Parter
A
og
H1-virksomhed v/A
mod
Skatteministeriet
(advokat Marianne Lovring)
Denne afgørelse er truffet af retsassessor Hans Christian K. Hansen.
Sagens baggrund og parternes påstande
Retten har modtaget sagen den 2. april 2023.
Sagen drejer sig om prøvelse af Landsskatterettens afgørelser af 11. januar 2023 og 13. januar 2023. Landsskatteretten har i sin afgørelse af 11. januar 2023 fundet, at sagsøger A ikke har drevet sin enkeltmandsvirksomhed erhvervsmæssigt i skattemæssig henseende i indkomstårene 2019-2021, og dermed nægtet A fradrag i sin skattepligtige indkomst for virksomhedens underskud med i alt 861.033 kr. Landsskatteretten har i sin afgørelse af 13. januar 2023 fundet, at A ikke i perioden 1. januar 2019 til 31. december 2021 var berettiget til købsmomsfradrag for i alt 214.837 kr. vedrørende tre fakturaer, som er udstedt fra A’s fuldejede selskab G1-virksomhed til enkeltmandsvirksomheden H1-virksomhed v/A.
A har nedlagt følgende påstand:
Skatteministeriet skal anerkende, at A har drevet enkeltmandsvirksomheden H1-virksomhed v/A erhvervsmæssigt i indkomstårene 2019-2021 og Skatteministeriet skal betale til H1-virksomhed v/A: 214.837 kr. med procesrente fra 30/6 2022.
Skatteministeriet har nedlagt påstand om frifindelse.
Oplysningerne i sagen
Af Landsskatterettens afgørelse af 11. januar 2023 fremgår:
"…
Sagsnr. 22-0072241
I afgørelsen har deltaget: Anders Vangsø Mortensen, Klaus Hækkerup og Kim Valentin
Klager: A
Klage over: Skattestyrelsens afgørelse af 30. maj 2022
CPR-nr.: (red.cpr.nr.1.fjernet)
Møde mv.
Der har været afholdt møde mellem klageren og Skatteankestyrelsens sagsbehandler.
Faktiske oplysninger
Klageren driver enkelmandsvirksomheden H1-virksomhed v/A med cvr-nr. ...11, herefter virksomheden. Virksomheden er registreret under branchekoden (red.branchekode.nr.1.fjernet) "(red.branche.nr.1.fjernet)".
Udover enkeltmandsvirksomheden er klageren hovedanpartshaver i selskaberne H1-virksomhed med cvr-nr. ...12 og G1-virksomhed med cvr-nr. ...13. Begge selskaber er registreret med samme branchekode som enkeltmandsvirksomheden.
Salg af (red.produkt.nr.1.fjernet) er sket fra H1-virksomhed via selskabets hjemmeside og på markeder og messer. Klageren har oplyst, at han efter afhændelse af varelager i slutningen af 2021 har ændret hjemmesiden, så det kun er en informationsside. Klageren har på møde forklaret, at der kun har været begrænset aktivitet med salg af (red.produkt.nr.2.fjernet) siden varelageret blev afhændet. Klageren har i 2022 købt mindre partier af eksempelvis (red.udstyr.nr.1.fjernet).
Klageren har til Skattestyrelsen anført, at der tidligere har været ydet en arbejdsindsats langt udover en normal arbejdsuge.
Klageren har fremlagt en All Risk forsikring, som H1-virksomhed har tegnet ved F1-forsikring den 2. marts 2021. Det fremgår, at virksomheden og de to selskaber er medforsikret på policen.
Klageren har på møde med Skatteankestyrelsens sagsbehandler oplyst, at han fra 2017 har haft vikarjob, og klageren har anført, at han før dette levede sparsomt.
Resultater
Klageren har selvangivet følgende resultater af virksomhed samt løn, godtgørelse og pension for indkomstårene 2015-2021:
Af de fremlagte saldobalancer for virksomheden fremgår følgende:
Udgifter til rådgivning/honorar på henholdsvis 420.000 kr. i 2021, 189.350 kr. i 2020 og 250.000 kr. i 2019 knytter sig til 3 fakturaer udstedt af klagerens selskab G1-virksomhed. Der er ikke ansatte i selskabet G1-virksomhed, som klageren er eneanpartshaver i. Klageren har på møde forklaret, at selskabet har udøvet rådgivning for klagerens personlige virksomhed i form af salgsbestræbelser på afhændelse af varelager.
Af de fremlagte saldobalancer ses følgende værdi af varelager i virksomheden i perioden 2019-2021:
Der er bogført følgende "Tilgodehavender fra salg" i virksomheden:
Ifølge årsregnskaber har selskabet G1-virksomhed haft en omsætning på 250.000 kr. i 2019, 189.350 kr. i 2020 og 0 kr. i 2021. Omsætningen i 2019 og 2020 svarer til udgifterne til honorar i den personligt drevne virksomhed.
Der har ifølge regnskaberne været udgifter på 0 kr. i alle årene 2019-2021.
Ifølge årsregnskaberne har selskabet H1-virksomhed haft en omsætning på 293.427 kr. i 2019, 286.047 kr. i 2020 og 0 kr. i 2021. Resultat (før skat) er ifølge regnskaberne opgjort til 2.841 kr. i 2019, 379 kr. i 2020 og -1.538.666 kr. i 2021.
Skattestyrelsen har ved den påklagede afgørelse ikke godkendt fradrag for virksomhedens angivne købsmoms af de 3 fakturaer. Dette punkt behandles i særskilt sag ved Landsskatteretten.
Skattestyrelsens afgørelse
Skattestyrelsen har ikke godkendt fradrag for virksomhedsunderskud på 287.570 kr. for indkomståret 2019, 134.700 kr. for indkomståret 2020 og 438.763 kr. for indkomståret 2021, idet klageren ikke anses for at have drevet erhvervsmæssig virksomhed.
Skattestyrelsen har som begrundelse herfor anført følgende:
1. Underskud af virksomhed
(…)
1.4. Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse
Den 24. maj 2022 er der modtaget bemærkninger til Skattestyrelsens forslag, hvoraf det fremgår, at du ikke er enig i forslaget, som angivet under punkt 1.2.
Den indsendte bemærkning giver anledning til følgende kommentarer:
Indledningsvis skal det bemærkes, at erhvervsmæssig virksomhed - i modsætning til ikke erhvervsmæssig virksomhed - vil være indrettet med systematisk indtægtserhvervelse for øje, dvs. det afgørende formål er, at der kan opnås et overskud.
Der er i bemærkningen givet en forklaring omkring honorarer og en forklaring om, at det er "…..forsøg på afhændelse af varelageret i mine firmaer."
Som beskrevet under punkt 2 består udgiften vedrørende honorar i din enkeltmandsvirksomhed H1-virksomhed af en årlig faktura fra dit selskab G1-virksomhed. Du har bestemmende indflydelse i selskabet, idet du som anpartshaver ejer 100%.
Det kan konstateres, at der ikke er ansatte i hverken H1-virksomhed eller G1-virksomhed.
Du har også forklaret, at salg af varelager har medført indtægt. Som nævnt i forslaget er omsætningen i G1-virksomhed for 2019 og 2020 lig med resultat før skat, og af regnskaberne for selskabet kan det konstateres, at omsætningen for 2019 er på 250.000 kr. og 189.350 kr. for 2020. Omsætningen i selskabet svarer således til den årlige faktura udstedt til H1-virksomhed. Der er pt. ikke aflagt regnskab for 2021.
Den omstændighed at der er salg i en virksomhed er ikke ensbetydende med rentabilitet og fortjeneste, og det kan konstateres, at der har været negativ dækningsbidrag for 2020 og et dækningsbidrag på 0 kr. for 2021 i din virksomhed.
Du har endvidere forklaret, at webshoppen lukker ned som følge af salget af varelageret, og at lejemålet er opsagt.
På baggrund af ovenstående er det vores opfattelse, at det ikke er dokumenteret eller på anden måde sandsynliggjort, at virksomheden har udsigt til at udvikle sig således, at den inden for en kortere årrække vil blive rentabel og give en fortjeneste med plads til en rimelig driftsherreløn og forrentning af den investerede kapital.
Det skal bemærkes, at rentabilitetskriteriet indebærer, at en virksomhed over en længere periode skal give overskud eller have udsigt til at give overskud på den primære drift, således at der er mulighed for forrentning af den investerede kapital samt en rimelig driftsherreløn.
