelig skal dække enhver afgørelse fra Skattemyndighederne vedrørende indkomstopgørelsen - herunder også afslag på fradrag i skatteopgørelsen for 2016.

Dette underbygges også af ordlyden af skatteforvaltningslovens § 26 samt overskriften hertil som netop er "ansættelse", jf. […].

Der er ikke holdepunkter for andre fortolkninger i forarbejderne til bestemmelsen.

Ved lovforslag L 175, der blev fremsat den 12. marts 2003, blev bestemmelsen flyttet fra skattestyrelsesloven § 35, stk. 1, nr. 3 til nr. 2 og bestemmelsen fik stort set sin nuværende ordlyd. Af bemærkningerne til bestemmelsen, […], fremgår, at

"Forslaget til § 35, stk. 1, nr. 2 er en videreførelse af den gældende § 34, stk. 1, nr. 3 og 4…   

Bestemmelsen vil herefter finde anvendelse, hvor skattemyndighederne forhøjer en skatteansættelse vedrørende den skattepligtige, dennes ægtefælle eller et sambeskattet selskab med den virkning, at en skatteansættelse for indkomstår, der ligger uden for de almindelige ansættelsesfrister, skal nedsættes."  

Det blev videre anført i de almindelige bemærkninger til lovforslaget, […], at:

"Lovforslaget har til formål at forbedre retssikkerheden for de skatte- og afgiftspligtige ved indførelse af bedre og enklere regler vedrørende fristerne for skatteansættelsen og fastsættelsen af afgiftstilsvar.  

Det er regeringens målsætning at forbedre borgernes retssikkerhed, herunder at gennemføre forenklinger på skatteområdet. Forslaget om forbedrede fristregler skal ses i sammenhæng med den række af initiativer til styrkelse af borgernes retssikkerhed, regeringen allerede har iværksat.  

  …    

Fristreglerne udsættes imidlertid ofte for kritik, hvilket hænger sammen med, at reglerne kan afskære borgerne fra krav, som de uden fristregler havde kunnet oppebære. Fristregler strider således grundlæggende imod hensynet til at opnå de materielt rigtige afgørelser, hvilket betyder, at borgeren kan føle sig udsat for et retstab.  

På grund af denne indbyggede konflikt mellem det materielt rigtige resultat på den ene side og fristreglerne på den anden side er det vigtigt, at reglerne er helt rigtigt afbalanceret."  

Under det lovforberedende arbejde blev der stillet spørgsmål til Skatteministeren, og af ministerens besvarelse af spørgsmål 28, […], fremgår blandt andet:  

"Svar:  

Formålet med ansættelsesfristerne i skattestyrelsesloven er at opstille tidsmæssige rammer for, hvor længe skatteansættelsen kan ændres for derved at skabe klarhed for såvel borgerne som myndighederne. Indbygget i fristreglerne er dog samtidig, at krav, der kunne være fremsat, hvis der bortses fra fristreglerne, ikke uden for fristerne kan gøres gældende. Fristerne kan med andre ord medføre, at ansættelsen bliver materielt forkert.  

. . .  

I sager vedrørende periodiseringsspørgsmål vil udgangspunktet være, at bestemmelsen vil give adgang til en korresponderende nedsættelse eller forhøjelse i tilfælde, hvor det under sagen må konstateres, at et fradrag eller en indkomst er periodiseret forkert, således at fradraget/indkomsten kan henføres til det rigtige år. Dette gælder efter den nugældende bestemmelse i skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 3, og vil ligeledes gælde efter den tilsvarende bestemmelse i skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 2." (min understregning)  

Ved lovforslag L 130 af 24. november 2004 blev skattestyrelsesloven foreslået erstattet af den nuværende skatteforvaltningslov, og bestemmelsen blev som følge heraf flyttet til skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 2, idet der alene var tale om en videreførelse af skattestyrelseslovens § 35, hvilket fremgår af de konkrete bemærkninger, […].  

