Klagen vedrører afslag på omkostningsgodtgørelse vedrørende A (herefter benævnt klageren) indgivelse af ansøgning om omkostningsgodtgørelse.

 

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæster regionens afgørelse.

 

Sagens oplysninger

Klageren fik ved Landsskatterettens kendelse af 21. oktober 2004 ikke medhold i sin klage over skatteankenævnets afgørelse.

 

Klagerens repræsentant har på vegne af klageren ansøgt om omkostningsgodtgørelse med 50 % af i alt 12.924,75 kr. (inkl. moms).

 

Af faktura fra repræsentanten fremgår, at 1.062,50 kr. (inkl. moms) vedrører udfærdigelse af ansøgning om omkostningsgodtgørelse.

 

Regionens afgørelse

Regionen har ikke imødekommet klagerens ansøgning om omkostningsgodtgørelse for udgifter på 1.062,50 kr. (inkl. moms) afholdt i forbindelse med klagerens ansøgning om omkostningsgodtgørelse.

 

Sagstypen er ikke positivt nævnt i skattestyrelseslovens § 33 D. Det fremgår endvidere af Processuelle regler på ToldSkats område, kapitel K.4, at der ikke ydes godtgørelse for udgifter afholdt til indgivelse og behandling af en anmodning om omkostningsgodtgørelse i første instans ved den regionale told- og skattemyndighed.

 

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at klageren anses for berettiget til omkostningsgodtgørelse for udgifter til indgivelse af ansøgning om omkostningsgodtgørelse.

 

De processuelle regler er udfærdiget af Told- og Skattestyrelsen og er som sådanne at opfatte som et cirkulære eller en vejledning, der ikke har umiddelbar lovkraft i forhold til borgerne. Endvidere må et cirkulære eller en vejledning ikke være i strid med lovgivningen.

 

Af skattestyrelseslovens § 33 D, stk. 1, nr. 1 fremgår, at godtgørelse ydes ved klage til skatteankenævnet eller Landsskatteretten. Da udfærdigelse af en ansøgning om omkostningsgodtgørelse må betragtes som direkte forbundet med selve klagesagen, ses der ikke hjemmel i bestemmelsen til at afskære klager fra godtgørelse for udgifter afholdt i forbindelse hermed.

 

Det forekommer ulogisk, at der efter de processuelle regler er adgang til omkostningsgodtgørelse for klager over den regionale myndigheds afgørelse om omkostningsgodtgørelse, mens der derimod ikke kan ydes godtgørelse for udgifter ved udfærdigelse af selve ansøgningen.

 

Bestemmelsen i skattestyrelseslovens § 33 C, stk. 1, nr. 6, som omhandler udgifter til en sagkyndigs udtalelse om, hvorvidt en afgørelse i en klage- eller retssag bør påklages eller prøves ved domstolene, taler for, at udgifter til udfærdigelse af ansøgning om omkostningsgodtgørelse er godtgørelsesberettigede, da disse udgifter må ses i umiddelbar sammenhæng med selve den godtgørelsesberettigede klagesag ved Landsskatteretten.

 

Der er i forarbejderne til skattestyrelsesloven ikke taget stilling til den omhandlede problemstilling. En sproglig fortolkning af de citerede bestemmelser må føre til, at omkostningsgodtgørelsen tillige må omfatte udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med udfærdigelsen af selve ansøgningen om omkostningsgodtgørelse.

 

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Af skattestyrelseslovens § 33 C, stk. 1, (nu skatteforvaltningslovens § 54, stk. 1), fremgår følgende:

 

"Godtgørelsesberettige er de følgende udgifter, når de ifølge regning skal betales eller er betalt:

1) Udgifter til sagkyndig bistand, medmindre den sagkyndige er ansat hos den godtgørelsesberettigede.

(…)"

 

Endvidere fremgår følgende af skattestyrelseslovens § 33 D, stk. 1 (nu skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1):

 

"Godtgørelse ydes

1) ved klage til skatteankenævnet eller til Landsskatteretten.

2) ved klage til en told- og skatteregion, Told- og Skattestyrelsen eller Ligningsrådet over en afgørelse, som er truffet efter bemyndigelse fra skatteministeren.

(…)"

 

Der ydes ikke omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med en sags behandling ved første instans.

 

Ved de stedlige myndigheders behandling af en ansøgning om omkostningsgodtgørelse skal der tages stilling til, om betingelserne for at yde omkostningsgodtgørelse efter skattestyrelseslovens kapitel 3 A (nu skatteforvaltningslovens kapitel 19) er opfyldt. Selvom ansøgningen og behandlingen heraf er en konsekvens af, at der har været ført en klagesag, er vurderingen af omkostningsgodtgørelsesmulighederne en i forhold til klagesagen selvstændig sag.

 

Udgifter til sagkyndig bistand til udarbejdelse af ansøgning om omkostningsgodtgørelse kan derfor ikke anses som udgifter omfattet af skattestyrelseslovens § 33 D, stk. 1 (nu skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1), men må anses som udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med en sags behandling i første instans.

 

Der kan ikke ydes omkostningsgodtgørelse til sådanne udgifter, og den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.