Med baggrund i ovenstående samt begrundelserne angivet i forslaget, kan vi ikke anse dig for at have drevet erhvervsmæssig virksomhed i skattemæssig henseende for de omhandlende år, hvorfor vi træffer afgørelse i overensstemmelse med forslaget fra den 12. maj 2022.
Oplysninger fra forslaget:
Udgifter, der i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.
I virksomheder, der ikke er erhvervsmæssige, kan der alene foretages fradrag for de udgifter, der har været forbundet med indkomsterhvervelsen (nettoindkomstprincippet). Underskud af ikke erhvervsmæssig virksomhed kan ikke fradrages i anden indkomst.
På baggrund af de foreliggende oplysninger er det Skattestyrelsens vurdering, at din virksomhed ikke kan anses for at være en erhvervsmæssig virksomhed i skattemæssig henseende. Der er ved vurderingen lagt vægt på følgende:
• Der har i de seneste 5 år været ikke ubetydelige underskud i din virksomhed. Underskuddene udgør i alt 1.548.019 kr., jf. skemaet på side 3
• Virksomhedens underskud kan ikke anses for at være forbigående, da der har været underskud siden 2017
• Der er ikke tale om en opstartsfase
• Der er anmodet om budgetter for 2022-2024. Du har oplyst, at det ikke er muligt at udarbejde realistiske budgetter, som angivet under punkt 1.1. Du har endvidere oplyst, at du har været indlagt på grund af en sjælden sygdom, som vil betyde, at virksomhedsaktiviteterne fremadrettet vil blive påvirket af, hvor meget du kan holde til helbredsmæssigt.
• Af de indsendte saldobalancer fremgår det, at der har været negativ dækningsbidrag for 2020 og et dækningsbidrag på 0 kr. for 2021
• På forskudsopgørelsen for 2022 er overskud af virksomhed angivet til 0 kr.
• Der er ikke udsigt til, at din virksomhed kommer til at give overskud. Rentabilitetskriteriet indebærer, at en virksomhed over en længere periode skal give overskud eller have udsigt til at give overskud på den primære drift, således at der er mulighed for forrentning af den investerede kapital samt en rimelig driftsherreløn. Det er oplyst, at salget foregår på markeder/messer. Tidligere har salget også foregået via en webshop, men denne er blevet lukket ned.
• Det har kun været muligt at videreføre virksomheden, da der har været anden indtægt i form af løn mv. til dækning af underskuddene, jf. skemaet på side 3. Du har oplyst, at der tidligere har været ydet en arbejdsindsats på langt ud over en normal arbejdsuge. Det kan konstateres, at du i årene 2017-2021 også har været lønansat ved G2-virksomhed, G3-virksomhed og G4-virksomhed. Du har ikke i disse år modtaget løn fra dine selskaber H1-virksomhed og G1-virksomhed.
• Af regnskaberne for G1-virksomhed for 2019 og 2020 fremgår det, at omsætningen for begge år er lig med resultat før skat. Det fremgår også heraf, at omkostninger ikke er bogført i selskabet, og at der i regnskabsåret har været omkostninger, der er betalt af ene-anpartshaveren.
Det er endvidere angivet, at en lukning af selskabet ikke kan udelukkes. Der er pt. ikke aflagt regnskab for 2021.
• Af regnskaberne for H1-virksomhed for 2019 og 2020 fremgår det, at selskabets forretningsområde er (red.forretningsområde.nr.1.fjernet), og at selskabets aktiviteter ikke har været tilfredsstillende. Resultat før skat for 2019 og 2020 er under 5.000 kr. for begge år. Der er pt. ikke aflagt regnskab for 2021.
• Det er vores opfattelse, at der for de omhandlende indkomstår har været en sammenblanding mellem din enkeltmandsvirksomhed H1-virksomhed og dine 2 selskaber H1-virksomhed og G1-virksomhed. Du har oplyst, at salgsaktiviteterne tidligere har været fællesindkøb af varer med andre firmaer. Det skal bemærkes, at fradrag for udgifter forudsætter, at disse er afholdt af rette omkostningsbærer, samt at udgiften er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde virksomhedens indkomst i året
• Af det indsendte regnskabsmateriale fremgår det, at der i din virksomhed er store udgifter til rådgivning/honorar 420.000 kr. i 2021, 189.350 kr. i 2020 og 250.000 kr. i 2019. Det kan konstateres, at der er tale om afregning fra dit selskab G1-virksomhed vedrørende honorar. Som følge af ovenstående er det vores vurdering, at underskuddene for 2019, 2020 og 2021 ikke er omfattet af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, så der kan ikke godkendes fradrag for disse:
Din indkomst forhøjes med underskud af virksomhed 2019 287.570 kr.
Din indkomst forhøjes med underskud af virksomhed 2020 134.700 kr.
Din indkomst forhøjes med underskud af virksomhed 2021 438.763 kr.
Ovenstående er ikke ensbetydende med, at du ikke må fortsætte med aktiviteterne. Det betyder blot, at der ikke vil være skattemæssigt fradrag for underskuddet.
Såfremt en ikke erhvervsmæssig virksomhed giver overskud, skal der ikke betales arbejdsmarkedsbidrag af overskuddet, jf. arbejdsmarkedsbidragslovens §§ 2, 4 og 5. Eventuelt overskud skal derfor selvangives i feltet "Anden personlig indkomst, hvoraf der ikke betales arbejdsmarkedsbidrag" (rubrik 20).
(…)"
Skattestyrelsen har i udtalelse til klagen anført følgende:
"(…)
Det skal indledningsvis præciseres, at sagsbehandlingen i sags id. (red.sagsid.nr.1.fjernet), der er påklaget, omhandler Skattestyrelsens vurdering af, at A’s enkeltmandsvirksomhed H1-virksomhed ikke kan anses for at være en erhvervsmæssig virksomhed i skattemæssig henseende, hvorfor der ikke er godkendt fradrag for underskud af virksomhed for indkomstårene 2019-2021.
Det skal bemærkes, at der i klagen vedrørende H1-virksomhed er anført beskrivelser af selskaberne G1-virksomhed og H1-virksomhed /G5-virksomhed, hvori A er eneanpartshaver. Skattestyrelsen finder som udgangspunkt ikke disse oplysninger relevante i forhold til behandlingen af klagesagen vedrørende den personlige virksomhed H1-virksomhed.
Det er Skattestyrelsens opfattelse, at der er tale om 3 selvstændige skattesubjekter:
1. Enkeltmandsvirksomheden H1-virksomhed under cvr-nr. ...11
2. Selskabet G1-virksomhed er registreret under cvr-nr. …13
3. Selskabet H1-virksomhed / G5-virksomhed under cvr-nr. …12
Der skal være adskillelse mellem selvstændige skattesubjekter. Det er dog vores opfattelse, at der har været en sammenblanding mellem enkeltmandsvirksomheden H1-virksomhed og de 2 selskaber H1-virksomhed og G1-virksomhed. Adskillelse mellem selvstændige skattesubjekter betyder fx, at en skattepligtig indtægt skal beskattes hos det skattesubjekt, som har et retligt krav på indtægten, og en fradragsberettiget udgift skal fradrages hos det skattesubjekt, som har en retlig forpligtelse til at afholde udgiften.
I klagen er der henvist til Vestre Landsrets dom af 18. august 2021 (SKM2021.443.VLR). Det er Skattestyrelsens opfattelse, at denne dom ikke er relevant eller sammenlignelig i relation til nærværende klagesag, da sagen omhandler salg af bitcoins, spekulation, donation mv.
I klagen er der endvidere anført: "Vestre Landsret har afsagt domme i sager, hvor de har afgjort om flere firmaer skal ses i en sammenhæng eller ej for så vidt angår betragtningen af hobbyvirksomhed eller som erhvervsmæssig virksomhed.". Der er ikke anført henvisninger til konkrete domme, så det forekommer uklart, hvilken sammenhæng der ønskes draget til denne klagesag.
Skattestyrelsen er alene bekendt med afgørelser/domme inden for vurderingen af erhvervsmæssig virksomhed >< ikke erhvervsmæssig virksomhed, hvor der er tale om forskellige driftsgrene inden for samme skattesubjekt, men dette er ikke relevant i den konkrete sag vedrørende H1-virksomhed.