Ved en gennemgang af forarbejderne til bestemmelsen er det således hævet over enhver tvivl, at reglerne skal fortolkes ens for skattemyndighederne og borgerne, og at reglerne har til formål at styrke borgernes retssikkerhed, og bestemmelsen naturligvis skal fortolkes i overensstemmelse hermed således, at borgerne ikke udsættes for et retstab, som nægtelse af fradrag grundet forkert periodisering ellers vil være.  

Der er flere eksempler på praksis fra Højesteret, hvor Højesteret har tilladt, at Skattemyndigheder har fået mulighed for at gennemføre en forhøjelse, efter udløb af den ordinære ligningsfrist, da der var tale om "periodiserings-fejl", hvorfor det samme selvfølgelig også vil gælde for skatteyderne.

Som eksempel kan nævnes SKM2011.533.HR, […], hvor Skattemyndighederne havde gennemført en forhøjelse for indkomståret 2000, men Landsskatteretten fandt i 2006, at indkomsten for 2000 skulle nedsættes, da indkomsten kunne henføres til indkomståret 2001.

Skattemyndigheder kunne ikke genoptage indkomståret 2001 ordinært, da den ordinære ligningsfrist var udløbet i 2006, da Landsskatteretten afsagde sin kendelse.

Højesteret fandt, at der var tale om direkte følge, hvorfor skatteansættelsen for indkomståret 2001 kunne genoptages med henvisning til skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 2.

Et andet eksempel er SKM2018.2013.HR […], hvor Skattemyndighederne havde forhøjet indkomståret 2006, men hvor byretten fandt, at indkomståret 2006 skulle nedsættes, da indtægten kunne henføres til indkomståret 2005.

Spørgsmålet var dermed, om der kunne ske genoptagelse af indkomståret 2005 med henvisning til skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 2, hvilket Højesteret bekræftede.

Derudover bemærkede Højesteret, at fristen i skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2 er knyttet til tidspunktet for den ændrede ansættelse - altså fra byrettens dom - hvorfor denne frist også var overholdt.

Når reglen skal fortolkes ens for skatteyder og for skattemyndighederne, bør der med henvisning de ovenfor nævnte afgørelse fra Højesteret naturligvis ske genoptagelse af Appellantens skatteansættelse for indkomståret 2014.

Når Skattemyndighederne efter skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 2 har mulighed for at flytte en beskatning af en indkomst frem til et tidligere indkomstår, har Skatteyder selvsagt samme mulighed for at få flyttet et fradrag frem.

Reglerne i § 27 skal ikke tolkes gunstigere for Skattemyndighederne - reglerne skal fortolkes ens uanset, om det er Skattemyndighederne eller skatteyderen, der påberåber dem.

Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2  

Fristen efter skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2 for at fremsende anmodningen om genoptagelse inden for 6 måneder efter, at skatteyderen er blevet bekendt med det forhold, der begrunder fravigelsen af fristreglen i § 26, kan tidligst regnes fra det tidspunkt, hvor Skattemyndigheder traf afgørelse om, at der ikke kunne indrømmes tab i 2016, jf. SKM2018.2013.HR, […] samt SKM2020.396.ØLR, […].

Før dette tidspunkt kunne Appellanten selvsagt ikke være vidende om, hvorvidt skatteansættelsen vil blive ændret eller ej.

Skattemyndighederne traf afgørelse den 2. juli 2020 […], men allerede ved brev af 25. maj 2020 […], havde Appellanten anmodet om genoptagelse for 2014 under forudsætning af, at Skattemyndighederne fastholdt sit forslag til afgørelse. Fristen i henhold til skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2 er dermed overholdt.

Det gøres endvidere gældende, at Appellanten allerede den 28. februar 2018 anmode om fradrag for tab for debitorer med kr. 1.100.000, og at denne anmodning er fremsat indenfor den ordinære ligningsfrist for indkomståret 2014.

Det følger af skatteforvaltningsloven § 26, stk. 2, at den ordinære frist for, at Appellanten kunne anmode om genoptagelse for indkomståret 2014 udløb den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb - altså den 1. maj 2018.  

Appellanten kunne altså frem til den 1. maj i 2018 bede om at få ændret sin skatteansættelse for indkomståret 2014.

