Der er ikke fradragsret for momsen i forbindelse med hotelophold. Dette gælder også leje af hotelværelse samt køb af mad og drikkevarer. Dog er købsmoms af hotelophold fradragsberettiget med 25 pct. af momsbeløbet, hvis udgifterne hertil er af strengt erhvervsmæssig karakter, jf. § 42, stk. 2, og J 3.2.
Fra 1. januar 2011 er formuleringen af bestemmelsen ændret fra "hotelophold" til "hotelovernatning", jf. lov nr. 1564 af 21. december 2010. Samtidig er fradragsretten for moms af hotelovernatninger hævet fra 25 til 50 pct., jf. momslovens § 42, stk. 2. Fradraget for moms af restaurationsydelser er uændret 25 pct.
Skatteministeriet har i SKM2011.229.SKAT præciseret de momsmæssige regler for fakturering, prisfastsættelse mv., når hoteller, kursus- og konferencevirksomheder mv., markedsfører deres produkter i form af f.eks. overnatning inkl. morgenmad, til en samlet pris. Endvidere præciseres, hvilke betingelser der skal være opfyldt, førend de momsregistrerede kunder kan fratrække købsmomsen af overnatning mv.