I øvrigt er det Skattestyrelsens opfattelse, at flere af de argumenter, der bliver fremført i klagen omkring fx fremtidsudsigter, sygdomsforløb og sammenblanding af aktiviteter mellem de forskellige skattesubjekter mv. understøtter Skattestyrelsens argumenter i vurderingen af, at H1-virksomhed skal anses som en ikke erhvervsmæssig virksomhed.
I afgørelsen fra den 30. maj 2022 er der foretaget en konkret, individuel og samlet vurdering af H1-virksomhed i bedømmelsen af, om virksomheden kan anses for at være erhvervsmæssig drevet i skattemæssig henseende ud fra forskellige parametre og relevante forhold. Se under afgørelsens punkt 1.3, hvor disse forhold er opremset og se under punkt 1.4 med Skattestyrelsens begrundelse.
Ud fra en samlet vurdering er det fundet, at den fornødne rentabilitet og intensitet ikke er tilstede, og at der med den valgte driftsform ikke er udsigt til, at virksomheden kan komme til at give overskud på sigt. Virksomheden H1-virksomhed anses således ikke for at være en erhvervsmæssig virksomhed i skattemæssig henseende.
(…)"
Klagerens opfattelse
Klageren har fremsat påstand om, at denne er berettiget til fradrag for virksomhedsunderskud på 287.570 kr. for indkomståret 2019, 134.700 kr. for indkomståret 2020 og 438.763 kr. for indkomståret 2021.
(…)
Landsskatterettens afgørelse
Skattestyrelsen har ved afgørelsen henvist til de relevante retsregler samt til de oplysninger, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen. Skattestyrelsens afgørelse anses herefter for tilstrækkeligt begrundet. Der henvises til forvaltningslovens §§ 22 og 24. Eventuel klage over selve sagsbehandlingen i Skattestyrelsen skal sendes til Skattestyrelsen.
Det fremgår af ligningslovens § 2, stk. 1, at skattepligtige der udøver en bestemmende indflydelse over juridiske personer, ved opgørelsen af den skatte- og udlodningspligtige indkomst skal anvende priser og vilkår for handelsmæssige eller økonomiske transaktioner med de nævnte juridiske personer i overensstemmelse med, hvad der kunne være opnået, hvis transaktionerne var afsluttet mellem uafhængige parter (armslængdeprincippet).
Klageren og de to selskaber G1-virksomhed og H1-virksomhed er interesseforbundne parter omfattet af ligningslovens § 2, stk. 1, hvorfor handel mellem klageren (herunder hans personligt drevne virksomhed) og de to selskaber skal det ske på markedsvilkår. Der skal endvidere være en tydelig adskillelse af klagerens økonomi og hans selskabers økonomier.
Landsskatteretten tager i nærværende afgørelse alene tage stilling til, om klagerens personligt drevne virksomhed H1-virksomhed kunne anses for erhvervsmæssig drevet i skattemæssig henseende i indkomstårene 2019-2021.
Udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Det fremgår af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a (loven kan findes på www.retsinformation.dk).
Udgiften skal være direkte knyttet til indkomsten, og den skal ligge inden for virksomhedens naturlige rammer. Private udgifter kan ikke fradrages, jf. statsskattelovens § 6, stk. 2.
I virksomheder, der ikke er erhvervsmæssige, kan der alene foretages fradrag for de udgifter, der har været forbundet med indkomsterhvervelsen. Underskud af ikke erhvervsmæssig virksomhed kan ikke fradrages i anden indkomst.
Bedømmelsen af, om en virksomhed kan anses for erhvervsmæssig, foretages ud fra en samlet konkret vurdering af virksomheden, hvori alle relevante forhold skal inddrages. Efter praksis indgår det med en betydelig vægt, om virksomheden kan anses for etableret og drevet med udsigt til at opnå en rimelig fortjeneste, det vil sige er indrettet med henblik på en systematisk indkomsterhvervelse. Dette fremgår bl.a. af Højesterets dom af 4. november 1999, som er offentliggjort i TfS 1999,863, og af Højesterets dom af 2. februar 2007, som er offentliggjort i SKM2007.107.HR.
I Højesterets dom af 2. februar 2007 havde der i de foreliggende år været en beskeden omsætning og negative driftsresultater, og da der heller ikke var udsigt til, at virksomheden fremover ville give en rimelig fortjeneste, tiltrådte Højesteret, at virksomheden ikke var erhvervsmæssigt drevet, hvorfor underskuddet ikke var fradragsberettiget.
Virksomheden skal derfor over en længere periode give overskud eller have udsigt til at give overskud på den primære drift, således at der er mulighed for forrentning af fremmedkapital og den investerede egenkapital samt en rimelig driftsherreløn.
Om virksomheden havde udsigt til senere at give en rimelig fortjeneste skal bedømmes ud fra driftsformen i de påklagede indkomstår.
I indkomstårene 2019, 2020 og 2021 har klageren haft regnskabsmæssige underskud i virksomheden på henholdsvis 265.661 kr., 201.527 kr. og 437.998 kr. før afskrivninger og renter. I underskuddene indgår en udgift til klagerens selskab G1-virksomhed på henholdsvis 250.000 kr., 189.350 kr. og 420.000 kr. i 2019, 2020 og 2021.
Virksomhedens omsætning svarer til varekøb (vareforbrug) i årene 2019, 2020 og 2021 med undtagelse af en indtægt fra provision på 7.344 kr. i både 2019 og 2020.
Retten finder, at klagerens virksomhed ikke er drevet erhvervsmæssigt i de påklagede indkomstår 2019-2021.
Der er ved bedømmelsen heraf lagt vægt på, at virksomheden har haft underskud siden 2017, hvorfor der hverken har været plads til forrentning af den investerede kapital eller en rimelig driftsherreløn.
Klageren har i relation til den årlige udgift til G1-virksomhed, jf. ovenfor, forklaret, at selskabet G1-virksomhed gennem flere år har leveret ydelser i form af salgsbestræbelser for at sælge varelageret i blandt andet den personligt drevne virksomhed. Der ses ikke ifølge de fremlagte varelageropgørelser og selskabernes omsætningstal at være samhandel med varer mellem klagerens personligt drevne virksomhed og selskabet G1-virksomhed. Klageren er direktør i selskabet G1-virksomhed, men der har ikke været andre ansatte, og der er ikke udbetalt løn til en medarbejder, som kan have udført arbejdet i relation til de beskrevne salgsbestræbelser. Selv hvis der ses bort fra udgiften til selskabet G1-virksomhed er virksomheden underskudsgivende, og der ses ikke være udsigt til overskud.
For så vidt angår varelageret, fremgår det af saldobalancen, at de varer som er indkøbt i indkomståret 2019, er videresolgt i 2019, hvorfor der ved årets udgang ikke er et varelager. Det samme gør sig gældende for 2020 og 2021. Denne forretningsmodel vanskeliggør rentabel drift i virksomheden.
Det oplyste om, at klageren havde besluttet at nedtrappe virksomhedsaktiviteterne i de påklagede indkomstår, kan ikke medføre, at der ved bedømmelsen af, om virksomheden er erhvervsmæssig drevet eller ej, skal ses bort fra virksomhedens driftsmæssige resultater i de påklagede indkomstår, ligesom at det af klageren anførte om sygdom og Covid19 ikke kan føre til et andet resultat.
På det foreliggende grundlag var der i de påklagede indkomstår ikke udsigt til, at virksomheden ville blive rentabel indenfor en kortere årrække og give en fortjeneste med plads til en rimelig driftsherreløn og forrentning af den investerede kapital.
Virksomheden har derfor ikke været drevet erhvervsmæssigt i skattemæssig henseende i indkomstårene 2019-2021. Der kan derfor ikke godkendes fradrag for underskud af virksomhed på 287.570 kr. i indkomståret 2019, 134.700 kr. i indkomståret 2020 og 438.763 kr. i indkomståret 2021.
Den påklagede afgørelse stadfæstes "
Af Landsskatterettens afgørelse af 13. januar 2023 fremgår:
"…
Sagsnr. 22-0073030
I afgørelsen har deltaget: Anders Vangsø Mortensen, Klaus Hækkerup og Kim Valentin
Klager: H1-virksomhed v/A
Klage over: Skattestyrelsens afgørelse af 30-05-2022
CVR-nr.: ...11
Klagen skyldes, at Skattestyrelsen har forhøjet klagerens momstilsvar med i alt 214.837 kr. i perioden 1. januar 2019 til 31 december 2021, idet der ikke er godkendt fradrag for den angivne købsmoms.
Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.