Skattemyndighederne har som offentlig myndighed en vejledningspligt overfor borgerne, hvorfor Skattemyndigheder burde have vejledt Appellanten om, at tabet skulle henføres til 2014 og ikke 2016, som Appellanten anmodede om den 28. februar 2018.

Hvis Skattemyndighederne uden ugrundet ophold efter den 28. februar 2018, hvor Appellanten anmodede om fradrag for 2016, havde iagttaget sin vejledningspligt, ville Appellanten kunne have anmodet om ændring inden den 1. maj 2018, hvor den ordinære frist for anmodning om ændring af skattemæssige forhold vedrørende indkomståret 2014 udløb.

At Appellanten den 28. februar 2018 anmodede om tabsfradrag for 2016 og ikke 2014, skyldes, at det var Appellantens opfattelse, at tabet skulle henføres til det år, hvor Appellanten blev bekendt med tabet, hvilket var 2016.

Dette medfører ikke, at Appellanten er afskåret fradrag i 2014, da anmodningen er fremsat rettidigt i forhold til indkomståret 2014.

Skatteministeriet har i sit påstandsdokument af 26. februar 2024 gjort følgende anbringender gældende (henvisningerne til ekstrakten og materialesamlingen er udeladt):

"3.1. Indkomståret 2016   

Landsskatteretten har i sagen vedrørende indkomståret 2016 truffet afgørelse om, at appellanten ikke kunne fradrage et eventuelt tab på debitorer i indkomståret 2016 […].

Skatteministeriet gør fortsat overordnet gældende, at appellanten ikke har godtgjort eller dokumenteret, at appellanten har lidt et fradragsberettiget tab i indkomståret 2016.  

Udgifter der er afholdt i årets løb for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, er fradragsberettigede i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.  

Det påhviler appellanten at godtgøre, at han er berettiget til fradrag, jf. UfR 2004.1516 H og UfR 2007.1905 H, og dermed at ansættelsen for 2016 er materielt forkert. Det bestrides, at denne bevisbyrde er løftet.  

Tab på fordringer der er erhvervet som vederlag i næring, og for tab på fordringer, der i øvrigt er erhvervet i tilknytning til den erhvervsmæssige drift af virksomheden, er også omfattet af statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a, jf. kursgevinstloven § 17.  

Det er en forudsætning for tabsfradrag, at der overhovedet er lidt et tab, hvilket ikke er dokumenteret.

Oplysningerne om det påståede arbejde er meget sparsomme.  

Der foreligger ikke nogen konkret rådgivningsaftale underskrevet af både appellanten og G1-virksomhed vedrørende de juridiske ydelser, appellanten angiveligt skulle have ydet G1-virksomhed i 2011 […].

Det fremlagte "engagement letter", dateret 23. februar 2011[…], er ikke underskrevet af G1-virksomhed. G1-virksomheds beskrivelse af vindfarmsprojektet […], er udateret, og brevet fra G2-virksomhed med G2-virksomheds "engagement terms" […] dateret 11. januar 2011 indeholder ikke oplysninger om, hvorvidt det konkrete rådgivningsarbejde skulle være påbegyndt. Brevet er i øvrigt alene underskrevet af G2-virksomhed, og ikke af G1-virksomhed, i hvilket selskab appellanten tilsyneladende var anpartshaver […].

Der er desuden ikke fremlagt oplysninger, der viser, at debitor erkender at skylde det pågældende beløb.

Det er i øvrigt udokumenteret, at appellanten ikke har modtaget betaling for de to fakturaer.

Det er endvidere en forudsætning for tabsfradrag, at der iværksættes tiltag i anledning af den manglende betaling, jf. SKM2004.138ØLR.  

Der er ingen oplysninger om, at appellanten reelt har forsøgt at inddrive fordringen. Appellanten har fremlagt fire rykkerskrivelser, dateret henholdsvis den 13. januar 2014[…], 1. juli 2014 […], 1. april 2015 […] og 23. august 2015 […]. Det bemærkes her, at de to omhandlede fakturaer er dateret den 31. december 2011 […], hvorfor det først er flere år efter, at appellanten rykker for betaling første gang.   

