| I modsætning til afgørelser står en forvaltningsmyndigheds vejledninger/responderende
virksomhed i form af besvarelse af spørgsmål, generelle beskrivelser af
gældende regler eller faktisk forvaltningsvirksomhed i øvrigt. En vejledning
eller orientering er ikke omfattet af forvaltningsloven og derfor ikke omfattet
af pligten til partshøring, begrundelse, klagevejledning mv., men borgeren/virksomheden
kan efterfølgende stille supplerende spørgsmål hertil.
Om indholdet i forvaltningslovens vejledningspligt, se afsnit E.3.1.
Om muligheden for at støtte ret på vejledninger/udtalelser, se afsnit
C.3.
Tvivlstilfælde
Der opstår ofte tvivl om, hvorvidt der er tale om en afgørelse eller blot
en vejledning om reglerne. Hvis borgeren/virksomheden anvender udtryk som "ansøgning",
"anmodning" eller "klage" mv., må henvendelsen som udgangspunkt
forstås som et ønske om en afgørelse, men det er ikke i sig selv
afgørende, at borgeren/virksomheden anvender sådanne udtryk.
I tvivlstilfælde er udgangspunktet, at et svar fra en myndighed med den formelle
kompetence til at træffe afgørelse i det pågældende spørgsmål,
er en afgørelse, når tilkendegivelsen er rettet direkte til borgeren/virksomheden.
Det gør i den henseende ingen forskel, om svaret er afgivet mundtligt eller
skriftligt. I alle tilfælde er det vigtigt, at modtageren forstår om han/hun
har fået en vejledning eller en afgørelse. Derfor skal myndigheden altid
udtrykkeligt angive, om der er tale om en afgørelse eller en vejledende oplysning,
som der ikke kan støttes ret på.
I følgende situationer vil et svar fra en myndighed kunne betegnes som vejledende
eller afgivet som led i responderende virksomhed:
- Svar på forespørgsler af generel karakter, dvs. forespørgslen
er ikke relateret til et nærmere konkret tilfælde
- Svar på forespørgsler om konkrete tilfælde, der endnu ikke er
aktualiserede
- Hvis der i et svar på en forespørgsel om et nærmere konkret tilfælde
er taget forbehold om, at svaret er af vejledende karakter, eller i øvrigt
ikke er endeligt
I TfS 1999, 887 LSR havde et selskab anmodet en told- og skatteregion om en bindende
tilkendegivelse om, hvorvidt et påtænkt slutprodukt var afgiftspligtigt.
Told- og skatteregionen meddelte virksomheden, at den påtænkte etablering
ville være afgiftspligtig. Der blev i brevet givet klagevejledning til Landsskatteretten.
Landsskatteretten afviste imidlertid klagen, da der ikke var hjemmel til, at en
told- og skatteregion ved en egentlig afgørelse kunne tage stilling til de
afgiftsmæssige konsekvenser af en påtænkt disposition. Told- og skatteregionens
besvarelse af den afgiftspligtiges henvendelse måtte derfor anses som udslag
af regionens vejledningspligt, og besvarelsen kunne ikke påklages til Landsskatteretten.
I TfS 2000, 606 LSR blev et svar på en forespørgsel ikke anset for en
afgørelse, uanset at told- og skatteregionen havde brugt ordet afgørelse
i sit svar.
Særligt for told Ifølge Toldkodeksens art. 11 kan enhver person
anmode toldmyndighederne om oplysninger om anvendelsen af toldforskrifterne vedrørende
import/eksport-transaktioner, der overvejes konkret. Oplysningerne efter Toldkodeksens
art. 11 er ikke omfattet af bestemmelserne i Toldkodeksens art. 6, jf. art. 4, nr.
5, og der er derfor ikke adgang til at klage over indholdet af sådanne oplysninger.
|