Møde
Der har været afholdt møde mellem klageren og Skatteankestyrelsens sagsbehandler.
Faktiske oplysninger
H1-virksomhed v/A, herefter virksomheden, er en personligt drevet enkeltmandsvirksomhed, der er registreret under branchekoden (red.branchekode.nr.1.fjernet) "(red.branche.nr.1.fjernet)".
Virksomhedens indehaver, A, er tillige hovedanpartshaver og direktør i selskaberne H1-virksomhed med cvr-nr. ...12 og G1-virksomhed med cvr-nr. ...13. Begge selskaber er registreret med samme branchekode som virksomheden.
Aktiviteten med varesalg på markeder og messer samt varesalg fra hjemmeside er efter det af klageren oplyste sket fra H1-virksomhed. Klageren har oplyst, at han efter afhændelse af varelager i slutningen af 2021 har ændret hjemmesiden til en informationsside. Klageren har på møde forklaret, at der har været begrænset aktivitet med salg af (red.produkt.nr.2.fjernet) siden varelageret blev afhændet. Klageren har i 2022 købt mindre partier af eksempelvis (red.udstyr.nr.1.fjernet).
Virksomheden er momsregistreret og afregner moms halvårligt. Der er foretaget følgende momsangivelser for perioden 1. januar 2019 til 31. december 2021:
Der er fremlagt udskrift af momskonti for perioden 1. januar 2019 til 31. december 2021. Heraf ses det, at en del af den angivne købsmoms knytter sig til nedenstående 3 bilag:
Bilag 1404, 1533 og 1581 er ikke fremlagt.
Der er fremlagt saldobalancer, hvoraf der blandt andet fremgår følgende:
Udgifter til rådgivning/honorar på henholdsvis 420.000 kr. i 2021, 189.350 kr. i 2020 og 250.000 kr. i 2019 knytter sig efter det oplyste til 3 fakturaer udstedt af indehaverens selskab G1-virksomhed. Indehaveren er eneanpartshaver i selskabet G1-virksomhed, og selskabet er ikke registreret med ansatte. Indehaveren har på møde forklaret, at selskabet har udøvet rådgivning for hans personlige virksomhed i form af salgsbestræbelser på afhændelse af varelager.
Af de fremlagte saldobalancer ses følgende værdi af varelager i virksomheden i perioden 2019-2021:
Der ses at være bogført følgende "Tilgodehavender fra salg" i virksomheden:
Ifølge årsregnskaber har G1-virksomhed haft en omsætning på 250.000 kr. i 2019, 189.350 kr. i 2020 og 0 kr. i 2021. Omsætningen i 2019 og 2020 svarer til udgifterne til honorar i den personligt drevne virksomhed. Der har været udgifter på 0 kr. i alle årene 2019-2021.
Ifølge årsregnskaber har H1-virksomhed haft en omsætning på 293.427 kr. i 2019, 286.047 kr. i 2020 og 0 kr. i 2021. Resultat (før skat) er ifølge regnskaberne opgjort til 2.841 kr. i 2019, 379 kr. i 2020 og -1.538.666 kr. i 2021.
Skattestyrelsen har ved den påklagede afgørelse ikke godkendt skattemæssigt fradrag for virksomhedens underskud. Dette punkt behandles i særskilt sag ved Landsskatteretten.
Skattestyrelsens afgørelse
Skattestyrelsen har ikke godkendt fradrag for købsmoms på i alt 214.837 kr. for perioden 1. januar 2019 til 31. december 2021.
Skattestyrelsen har som begrundelse herfor anført følgende:
"2. Moms
(…)
2.4. Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse
Den 24. maj 2022 er der modtaget bemærkninger til Skattestyrelsens forslag, hvoraf det fremgår, at du ikke er enig i forslaget, som angivet under punkt 1.2.
Den indsendte bemærkning giver anledning til følgende kommentarer:
Der er i bemærkningen givet en forklaring omkring honorarer og en forklaring om, at det er "….forsøg på afhændelse af varelageret i mine firmaer."
Som nævnt i forslaget er udgiften vedrørende honorar i din enkeltmandsvirksomhed H1-virksomhed en årlig faktura fra dit selskab G1-virksomhed. Du har bestemmende indflydelse i selskabet, idet du som anpartshaver ejer 100%.
Det kan konstateres, at der ikke er ansatte i hverken H1-virksomhed eller G1-virksomhed.
På baggrund af ovenstående er det vores opfattelse, at der ikke er fremkommet dokumentation eller nye oplysninger, der giver anledning til at ændre vores opfattelse, og vi træffer derfor afgørelse i overensstemmelse med forslaget fra den 12. maj 2022.
Oplysninger fra forslaget:
Af de indsendte momsposteringer ses, at der i din virksomhed er udgift vedrørende honorar fra dit selskab G1-virksomhed:
For 2021 drejer det sig om bilag 1581 dateret 31. december 2021: Honorar - G1-virksomhed på 420.000 kr. ekskl. moms. Heraf udgør moms 105.000 kr.
For 2020 drejer det sig om bilag 1533 dateret den 30. december 2020: Honorar - G1-virksomhed på 189.350 kr. ekskl. moms. Heraf udgør moms 47.337,50 kr.
For 2019 drejer det sig om bilag 1401 dateret den 30. juni 2019: Honorar - G1-virksomhed på 250.000 kr. ekskl. moms. Heraf udgør moms 62.500 kr.
Af regnskabet for G1-virksomhed fremgår: "Selskabets direktørkontrakt er igen blevet misligholdt af selskabet."
På det foreliggende grundlag er det vores vurdering, at de årlige afregninger fra G1-virksomhed til din enkeltmandsvirksomhed H1-virksomhed vedrørende honorar er løn til dig.
Betingelsen for at der kan godkendes fradrag for lønudgifter er, at der er tale om løn til ansatte i virksomheden, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der kan ikke godkendes fradrag for lønudgift til dig selv, da udgiften ikke er afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten jævnfør statsskattelovens § 6, stk. 1 litra a. Vi har jævnfør punkt 1 ikke anset din virksomhed for at være en erhvervsmæssig virksomhed i skattemæssig henseende.
På baggrund heraf kan vi ikke godkende fradrag for købsmomsen af de nævnte afregninger, jf. momslovens § 37:
1. halvår 2019: Ikke godkendt fradrag for købsmoms 62.500 kr.
2. halvår 2020: Ikke godkendt fradrag for købsmoms 47.337 kr.
2. halvår 2021: Ikke godkendt fradrag for købsmoms 105.000 kr.
Samlet momsændring for perioden 1. januar 2019 - 31. december 2021 214.837 kr.
Rettelserne vil blive foretaget med efterangivelser for de angivne perioder.
(…)"
Klagerens opfattelse
Virksomheden har fremsat påstand om, at der er ret til fradrag for købsmoms for perioden som angivet.
(…)
Landsskatterettens afgørelse
Der skal tages stilling til, om det er med rette, at Skattestyrelsen ikke har godkendt fradrag for virksomhedens købsmoms relateret til bilag 1401, 1533 og 1581 på i alt 214.837 kr.
Det lægges ubestridt til grund, at virksomheden er en afgiftspligtig person i angivelsesperioden, jf. momslovens § 3, stk. 1.
For at der kan imødekommes fradrag for købsmoms, jf. momslovens § 37, stk. 1, er det en betingelse, at der er sket levering mod vederlag efter momslovens § 4.
Virksomhedens indehaver har oplyst, at bilag 1401, 1533 og 1581 vedrører honorar for rådgivning, som selskabet G1-virksomhed har udført for virksomheden. Der er ikke fremlagt fakturaer, men indehaveren har oplyst, at arbejdet/rådgivningen er udført af ham selv, og at det vedrører salgsbestræbelser i relation til afhændelse af varelager i virksomheden. Indehaveren er eneanpartshaver i selskabet G1-virksomhed, hvor der ikke er registreret ansatte. Det fakturerede arbejde kan kun være udført af indehaveren selv, hvilket ikke bestrides.
Landsskatteretten finder det ikke dokumenteret, at der er sket levering mod vederlag, jf. momslovens § 4. Der er ved vurderingen heraf lagt vægt på, at for at der kan ske levering mod vederlag skal der være et retsforhold mellem en tjenesteyder og en aftager, der vedrører en gensidig udveksling af ydelser. I nærværende sag har indehaveren leveret rådgivning til sig selv, hvilket ikke berettiger til momsfradrag, idet der ikke er sket levering af en ydelse fra en afgiftspligtig person til en anden.