Desuden oplyser appellantens repræsentant på møde mellem repræsentanten og Skatteankestyrelsen […]:    

 "Han foretager ikke nogen selvstændige undersøgelser af baggrunden for, at dialogen med G1-virksomhed ophører forud for fremsendelse af rykkeren i januar 2014. Han undersøger hellere ikke nærmere, da der ikke reageres på rykkerne i 2014."   

Appellanten har således ikke dokumenteret, at han har lidt et fradragsberettiget tab omfattet af statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a, jf. kursgevinstloven § 17.   

Under alle omstændigheder gælder det, at selv hvis appellanten kunne dokumentere, at han havde lidt et tab, ville han ikke automatisk være berettiget til fradrag i 2016, jf. kursgevinstloven § 25.  

Appellanten tilkendegav da også allerede 25. maj 2020 til skattemyndighederne, at han er enig i, at tabet netop ikke kan fradrages i 2016.

Konstateringen af et tab på debitorer eller sandsynliggørelsen af et forventet tab på debitorer skal være opfyldt i det indkomstår, hvor der ønskes fradrag for tabet, jf. kursgevinstloven § 25. Det vil sige det år, hvor tabet realiseres.

Appellanten har angivet et fradrag i indkomståret 2016 vedrørende en debitor, der er gået konkurs i 2014.

Det er i den forbindelse uden betydning, at appellanten først er blevet opmærksom på konkursen i 2016. Det er i øvrigt udokumenteret, hvornår appellanten faktisk er blevet bekendt med, at G1-virksomhed er gået konkurs. Om end appellanten gør gældende, at dette først er i 2016.

Appellanten påstår ikke have haft kendskab til selskabet ud over sit virke som advokat. Senest i sin forklaring for Retten i Helsingør, hvor han forklarede, at han havde rykket flere gange for betaling og i 2016 via sin revisor bliver opmærksom på debitors konkurs […].

Ovenstående er bemærkelsesværdigt, når det fremgår af […], at appellanten var anpartshaver i det pågældende selskab. Det er i øvrigt udokumenteret og i modstrid med det, der fremgår af bilaget, at appellanten skulle være panthaver i selskabet.   

Oplysningen om, at appellanten var selskabsdeltager i det omhandlede selskab, skærper appellantens bevisbyrde for, at et eventuelt tab først blev konstateret i 2016.

Denne bevisbyrde er ikke løftet.   

Betingelserne for at indrømme fradrag for det påståede tab i indkomståret 2016 er således ikke opfyldt, jf. kursgevinstloven § 25, hvorfor der ikke er grundlag for at ændre byrettens dom.   

3.2. Indkomståret 2014   

Landsskatteretten har i sagen vedrørende indkomståret 2014 truffet afgørelse om, at der ikke kunne ske ekstraordinær genoptagelse af appellantens skatteansættelse for indkomståret 2014 […].   

3.2.1. Ekstraordinær genoptagelse   

Betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af appellantens skatteansættelse for indkomståret 2014 er ikke opfyldt, og skattemyndighederne har med rette afvist, at skatteansættelsen kan genoptages ekstraordinært.

Efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2, kan en ansættelse af en indkomstskat ændres uanset fristerne i § 26, hvis "ansættelsen er en direkte følge af en ansættelse vedrørende den skattepligtige for et andet indkomstår."  

Ifølge forarbejderne til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2, finder bestemmelsen alene anvendelse, såfremt konsekvensændringen (det vil sige den sekundære ansættelse) er en direkte følge af den anden ansættelse (den primære ansættelse), jf. de specielle bemærkninger til § 1 i lovforslag nr. 175 den 12. marts 2003 om ændring af skattestyrelsesloven og andre love.  

Betingelsen om, at skatteansættelsen skal være en "direkte følge" af en ansættelse vedrørende et andet indkomstår, er ikke opfyldt.  

