Kommunale elselskaber, der hidtil har været en del af den kommunale forvaltning, skal som udgangspunkt efter elforsyningslovens § 4, stk. 1, 2. pkt., udskilles til selskaber med begrænset ansvar, det vil sige til aktieselskaber, anpartsselskaber eller andelsselskaber med begrænset ansvar. Elaktivitet vil herefter ikke længere kunne udøves under den for kommunerne gældende skattefritagelse i SEL § 3, stk. 1, nr. 2. De selskaber, hvortil den kommunale elvirksomhed udskilles, vil være skattepligtige efter enten SEL § 1, stk. 1, nr. 1 eller nr. 2 e.

Kommuner kan efter elforsyningslovens § 4, stk. 1, 1. pkt., fortsat varetage netvirksomhed samt produktion af elektricitet ved affaldsforbrænding i kommunalt regi. Tilsvarende kan visse mindre anlæg eller visse mindre omfattende aktiviteter, der i medfør af elforsyningslovens § 2, stk. 4, er undtaget fra lovens bestemmelser, og som derfor ikke kræves udskilt til et selskab med begrænset ansvar, drives i kommunalt regi.

Kommuner er skattepligtige af sådanne aktiviteter i eget regi efter enten SEL § 1, stk. 1, nr. 2 f, eller § 3, stk. 7.

Skattepligten efter SEL § 1, stk. 1, nr. 2 f, eller SEL § 3, stk. 7, omfatter samtidig kommuners indtægter ved virksomhed, der er omfattet af elforsyningslovens § 2, stk. 1. Dette indebærer, at kommuner, der efter elforsyningsloven skal overdrage elvirksomhed til et selskab med begrænset ansvar, men som endnu ikke har fået overdraget denne virksomhed, er skattepligtige af indtægt herved.

Skattepligten efter de to bestemmelser omfatter ikke en kommunes indtægt ved produktion af elektricitet ved affaldsforbrænding. En sådan indtægt vil således være omfattet af den generelle skattefritagelse af kommuner i SEL § 3, stk. 1, nr. 2.

Kommuner er som udgangspunkt skattepligtige efter SEL § 3, stk. 7, men kan vælge at overgå til beskatning efter SEL § 1, stk. 1, nr. 2 f, jf. SEL § 3, stk. 8. Se nærmere afsnit S.C.6.3.1.2 herom.

Bestemmelsen i SEL § 1, stk. 1, nr. 2 f, indebærer en beskatning svarende til beskatningen af aktieselskaber efter lovens § 1, stk. 1, nr. 1. Beskatningen efter SEL § 3, stk. 7, følger en model svarende til den, der kendes fra beskatningen af foreninger m.v. omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 6. Se nedenfor under afsnit S.C.6.3.1.2 for en nærmere gennemgang af kommuners objektive skattepligt efter de to bestemmelser.