Landsskatteretten stadfæster på baggrund heraf Skattestyrelsens afgørelse.
"
Det fremgår af G1-virksomhed tre fakturaer tilstillet H1-virksomhed for 2019, 2020 og 2021 på henholdsvis 250.000 kr., 189.350 kr. og 420.000 kr. eksklusive moms, at beløbet vedrører "Honorar for rådgivning" og: "Beløbet kan anvendes til modregning i gæld til H1-virksomhed v/A, eller til gæld til H1-virksomhed".
Forklaringer
Sagsøger, A har forklaret, at han har drevet sin virksomhed i tre dele. Henholdsvis i personligt regi i form af H1-virksomhed, og i selskabsform ved G1-virksomhed, som han stiftede i 2003, samt H1-virksomhed, som han stiftede i 2011. Han solgte igennem H1-virksomhed varer på internettet. Det var enkeltmandsvirksomheden H1-virksomhed, der indkøbte varerne, da H1-virksomhed havde de bedste indkøbsvilkår. Varerne blev herefter faktureret til H1-virksomhed til indkøbsprisen. Han ønskede at afvikle virksomheden og sælge varelageret samlet. Salgsarbejdet i den forbindelse lå i G1-virksomhed.
Han bad mulige købere af varelageret om en harddisk, som han kunne overføre optagne billeder af varelageret til. Billeder af varerne var afgørende for købere af varelageret. G1-virksomhed fakturerede H1-virksomhed for de billeder han tog af varerne med 50 kr. pr. billede. Han havde fået en pris fra en ekstern fotograf til 87,20 kr. pr. billede. Det lykkedes at sælge varelageret i slutningen af 2021. De tre fakturaer, som sagen omhandler, vedrører henholdsvis honorar for 5.000, 3.787, og 8.400 optagne billeder. Der var bestræbelser på at sælge varelageret samlet fra 2019 og frem. Dels gav virksomheden dårlige resultater og dels solgte G6-virksomhed varerne til under indkøbspris. Omsætningen faldt bare - blandt andet som følge af lukningen af G7-virksomhed.
Parternes synspunkter
A har i sit påstandsdokument anført:
"…
Anbringender
1) Spørgsmålet er om H1-virksomhed v/A skattemæssigt skal betragtes som en "stand alone" virksomhed eller ej.
A ejer personligt 100% af følgende 3 firmaer:
H1-virksomhed v/A, cvr. ...11, personligt ejet firma
G1-virksomhed, cvr. ...13
H1-virksomhed, cvr. ...12
Ingen af de 3 firmaer kan skattemæssigt betragtes som en "stand alone" virksomhed. De er totalt afhængige af aktiviteter der sker i mindst et af de andre firmaer.
H1-virksomhed (cvr. ...11) har kun forestået fællesindkøb af varer, der er viderefaktureret til H1-virksomhed, men har ikke solgt varer til andre. H1-virksomhed indkøber f.eks. ikke varer fra eksterne parter, derfor vil dette firma f.eks. ikke have noget at sælge, hvis ikke H1-virksomhed indkøbte varer og videresolgte varer til H1-virksomhed. Salget af varer med avance er sket i H1-virksomhed.
De tre firmaer, har hver især forestået sin del af den totale drift, der kræves for at drive et firma. Ingen af firmaerne foretager alle de ting, der kræves for at kunne drive et firma.
I sagsforløbet har R1-advokat gjort gældende, at H1-virksomhed, der forestår fællesindkøbet af varer, videresælger varerne til indkøbsprisen, eller med en så ekstrem lav avance, at det ikke giver H1-virksomhed mulighed for at skabe en indtjening og rentabilitet som en "stand alone" virksomhed. (Duplik side 2, 3. afsnit). Dette beviser netop, at H1-virksomhed på ingen måde kan betragtes som en "stand alone" virksomhed, idet de er 100% afhængig af de aktiviteter der sker i hhv. G1-virksomhed og især i H1-virksomhed.
Ingen af firmaerne kan eksistere udelukkende af de aktiviteter som firmaerne selv udfører. Ingen af firmaerne foretager alle de funktioner der er nødvendige for at et firma kan foretage indkøb, rådgivning og salg.
Alle 3 virksomheder har samme branchekode, alle virksomhederne har aktiviteter der ikke kan undgå at påvirke andre af de 3 firmaer. Skattestyrelsen har også konkluderet at der er en sammenblanding af firmaernes aktiviteter. Men på trods af denne negativt lydende konstatering, sker bogføringen naturligvis i det firma, der har udført aktiviteten.
Flere af de erhvervsmæssige omkostninger er omkostninger der opkræves på én og samme faktura, men omkostningen er fælles alle de 3 firmaer. Der er i sagen fremlagt dokumentation herfor, f.eks. bilag 12, fælles forsikringer, men angår også andre typer af udgifter, f.eks. husleje, el, varme, kontordrift, EDB m.v.
2) SKAT’s betingelser for at være erhvervsvirksomhed er opfyldt.
I sagen BS-19699/2020- VLR (Bilag 22) har SKAT skrevet "at ikke-erhvervsmæssig virksomhed (også kaldet hobbyvirksomhed), synes at have private formål som det primære. F.eks. boligformål, sportsinteresser, (red.sport.nr.1.fjernet), (red.sport.nr.2.fjernet) eller dyrehold.
SKAT forsætter med at beskrive GENERELLE forskelle på hobbyvirksomhed og erhvervsvirksomhed f.eks. "medmindre den fremgår som professionelt anlagt, hvad angår udstyr, driftsform og indehaverens uddannelse." Mine virksomheder har siden 2009 været administreret fra den samme adresse, et eksternt lejet lokale på (red.kvm.nr.1.fjernet)., med kontorudstyr, inventar, varereoler, varelager, sikkerhedsudstyr, server, lagerinventar, webside med online salg, varebil på gule plader osv.
Det er den samme PC, telefon, e-mail konto, kontorlokaler, lagerlokaler og internetforbindelse, der har været anvendt til alle tre firmaer. De 3 firmaer kan på ingen måde samlet set være at betragte som hobbyvirksomhed. De er samlet set klart professionelt anlagt indtil primo 2022. Vi har ikke på nogen som helst måde haft private formål som det primære.
3) Ensartet regelanvendelse hos SKAT - jævnfør bilag 4 kan Skattestyrelsen ikke lave en forskellig vurdering fra sag til sag af, om hvilke kriterier Skattestyrelsen anlægger for at vurdere en virksomhed som en hobbyvirksomhed. Det Skattestyrelsen påstår i sagen BS- 19699/2020-VLR er en GENEREL betragtning om hvordan Skattestyrelsen vurderer en hobbyvirksomhed / erhvervsvirksomhed.
4) Afgørelsen fra SKAT er i modstrid med den begrundelse som hhv. Landsskatteretten og Vestre Landsret begge har angivet i sagen B-2137-99 (SKM2002.9.VLR) (Bilag 21). I begrundelsen for afgørelserne skriver de:
Landsskatterettens afgørelse: " Indledningsvist finder Landsskatteretten, at virksomhederne H1-virksomhed og H2 ikke er beslægtede eller på anden måde udgør et naturligt fællesskab, og derfor skal vurderes som 2 særskilte virksomheder."
Landsrettens begrundelse og resultat: "Indledningsvis bemærkes, at virksomhederne H1-virksomhed, H2 og H3 har været drevet som selvstændige virksomheder med forskellige aktiviteter, hvorfor virksomhederne må bedømmes uafhængigt af hinanden."
Heraf følger også det modsatte - dvs. at hvis virksomhederne havde haft fælles aktiviteter, ville resultatet af afgørelsen have været anderledes - ellers ville hverken Landsskatteretten eller Landsretten have skrevet den indledende bemærkning.
Landsskatteretten er kommet frem til en tilsvarende afgørelse i sagen SKM2002.437.LSR (Bilag 24), her skriver Landsskatteretten følgende begrundelse for afgørelsen:
Landsskatterettens bemærkninger: "Indledningsvis bemærkes, at virksomheden B og virksomheden C er så forskelligartede typer af virksomhed, at der i skattemæssig henseende er tale om to virksomheder."
Også denne begrundelse for afgørelsen betyder, at SKAT ikke kan anse H1-virksomhed skattemæssigt for en "stand alone" virksomhed, og derved ikke kan godtgøre sin afgørelse om, at H1-virksomhed er en hobbyvirksomhed.