Som det fremgår af den indankede dom, indgav appellanten ikke rettidigt selvangivelse for 2016, hvorfor indkomsten blev ansat skønsmæssigt […]. Den 28. februar 2018 anmodede appellanten om genoptagelse af skatteansættelsen for 2016 med henblik på at fradrage tab på debitorer med 1.100.000 kr. […].   

Anmodningen om fradrag blev ikke godkendt […].

Det er ikke en direkte følge af en ansættelse for indkomståret 2016, at appellanten er berettiget til fradrag i indkomståret 2014.  

 Det forhold, at appellantens anmodning om fradrag blev nægtet, er ikke en ansættelse, der har den direkte følge, at appellanten så er berettiget til fradrag i et andet indkomstår.

Der er tale om et glemt fradrag, og nægtelse af fradrag herfor i et givet indkomstår medfører ikke, at fradrag blot kan tages i et andet, jf. herved også jf. SKM2007.44.VLR.

Nærværende sag adskiller sig fra forholdene i UfR 2011.3105 H og UfR 2018.1960 H, hvor en af skattemyndighederne gennemført forhøjelse for et indkomstår blev nedsat af henholdsvis Landsskatteretten og byretten, alene fordi forhøjelsen var gennemført i et forkert år, og hvor forhøjelsen for det korrekte år herefter var en direkte følge af nedsættelsen.   

Ud over at der i den foreliggende sag er tale om en manglende imødekommelse af en anmodning om fradrag, er afgørelsen herom heller ikke truffet alene som følge af, at fradrag skulle være sket i et andet indkomstår.  

Den afgørelse, Landsskatteretten traf, hvor sagsøgeren blev nægtet fradrag for tab på debitorer i indkomståret 2016, indebærer ikke en ændring af appellantens skatteansættelse for indkomståret 2014, jf. SKM2007.44.VLR.

Det fremgår desuden af Landsskatterettens kendelse […], at der blev nægtet fradrag i indkomståret 2016 for et "eventuelt tab" […].

Appellantens forsøg på at fradrage tabet skal i stedet sidestilles med et glemt fradrag, jf. SKM2007.44.VLR.

Det fremgår af forarbejderne til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, at et glemt fradrag ikke berettiger til ekstraordinær genoptagelse, jf. SKM2004.138.ØLR og SKM2021.18.VLR.

At der er tale om et glemt fradrag, understøttes også af appellantens mail til sin repræsentant den 15. april 2019 […]   

"KH,   

Jeg har nu forsket yderligere i sagen om vort gamle tilgodehavende hos G1-virksomhed.

Forholdet er det, at selskabet den 18.09.2014 er blevet slettet fra det Y1-land selskabsregister. Selskabet havde ingen aktiver og kunne derfor ikke engang kunne afholde udgifterne til konkursbehandling. Så vidt jeg har kunnet finde ud af er der slet ikke foretaget en egentlig konkursbehandling.  

Dette er selvfølgelig også grunden til at jeg ikke har fået besked fra nogen Y1-land skifteret om en konkurs.   

Som det fremgår af vedlagte kopier af breve og af statements, har jeg helt indtil 2015 svævet i den vildfarelse at selskabet eksisterede og at jeg havde mulighed for at blive betalt.   

I og med at jeg aldrig er blevet orienteret om selskabets lukning (konkurs) har jeg aldrig modtaget opfordring til endsige haft mulighed for at anmelde mit krav.

Jeg har adskillige gange rykket for mit tilgodehavende og, forståeligt nok, uden resultat.

Det kan simpelt hen ikke være rigtigt at jeg skal beskattes af en indtægt, som jeg aldrig har oppebåret. Jeg har ganske vist været langmodig fordi jeg fandt at dette var den bedste måde i sidste ende at få mine penge på. Jeg er blevet overhalet indenom af virkeligheden og er ikke engang blevet orienteret om nedlukningen af virksomheden, så jeg kunne have varetaget mine interesser.

Håber du kan hjælpe mig ud af denne urimelighed."  

Sagsøgeren har fremlagt to fakturaer udstedt til G1-virksomhed dateret den 31. december 2011 […], men først den 15. april 2019 konstaterede sagsøgeren tilsyneladende, at det Y1-land selskab G1-virksomhed var slettet fra det Y1-land selskabsregister den 18. september 2014 […].

