Parter

A
(selv)

mod

Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen
(kammeradvokaten ved advokat Per Michael Klausen)

Afsagt af højesteretsdommerne

Marie-Louise Andreasen, Wendler Pedersen, Peter Blok, Thomas Rørdam og Vibeke Rønne.

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 4. afdeling den 21. april 2004.

Sagen er behandlet skriftligt, jf, retsplejelovens § 387.

Påstande

Appellanten, A, har påstået, at indstævnte, Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen, skal anerkende, at ToldSkats afgørelse af 25. oktober 2001 er ugyldig, og at skatteregionen skal tilbagebetale det beløb, som uretmæssigt er tilbageholdt ved den ugyldige forvaltningsakt.

Skatteministeriet har påstået stadfæstelse.

Supplerende sagsfremstilling

I forbindelse med behandlingen af forslag nr. 169 af 25. april 1991 til ændring af forskellige skatte- og afgiftslove fremsatte skatteministeren forslag om at indsætte tredje og fjerde punkturn i kildeskattelovens § 73, stk. 3. I Folketingets Skatteudvalgs betænkning er herom anført (Folketingstidende 1990-91, 2. samling, tillæg B, sp. 1436):

"Ændringsforslaget går ud på at præcisere, at man ved pålæg til en arbejdsgiver eller lignende om lønindeholdelse skal respektere reglerne i retsplejeloven om trangsbeneficiet på linie med det, der gælder ved andre inddrivelsesskridt. Den foreslåede formulering, "at der overlades (skyldneren) det nødvendige til eget og familiens underhold", svarer til den gældende formulering af trangsbeneficiet i § 6 i lov om inddrivelse af underholdsbidrag.

Efter hidtidig praksis er det antaget, at overgrænsen på 15 pct. for lønindeholdelse i vidt omfang sikrer, at reglerne om trangsbeneficiet bliver overholdt, når det drejer sig om erhvervsaktive lønmodtagere, og når myndighederne ikke har konkrete holdepunkter for at antage andet.

...

I forbindelse med gennemførelse af forslaget om forhøjelse af lønindeholdelsesprocenten fra 15 pct. til 20 pct. må det sikres, at lønindeholdelse svarende til mere end 15 pct. kun må iværksættes efter nærmere vurdering i hvert enkelt tilfælde. Ændringsforslagets formulering af § 73, stk. 3, 4. pkt., sikrer dette.

Det ville betyde en meget stor administrativ belastning, hvis man i alle tilfælde skal søge direkte oplysninger fra den pågældende skatteyder, før en lønindeholdelse kan iværksættes. En meget stor del af skyldnerne reagerer erfaringsmæssigt ikke på henvendelser fra skattemyndighederne.

Skattemyndighederne er derfor i praksis henvist til at søge oplysning om skyldnerens økonomiske situation i de allerede foreliggende oplysninger, f.eks. oplysninger fra seneste selvangivelse eller fra en frivillig forskudsregistrering og eventuelt tillige økonomiske oplysninger om bolig- og familieforhold, såfremt de er tilgængelige.

Efter ændringsforslaget gøres det til en betingelse for at iværksætte lønindeholdelse med mere end 15 pct., at de således foreliggende oplysninger entydigt peger i retning af, at lønindeholdelse kan ske, uden at skyldneren fratages det nødvendige til eget og familiens underhold.

Ændringsforslaget opstiller ikke tilsvarende krav om konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde, hvis lønindeholdelsen ikke overstiger 15 pct., men det er fortsat en forudsætning for lønindeholdelse i alle tilfælde, at reglerne om trangsbeneficiet respekteres, jf. den ved ændringsforslaget foreslåede formulering af § 73, stk. 3, 3. pkt., og gennemførelsen af ændringsforslaget må ses som en henstilling til de kommunale skattemyndigheder om i videst muligt omfang at foretage konkrete vurderinger af de enkelte sager om lønindeholdelse, i det omfang foreliggende oplysninger giver grundlag herfor.

Det må fortsat være sådan, at enhver henvendelse fra skyldneren om størrelsen af en lønindeholdelse udløser en helt konkret vurdering."

Højesterets begrundelse og resultat

Af de grunde, der er anført af landsretten, stadfæster Højesteret dommen.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal A betale 25.000 kr. til Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse. Sagsomkostningsbeløbet for Højesteret forrentes efter rentelovens § 8 a.