5) Som følge af Covid nedlukningerne faldt salget med ca. 75% fra 2019 til 2020 (Bilag 15). SKAT har svaret i sagen (Bilag 28), at de har taget højde for at der har været Covid nedlukninger, men vil ikke nærmere redegøre for, hvordan de har medregnet konsekvenserne af nedlukningerne ved deres afgørelse om hobbyvirksomhed. Se f.eks. Bilag 13, 14 og 15. SKAT har derfor ikke overholdt Officialprincippet om at en sag skal oplyses fuldstændigt, inden de træffer en afgørelse.
Også på andre punkter er Officialprincippet heller ikke overholdt.
6) SKAT anvender en spådom om den fremtidige omsætning til at træffe beslutningen om hobbyvirksomhed med tilbagevirkende kraft. F.eks. budgetter for 2022-2024, varelageret er solgt ultimo 2021, online webside er lukket ultimo 2021, men det har skatte- og momsmæssig konsekvens med tilbagevirkende kraft for regnskabsårene 2019 - 2021.
7) Der er ikke fremlagt opgørelser over, på hvilke datoer og tidspunkter som G1-virksomhed har udført arbejdsopgaverne for H1-virksomhed. Derfor kan SKAT ikke kontrollere at arbejdet er udført. Men havde der været lavet opgørelser over hvornår arbejdet var udført, ville SKAT alligevel aldrig kunne kontrollere rigtigheden af opgørelserne, da de 3 firmaer aldrig har haft tidsregistreringssystemer. Under hovedforhandlingen vil det udførte arbejde blive beskrevet.
8) SKAT har frembragt spørgsmålet om manglende arbejdsintensitet i afgørelsen om hobbyvirksomhed. Der har været ydet en ekstrem stor arbejdsindsats i 2019 og dele af 2020, udover de timer der blev anvendt til vikararbejde. Der er arbejdet langt mere end fuld tid i de 3 firmaer tilsammen. Fra midten af 2020 og i 2021 blev de timer jeg kunne arbejde, anvendt i firmaerne.
9) Skattestyrelsen har stillet spørgsmål ved, om fakturaerne er betalt, og har i en anden sag krævet, at der fremlægges bankkontoudskrifter som dokumentation. Dette krav har SKAT ikke lovhjemmel til at stille. Alle posteringer imellem de tre firmaer har i alle årene siden firmaernes start altid været ført på de relevante mellemregningskonti. Dette er gængs praksis i virksomheder, med samme ejerforhold.
10) For perioden 1/7 - 31/12 2021 har de tre firmaer indbetalt følgende beløb i moms:
H1-virksomhed: 53.286 kr.
G1-virksomhed: 105.000 kr.
H1-virksomhed: 123.368 kr.,
Totalt for de tre firmaer: 281.654 kr. - hvordan kan dette være hobbyvirksomhed?
11) Dommen fra EU Domstolen i sag C-114/22 (Bilag 20) afgør, at hvis en myndighed anser en transaktion for værende fiktiv, skal de (myndigheden) godtgøre at den er fiktiv. Dette er en momsmæssig afgørelse, men en afgørelse i en skattesag bør kunne medføre det samme resultat. Fakturaerne er uomtvisteligt bogført i begge firmaer, dette er dokumenteret dels via bogføringen og dels via de rettidigt indberettede momsangivelser. Retten til at foretage fradrag for køb sker på fakturadatoen for købet, en evt. senere betalingsdato af fakturaen er fradragsretten uvedkommende.
Sagsomkostninger
Der er afholdt omkostninger til advokat med 8.000 kr. inkl. moms, fordelt med 50% til skattesagen og 50% til momssagen.
Derudover er der betalt retsafgifter på i alt 4.500 kr., samt klagegebyr til Skatteankestyrelsen på 1.100 kr.
…"
Skatteministeriet har i sit påstandsdokument anført:
"…
3. Anbringender
3.1 A’s underskud af virksomhed er ikke fradragsberettiget
Skatteministeriet gør overordnet gældende, at A ikke har godtgjort, at han i indkomstårene 2019-2021 har drevet sin enkeltmandsvirksomhed, H1-virksomhed v/A, erhvervsmæssigt. Han er derfor ikke berettiget til at fradrage virksomhedens underskud i disse år i sin øvrige indkomst.
Det følger af statsskattelovens § 6, litra a, at driftsomkostninger er fradragsberettigede, hvis omkostningerne er afholdt som led i en erhvervsmæssig virksomhed.
Virksomheder, der ikke er erhvervsmæssige, kan i overensstemmelse med nettoindkomstprincippet kun foretage fradrag for udgifter, der har været forbundet med indkomsterhvervelsen. Underskud af en ikkeerhvervsmæssig virksomhed kan ikke fradrages i anden indkomst, da underskuddet reelt er udtryk for et privatforbrug, som er indkomstopgørelsen uvedkommende, jf. statsskattelovens § 6, 2. led.
Det gælder generelt, at den, der mener sig berettiget til et skattefradrag, har bevisbyrden for, at der er afholdt fradragsberettigede udgifter, jf. f.eks. UfR 2004.1516 H, UfR 2007.1905 H og UfR 2005.3071 H.
Det er således A, der har bevisbyrden for, at aktiviteterne i hans virksomhed udgjorde erhvervsmæssig virksomhed.
Vurderingen af om A har drevet erhvervsmæssig virksomhed, skal foretages på baggrund af en samlet konkret vurdering. Afgrænsningen mellem erhvervsmæssig virksomhed og ikke-erhvervsmæssig virksomhed er klarlagt gennem en omfattende praksis, og det følger heraf, jf. eksempelvis UfR 2013.2956 H, UfR 2007.1195 H og UfR 2005.343 H, at følgende to kriterier er afgørende:
1) Virksomheden er etableret og drevet med udsigt til at opnå fortjeneste, der står i rimeligt forhold til den investerede kapital og arbejdsindsats (rentabilitetskriteriet).
2) Virksomheden har et vist omfang (intensitetskriteriet).
A har ikke godtgjort, at disse kumulative kriterier er opfyldt for indkomstårene 2019-2021.
A har i indkomstårene 2019-2021 drevet enkeltmandsvirksomheden H1-virksomhed v/A med cvr-nummer ...11 (bilag 2, s. 2, 1. afsnit). A har derudover været registreret som ejer af selskaberne H1-virksomhed (cvr-nr. ...12), og G1-virksomhed (cvr-nr. ...13), der begge var registreret under samme branchekode som enkeltmandsvirksomheden, nemlig (red.branchekode.nr.1.fjernet) "(red.branche.nr.1.fjernet)" (bilag 2, s. 2, 1. afsnit).
A har for enkeltmandsvirksomheden selvangivet resultater på -287.570 kr. i 2019, -134.700 kr. i 2020 og -438.763 kr. i 2021 (bilag 2, s. 3, første tabel). Det bemærkes, at de selvangivne resultater ikke stemmer overens med enkeltmandsvirksomhedens resultater ifølge saldobalancerne (bilag 2, s. 3, sidste tabel), og at A - til trods for Skatteministeriets forslag herom (jf. processkrift A, s. 2, andet afsnit) - ikke har fremlagt virksomhedens skatteregnskab. Det er således ikke muligt at konstatere, hvilke (præcise) talmæssige værdier A har lagt til grund for beregningen af de selvangivne resultater.
A har ikke godtgjort, at enkeltmandsvirksomheden blev drevet med den fornødne rentabilitet, som kræves for at den kunne anses for erhvervsmæssig.
A har i processkrift 1 nr. 1 (s. 1, pkt. 1, nederst) oplyst, at enkeltmandsvirksomheden alene forestod indkøb af varer, der efterfølgende blev viderefaktureret til selskabet H1-virksomhed med henblik på salg til kunder, og at enkeltmandsvirksomheden ikke solgte varer til kunder. Det fremgår af enkeltmandsvirksomhedens saldobalancer for den omhandlede periode, at vareforbruget var (tæt på) identisk med varesalget, og virksomheden må derfor antages at have viderefaktureret de indkøbte varer til selskabet H1-virksomhed til indkøbspris (med tillæg af en meget begrænset provision).
Enkeltmandsvirksomheden havde dermed ikke fortjeneste af betydning ved sin viderefakturering, og virksomheden havde derfor ikke - ved denne driftsform - udsigt til at generere en rimelig fortjeneste og blive rentabel.