Det vil sige, at der gik otte år, før sagsøgeren overhovedet undersøgte baggrunden for den manglende betaling af fordringen fra G1-virksomhed på 1.100.000 kr.

Dertil kommer, at kravet over for G1-virksomhed heller ikke er dokumenteret, og det er derfor heller ikke dokumenteret, at skatteansættelsen for indkomståret 2014 er materiel forkert, hvilket er en forudsætning for ekstraordinær genoptagelse.

Betingelserne for at genoptage sagsøgerens skatteansættelse for indkomståret 2014 er ikke opfyldt, og der ikke er grundlag for at ændre byrettens dom.  

3.2.2 Reaktionsfristen   

Det følger af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, at en genoptagelsesanmodning efter § 27, stk. 1, nr. 2, skal fremsættes af den skattepligtige senest 6 måneder efter, den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 26 ("kundskabstidspunktet").   

Det er borgerens konkrete subjektive kendskab til oplysningerne, som fastlægger kundskabstidspunktet, jf. SKM2013.739.ØLR.  

Appellanten blev i hvert fald den 15. april 2019 opmærksom på, at G1-virksomhed var slettet fra det Y1-land selskabsregister den 18. september 2014[…]. Endvidere anførte appellanten i mailen, at han: "helt indtil 2015 [havde] svævet i den vildfarelse at selskabet eksisterede og at jeg havde mulighed for at blive betalt" […].

Appellantens anmodning om ekstraordinær genoptagelse for indkomståret 2014 fremsættes den 25. maj 2020 […], og fremsættes derfor for sent i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2.   

Anmodningen fremsættes efter, at appellanten modtager et forslag fra Skattestyrelsen vedrørende sin skatteansættelse for 2016. I anmodningen tilkendegives det, at fradraget ikke kan ske i 2016, men skal ske i 2014 […].   

Det forhold, at appellanten anmodede om genoptagelse af sin skatteansættelse for indkomståret 2016 den 28. februar 2018, ændrer ikke på, at kundskabstidspunktet for indkomståret 2014 indtrådte senere end i hvert fald den 15. april 2019.  

Appellanten har derfor under alle omstændigheder ikke iagttaget reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, på det tidspunkt, hvor han i maj 2020 anmoder om ekstraordinær genoptagelse for indkomståret 2014."

Parterne har for landsretten i det væsentlige procederet i overensstemmelse med deres påstandsdokumenter

Landsrettens begrundelse og resultat

Det følger af fast retspraksis, at det er den, der hævder at have ret til et skattefradrag, som skal godtgøre dette.

Som anført af Skatteministeriet foreligger der ikke nogen rådgivningsaftale underskrevet af både A og G1-virksomhed vedrørende de juridiske ydelser, han skulle have ydet G1-virksomhed i 2011, og der er ikke fremlagt nærmere oplysninger om det konkrete rådgivningsarbejde, lige som der ikke er fremlagt oplysninger, der viser, at G1-virksomhed erkender at skylde ham et beløb for ydet rådgivning.  

A har ikke udover ved de fremlagte rykkerskrivelser taget skridt til inddrivelse. Hertil kommer, at han ikke har foretaget undersøgelser af, hvorfor kontakten med G1-virksomhed ophørte, uanset at han i handelsregisteret for Y2-by er registreret som anpartshaver og i øvrigt kender selskabets direktør og øvrige anpartshavere.

A har herefter ikke godtgjort, at han har lidt et fradragsberettiget tab omfattet af statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a, jf. kursgevinstloven § 17.

Allerede som følge af det anførte stadfæster landsretten de indankede domme.

Efter sagens udfald skal A i sagsomkostninger for landsretten betale 50.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet er til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet til advokat taget hensyn til sagens omfang og forløb, hovedforhandlingens varighed på en halv retsdag og sagens betydning. Der er endvidere taget højde for, at der er tale om to sambehandlede sager, som relaterer sig til samme faktum.   

THI KENDES FOR RET:

Byrettens domme stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal A inden 14 dage betale 50.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.