Underskuddene indebar, at der end ikke var mulighed for at udbetale løn til A. Det fremgår således af A’s skatteoplysninger for 2019-2021 (bilag J-L), at han ikke selvangav løn fra enkeltmandsvirksomheden, men derimod selvangav en lønindkomst på henholdsvis 293.128 kr. i 2019, 197.730 kr. i 2020 og 95.443 kr. i 2021 fra forskellige arbejdsgivere, herunder G2-virksomhed, G3-virksomhed og G4-virksomhed. A har desuden selv oplyst, at det var nødvendigt med vikararbejde i den omhandlede periode som følge af lav indtjening i enkeltmandsvirksomheden.
A har desuden selvangivet betydelige underskud af enkeltmandsvirksomheden i de to år forud for sagsperioden 2019-2021 (bilag 2, s. 3, midt på siden). Den manglende rentabilitet var således heller ikke af forbigående karakter.
A har heller ikke godtgjort, at enkeltmandsvirksomheden havde udsigt til over en kortere årrække at blive rentabel og give overskud. Tværtimod har A oplyst til Skatteankestyrelsen, at hele varelageret blev solgt i slutningen af 2021, hvorfor også webshoppen blev lukket ned, og at der ikke var salg af varer fra enkeltmandsvirksomheden, siden varelageret blev solgt i slutningen af 2021 (bilag A, s. 5, andet afsnit, og bilag 7, s. 3, femte afsnit). Hvordan enkeltmandsvirksomheden - ifølge A, jf. replikken (s. 1, sidste afsnit) - fortsat kunne være i drift 2022, men dog i beskedent omfang på grund af sygdom, er for Skatteministeriet uklart, når det samtidig oplyses, at hele varelageret blev solgt i 2021. Under alle omstændigheder godtgør det forhold, at virksomheden fortsat måtte være i drift i beskedent omfang i 2022, ikke, at virksomheden opfylder rentabilitetskravet.
A’s synspunkt om, at hans enkeltmandsvirksomhed og de to anpartsselskaber, G1-virksomhed og H1-virksomhed skal vurderes samlet i forhold til rentabilitetskriteriet, er uholdbar. Der er således tale om tre selvstændige skattesubjekter, og det afgørende er derfor om aktiviteten i enkeltmandsvirksomheden isoleret betragtet er rentabel. SKM2002.9.VLR, som A henviser til, støtter i øvrigt ikke dette synspunkt.
Det ændrer dog heller ikke noget, hvis de to selskabers resultater inddrages i vurderingen. Det fremgår således af selskabet G1-virksomhed’s årsrapporterne for årene 2019-2021 (bilag H), at selskabet i den omhandlede periode havde et resultat på henholdsvis 250.000 kr., 189.350 kr. og -433.168 kr. For selskabet H1-virksomhed var resultatet ifølge årsrapporterne (bilag I) opgjort til henholdsvis 2.841 kr. i 2019, 313 kr. i 2020 og -1.540.947 kr. i 2021. Det samlede resultat af de tre virksomheder ville således fortsat være negativt i den omhandlede periode.
Da enkeltmandsvirksomheden og de to anpartsselskaber skal betragtes hver for sig, er den fremlagte dokumentation for, at H1-virksomhed modtog kompensation som følge af COVID-19 (bilag 13), irrelevant for den foreliggende sag. Som oplyst har enkeltmandsvirksomheden slet ikke ansøgt om kompensation, da aktiviteterne i enkeltmandsvirksomheden ikke blev berørt. Under alle omstændigheder udbetales COVID-19 kompensation efter et helt andet regelsæt, og en eventuel ret til at modtage kompensation har derfor ikke betydning for vurderingen af, om enkeltmandsvirksomheden er erhvervsmæssig i skattemæssig henseende.
Virksomheden opfylder således ikke rentabilitetskriteriet.
A har heller ikke godtgjort, at virksomheden havde den fornødne intensitet, som kræves for at den kunne anses for erhvervsmæssig.
Enkeltmandsvirksomheden havde - med undtagelse af 2021, hvor hele varelageret blev solgt i forbindelse med afviklingen af virksomheden - en begrænset omsætning, ligesom virksomheden i alle årene har haft et dækningsbidrag på 0 eller tæt på 0.
A har endvidere ikke dokumenteret tidsforbruget på sine aktiviteter i virksomheden. Der foreligger således ikke specifikke oplysninger om omfanget af A’s arbejde i virksomheden i de omhandlede år. A har dog oplyst til Skatteankestyrelsen, at alle markeder var lukkede i 2020 og 2021 grundet Covid 19, hvorfor der ikke foregik salg fra markeder i denne periode, og at han pga. lav indtjening var nødt til at påtage sig vikararbejde (bilag M). Derudover har han oplyst, at han i perioden alene har arbejdet i begrænset omfang som følge af lav indtjening i virksomheden.
De af A citerede - udokumenterede - bemærkninger fra en potentiel køber, jf. replikken (s. 3, under midten) godtgør ikke, at A har udført arbejde i et sådant omfang, at intensitetskravet er opfyldt.
Virksomheden opfylder på den baggrund heller ikke intensitetskravet.
Det bemærkes, at det ikke er nok for en virksomhed til at blive anset for erhvervsmæssig, at virksomheden har været "drevet fra lejede eksterne lokaler, med kontorudstyr, inventar, varelager, sikkerhedsudstyr, server, lagerinventar, webside, varebil med gule plader osv.", som anført af A i stævningen (s. 6, sidste afsnit), når virksomheden ikke opfylder de ovennævnte kumulative kriterier.
A har derfor samlet set ikke godtgjort, at virksomheden kan anses for erhvervsmæssig i skattemæssig henseende. A er dermed ikke berettiget til at fradrage underskud for sin personligt drevne virksomhed i årene 2019-2021 i sin øvrige indkomst.
3.2 A har ikke fradrag for købsmoms
Det gøres overordnet gældende, at A ikke har godtgjort, at han er berettiget til fradrag for købsmoms på i alt 214.837 kr. af de tre fakturaer udstedt af selskabet G1-virksomhed i perioden 1. januar 2019 til 31. december 2021 (bilag 10). A har således ikke godtgjort, at han reelt har fået leveret de ydelser fra G1-virksomhed, som fakturaerne ifølge A dækker over.
A var som følge af enkeltmandsvirksomheden en momspligtig person, og han kunne derfor ved opgørelsen af afgiftstilsvaret fratrække moms af virksomhedens indkøb af varer og ydelser, hvis disse ydelser udelukkende anvendtes til brug for virksomhedens momspligtige leverancer, jf. momslovens § 37, stk. 1, som gennemfører momssystemdirektivets artikel 168.
Det er alene afgiften af varer og ydelser, der (reelt) er leveret til virksomheden, der er fradragsberettiget, jf. momslovens § 37, stk. 2, nr. 1.
Det er således en betingelse for fradragsretten, at der faktisk er gennemført levering af det pågældende gode eller den pågældende ydelse, og det påhviler den, der anmoder om fradrag, at godtgøre, at betingelserne herfor er opfyldt, herunder skal momsregistrerede virksomheder fremlægge objektive beviser for, at en sådan faktisk levering er sket, jf. eksempelvis EU-Domstolens dom i de forenede sager C-459/17 og C-460/17, SGI og Valériane, p. 35, 36 og 39, og EU-Domstolens dom i sag C-114/22, W. sp. z.o.o., præmis 29-39, samt fra dansk retspraksis f.eks. SKM2019.231.HR og SKM2017.461.ØLR.
For at kunne udøve fradragsretten skal momsregistrerede virksomheder bl.a. kunne fremlægge forskriftsmæssige fakturaer til dokumentation af den indgående afgift (købsmoms), jf. den dagældende momsbekendtgørelses § 82 (bekendtgørelse nr. 808 af 30. juni 2015) og EU-Domstolens dom i sag, C-438/09 Boguslaw, p. 38. En faktura skal bl.a. indeholde oplysninger om omfanget og arten af de leverede ydelser samt den dato, hvor levering af ydelserne foretages eller afsluttes, jf. den dagældende bekendtgørelses § 58, stk. 1, nr. 5 og 6.
Såfremt omstændighederne tyder på unormale forhold, herunder hvis fakturaerne er mangelfulde i forhold til fakturakravene i den dagældende momsbekendtgørelses § 58, skærper det den afgiftspligtiges bevisbyrde for, at der reelt er sket levering af de ydelser, som fakturaerne hævdes at dække over, jf. eksempelvis SKM2017.461.ØLR og SKM2023.213.ØLR (byrettens dom i SKM2021.394.BR).
I den foreliggende sag foreligger der unormale forhold vedrørende de hævdede leveringer, som skaber betydelig tvivl om, hvorvidt fakturaerne dækker over reelle leveringer fra det interesseforbundne selskab G1-virksomhed.
De af A fremlagte fakturaer af 30. juni 2019, 30. december 2020 og 31. december 2021 (bilag 10) opfylder ikke kravene i den dagældende bekendtgørelses § 58, stk. 1. Fakturaerne er standardiserede og efter deres indhold ufyldestgørende. Ifølge A angår fakturaerne G1-virksomhed’s rådgivning af enkeltmandsvirksomheden i forbindelse med afhændelse af enkeltmandsvirksomhedens varelager. Fakturaerne er imidlertid ikke specificeret med oplysninger om, hvem der har udført arbejdet, hvilke specifikke datoer arbejdet er udført, og hvilke nærmere arbejdsopgaver de vedrører. Fakturaerne indeholder derimod en helt kortfattet generisk beskrivelse af den ydelse, som fakturaerne hævdes at vedrøre, nemlig "Honorar for rådgivning".
Hertil kommer, at fakturaerne ikke er understøttet af underbilag eller anden underliggende dokumentation, som specificerer de anvendte arbejdstimer, eller hvad rådgivningen nærmere bestod i. Det er derfor ikke muligt at kontrollere omfanget og arten af det leverede arbejde på trods af, at fakturaerne angår betydelige beløb, og det hævdede samarbejde således ud fra fakturabeløbet har haft et betydeligt omfang.
Der er endvidere ikke fremlagt dokumentation for, hvornår fakturaerne er betalt, endsige at de er betalt. Den af A fremlagte udskrift fra enkeltmandsvirksomhedens bogføring (bilag 23) og virksomhedens saldobalancer (bilag B-D) dokumenterer hverken, at virksomheden effektivt betalte fakturaerne, eller at gælden blev udlignet over en mellemregning mellem virksomheden og G1-virksomhed. Det fremlagte bogføringsmateriale indeholder ikke omtale af en mellemregningskonto, og A har således ikke dokumenteret, at "betalingen af fakturaerne er sket via mellemregningskonti i virksomhederne", som hævdet af A (jf. processkrift 2 (s. 2, næstsidste afsnit).
Som følge af disse unormale forhold er A’s bevisbyrde for, at der er realitet bag den påberåbte faktura udstedt af H1-virksomhed, skærpet. Dertil kommer, at der er tale om et hævdet samarbejde mellem interesseforbundne parter, hvilket (også) skærper A’s bevisbyrde yderligere.
Denne skærpede bevisbyrde har A ikke løftet.
De udstedte fakturaer udgør ikke - under de ovenfor nævnte omstændigheder - dokumentation for, at der er leveret en reel ydelse, særligt når der er tale om fakturaer udstedt mellem interesseforbundne parter.
Den omstændighed, at A for enkeltmandsvirksomheden har foretaget rettidige momsindberetninger og -indbetalinger, er uden betydning for vurderingen af, om fradragene er foretaget med rette.
A har på den baggrund ikke godtgjort, at selskabet G1-virksomhed reelt har leveret de fakturerede ydelser.
Såfremt det lægges til grund, at A i et eller andet omfang har udført arbejde i forbindelse med salget af varelageret, må dette arbejde derimod anses for at være udført i hans egen enkeltmandsvirksomhed, således at der under alle omstændigheder ikke er leveret ydelser mellem G1-virksomhed og enkeltmandsvirksomheden.
A er dermed heller ikke berettiget til fradrag for købsmomsen af de tre fakturaer.
3.3 A’s øvrige indsigelser
Skatteministeriet forstår det i stævningen (s. 4, under midten - s. 5) anførte således, at A gør gældende, at Landsskatterettens og Skattestyrelsens afgørelser er i strid med retspraksis, administrativ praksis og lighedsgrundsætningen.
A har ikke nærmere redegjort for sit synspunkt, men Skatteministeriet bestrider, at det skulle være tilfældet, jf. også den retspraksis, som ministeriet har henvist til ovenfor.
Skatteministeriet forstår endvidere det i stævningen (s. 7, under midten) anførte som en indsigelse om, at Landsskatterettens afgørelser (bilag 2 og 3) lider af begrundelsesmangler, eftersom Landsskatteretten efter A’s opfattelse ikke har adresseret samtlige anbringender fremført af ham under Skatteankestyrelsens sagsbehandling (bilag 7).
Skatteministeriet bestrider, at dette skulle være tilfældet. Skattemyndighedernes begrundelsespligt i medfør af skatteforvaltningslovens §§ 19, stk. 2, og 20, stk. 1, jf. forvaltningslovens § 22, indebærer, at en begrundelse skal være dækkende og korrekt, herunder skal begrundelsen fremstå som en forklaring på, hvorfor den pågældende afgørelse har fået det indhold, den har. Denne begrundelsespligt indebærer ikke, at Landsskatteretten var forpligtet til udtrykkeligt at adressere samtlige anbringender, jf. herved eksempelvis SKM2015.423.VLR.
…"
Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.
Rettens begrundelse og resultat
A har som eneanpartshaver i to anpartsselskaber, G1-virksomhed og H1-virksomhed, og ved enkeltmandsvirksomheden H1-virksomhed v/A drevet virksomhed med (red.branche.nr.1.fjernet).
Spørgsmålet i sagen for så vidt angår sagsøgers anerkendelsespåstand er, om A i sin skattemæssige indkomst er berettiget til at fratrække underskuddet i enkeltmandsvirksomheden H1-virksomhed v/ A i årene 2019-2021. Efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, afgøres dette af, om enkeltmandsvirksomheden må anses for at være drevet erhvervsmæssigt, herunder efter de sædvanlige skatteretlige kriterier, om virksomheden har haft et vist omfang (intensitet) og er drevet med udsigt til at opnå fortjeneste, der står i rimeligt forhold til den investerede kapital (rentabilitet).
H1-virksomhed v/A havde i årene 2019, 2020 og 2021 før afskrivninger et underskud på henholdsvis 265.661 kr., 201.527 kr. og 437.998 kr. Det er ubestridt, at virksomheden i det væsentlige alene indkøbte og til indkøbspris videresolgte varer til H1-virksomhed. Den væsentligste del af de årlige underskud i H1-virksomhed v/ A i perioden udgøres af G1-virksomhed’s tre fakturakrav for 2019, 2020 og 2021 på henholdsvis 250.000 kr., 189.350 kr. og 420.000 kr. (alle ekskl. moms). Herefter og sammenholdt med at enkeltmandsvirksomheden havde givet underskud siden 2017, at A har forklaret, at varelageret samlet var søgt solgt fra 2019 og frem, og at det på baggrund af de oplyste regnskabstal om virksomheden samt A’s forklaring herom må lægges til grund, at virksomheden heller ikke havde udsigt til at opnå fortjeneste, findes virksomheden H1-virksomhed v/A ikke at være drevet erhvervsmæssigt i den pågældende periode, og Skatteministeriet frifindes derfor for A’s anerkendelsespåstand.
A har påstået Skatteministeriets betaling af et beløb svarende til købsmomsen på G1-virksomhed’s tre ovennævnte fakturakrav i 2019, 2020 og 2021 tilstillet H1-virksomhed v/A, på samlet 214.837 kr. Efter A’s egen forklaring, må det lægges til grund, at den af G1-virksomhed fakturerede ydelse til H1-virksomhed v/A var udført af A selv. G1-virksomhed havde ikke nogen ansatte. A har endvidere ikke godtgjort, at fakturakravene blev betalt. A har herved ikke løftet bevisbyrden for og godtgjort, at den omtalte benævnte rådgivning udgjorde en levering mod vederlag jf. momslovens § 4, hvorefter der ikke kan anerkendes fradrag for købsmomsen på de omtalte fakturaer. Skatteministeriet frifindes derfor tillige for sagsøgers betalingspåstand.
Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 30.000 kr. med tillæg af moms, i alt 37.500 kr. Skatteministeriet er ikke momsregistreret.
THI KENDES FOR RET:
Skatteministeriet frifindes.
A skal inden 14 dage til Skatteministeriet betale sagsomkostninger med 37.500 kr.
Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.